Biografi, Sande fortællinger

Judith blev uønsket gravid i 1966 og søgte hjælp hos en voksen: ”Du kunne blive min elskerinde. Skulle vi ikke elske?”

oktober 12, 2020

Judith Rothenborg er kendt som den lattermilde og energiske bedstemor fra serien ”Mormor på mandejagt”. Men i Pernille Marotts bog om det 71-årige livsstykke, Lykken venter lige om hjørnet, står det klart, at det hele ikke har været lutter lagkage.

Læs her uddraget fra bogen, hvor Judith tænker tilbage på 1966 og den besværlige og skamfulde vej til abort – i tiden før abort blev lovligt.

Vi begynder her, hvor 16-årige Judith har opdaget, at hun er blevet gravid med bekendtskabet Paul:

Jeg var rædselsslagen. Jeg var 16 år og havde ingen uddannelse.”

Året var 1966 – og altså før abortens frigivelse. Judith gik med det samme til sin far og bad om hjælp.

”Ja, det er typisk med dig. Din rendemaske. Dét må du selv betale for at få fjernet,” erindrer Judith, at hendes far reagerede på anmodningen om støtte.

I de kommende dage og uger opsøgte Judith derfor alle de kvaksalvere, hun kunne opspore, mens uret tikkede, og hjælpen udeblev.

For selv om Dansk Kvindesamfund netop dette år tog abortspørgsmålet op, så var det først syv år senere, at kvinder fik ret til at bestemme over egen krop. Indtil da var en abort at sidestille med fosterdrab, og det gjorde det svært at finde en sagkyndig, der kunne hjælpe Judith.

Som graviditeten skred frem, voksede Judiths i forvejen vel- proportionerede bryster sig endnu større til hendes store fortvivlelse. Det var ikke velset at blive gravid i utide, og endnu værre var det at få en abort. Så Judith forsøgte at skjule den voksende barm ved at binde bandager stramt omkring brystet. Det var ikke bekvemt. Og det var slet ikke rart at sidde med sine kammerater i junisolen og være bøjet over eksamenslæsningen, mens spekulationerne rullede derudad. Hun kunne overhovedet ikke koncentrere sig om den forestående meget vigtige adgangseksamen til de sidste to års studenterkursus.

”Barnet skulle væk”, for Judith kunne overhovedet ikke se sig selv som mor. Hun havde jo knap nok selv oplevet en mor. Og hun var stadig et stort barn. Men hvordan skulle hun nogensinde få barnet fjernet, når Paul var jublende lykkelig og aldrig ville tillade en abort?

I sin desperation fandt Judith håb i den detroniserede geografilektors far, der var leder af skolen. Hun gik derfor til rektor. Han udstrålede selvtillid, charme og venlighed. Man så det i måden, hvorpå han selvsikkert gik rundt i sit grå, lidt skinnede jakkesæt med det store lommetørklæde hængende ud fra brystlommen og hilste på sine elever med duften af sin milde eau de cologne hængende efter sig. Han var stolt af den skole, han havde bygget op.

Rektoren havde siden første skoledag været sød og imødekommende. Han var vant til unge mennesker. ”Hvis du har problemer, så kom til mig. Jeg er her for at hjælpe dig. Du kan altid komme til mig.” Det havde han sagt mange gange. Judith tog imod tilbuddet og bad om et møde. Rektor inviterede hende til at komme på sit kontor en fredag eftermiddag kl. 16, hvor skolen lige så langsomt lukkede ned for weekenden.

Hun var tryg ved sin rektor og kom hurtigt til sagen, da hun landede i den slidte, mørke stol på hans dunkle kontor.

”Jeg er gravid og skal have en abort. Kender du mon nogen, der kan hjælpe mig?”

”Jeg har altid syntes, du var så vidunderlig. Hvis du har lyst, så får du det barn, og så skaffer jeg en lejlighed til dig inde i byen. Du kan også få aborten, og så kunne du blive min elskerinde. Skulle vi ikke elske?”

Judith fortalte om tiden, der var knap, og begyndte at græde. Rektoren løftede brynene, så rynkerne i panden trådte frem, mens han bevægede sit store korpus over til Judith. Alfaderligt begyndte han at trøste hende. Men det stoppede ikke her. Langsomt lænede han sit skaldede hoved mod sin elev og lod sine smalle læber møde Judiths. Så stak han sin tunge ind i munden på hende og begyndte at befamle hende. Judith var lamslået.

”Hør her,” erindrer Judith, rektoren sagde, mens hun sad på stolen og mærkede et fast greb om sig. ”Jeg har altid syntes, du var så vidunderlig. Hvis du har lyst, så får du det barn, og så skaffer jeg en lejlighed til dig inde i byen. Du kan også få aborten, og så kunne du blive min elskerinde. Skulle vi ikke elske?”

”Forestil dig en ung, gravid kvinde, der dybt fortvivlet beder om hjælp fra den autoritet, hun har mest tillid til, og så reagerer han sådan. Jeg var i chok. Det var simpelthen så grimt,” fortæller Judith forarget.

I et splitsekund var Judith ved at sige, at han kunne rende hende, og at hun allerede havde et forhold til hans søn, men hun brugte i stedet kræfterne på at komme fri af rektorens greb.

