“Der er ikke altid noget at lære”: Amalie Langballe har talt med 9 præster om kaos, pandemi og genåbningsangst

storytalk-foto-forsøg udi håb

Hen over et år har journalist og forfatter Amalie Langballe talt med 9 præster fra hele landet om de kriser og den tid, vi lever i. Det er blevet til samtalebogen Forsøg udi håb.

 

Med udgangspunkt i emner som klimaforandringer, pandemi, internetafhængighed og generationsopgør spørger hun: Hvordan er man i en verden, hvor farten tilsyneladende aldrig sænkes? Hvordan er man kort sagt i kaos? 

 

Læs her et uddrag af Amalie Langballes samtale med Sognepræsten Karsten Møller Hansen, som taler om pandemien.

ET ÅR MED ANGST OG BÆVEN 

 

Karsten Møller Hansen
Sognepræst i Tårnby Kirke

 

Det er lørdag aften, og det er først, da jeg banker på den 200 år gamle præstegårds dør, at jeg indser det særligt gæstfrie ved at lade en journalist komme på besøg en lørdag aften. Fordi jeg ikke selv har haft planer de sidste mange lørdag aftener – eller nogle andre aftener for den sags skyld – er jeg begyndt at tage for givet, at ingen andre har heller.

 

Jeg er i Tårnby for at tale med sognepræst Karsten Møller Hansen om den pandemi, der allerede er blevet sagt, tænkt og følt alt om. Mon du – ligesom jeg – nåede et punkt, hvor du var helt og aldeles færdig med at snakke om pandemien, men alligevel hørte dig selv fortsætte? At uagtet du, læser, ikke kunne høre et eneste ord mere, fortsatte du med at snakke om smittetal, indrejseregler, symptomer, asymptome sygdomsforløb, testcentre, testtyper og det sjæleligt udmagrende ved at bekymre sig så meget for sine sårbare slægtninge? Nåede det for dig også et punkt, hvor du og dine venner midt i samtalen om COVID-19 italesatte, hvor trætte I var af at tale om det, mens det samtidig var det eneste, der lå jer på sinde

Jeg spekulerer på, om du mon stadig går med mundbind, når du går på bar? Hvis du går på bar? Er klubberne mon åbne igen? Kan vi danse igen?

Jeg afstår fra at gætte. Det er for svært at forudsige fremtiden i en tid, hvor grænser lukker over natten, hvor staten dikterer vores kropskontakt, og hvor bryllupper, biografture og frisøraftaler bliver planlagt med forventningen om, at de bliver aflyst.

 

Det er Karstens kone, der åbner døren. Jeg træder ind i en højloftet entre, og i samme øjeblik kommer Karsten ud fra et rum, der viser sig at være kontoret. Vi giver ikke hånd, selvfølgelig ikke. I stedet: akavede albuer og halve vink.

 

Pandemien er en sindstilstand. “Jeg vil ikke være forældreløs, før jeg fylder tredive,” skreg jeg ad min kæreste gennem hidsige tårer under første bølge, da han mente, at vi godt kunne trodse rejseanbefalingerne og tage i sommerhus i Sverige. Nu er vi i anden bølge, og min kæreste og svigerforældre ligger syge i Bromma uden for Stockholm. Jeg ved ikke dette, da jeg besøger Karsten, men deres juleaften vil blive aflyst, og min kæreste vil bruge juledagene på at forsøge at få væske i sin mor hvert 15. minut, som hun så vil kaste op igen. 

Karsten Møller Hansen minder mere om typen, man møder til en fadølskonkurrence i Slagelse, end én, der holder gudstjeneste hver søndag – ikke den sløve, halvbedøvede triste skæbne, men ham sømanden, der efter to eller tre øl holder et foredrag om et eller andet, du ikke vidste, du ønskede at vide. Karstens latter er simpelthen for høj til en kirke.

 

Jeg indleder med at spørge Karsten, om han synes, der er kommet noget godt ud af coronakrisen? Er han mon en af dem, der er fast besluttet på at plukke roser, hvor roser tilsyneladende ikke gror? Som nød at komme ned i tempo, genopdagede højskolesangbogen, begyndte at lave surdej, gik mange lange ture, fandt glæden ved hjemmearbejde? Er han en af de heldige, der har et ukueligt solskinssind?

“Når vi møder det meningsløse, leder mange af os efter mening alligevel. Vi skal helst opdage, at vi lærte noget til sidst, så det ikke var helt meningsløst alligevel.”

