BOX af Camilla Läckberg og mentalisten Henrik Fexeus: Læs første kapitel her

storytalk-BOX-UDDRAG

Camilla Läckberg er en af Europas mest læste forfattere. Sammen med den prisbelønnede mentalist Henrik Fexeus har hun skrevet krimien Box

 

Box er første bind i den nervepirrende trilogi om efterforskeren Mina Dabiri og mentalisten Vincent Walder, hvor en kvinde findes død i en kasse gennemboret af sværd. 

 

Læs første kapitel gratis her.

FEBRUAR

 

Tuva trommer stresset på cafédisken med fingrene. Hun er stadig på arbejde på caféen ved Hornstull, selvom hun ikke burde være det. En kunde, der lige har sat sig i hjørnet, ser irriteret på hende, og hun svarer ham med et blik, der kunne dræbe. Hun indprenter sig kundens udseende og tænker, at han ikke får et hjerte i sin cappuccino næste gang. Måske nærmere en strakt langfinger. 

 

Hun bliver i dårligt humør af at komme for sent. Og hun kommer meget for sent nu. Hun stryger åndsfraværende sit blonde hår om bag ørerne. Linus skulle have været hentet i børnehaven for en halv time siden. Pædagogernes stramme miner er hun immun over for, hun har set dem så mange gange, at de efterhånden preller af på hende. Men hendes treårige søn bliver ked af det. Og Tuva er ikke typen, der gør børn kede af det. Slet ikke Linus. Hun har ikke tal på, hvor mange gange hun har sagt, at hun ville dø for ham. Men så simpelt er det ikke altid i virkelighedens verden. Selvom guderne skal vide, at hun prøver. Noget så forbandet. Hun tager forklædet af, åbner døren til rengøringsskabet og smider forklædet oven i den bugnende vasketøjsbunke. Hun kan ikke gå, før hun er blevet afløst. Hvor fanden bliver han af?

 

Martin, Linus’ far, havde været bortrejst, den dag hans søn blev født. Tuva bebrejdede ham det ikke, hun var blevet kørt til fødeafdelingen akut i ambulance to uger før tid.

Til gengæld havde det undret hende, at Martin ikke kom på besøg på fødegangen, de døgn hun lå der. Fødslen havde ikke været uden komplikationer.

Hun havde været for groggy til at kunne huske det hele, havde kun vage minder om læger, der i ét væk målte værdier på både hende og babyen og bedyrede, at alt var fint. Ligesom Martin gjorde i de kortfattede sms’er, hun modtog i løbet af sin indlæggelse. Han skulle nok komme, skrev han, havde bare lige nogle ting at ordne først. Men hvis dagene på fødegangen var slørede, huskede hun til gengæld knivskarpt den tomme lejlighed, der ventede på hende og Linus, da de kom hjem. Mens hun havde ligget og født og kæmpet for deres fælles søn, havde Martin taget sine ting fra lejligheden og var skredet. Det var åbenbart det, han skulle ”ordne”. Hun havde hverken set eller hørt noget til det feje svin siden. Det var måske også meget godt, hun ville nok have myrdet ham, hvis han var dukket op igen.

 

I stedet havde det så været hende og Linus mod resten af verden. Verden kom bare så tit i vejen. Som nu. Daniel, der har eftermiddagsvagten, skulle have været der for en time siden. Men han er stadig ikke dukket op. Hun havde måttet ringe og vække ham. Klokken halv to om eftermiddagen. Havde hun selv været så uansvarlig som enogtyveårig? Sikkert. Det var ikke så sært, det ikke havde fungeret mellem dem. Hun ser på sit armbåndsur.

 

Pis. Og. Lort.

 

Hun tager dunjakke og hue på, laver to dobbelte espressoer. En i porcelænskop, en i papkrus.

Formentlig er det Matti, der endnu en gang har måttet blive i børnehaven for at vente på hende. Matti, den af pædagogerne, som hendes søn er begyndt at kalde for far. Hver gang det sker, ser Matti på hende med dét blik. Det, der betyder, at hun burde tilbringe mere tid sammen med sin søn i stedet for at arbejde. Ja, tak for den dårlige samvittighed. Som om det ikke er nok at skulle konfronteres med Linus’ tårer over heller ikke denne gang at vide, hvornår mor kommer.

