Romaner

“Havde Mathilde opført sig sårende eller upassende? Havde hun overskredet en grænse?” – læs her et uddrag af Delphine de Vigan-romanen Underjordiske timer

august 31, 2020

På 10 minutter krakelerer karrieren for Mathilde. Hun er en arbejdsom slider, der pludselig bliver kørt ud på et sidespor på jobbet – uden at forstå hvorfor. I dette uddrag af Delphine de Vigans anmelderroste roman, Underjordiske timer, forsøger hun at forstå begivenhederne, der gik forud.

Mathilde forsøgte længe at finde ud af, hvordan det hele startede – forsøgte at finde frem til begyndelsen, den spæde begyndelse, det første tegn, den første sprække. Hun gennemgik det hele i omvendt rækkefølge, skridt for skridt. Hun tænkte tilbage, prøvede at forstå. Hvordan det var sket. Hvad der havde udløst det. Og hver gang nåede hun frem til det samme punkt, den samme dato: præsentationen af en undersøgelse en mandag morgen sidst i september.

Hun tog på arbejde som alle andre uden at kaste op hver anden dag på vej ud af toget. Skal der ikke mere end et enkelt møde til for at vælte alting?

Dette møde udgør altings begyndelse, hvor absurd det end måtte lyde. Før det er der ingenting. Før det var alt normalt, alting gik sin vante gang. Før det var hun assistent for marketingchefen i den største filial for ernæring og sundhed i en international fødevarekoncern. Gennem mere end otte år. Hun spiste frokost med sine kolleger, gik i fitnesscenter to gange om ugen, tog ingen sovepiller, græd hverken i metroen eller i supermarkedet og var ikke tre minutter om at svare på sine børns spørgsmål. Hun tog på arbejde som alle andre uden at kaste op hver anden dag på vej ud af toget.

Skal der ikke mere end et enkelt møde til for at vælte alting?

Den dag havde hun og Jacques besøg af et velrenommeret institut, der skulle fremlægge resultaterne af en undersøgelse, som hendes afdeling havde bestilt to måneder tidligere, vedrørende forbrugernes vaner og holdninger i forhold til diætprodukter. Internt var metodologien blevet hyppigt diskuteret, særligt med hensyn til fremtidsudsigterne, der dannede grundlag for vigtige investeringsbeslutninger. Til sidst havde de valgt to komplementære indfaldsvinkler – en kvalitativ og en kvantitativ – som de havde overladt til den samme leverandør. I stedet for at udpege en fra deres afdeling til at håndtere opgaven havde Mathilde foretrukket selv at være den ansvarlige.

Det var første gang, de arbejdede sammen med dette institut, hvis undersøgelsesmetoder var forholdsvis nye. Hun havde deltaget i koncernmøderne og personligt overværet spørgeskemainterviewene, hun havde selv testet det opfølgende onlinespørgeskema, og før de til sidst samlede alle resultaterne, havde hun gennemgået krydstabuleringerne. Hun var tilfreds med forløbet og havde løbende holdt Jacques informeret, som hun altid gjorde, når de samarbejdede med en ny partner. En første dato for præsentationen var blevet fastsat og derefter en anden, men begge gange havde Jacques aflyst i sidste øjeblik med den begrundelse, at han havde for travlt. Han insisterede på at være til stede. Budgettets størrelse fordrede i sig selv hans tilstedeværelse.

Jacques var forsinket. Jacques var altid forsinket. Da han til sidst trådte ind i salen uden at undskylde sig, så han slidt og ubarberet ud

På dagen for præsentationen mødte Mathilde tidligt på arbejde for at låse op ind til salen og sikre sig, at projektoren virkede, og at kaffebakken var blevet sat frem. Instituttets direktør ville i egen person fremlægge resultaterne, og Mathilde havde indkaldt hele afdelingen, de fire produktchefer, de to researchere og statistikeren.

De satte sig omkring bordet, og Mathilde vekslede nogle ord med instituttets direktør. Jacques var forsinket. Jacques var altid forsinket. Da han til sidst trådte ind i salen uden at undskylde sig, så han slidt og ubarberet ud. Mathilde var klædt i en mørk spadseredragt og den lyse silkeskjorte, som hun så godt kan lide. Hun husker det mærkelig præcist. Hun husker også mandens påklædning, farven på hans skjorte, ringen på hans lillefinger og kuglepennen, der stak op af hans jakkelomme, som om de mest ubetydelige detaljer var blevet indprentet i hendes hukommelse uden hendes vidende, allerede før hun blev bevidst om øjeblikkets betydning – om vigtigheden af de forestående hændelser, der uigenkaldeligt havde smadret alting. Efter de sædvanlige høflighedsudvekslinger indledte direktøren sin fremlæggelse. Han beherskede emnet til perfektion og havde ikke nøjedes med en halv time tidligere at skimme dokumenter udformet af andre, som det ofte var tilfældet. Han kommenterede fremvisningen uden at kigge i sine notater og i et usædvanlig klart sprog. Manden var fremragende. Og karismatisk. Det var sjældent. Han udstrålede så stor overbevisning, at tilhørernes opmærksomhed blev holdt fanget – det kunne mærkes lige med det samme på graden af koncentration fra hele teamet og på fraværet af hviskende bemærkninger, der almindeligvis forstyrrede denne type møder.

