Da deadline og coronalockdown tørnede sammen: “Jeg fik lyst til at slette hele lortet”

16x9_Anne_Mette_Kirk-forfatterportræt

Anne Mette Kirk befandt sig i den intense, afsluttende fase af arbejdet med spændingsromanen Låst, da corona lukkede Danmark i marts 2020. Hvad gør man så? Når man både har en deadline og tre børn, der skal hjemmeundervises? Og måtte bogen skrives om og have corona med i handlingen? 

Her fortæller Anne Mette Kirk.

Datoen havde længe været indprentet i både mine tanker og kalender: 1. april 2020. Deadline for afsendelse af mit nye manuskript til mit forlag.

I lidt over et år havde jeg været i gang med skrive- og researchprocessen til Låst, der handler om en voldtægt på en natklub. At nå at blive færdig til deadline var ikke urealistisk, men det ville kræve en vis mængde selvdisciplin og stamina, for ved siden af romanskriveriet havde jeg også foredrag, undervisning, interviews og – nå ja, min egen familie med tre børn og en hund.

Det meste af 2019 havde jeg tilbragt enten med research på Station City, Institut for Psykologi på Københavns Universitet og på Rigshospitalet, når jeg altså ikke sad med min bærbare og skrev løs på min historie og dens personer. De var vokset på mig hver eneste dag, og efterhånden mærkede jeg, at det ikke blev problematisk at overholde min deadline. Det var umuligt at holde fingrene fra tastaturet, og jo mere jeg kom i dybden med mine karakterer, jo mere skrev de næsten deres egen dialog og historie.

Jeg følte mig flyvende, og da vi nærmede os slutningen af februar 2020, nærmede jeg mig også slutningen på Låst. Præcis som planlagt.

Men som i et plot-twist af historiske dimensioner så jeg på statsministerens pressemøde 11. marts, hvordan Danmark stort set lukkede ned. 

Hvis jeg ikke nu kunne komme i kontakt med følelser som afmagt, frygt og utryghed, hvornår ville det så være muligt?

Jeg kiggede på mine børn, der nu ikke længere skulle i børnehave og skole. Hvordan fanden skulle jeg nå det hele?

Vi pakkede bilen og kørte i sommerhus, hvor børnene og jeg slog lejr, mens min mand blev i København for at passe sit arbejde. Men mine bekymringer tårnede sig op. At færdiggøre en bog virkede pludselig ligegyldigt, når mennesker verden over mistede livet, pårørende og deres job. 

Jeg fik lyst til at slette hele lortet.

Men jeg mindede mig selv om, at Låst jo netop handler om en gruppe mennesker, hvis liv vendes på hovedet. Hvor der ikke længere er en normal hverdag, og hvor personerne forsøger at finde tilbage til livet. Et nyt liv. Hvis denne historie ikke kunne skrives under en global krise, hvis jeg ikke nu kunne komme i kontakt med følelser som afmagt, frygt og utryghed, hvornår ville det så være muligt?

Det blev en lettere kaotisk tid i vores lejr, for jeg måtte tage alle døgnets timer i brug, og jeg sprang over hvor gærdet er lavest med måltider. Men jeg er så heldig, at jeg elsker at skrive – det er i skrivningen, jeg bliver tanket op på energi. Ikke med en løbetur eller ved at gense Game of Thrones, men i arbejdet med min roman.

Man ændrer jo heller ikke sit barns navn et år efter dåben?

Arbejdet med Låst blev således min redningsplanke. Når jeg forsvandt ind i min egen fortælling, trådte mine bekymringer i baggrunden. Og sådan forløb min marts 2020 i en tåge af hjemmeundervisning, zoom, pressemøder og utallige omskrivninger af Låst.

Undervejs overvejede jeg at ændre min historie og skrive corona ind, så den passede til den nye verden. Historien tog jo udgangspunkt i overfaldet på Clara på en natklub … som i vores virkelighed nu er tvunget lukket på ubestemt tid.

Men Låst indeholdt den fortælling, jeg havde på hjerte. Den var som den skulle være, besluttede jeg. Man ændrer jo heller ikke sit barns navn et år efter dåben?

Lidt måtte jeg dog alligevel ændre: Jeg har fjernet en hel del steder, hvor bogens politimand Marc Abildgaard giver hånd til pårørende og vidner. At give hånd virkede pludselig påfaldende – det blev til støj i historien. 

Den 1. april sent om aftenen trykkede jeg på send-knappen. Mailen med mit manus forsvandt fra min skærm akkompagneret af en lille susende lyd. Jeg var færdig. 

Mine børn sov for længst, min mand var i København, og det festligste, jeg kunne finde i skabet, var en halv pakke flødeboller. Så jeg sad i mørket og spiste dem. En efter en. Også dem med syntetisk, lyserødt skum. 

Jeg ønskede inderligt, at corona ville være et overstået kapitel til vinter, når Låst skulle udkomme. Desværre bliver ikke alle ønsker opfyldt. Heller ikke dem, som er dyppet i jordbærskum.

Vil du ofre dine nærmeste for at redde dig selv?

Da nat bliver til morgen i København findes 24-årige Clara efterladt i en blodpøl på toilettet på en natklub. Hun har voldsomme hovedskader og svæver i livsfare. Men hvordan er en festlig sommeraften i byen endt så brutalt?

Politiassistent Marc Abildgaard indser hurtigt, at forbrydelsen mod Clara er begået med så målrettet et had, at hun næppe er et tilfældigt offer.

Mens Clara kæmper for sit liv på Rigshospitalet, kæmper personerne i hendes omgangskreds for at redde sig selv. Hver især gemmer de på en pinefuld historie, som ikke tåler dagens lys. Selv offeret Clara vogter over en mørk hemmelighed inderst i sit hjerte.

Låst er en fængslende historie om venskaber, der sættes på prøve, løgne vi fortæller os selv så længe, at de til sidst bliver sandheder, og om en beruset ung kvinde, som næsten mister alt.

Før LÅST kom romanen KNUST

En regnfuld nat efter en gymnasiefest brager en stjålet bil ind i et træ.

Bag rattet sidder 19-årige Jonathan, der mister livet i ulykken. De tre andre passagerer, Tanja, Phillip og Nikoline, overlever.

Tilbage på gymnasiet begynder Jonathans lillesøster, Mathilde, at kigge nærmere på ulykken og de fire unge, som var med. Det samme gør den nyuddannede politimand Marc, der var den første på ulykkesstedet, men heller ikke kan få alt til at stemme.

For hvad skete der egentlig den aften til gymnasiefesten? Hvorfor havnede netop de fire elever i en stjålet bil? Og hvorfor taler ingen af de overlevende længere sammen?  

Du kunne også være interesseret i...