”Jeg troede, jeg kunne få hjælp, og så lavede han det voldsomme overgreb på mig. Når han havde gjort sådan ved mig, måtte han også have gjort sådan ved andre. Det var en ubehagelig tanke.”

Judith var mere rådvild end nogensinde. Hendes far havde bedt hende om at udrede trådene selv – øjensynligt fordi de havde haft et gevaldigt skænderi et par måneder inden graviditeten. Her havde faren klandret Judith for ikke at passe hjemmets pligter, og bølgerne var gået meget højt.

”Han gav mig en syngende lussing. Jeg blev så vred og forurettet, at jeg tog et af mine første selvstændige valg. Jeg flyttede simpelthen af alle steder ind hos mor Grethe, som tilbød sig, måske fordi hun også var i konflikt med far.”

For første gang oplevede Judith til sin store overraskelse, at stedmoren interesserede sig mere for Judith end for sine planter. Hun blev Judiths redning. Hun tog ikke bare Judith til sig, hun hjalp hende også med graviditeten.

”Mor Grethe var enestående. ENESTÅENDE! Som en af de få dømte hun mig overhovedet ikke. Jeg blev fuldstændig målløs over, at hun var der for mig 500 procent!”

Stedmoren glemte alt om at holde en fin facade, men gik all in på at hjælpe Judith. Hun gik til Judiths far, selv om de ikke rigtig talte sammen efter bruddet, og bad ham om at interessere sig noget mere for Judith. Hun kontaktede alle, hun kendte, der måtte have relationer til nogle pålidelige, villige sagkyndige, der kunne hjælpe. Og hun var sågar i gang med at finde ud af, om det måske var muligt at få en abort i Tyskland.

På det tidspunkt havde Judith dog allerede taget den første kontakt til Mødrehjælpen, i håb om at de kunne være hendes redning. Judiths håb var, at Mødrehjælpen kunne se, at netop Judith og det lille foster ville være godt tjent med en abort.

”Mor Grethe var fortvivlet over, at jeg havde taget kontakt til dem. For hvis man først var registreret hos Mødrehjælpen, og de havde vurderet, der ikke skulle laves en abort, var det en strafbar forbrydelse. Jeg var meget heldig. For ’suk hjerte, brist ej’. De hørte min bøn!”

Stedmoren gav Judith en taxa til Øresundshospitalet, og her fik Judith lavet det ubehagelige indgreb.

”Jeg var meget nervøs, for jeg havde aldrig været på hospitalet før. Det var så fremmed, og jeg skulle være alene under indgrebet. Jeg glædede mig bare, til det var overstået, og jeg kunne komme videre med mit liv. Skoleåret var jo ved at være slut, og jeg skulle til eksamen.”

Indgrebet blev foretaget mellem en dansk- og en engelskeksamen, og Judith måtte lyve sig væk på ”læseferie”.

”Det var mærkeligt at ligge der i de hvide lagner og blive stukket i armen, og bum, så var man væk. Da jeg vågnede op, og fosteret var fjernet, sad far pludselig ved min side. Han var overstrømmende sød og omsorgsfuld og gav mig en følelsesladet undskyldning for, at han havde fraskrevet sig at hjælpe mig, da jeg blev gravid. Han opfordrede mig også til fremover at bruge prævention. Jeg tilgav ham lige på stedet. Jeg kunne ikke andet.”

Læs resten f historien

71-årige Judith Rothenborg, som læseren måske kender fra dokumentarserien “Mormor på mandejagt”, ser tilbage på sit både forunderlige og smertefulde liv.

Det er historien om Judith, der med sin smittende livsglæde overlever en barndom, hvor der er flere svigt, end der er fødselsdage, og en ungdom, hvor overgreb fylder mere end omsorg.

Men lykken venter altid lige om hjørnet for Judith – og det samme gør troen på, at kærlighed har alle fortjent.

Lykken venter lige om hjørnet er fortalt til journalist og forfatter Pernille Marott.

Du kunne også være interesseret i...

Michael Bundesen: “Alt var fedt. Livet var fedt. Øl var fedt. Rock var fedt. Smør var fedt. Fedt var fedt.”

Michael Bundesen, eller “Bonden” som han blev kaldt, var og bliver én af dansk musiks største legender. Som forsanger i Shu-Bi-Dua sang han sig med

Læs mere →

Eks-sektleder taler ud: Kom med til bornholmsk dæmonuddrivelse i Pinsekirken

Hvordan endte en ensom søn af Bornholms yngste mor med at blive suget ind i Pinsekirken? Få Roald Bergmanns vilde fortælling i bogen Fader hvor?

Læs mere →

Iskioskejernes søn Søren Kragh-Jacobsen: Melankolien ligger dybt i mig

Melankoli og poesi er tæt forbundne for Søren Kragh-Jacobsen. Her bliver filminstruktøren og musikeren interviewet af Espen Strunk, der har skrevet biografien Superbenzin & kærlighed om ikonet.

Læs mere →

9 bøger til små og store klimatosser

There is no Planet B. Som de fleste nok har bemærket, er den grønne omstilling for alvor kommet på dagsordenen. Her er 9 bøger til alle

Læs mere →

Få læseinspiration i din indbakke

I vores nyhedsbrev får du masser af inspiration til din næste store læseoplevelse. Fortæl os, hvad du er interesseret i – så sender vi det helt rigtige indhold til dig. Du kan selvfølgelig altid afmelde nyhedsbrevet igen.