Så gav han sig til at se på sit ur på en måde, så ingen kunne være i tvivl om hans irritation. Kollegerne så upåvirkede ud – hans humørsvingninger var velkendte

Mathilde husker, at hun betragtede mandens hænder – de langsomme bevægelser, der akkompagnerede hans ord. Hun spekulerede over, hvor hans svage, næsten umærkelige accent stammede fra – den særlige klang, som hun ikke kunne identificere. Meget hurtigt havde hun mærket, at manden irriterede Jacques, sikkert fordi han var yngre, højere og en mindst lige så god retoriker som ham selv. Meget hurtigt havde hun mærket, at Jacques stivnede.

Midtvejs i fremstillingen begyndte Jacques at vise tegn på utålmodighed. Han sukkede demonstrativt og sagde højlydt “ja, ja” som for at understrege, at det gik for langsomt, eller at manden gentog sig selv. Så gav han sig til at se på sit ur på en måde, så ingen kunne være i tvivl om hans irritation. Kollegerne så upåvirkede ud – hans humørsvingninger var velkendte. Senere, da direktøren præsenterede resultaterne af den kvantitative undersøgelse, udtrykte Jacques forundring over, at deres statistiske signifikans ikke fremgik af de grafiske fremstillinger på skær- men. På en lidt kunstigt høflig måde svarede direktøren, at kun resultater med en statistisk signifikans på over 95 % var præsenteret. Efter oplægget tog Mathilde ordet – efter- som det var hende, der havde bestilt undersøgelsen – for at takke for det udførte arbejde. Så var det Jacques’ tur til at sige noget. Hun vendte sig mod ham, mødte hans blik og forstod i samme nu, at han ikke havde tænkt sig at sige tak. Tidligere havde han lært hende, hvor vigtigt det var at etablere tillidsfulde og gensidigt respektfulde relationer til eksterne samarbejdspartnere.

Denne gang fandt hun Jacques’ holdning så uretfærdig, at hun ikke kunne lade være med at tage ordet igen

Mathilde stillede de første spørgsmål, der angik nogle detaljer, før hun åbnede spørgerunden.

Jacques tog ordet som den sidste. Med sammenknebne læber og med sin enorme selvsikkerhed, som hun kendte så godt, affejede han undersøgelsens anbefalinger én efter én. Han betvivlede ikke resultaternes pålidelighed, men afviste de konklusioner, som instituttet havde draget deraf. Det var dygtigt gjort. Jacques kendte markedet indgående og vidste alt om varemærkernes identitet og virksomhedens historie. Men det var alligevel forkert.

Mathilde plejede at være enig med ham. For det første fordi de havde en del overbevisninger til fælles, for det andet fordi hun allerede i de første måneder på jobbet var blevet klar over, at det at være enig med Jacques gjorde samarbejdet både mere behageligt og mere effektivt. Det var formålsløst at trodse ham. Og faktisk lykkedes det altid Mathilde at få udtrykt sine bevæggrunde og sine egne valg og indimellem at få ham til at skifte mening. Men denne gang fandt hun Jacques’ holdning så uretfærdig, at hun ikke kunne lade være med at tage ordet igen. Formuleret som en hypotese og uden direkte at sige ham imod forklarede hun, hvorfor hun mente, at den foreslåede kurs – angående markedets udvikling og andre undersøgelser udført inden for koncernen – var værd at udforske.

Jacques så på hende, længe.

I hans øjne læste hun ikke andet end forundring.

Havde hun opført sig sårende eller upassende? Havde hun overskredet en grænse?

Han sagde ikke mere.

Hun konkluderede, at han var blevet overbevist af hendes argumenter.

Hun fulgte instituttets direktør ud til elevatoren.

Der var ikke sket noget.

Ikke noget særligt.

Der skulle gå flere uger, før hun vendte tilbage til denne scene, fremmanede den i sin helhed og blev klar over, hvor tydeligt hver detalje stod indprentet i hendes hukommelse – mandens hænder, hårlokken, der faldt ned i panden på ham, når han lænede sig frem, Jacques’ ansigt, det, han havde sagt, det, der var forblevet usagt, mødets sidste minutter, hvordan manden havde smilet til hende, hans taknemlige udtryk, hvordan han roligt havde samlet sine ting sammen. Jacques havde forladt salen uden at sige farvel til ham.

Senere spurgte Mathilde Éric, hvordan han havde opfattet situationen. Havde hun opført sig sårende eller upassende? Havde hun overskredet en grænse? Med lav stemme svarede Éric, at hun den dag havde ageret på en måde, som ingen af de andre havde turdet, og at det var godt.

