Pelle Hvenegaard mindes øjeblikket: “Det er så mærkeligt, at lykken nu er på vej op ad trapperne – båret på armen af en fremmed”

“Så er det nu,” siger jeg til din mor, mens vi klemmer hinandens hænder, der automatisk har søgt hinanden, som for helt fysisk at dele øjeblikket.

“Ja,” siger hun og kigger på mig med det reneste og mest kærlige blik, jeg nogensinde har oplevet fra hende. Det tætteste, jeg har været, var, da vi, for fire år siden, sagde ja til hinanden under vinrankerne i min fars have, men det her blik er dybere end det, jeg fik dengang. Det her blik rummer noget større og mere ultimativt, men jeg kan også se, hun er spændt.

Selv har jeg svært ved at være i min krop, det føles utrolig uvirkeligt og samtidig ekstremt virkeligt. Som at være i en drøm, man godt ved, er virkelig. Det er meget surrealistisk. Den eneste sammenligning rent følelsesmæssigt, som jeg kan komme på, er en blanding af den helt rene spænding, man som helt lille kan have dagen før jule- aften og så den glasklare kærlighedsfølelse, den allerførste teenageforelskelse kan fremkalde.

Der er ikke noget at sige til, det hele kører rundt, for vi har trods alt ventet på det her øjeblik i seks år. Der er stort set ikke gået en dag de seneste år, hvor vi ikke enten hver for sig eller som oftest sammen har gennemlevet lige præcis dette øjeblik – eller det øjeblik, der kommer lige om lidt. For nu er det, som jeg sagde til din mor, NU …

Socialarbejderen fra det sydafrikanske adoptionsbureau, Lizi, kom som aftalt klokken halv ni i morges. Der sad vi, spændte efter en nat med urolig søvn, klar med kaffe på kanden. Klar til at høre meget mere om din historie. Hun fortalte os alt, hvad de ved, og vi skrev ivrigt ned, så vi kan genfortælle og dele detaljerne med dig, når du engang bliver stor. Heldigvis ved de en del om, hvad du kommer fra. Det er rart.

Nu er klokken kvart over ti, og Lizi har netop fået en sms, der fortæller, at bilen med dig, vores lille datter, er ankommet og holder nede i gården. Hun er gået ud på svalegangen for at tage imod og vise jer hen til vores lejlighed. I hånden har hun min telefon, og med den filmer hun, da du bliver båret over gårdspladsen og op ad trappen.

Forrest går en stor, powerful sort, midaldrende kvinde, og bagved kommer du. Du sidder på armen af en ung, hvid kvinde. Du klamrer dig til hende med den ene hånd. I din anden hånd knuger du en stor, hvid konvolut. Du er i en sød, lille cowboykjole over en hvid t-shirt, og så har du et tyndt lyserødt hårbånd på med en fin lille sløjfe. På dine små buttede fødder har du et par guldsko. Dit blik er lettere forvirret og flakkende, og når vi i dag ser videoen og kender dig, så er det ikke svært at se, hvor skræmt du egentlig er.