”Måske ville hun gerne se de klunker. Måske ville hun bare et andet sted hen?”: Læs et uddrag af Peder Frederik Jensens roman, Det Danmark du kender, her

Peder Frederik Jensen, Det Danmark du kender

Avisbuddet Niels kommer fra et hjem, hvor moderen prostituerer sig for at få økonomien til at hænge sammen. Niels selv har store planer: Han vil være student, og så vil han i forsvaret. Men inden han når så langt, bliver han hovedperson i en trafikulykke på Vestlolland en kold morgen, hvor den socialdemokratiske borgmester Morten kører ham ned – og må se udsigten til en ministerpost fordampe.

Læs om Niels’ bedsteforældre her i uddraget fra Peder Frederik Jensens roman Det Danmark, du kender.

John mødte Carina på kroen. Hun serverede øl for ham, selvom hun ikke var gammel nok.

De kendte ham ikke, han var der bare en dag, og så var det, som om han blev siddende. Som om han kom tilbage hver aften præcis klokken seks.

Du trænger til lidt sul på kroppen, sagde hun en aften og gav ham en portion lever, der var tilovers i krostuen. Hun satte tallerkenen foran ham. Han spurgte, om hun havde tid til at sidde ned, og fordi der ikke var så meget at lave, satte hun sig yderligt på den brunbejdsede egetræsbænk og stirrede på hans hænder, mens han rev en af de små papirsposer med salt midt over og strøede det fine støv ud over kødet. Neglene var kulsorte og lange. Hans øjne var gråblå. De fokuserede ikke. Der var en ubalance mellem det højre og det venstre. Carina vidste det ikke, men det var heroinen.

John havde varmet stoffet, blandet det og trukket det op i kanylen, inden han tog på kroen. Han havde strammet elastikken om overarmen, banket en åre frem og stukket sig, inden han gled ind i sofaens dyb, med værktøjet hængende fra venen.

Du smiler så sødt, sagde han til den unge servitrice, der ikke kunne stå for ham.

Er du virkelig fra Istedgade? spurgte Carina.

Næste dag sad han der igen. John havde suget et par hoveder og drukket vodka. Han havde sin guitar med

Og John fortalte, at han var født på Colbjørnsensgade, at han var vokset op i en toværelses lejlighed med fire søskende, sin mor og en far, der aldrig var hjemme, fordi han arbejdede så meget, han kunne få lov til.

I Nordsøen, sagde han, som stærkstrømstrikker på en borerig. Før det kom vi fra Kerteminde.

Carina vidste ikke noget om sig selv, sagde hun.

Skal du så bare arbejde på kroen?

Eller finde en at være sammen med, svarede hun.

Så må vi hellere danse, sagde John og rejste sig.

Ikke med de negle, svarede hun og daskede hans hånd med sit viskestykke.

Pjat, sagde John og tog fat om hendes håndled.

Det_danmark_du_kender_Bibi

Næste dag sad han der igen. John havde suget et par hoveder og drukket vodka. Han havde sin guitar med.

Da John slog strengene an, blev alle helt stille og lyttede. Det var, som om han forvandlede sig. Som om han voksede, blev en anden.

Han smilede og kiggede ned et øjeblik, mens han sang første vers af Kvinde min efterfulgt af Ain’t nothing but a hound dog. Flere af gæsterne trak sammen om ham. Et par begyndte at danse, og Carina satte sig ned, selvom kroen var fuld af gæster.

Han synger virkelig godt, hørte hun en af de lokale sige. Kan du ikke nogle flere?

Så vendte John sig og bukkede, så det lange hår faldt ned mod gulvet i en vifte.

Jeg kan mange, sagde han. Dansk eller engelsk? Hvad med en tysk, für unsere liebe naboer mod syd?

Hvad er en borekrik? spurgte hun. Det skal jeg vise dig, sagde John.

John spillede og drak øl, til kroen lukkede. Da hun kom ned til ham, var hun helt svedig. Hun havde smøget ærmerne op på den hvide tjenerskjorte.

Hvor bor du? spurgte han og lagde guitaren fra sig.

Hun svarede: Nede ad vejen.

Nå, men så følger jeg dig da lige hjem, grinede han, mens Carina begyndte at samle flasker og tømme askebægre på de øvrige borde.