 

Espressoen bliver færdig, netop som Daniel kommer daskende ind ad døren med håret strittende ud til alle sider. Den stride februar kulde finder ind i lokalet sammen med ham, og nogle af gæsterne skutter sig demonstrativt, men Daniel ser ikke ud til at ænse det. Eller også er han bare ligeglad. Tænk, at hun nogensinde kunne se noget som helst attraktivt i ham.

”Her,” siger hun med al den kulde, hun kan klemme ind i tre bogstaver, og skyder porcelænskoppen frem mod ham. ”Du ser ud til at trænge. Jeg smutter.”

 

Hun venter ikke på svar, tager bare papkruset i hånden og styrter ud i sneen, der endnu ikke har vist tegn på at tø. Hun er uopmærksom og løber lige ind i et svageligt gammelt ægtepar.

 

”Undskyld, jeg er sent på den, skal hente i børnehaven,” skynder hun sig at mumle uden at se på dem.

 

”Jaså, jamen børn kan komme bag på én. De kan være noget så handlekraftige, når de er overladt til sig selv.” Stemmen er venlig, ikke bebrejdende.

Tuva svarer ikke, men ånder lettet op over, at der ikke ser ud til at blive ballade på grund af hendes klodsethed. Folk er simpelthen så nærtagende.

Det er flere gange sket, at gæster har forlangt ikke bare rensning, men fed økonomisk kompensation, hvis hun er kommet til at spilde lidt kaffe på dem. Hun smiler undskyldende til parret. Kaffen i Tuvas hånd skvulper over og minder hende om, at hun virkelig ikke har tid til det her. Hun får fremstammet endnu et undskyld og sætter i småløb over mod metroen, alt imens hun bunder espressoen i farten. Den varme kaffe brænder, først på tungen, så i maven. Smager kemisk. Næsten som medicin. Hun må se at få gjort maskinen ren. Kontrasten til kulden udenfor får kaffen til at føles endnu varmere.

Når hun har hentet Linus, vil hun tage ham med tilbage til caféen. Så kan Daniel få lov at byde ham på alle de kanelsnegle og kager, han vil have. Det er kun rimeligt. Til helvede med spaghetti og kødboller i dag. I morgen skal hun af sted. Men i aften er det bare hende og Linus.

 

Netop som hun når frem til trappen ned til metrostationen, giver benene uden varsel efter under hende. Hun udstøder et hyl og når lige at få fat i gelænderet for ikke at falde. Hun må være snublet. Så travlt har hun heller ikke. Hun skulle nødig komme helt forslået hen i børnehaven.

 

Hun prøver på at rejse sig op, men det er, som om knoglerne i hendes ben er forsvundet. Fødderne giver efter under hende.

Hun føler sig svimmel. Har kvalme. Som om hun er ved at besvime.

Samme følelse, som da hun fik al den medicin på hospitalet. Ved fødslen.

 

Linus.

 

Jeg er på vej.

 

Hun forsøger at trække sig op ved hjælp af gelænderet, men armene er flere kilometer lange. Gelænderet svæver højt oppe over på hende, og hun aner ikke længere, hvordan et gelænder fungerer. Mørke pletter danser i udkanten af hendes synsfelt. Pludselig snurrer verden indtil flere gange rundt, og en lille stemme inden i hende siger, at hun falder ned ad trappen. Hun mærker det slet ikke.

 

Det første, Tuva registrerer, da hun vågner, er, at hun har ondt i leddene. Hun ligger ikke behageligt. Smækker med læberne og rømmer sig. Tør i hele munden. Rester af en fad smag, hun ikke kan genkende. Det tager hende et par sekunder at nå helt til bevidsthed, så går det op for hende, at hun slet ikke ligger ned. Hun sidder på knæ, let foroverbøjet. Vægge presser mod hende fra alle sider. Også ovenfra, mod hendes nakke.

 

Som om hun er inde i en trang kasse.

Det gør for ondt til at være en drøm. Men det kan heller ikke være virkeligt. Det kan det simpelthen ikke. Og dog. Lugten af træ er alt for virkelig.