“Der er ikke meget, der kun må være dårligt. Men det er jo dårligt. Der er ikke noget godt ved corona. Den tankegang ser jeg hele tiden som præst: Der er sket et eller andet fuldstændig frygteligt i nogens liv, og så er de nået frem til, at det var meningen, at det skulle ske for dem, fordi de havde overskud til at tackle det. Det virker fuldstændig absurd på mig. Der er ikke nogen mening. Det – hvad end det dårlige er – er bare … meget dårligt. Jeg kan ikke sige noget godt om det, og du kan ikke fortælle mig, at der er noget godt ved, at det lige var dig, det ramte. Jeg tror, vi overdriver idéen om lærdom. Nogle gange tror jeg ikke, at der er noget at lære. Det er bare at være i det.”

 

Mere end én gang har jeg gjort mig skyldig i netop det. Jeg har båret mine sorger, som om jeg var udvalgt til dem. Hvorfor er det skidt?

 

“Fordi du overbelaster dig selv ved at lade det handle om dig selv. Du er ikke særligt udvalgt til noget som helst. Noget andet er, at det er lidt, som om vi forestiller os, at vi altid bevæger os frem mod noget bedre, og at hvis vi lærer noget af det dårlige, så var det ikke så dårligt alligevel – så var det faktisk også godt. Jeg ville ønske, det var sådan, men det tror jeg ikke helt. Det, jeg vil sige med det, er: Det er også et fint liv, mens det ikke er godt. Den periode, hvor det er skidt, er også liv. Livet under corona er vel også liv – og lige så fint som det liv, der var før, og det liv, der kommer efter.”

“I det her år er folk blevet forelsket, børn er blevet født, syge er blevet raske, og vi har savnet og elsket hinanden. Det er da også noget.”

“Jeg tror, vi skal undgå at kvalificere liv. Jeg synes, alt liv er godt liv. Der findes ikke noget kvart eller halvt liv. Der findes kun liv, og det er altid helt.”

 

Selvom alt liv er godt liv, er der stadig gode og dårlige tider. I år var et dårligt år. Dagene er blevet strakt lange af frygt og kedsomhed. Som en avis så nøjagtigt beskrev det på sin nytårsforside: “Året med mindst 20 måneder.” Måske fordi jeg lige har set navnet i Karstens bogstak, kommer jeg til at tænke på et digt af Rainer Maria Rilke fra hans Orfeussonetter: Vær al afsked forud, som var den bag dig. For et digt er det en tydelig anvisning til, hvordan man skal håndtere de dårlige tider. Man skal lade, som om de bedre tider allerede har indfundet sig.

 

Er det dét, Karsten mener?

 

“Problemet med corona er, at vi ikke ved, hvornår det bliver bedre. Hvis vi vidste det, så kunne vi måske sige til os selv: Okay, det her var en frygtelig tid, men det bliver bedre om lidt. 

“Lige om lidt sker der noget. Folk forventer bare tit, at det bliver meget bedre meget snart. Som om verden altid er i fremgang.”

Verden er et godt sted at være, selvom den ikke er i fremgang. Det må også være et liv.

 

Da jeg var præst på psykiatrisk afdeling, vidste de fleste godt, at de sandsynligvis altid ville være i det system. Det er ikke så mange, der dukker op på psykiatrisk en enkelt gang og så ellers kommer videre. De fleste kommer desværre altid til at have en eller anden omgang med det. Når vi så sad på det sted, hvor ingen gider at være – så var det også liv. Vi kunne også have været på en skøn ferie, men sådan skulle det altså ikke være. Nu sad vi på psykiatrisk, og det var også noget. At ligge i en sygeseng er også noget. Det er ikke bare ingenting.”

Amalie langballe: Forsøg udi håb - Hvad præster ved om kaos

Ni præster. Ni kriser. Et år med angst og bæven.

 

Amalie Langballe har talt med præster fra hele landet om de kriser og bevægelser, der former den tid, vi lever i. 

 

Svarene er lige så forskellige som emnerne selv, men tilsammen udgør de et forsøg på at navigere i det kaos, som tilværelsen er fuld af, og måske endda at lære at elske det liv, du er blevet givet.

 

“Måske er du en af dem, der er fastbesluttet på at plukke roser, hvor roser tilsyneladende ikke gror. Måske nød du at komme ned i tempo, måske forelskede du dig på ny i højskolesangbogen, måske har du elsket hjemmearbejde. Måske blev du klogere på dig selv. Måske er du en af de heldige personer, der har et ukueligt solskinssind. Jeg er ikke sådan fra naturens side af.”

Du kunne også være interesseret i...