Inger Wolf er aktuel med en spritny krimi-serie!
Læs med og bliv klogere på både Inger og tilblivelsen af første bind i serien Mordene på Helhom lige her:
Hvordan er det at begynde på at skrive en ny serie?
Det er altid svært, når man skal skabe nye karakterer.
De skal ikke bare fungere alene som selvstændige individer, men også sammen på kryds og tværs. Der skal være medspil og modspil. Men det er også nyt og spændende og en smule skræmmende. Ikke mindst, hvordan læserne tager imod dem.
Hvorfor har du opfundet en ny ø til Mordene på Helholm?
Jeg havde brug for en ø af en vis størrelse for at kunne retfærdiggøre, at der var en landbetjent, og jeg følte, at alle store danske øer var taget af andre, som f.eks. i Strisser på Samsø.
Men da først det var afgjort, at jeg skulle skabe min egen ø, var det meget befriende at kunne forme den, som jeg ville.

Er der noget af dig selv gemt i bogens hovedpersonen Agnes?
Der er rigtig meget af hovedpersonen i mig denne gang. Jeg er selv besat af bestemte uopklarede drabssager, og jeg har også selv prøvet at bo i et mindre samfund, hvor man nemt føler, man kan træde ved siden af, og hvor der er masser af hemmeligheder under overfladen.
Agnes er dog nok lidt mere snushane og vovet, end jeg nogensinde bliver.
Hvor finder du inspiration, når du skriver?
Min inspiration kommer rigtig meget fra virkelige drabssager, som jeg hører eller læser om.
Meget ofte er min drabsmand delvist inspireret af en virkelig person.
Det gør det mere troværdigt, når man skal retfærdiggøre gerningsmandens motiv, at det bygger på noget virkeligt.
Er du allerede i gang med næste bind?
Nej. Nu er jeg i inspirationsfase, og jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal skrive næste gang. Jeg ved af erfaring, at alt kan ske, så jeg lader det stå åbent for nu.
Andre serier af Inger Wolf:
Pyromanen-serien af Inger wolf
Pyromanen er en spændende, barsk krimi-serie i tre bind.
Den foregår i en landsby, hvor der normalt ingenting sker, men da et hus brænder ned til grunden, viser det sig snart, at der er tale om en bestialsk forbrydelse. Samtidig forsvinder en dreng, og journalister strømmer til den lille by. Brandefterforsker Klara Larsen bliver sammen med sin assistent, politimanden Sebastian Vinther, indkaldt til at hjælpe det lokale politi. Hun arbejder helst alene, men hendes chef har pålagt hende en ny makker, som i tilgift snakker hele tiden og er meget nysgerrig. Sammen gennemgår de gerningsstedet, og forfølger sporene fra den grusomme forbrydelse, der forgrener sig vidt og bredt i den lille by. Krimien foregår i den lille landsby Fjelstervang, der ligger vest for Herning, hvor Inger Wolf er kommet jævnligt.
Christian Falk serien af Inger wolf
I første bind, Brændte sjæle, meldes en mand savnet og politiet finder en række bizarre spor: Et afhugget øre, en stor samling euforiserende svampe, et badeværelse hvor der tydeligvis er foregået noget blodigt. Dette er en sag udover det sædvanlige..
Derfor kontakter de psykiater Christian Falk, som netop er ved at afslutte et større forskningsprojekt om seriemorderes hjerner. Han indvilliger i at hjælpe, og ender med at sætte alt på spil, ikke blot professionelt, men også personligt. For da han får indsigt i den afdøde Antons sind, finder han ikke bare forklaringen på hans død; han får også besvaret nogle spørgsmål om sig selv, han har tumlet med hele livet.