Han blev siddende. Hun kunne ikke rigtig undgå ham.

Så går vi, sagde han, da hun stod med jakken på. Han tog hende om livet. Hun skubbede hans hånd væk. Hvad er en borekrik? spurgte hun.

Det skal jeg vise dig, sagde John.

I boblebusskuret ved Branddammen kyssede han hende, da hun sagde, at hun altså ikke vidste.

Hvad?

Jamen.

Nå nå, unge dame. Så venter jeg.

Og det gjorde han. Spillede banjo og guitar og dansede med hende, når han havde mulighed for det. Der var forskel på dagene.

Nogle gange sad han så tungt og stenede, at det var umuligt at få kontakt til ham.

Alligevel vågnede John, når Carina stod med frakken. Han kyssede hende i boblebusskuret, og hun sagde farvel.

En dag dristede han en hånd ind under det plyssede for. Hun gispede og trak maveskindet ind.

Ikke så længe efter var menstruationen udeblevet.

Mor, sagde Carina med blikket slået ned.

Er det med ham narkomanen? lød det.

Han skal nok blive bedre.

Ja, men til hvad?

Det ved jeg ikke.

Nej, det ved jeg heller ikke. Men jeg ved en ting: Du kan godt pakke dine sager og forlade mit hus.

Jamen, mor, sagde Carina, men der var kun en stoleryg og klirrende strikkepinde til svar.

Hvor skal jeg tage hen?

Det finder du selv ud af. Jeg vil ikke finde mig i mere, i hvert fald.

Han tænkte for første gang, at han var faldet for en sinke. Det undrede ham, men han slog det hen, eller han glemte det, eller tanken forsvandt ligesom bare, som om et forhæng blev trukket for

Carina vidste, hvor han boede.

John åbnede ikke. Hun bankede et par gange, før hun turde skubbe døren op.

Ved siden af sofaen stod et stort askebæger, der var fyldt med skodder. Der lå også noget indpakningspapir og en pose optøede forårsruller, der aldrig var blevet spist. John lå og sov.

Da han vågnede, sad hun på gulvet og græd.

Jamen.

Min mor har smidt mig ud, sagde Carina.

Jeg skal have en unge. Eller vi skal.

Krøller eller ej, sagde han og brummede, mens han tændte et skod og tog en tår øl.

Lille tumpe, sagde han så og viste sine tandløse gummer.

Han sagde, hun skulle lægge sig hos ham på gulvet. Du har et menneske inde i din mave, forstår du det. Det forstod Carina ikke.

Han tænkte for første gang, at han var faldet for en sinke. Det undrede ham, men han slog det hen, eller han glemte det, eller tanken forsvandt ligesom bare, som om et forhæng blev trukket for et sted inde i hans opiatstimulerede hjerne.

Du skal føde det barn, sagde han, og hvis du ikke skulle føde det barn, ville jeg tilbyde dig den fineste heroin, men jeg tror ikke, det er en god idé med ungen og alting.

Carina havde slet ikke lyst.

Jeg er bange for nåle, sagde hun. Jeg er bange for det meste. Også for dig. Jeg er lidt bange for at ligge her, fortsatte hun og begyndte at græde, fordi hun kom til at tænke på sin mor og de klirrende strikkepinde, hendes far, der var på arbejde.

Han gik på skiftehold på et æggepakkeri og lugtede af hønsemøg, når han kom hjem sidst på aftenen, selvom han både havde været i bad og skiftet fra de beskidte Kansas til de rene Fristadsbukser, han altid havde på, når han var hjemme.

Carina så på John og mumlede, at hun måske kunne flytte hjem igen, når faderen kom fra arbejde, men det skal jeg nok ikke regne med, for hvornår havde han sidst gjort noget udenom moderen?

Carina fødte tre børn på rekordtid. Den ældste døbte de Tina. Hendes krop forandrede sig. Hun tog på. Meget endda. Det blev hun ved med, lille tumpe. Hun spiste og spiste og spiste. Hun hældte også på børnene, slukkede deres tørst med sodavand. Eller hun var ligeglad.

John ænsede hende ikke. Når han ikke var skæv, havde han smerter, når han var skæv, koksede han. Midt i det hele sad hun og forsøgte at følge med snot, hoste og lort i et uendeligt antal bleer.

