”Skåne var en ny begyndelse. Intet skulle få lov at ødelægge det, og da slet ikke naboerne”: Læs her et uddrag af Mattias Edvardsson-krimien Gode naboer

GODE_NABOER_omslag.indd

En helt normal familie-forfatteren Mattias Edvardsson er tilbage med den hårrejsende thriller Gode naboer, der foregår der, hvor hovedpersonerne tror de er sikrest: Derhjemme.

Micke og Bianca begynder forfra i en ny by. Men hvad er det med naboen, Jacqueline, og hendes mærkelige søn? Læs med her.

Første gang jeg mødte Fabian og Jacqueline Selander, var vi lige flyttet ind. Bella fyldte tre den weekend, og jeg var i gang med at montere en ny, brugt autostol, som jeg havde fundet på nettet til spotpris.

Solen grillede min nakke, mens jeg, som en svedig ostereje, lå halvt inde bilen, halvt ude af den, og rev og sled i sikkerhedsselen, der var flere centimeter for bred til det lillebitte øje, den ifølge brugsanvisningen skulle føres ind gennem.

Eder og forbandelser føg ud af min næse og min mund. Jeg havde ikke lagt mærke til, at nogen havde sneget sig ind på mig.

Jeg havde egentlig ikke tid til det her, men ville heller ikke virke uvenlig

“Det nye R-design, hva’?”

Selen gled ud af hænderne på mig, og den forbandede autostol væltede om på siden. Da det var lykkedes mig at vride overkroppen ud fra bagsædet, og jeg havde tørret den værste sved af panden, fik jeg øje på en knægt, der var iført smækshorts og en BMW-kasket. Han stod i indkørslen og studerede vores bil.

“Det er sportsvarianten,” sagde jeg.
“Det ved jeg da godt,” sagde drengen. “R-designet.”

Hvor gammel kunne han være? Tolv-tretten år?

“Dieselmotor,” sagde han. “Plug-in-hybrid.”

“Det skal nok passe,” sagde jeg.
Drengen smilede.

“Det gør det.”

Jeg havde egentlig ikke tid til det her, men ville heller ikke virke uvenlig.

“Jeg hedder Fabian,” sagde drengen. “Jeg bor her i gården.”

Vores kvarter, der lå i udkanten af Köpinge, var opdelt i små gårde, som hver især bestod af en firkantet, asfalteret plads omgivet af fire mere eller mindre identiske parcelhuse fra først i halvfjerdserne. Alle gårdene havde søde navne fra Astrid Lindgrens univers: Bulderby, Lønneberg, Krageøen og Kirsebærdalen. Vi boede i Spektakelmagergade. Ligesom Lotte, havde jeg sagt til vores børn, der bare havde stirret uforstående på mig.

“Så er vi naboer,” sagde jeg til drengen.

“Okay,” sagde han og klappede Volvoens kofanger, som om den var en hund.

“Du skulle have købt en BMW i stedet. Man får meget mere for pengene.”

Jeg grinede, men han så gravalvorlig ud.

“En BMW 530 Touring,” sagde han. “To hundrede og halvfjerds heste. Hvor mange tror du, den dér har?”

“Aner det ikke.”

For mig er en bil et transportmiddel. Jeg kræver ikke ret meget mere end en relativt neutral farve og tilstrækkelig meget plads i bagagerummet.

“To hundrede og femten,” sagde drengen.

Han lød sikker i sin sag.

Jeg skulle netop til at krybe ind til autostolen igen, da en kvinde kom gående hen over gården.

“Nå, det er her, du er, Fabian!”

Hun havde et særligt skær over sig. Lange ben i korte shorts og så solbrændt, at de tandpastahvide tænder og himmelfarvede øjne lyste.

“Han er ret glad for biler,” sagde hun.

“Det havde jeg næsten gættet.”

“Jeg er glad for BMW,” sagde Fabian.

Kvinden, der tilsyneladende var drengens mor, lo og rakte en hånd med lange, lyserøde negle frem.

“Så er det altså jer, der er flyttet ind? Er det rigtigt, at I er 08’ere?”

08’ere? Sagde man virkelig stadigvæk det om stockholmere? Jeg kendte ikke nogen, der havde en fastnettelefon længere, områdenumrene burde vel efterhånden være lige så irrelevante som drejeskiver og bakelittelefoner.

I indkørslen til nummer femten vendte han sig om og gloede på mig. Jeg svarede ham med et smil.

“Øhm, ja, jo,” sagde jeg og tørrede håndfladen af i shortsene, inden jeg gav hånd. “Micke.”

“Jeg hedder Jacqueline. Det er Fabian og mig, der bor henne i nummer femten.”

Hun pegede på huset for enden af en indkørsel, hvor ukrudtet voksede frodigt mellem fliserne, og det cirka en meter høje stakit så ud til at kunne trænge til en omgang med penslen. På muren ved siden af hoveddøren var der en hestesko og et vindspil af træ, samt et sølvfarvet ettal og et femtal, der hang skævt.