Mathilde var vendt tilbage til denne scene, fordi Jacques’ attitude over for hende havde ændret sig, fordi intet sidenhen havde været som før, og fordi det havde været startskuddet til en langsom ødelæggelsesproces, som det skulle tage hende flere måneder at sætte ord på.

Men hver gang meldte spørgsmålet sig: Skulle der ikke mere til for at vælte alting?

Hun kendte bedre end nogen anden hans forskellige tonefald, hans kropssprog, hans defensive latter

Skulle der ikke mere til, før hele hendes liv blev opslugt i en absurd og usynlig kamp, som hun aldrig ville kunne vinde?

At det havde taget hende så lang tid at erkende, hvad det var, der foregik – at få øje på det maskineri, som de var blevet en del af – skyldtes, at Jacques indtil da altid havde støttet hende. De havde arbejdet sammen helt fra begyndelsen, forsvaret de samme standpunkter og delt det samme vovemod, den samme smag for risiko og den tilsvarende modvilje mod at give efter for lette løsninger. Hun kendte bedre end nogen anden hans forskellige tonefald, hans kropssprog, hans defensive latter, hans kropsholdning, når han var i en styrkeposition, hvordan han var ude af stand til at give op, og hvad der gjorde ham irriteret, vred eller bevæget. Jacques havde ry for at være svær at omgås. Han var kendt for at være krævende, firkantet og ofte nedladende. Folk var bange for ham og henvendte sig hellere til hende end til ham, men anerkendte hans kompetencer.

Da Jacques ansatte hende, havde hun været arbejdsløs i tre år. Han havde valgt hende blandt de kandidater, som HR-afdelingen havde foreslået. Hun var mor til tre og boede alene – en situation, der indtil da havde afstedkommet adskillige afslag. Det var hun ham tak skyldig for. Hun fik lov til at deltage i udarbejdelsen af deres marketingplan, i vigtige beslutninger vedrørende produktmiks inden for de forskellige varemærker og i konkurrentovervågningen. Efterhånden begyndte hun at skrive hans taler for ham og overtage den daglige styring af deres team på syv personer.

Den dag i slutningen af september var noget krakeleret i løbet af ti minutter. Noget, som hun hverken havde hørt eller set komme, havde sneget sig ind i deres ellers så strukturerede og effektive samarbejde. Det begyndte allerede samme aften, da Jacques foran flere andre højlydt undrede sig over at se hende gå hjem klokken halv syv, hvormed han tydeligvis foregav at have glemt de mange aftener, som hun havde ofret for at forberede sine præsentationer, og de mange timer, som hun havde tilbragt hjemme med at færdiggøre rapporter.

Og således havde et andet maskineri sat sig i bevægelse – et lydløst og hensynsløst maskineri, der ikke ville standse, før hun var knækket.

Underjordiske timer af Delphine de Vigan – læs resten af historien

“Oh, but the French do loneliness and desperation classily (…) elegantly constructed, sympathetic, compelling, enjoyable.”
The Guardian

”Det kom listende som en langsom forøgelse af min hjerterytme. Det var en isning, der bredte sig fra nakkehårene og satte sig i en alt for spændt kæbemuskel. Det var ikke længere en hverdagsroman om to fyrreårige mennesker, hvis veje flygtigt krydser hinandens i Paris’ metro, jeg sad med i hænderne. Det var snarere, som om jeg så på et bilsammenstød i slowmotion. For det, jeg læste i Underjordiske timer, var udeklareret horror. (…) Henrivende uhyggelig prosa.”
Dagbladet Information

Du kunne også være interesseret i...

Historien bag historien: Helenes dilemma i Pernilles Juhls krigsroman er inspireret af disse virkelige hændelser

De virkelige hændelser, som Helenes krig af Pernille Juhl er inspireret af, begyndte umiddelbart efter Genforeningen efter Første Verdenskrig, hvor Sønderjylland blev dansk igen. 1920.

Læs mere →

Fotoalbum: Med 13 snapshots mindes Caroline Livingstone sin skriveproces med “Brak”

3 år. Fra antagelse over skriveproces til gennemskrivning og mere gennemskrivning. Så lang tid gik der, før forfatter Caroline Livingstone kunne sidde med sin roman,

Læs mere →

3 forfattere deler: Det ville jeg gerne kunne sige til mit yngre jeg

De begår sig i vidt forskellige emner som hhv. selvbedrag, krimi og stoisk filosofi, men her forholder forfatterne Lotte Garbers, Inger Wolf og Niels Overgaard

Læs mere →

“Tyskerluder! Syfilishoppe!”: Prologen fra bind 2 i Helene-serien er barsk

Forfatter Pernille Juhl læser her op fra bind 2 i Helene-serien – Helenes befrielse. Helene er en ung jurastuderende, der under Anden Verdenskrig hvirvles ind

Læs mere →

Få læseinspiration i din indbakke

I vores nyhedsbrev får du masser af inspiration til din næste store læseoplevelse. Fortæl os, hvad du er interesseret i – så sender vi det helt rigtige indhold til dig. Du kan selvfølgelig altid afmelde nyhedsbrevet igen.