Han stod fem meter væk og gloede. Det var, som om hans arme nåede asfalten. Carina løftede en hånd og lænede sig forover, så kød og fedt væltede frem i kjolens udskæring.

En dag fulgte Carina en impuls og pakkede to Hummel-tasker. Hummel-taskerne havde hun fået i Kirkens Korshær, der fordelte julegaver til værdigt trængende. De var kommet forbi med dem i december. De to ældre damer havde kigget hen over hendes skuldre og spurgt til børnene. Carina vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hendes hår var fedtet. Hun lugtede af friture. Det var et kogeapparat, de havde fundet på Dølle. Man hældte bare fem til ti liter madolie i og lod det snurre. På den måde blev det nemt at lave aftensmad.

Hun havde besluttet sig for at tage til Møn. Hun kendte en, der hed Mark, som tit kom forbi kroen.

Han kørte rundt i en lille lastbil med pakker. Mark havde sagt, at han boede i Stege. Hun kunne godt lide hans tynde wild west-overskæg og cowboystøvlerne. Han gik endda med lædervest og rodeoslips, når det var lørdag. Hun kunne se hans store klunker i de stramme bukser, når han stod i baren med en fadøl, sin Zippo og en pakke Rocky Mountains. Måske ville hun gerne se de klunker. Måske ville hun bare et andet sted hen? Det tænkte hun og bankede tre svinemørbrader ud, fyldte dem med flødeost og smuldret Maggi og bandt sammen. Hun stegte dem i ovnen og stillede fadet frem.

Så kan man bare tage fra, sagde hun og spiste halvdelen selv.

John sad på en klapstol i bryggerset. Han havde noget med varmen. Han fik så nemt udslæt. Han sad og røg bon og hørte radio. Hun kiggede på ham. Han sad foroverbøjet, så det lange hår faldt ned foran ansigtet. John var i bar overkrop. Han sad med radioen i hænderne. En lille sort sag, han havde fået op under neglene.

Det_danmark_du_kender_Bibi

Næste dag tog hun en bus. Det viste sig at være den forkerte. Så stod hun ved skolen i Horreby et sted på Falster og ledte efter et sted at skide. Carina lukkede ringmusklen tæt sammen og satte sig på en bænk. Børnene var sultne. Hun havde ikke noget med til dem. Hun havde heller ingen penge. Der kom en mand forbi. Han stod fem meter væk og gloede. Det var, som om hans arme nåede asfalten. Carina løftede en hånd og lænede sig forover, så kød og fedt væltede frem i kjolens udskæring.

Så stod ungerne der og gloede på de falmede røde og grønne træskiver, en eller anden pædagog havde skåret ud af en krydsfinersplade og hængt op på skolens gavl. Otte minutter tog det, og det føltes som de længste otte minutter i hendes liv, fordi det var en kamp at holde på den lort, der gerne ville fri af tarmen, mens hun suttede stodderen færdig og kom frem fra tusmørket bag Møllebakkeskolens cykelskur.

Jeg kan køre jer til Stubbekøbing, sagde han, og hun nikkede stresset over tarmens rumlen.

Først skal jeg købe noget mad, svarede Carina. Nej, først skal jeg … sagde hun, men han afbrød.

Der er et supermarked lige dernede i svinget, sagde han. Jeg samler jer op ved kirken. Hvis I stiller jer ved muren, er det det nemmeste.

Så fik de tre poser chips og et franskbrød. Tina delte ud til sine søskende, mens Carina gik ind bag kirkemuren og sked op ad en liguster.

Mens de spiste franske kartofler, kørte de gennem en landsby, hvor der lugtede så stærkt af svinelort, at de måtte holde sig for næsen. Da de nærmede sig Stubbekøbing, sagde han, at han ikke kunne tage hende med hele vejen.

Det kan du nok forstå, men det kunne hun ikke.

I må af her.

Her var en betonvæg og et dæksel i en vejkant. Et sted, lastbilerne kunne køre ind.

Da bilen accelererede væk, gik Carina ud i marken og trak gamachebukserne ned for anden gang på en time. Hun tog et stort grønt blad og tørrede sig bagi. Da det blev aften, sov de bag muren.

Rullet sammen i en klump. Næste dag fandt de ned til færgen og sejlede over.