De to skinnende metaltal, der havde afsløret vores husnummer, havde jeg allerede taget ned fra facaden. Det havde Bianca insisteret på. Hun var gået med til at bo i nummer tretten på betingelse af, at vi omgående fjernede uheldstallet fra muren.

“Så håber jeg, at I vil trives her,” sagde Jacqueline, vores nye nabo. “I har vel også børn?”

Jeg nikkede. Sveden løb ned over min pande, og T-shirten klæbede til armhulerne.

“Bella er lige fyldt tre, og William er seks.”

Fabian og hans mor udvekslede et blik.

“Nå, vi må se at komme videre,” sagde Jacqueline med et lille vink. “Vi ses!”

Hun krydsede gården med lange skridt, og Fabian var lige ved at snuble i sin iver efter at holde trit med hende. I indkørslen til nummer femten vendte han sig om og gloede på mig. Jeg svarede ham med et smil.

Da jeg havde fået autostolen på plads, gik jeg indenfor for at fortælle Bianca om naboerne.

“Jacqueline Selander? Ja, hun er tidligere fotomodel. Har boet i USA.”

“Hvor ved du det fra?” spurgte jeg.

Bianca lagde hovedet på sned og lignede de sommernætter for otte år siden, da jeg faldt pladask for hendes fregner og smilehuller.

“Har du hørt om internettet, skat?”

“Har du tjekket vores naboer ud?”

Hun grinede.

Det var så typisk for tryghedsnarkomanen Bianca at få noia over ingenting. Men på den anden side var det måske ikke så mærkeligt, at hun følte en vis uro nu

“Hvad tror du selv? Man flytter ikke seks hundrede kilometer uden at tjekke, hvilke naboer man får.”

Nej, selvfølgelig gjorde man ikke det. Jeg kyssede hende i nakken.

“Hvad har du ellers fundet ud af, Lisbeth Salander?”

“Ikke så meget. Det ældre ægtepar i nummer tolv hedder Åke og Gun-Britt. De virker søde nok, typiske pensionister i halvfjerdserne. Gun-Britt har en blomst som profilbillede på Facebook og holder af slagermusik. Åke lader ikke til at være aktiv på de sociale medier.”

“Okay.”

Jeg havde altid boet i lejlighed og forstod ikke helt Biancas behov for at vide alt om naboerne, men hun påstod, at det var noget helt andet i et parcelhuskvarter. Her var det ikke muligt at undgå naboerne på samme måde som i en storby.

“Jeg fandt et par billeder af Jacqueline Selander på nettet, men hun var vist et større navn i udlandet end herhjemme. Under alle omstændigheder: Det ser ud til, at hun bor alene med sin søn i nummer femten.”

“Og i nummer fjorten?” sagde jeg.

“Ola Nilsson, født samme år som mig. Han virker ret hemmelighedsfuld. Men …”

Hun gjorde en kunstpause og spærrede så øjnene op for at vise, at hun havde fundet ud af noget sensationelt.

“Han står i Lexbase.”

“Hvad? Er han da kriminel?”

For det er vel dem, der havner i Lexbase?

“Formentlig ikke til hverdag,” sagde Bianca. “Men han er dømt for mishandling.”

“Og du har læst dommen?”

“Selvfølgelig. Vi skal bo op og ned ad de her mennesker. Du er et barn af betonblokkene, skat. Du aner ikke, hvordan tingene fungerer et sted som her.”

“Vi skulle måske have købt en hytte i Lapland i stedet,” sagde jeg.

“For min skyld gerne. Hvis der ikke havde været så pokkers koldt deroppe.”

Jeg sukkede. Det var så typisk for tryghedsnarkomanen Bianca at få noia over ingenting. Men på den anden side var det måske ikke så mærkeligt, at hun følte en vis uro nu, vi blev kastet ind i en helt ny sammenhæng, hvor vi ikke kendte et øje. Vi havde på en måde været tvunget til at flytte, af flere årsager, og det var op til mig at holde humøret højt. Det skyldte jeg Bianca. Og børnene.

Skåne var en ny begyndelse. Intet skulle få lov at ødelægge det, og da slet ikke naboerne.

“Det skal nok gå,” sagde Bianca og lagde sin hånd oven på min.

“Det var ikke meningen at gøre dig urolig. Spektakelmagergade nummer tretten. Hvad kan ligesom gå galt?”

Du kunne også være interesseret i...

Få læseinspiration i din indbakke

I vores nyhedsbrev får du masser af inspiration til din næste store læseoplevelse. Fortæl os, hvad du er interesseret i – så sender vi det helt rigtige indhold til dig. Du kan selvfølgelig altid afmelde nyhedsbrevet igen.