Lys siver ind gennem små, smalle sprækker og tegner rektangler på hendes bare arme og ben. Hendes bare … Hvor er hendes tøj? Hun mangler ikke bare sin jakke, men også hættetrøjen. Og jeansene. Nogen har klædt hende af. Hun sidder i undertrøje og trusser, og det kan umuligt være virkeligt.

 

Hun smækker med læberne igen. Den kemiske smag er der stadig. Der må have været noget i kaffen. Nogen havde puttet noget i den, uden at hun opdagede det. Og hun havde været for stresset til at reagere. Bare drukket det hele.

 

Det prikker i huden, da adrenalinet begynder at pumpe rundt i kroppen. Hun må ud. Hun skriger og støder mod kassens sider af alle kræfter. Træet giver sig, men ikke nok til at sprække eller få kassen til at gå op. Hun kan ikke sparke, fordi hun sidder på knæ, men må nøjes med at hamre håndfladen mod væggene, som er alt for tæt på, til at hun kan lægge kræfter i slagene. Pludselig bliver der spærret for lyset på hendes ene side. Der er nogen uden for kassen.

 

”Luk mig ud!” råber hun. ”Hvad har du gang i?”

 

Ingen svarer. Men hun kan fornemme tilstedeværelsen. Høre åndedrag. Hun råber igen, men tavsheden er lige tæt, lige truende. Den prikkende følelse breder sig i huden. Hun slår på trævæggene med fornyede kræfter, men det trange rum nægter at give hende den fornødne styrke.

 

”Hvad vil du?” råber hun og blinker tårerne væk. ”Luk mig ud, vil du ikke nok – så kan vi tale om det. Jeg skal hente Linus!”

Hun skæver ned mod sin arm. Glasset på armbåndsuret er knust, og viserne er gået i stå på slaget tre. Matti må efterhånden have ringet og forsøgt at få fat i hende. Måske er han begyndt at undre sig over, hvor hun er, måske er han begyndt at lede og kan når som helst finde hende i kassen, måske … måske kommer hun tit endnu mere for sent hen i børnehaven end det her.

Ingen leder efter hende.


For ingen savner hende endnu.


Ingen ved, at hun er blevet kidnappet.


Kidnappet. Ordets betydning bundfælder sig, og hun får åndenød. En metallisk lyd i nærheden får hende til at fare sammen.

 

”Hallo?” råber hun.


Gennem en af de nederste sprækker i venstre side bliver der stukket noget sølvblankt og skarpt ind. Det ligner spidsen på et sværd. Metalklingen fortsætter lige så stille ind i kassen. Hun prøver at rykke til side, men der er for trangt. Hun har ingen steder at rykke hen. Sværdspidsen når hendes lår og trykker hårdt mod huden. 

Det gør ondt, men det er ikke helt så skarpt, som det ser ud.

”Av, hvad laver du?” råber hun. ”Hold op!”

 

Sværdklingen bliver ved at presse mod låret, indtil den punkterer huden, og en dråbe blod pibler frem. Bevægelsen er tøvende. Som om personen udenfor prøver sig frem. Tuva råber noget mere, men hører knap nok selv ordene. Så letter trykket uden varsel, og klingen bliver trukket et par centimeter tilbage.

 

Lyden af en motor, der bliver startet. Sværdklingen begynder at vibrere og bevæger sig fremad igen, og denne gang stopper den ikke, da den når hendes ben. Tuva skriger af smerte, da den skærer ind i lårmusklen. Sværdet fortsætter ind i vævet, mens hendes skrig overdøver motoren. Smerten er sønderlemmende. Eksplosioner af farver fylder hendes synsfelt, da nerveenderne står i lys lue. Verden forsvinder, der er kun smerte. Sværdet når lårbenet, og vibrationerne i klingen forplanter sig gennem hendes skelet og får hele hendes krop til at dirre. Tuva kaster ufrivilligt op, ud over sig selv og det blodige sværd. Til sidst glider klingen hen over lårbensknoglen inde i hendes ben og fortsætter ud gennem musklen på den anden side. Sværdspidsen er nærmest obskøn, da den bliver presset ud gennem huden. Blodet begynder straks at pumpe ud af det nye hul. Blodet følger benets bue og samler sig i en sø under hende. Og sværdet stopper ikke. Det bevæger sig videre gennem hendes lår, på vej mod hendes andet ben. Hun kan stadig ikke bevæge sig.