Mark gloede en omgang, da han åbnede døren. Carina havde spurgt sig frem. Højde, navn, overskæg, lastbil.

Hun havde vandret rundt nede ved værftet. Der sad et par stykker og drak. De kendte godt Mark og sendte hende ud af byen.

Jeg har set dem værre, sagde den ene til den anden, der ikke rigtig turde tage fat. Det er nu sølle med de eksistenser, svarede den anden.

John stod i underbukser og svajede, da to betjente og to reddere kom for at tage ham med på hospitalet.

Hvad snakker I om, sagde han og svingede det lange hår, så det kildede ham på ryggen. John var udsultet og havde fejlfixet sig selv adskillige steder. Han havde betændelse i kroppen, og hans ryg var fuld af stafylokokker.

Nu hørte han Kim Larsen. Forsøgte at danse til Midt om natten. Vendte pladen igen og igen. Sådan havde han stået i flere timer. På et tidspunkt var han gået ud på vejen for at pisse. John stod derude med underbukserne nede om knæerne. De indfaldne baller var overstrøget med udslæt og bumser. Man kiggede på ham og lod ham være. En bonde var ude med harven. John stod og røg en Prince, der brændte helt ned, til filteret begyndte at ulme. Da han mærkede varmen på sine læber, forsøgte han at spytte det væk, men det sad fast mod huden, og han kunne ikke finde ud af at løfte sine arme.

I det samme standsede en bil. Bonden forlod sin maskine.

Skulle du ikke tage at komme væk fra vejen? sagde en kvindestemme.

Lidt efter kom en nabo til, og man fik bugseret ham indenfor.

Jeg har set dem værre, sagde den ene til den anden, der ikke rigtig turde tage fat.

Det er nu sølle med de eksistenser, svarede den anden.

Det værste er, at man bare giver dem lejligheder inde i blokkene, brummede bonden.

Da de kom ind i huset, fik den mindst hærdede et akut anfald af kvalme.

Damerne troede ikke deres egne øjne. I gangen stod der et par helt udtrådte og møgbeskidte gummisko. Der var fugtskader i væggene fra et sprængt vandrør ovenpå. Døren til stuen var taget af hængslerne. Gulvet var en mødding. Der lå brugte kanyler og sølvpapir overalt. På bordet stod der flasker og kopper med skodder og mug. En stak pornoblade lå i den gamle sofa, som naboen genkendte fra Martha, den oprindelige ejers tid. Der var toiletpapir med ekskrementer. Et maleri af en fuldrigger hang ensomt på et søm. Tøj, gryder, kasser med ting, affald og råd. Som om alt var ved at vokse sammen til en klump.

Naboen vidste, at der var børn.

Hvor er din familie henne?

Er de flyttet? Der kom ikke noget svar.

John vendte pladen og skruede op. Den havde stået og hakket i den inderste rille, da de kom ind. Han tændte en cigaret og begyndte at danse.

Da politiet kom, havde John ingen erindring, han vidste ingenting. På gulvet lå elastikremmen, han brugte til at lukke for blodtilførslen, ved siden af den ene kanyle og en cigaret, der stadig brændte.

Han stod bare og messede og svang sit hår, mens de talte. På bordet lå hans lager af blandet heroin.

Vi bliver nok nødt til at tage dig med, sagde den ældste betjent.

Pludselig gik manden i stå. Han ligesom frøs i stillingen. Da de rørte ved ham, væltede John og var død.

 

Anmelderne om: Det Danmark du kender

“Ubehageligt underholdende … en ordentlig lussing af en samtidsdiagnose … harmdirrende samfundskritisk” – Dagbladet Information

“Dens realisme er overbevisende; Jensen virker ikke som en turist, der lige har skimmet underklassens liv og forlæst sig på socialdemokratiets udfordringer … En topaktuel politisk roman” – Jyllands-Posten

“En vellykket, stærk og humoristisk roman” – Politiken

Du kunne også være interesseret i...

Få læseinspiration i din indbakke

I vores nyhedsbrev får du masser af inspiration til din næste store læseoplevelse. Fortæl os, hvad du er interesseret i – så sender vi det helt rigtige indhold til dig. Du kan selvfølgelig altid afmelde nyhedsbrevet igen.