 

”Hold op, vil du ikke nok?” beder hun gennem gråden.

 

”Jeg skal hente Linus. Jeg er sent på den. Han er alene.”

Da sværdet bliver boret gennem hendes andet ben, er Tuva forberedt på smerten. Men den er umulig at være forberedt på.

Hun skriger højt og ville ønske, at hun mistede bevidstheden, forstanden, hvad som helst for ikke at mærke mere. Der går et par sekunder. En evighed. Hun kan ikke længere se noget. Til sidst glider klingen gennem begge hendes ben og ud gennem en sprække i den modsatte side af kassen. Sværdet holder omsider op med at vibrere.

 

Men motorlyden fortsætter.

 

Noget prikker hende bag på skulderen, og den del af Tuva, der er hendes fornuft, dør. Hun kan mærke det rent fysisk, at en del af hendes hjerne kollapser. For selvfølgelig er der også sprækker bag ved hende. Hun prøver at læne sig frem for at slippe fra sværdet i  skulderen, men bevægelsen sender bare endnu mere smerte gennem lårene. Og Tuva er der ikke længere. Hun er på fødegangen og kæmper for sin søn, hun er på caféen, hvor hun var så heldig at få arbejde, hun snaver med Daniel, hun er sammen med Martin, og han siger, at han elsker hende. Hun hører lyden af brusk og væv, der knuses i ryggen, og tænker på, at Linus kalder Matti for far.

Så kigger hun ned og ser, at huden under nøglebenet bliver spilet ud, før den sprækker, og sværdet kommer ud foran på hende. Som et trylletrick.

Hun er tryllekunstnerens assistent, og om lidt får hun bifald. Det har hun set i fjernsynet. Blodet fra hendes bryst farver undertrøjen rød, mens sværdet fortsætter videre til en af sprækkerne i væggen. Lugten af jern er altoverdøvende.

 

Linus’ blå øjne foran hende.

 

Forlader du mig også, mor?

 

Der kommer en pibende lyd fra hendes hals, da hun prøver på at sige noget.

 

”Jeg beder dig. Jeg kommer for sent.”

 

Uden for kassen flytter nogen på noget. En af sprækkerne foran hendes ansigt bliver mørk. Et tredje sværd. Afstanden til Tuvas hoved er kun en halv snes centimeter. De to sværd, der allerede gennemborer hende, holder hende fast.

 

”Ikke mere,” hvisker hun.

 

Sværdet bevæger sig langsomt, men afstanden er alt for kort.

 

Hun ser spidsen glimte, indtil den kommer så tæt på, at øjnene ikke kan fokusere ordentligt.

 

Linus. Undskyld. Mor elsker dig.

 

Det gibber i hende, da spidsen strejfer øjenkrogen mellem højre øje og næseroden, før sværdet fortsætter ind og gennemborer øjet. Noget vådt løber ned på hendes kind, og Tuva bliver blind i højre side. Men det gør ikke ondt. I det mindste gør det ikke længere ondt.

 

Hvorfor lugter der brændt?

 

Det er Tuvas sidste tanke.

 

Så skærer sværdet ind i hendes hjerne.

Camilla Läckberg & Henrik Fexeus: box

Da en kvinde findes død i en kasse gennemboret af sværd, står politiet tilbage med en række spørgsmål: Er der tale om et tryllenummer, der er gået galt, eller er det et ekstremt brutalt mord?  

Mina Dabiri er efterforsker ved Stockholms Politi og beder Vincent Walder, kendis-mentalist og ekspert i kropssprog og magi, om hjælp. 

De forbinder mordet til en tidligere sag og indser, at de jager en hensynsløs seriemorder, der må stoppes, inden der kommer flere ofre. Men Minas og Vincents kantede personligheder komplicerer sagen, og derudover bærer de begge på mørke hemmeligheder. Deres fortid er tilsyneladende forbundet med det, der sker, og samtidig øges presset for at komme et skridt foran morderen. 

For at stoppe vanviddet må de først lære at forstå det.  

Du kunne også være interesseret i...