Kirsten Birgit taler ud: Om 3.828 kubikmeter gylle og en flaske Esprit de Valdemar

Faktisk er det lidt af et under, at denne bog om Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm overhovedet kan skrives, for Kirsten har danset med døden utallige gange. Der var eksempelvis dengang i Grozny, hvor Kirsten måtte ofre sin tyske værelseskammerat Natalia for at redde sit eget liv, hvilket du, kære kernelæser, kan læse mere om i et senere kapitel. Der var dengang på Palæ Bar, hvor Jørgen Schleimann måtte lave Heimlich-manøvren på Kirsten, fordi hun havde fået en jordnød galt i halsen, hvilket efterfølgende ledte til en hed affære, som du, kære kernelæser, kan læse mere om i et senere kapitel. Men dét, der står klarest i erindringen hos Kirsten, måske fordi det også har været det mest traumatiserende for hende, må alligevel være dengang med gylletanken, som du, kære kernelæser, kan læse mere om i dette kapitel.

Vi sidder på stranden, Kirsten og jeg, på en meget stor sten, da hun begynder at fortælle om gylletanken: “Vi – og med ‘vi’ mener jeg min far, Jens Birgit, og jeg – var jo nogle af de første til at få en moderne gylletank. Den var af det nu hedengangne mærke ‘Tandrup’, seks meter i diameter og kunne indeholde op til 3.828 kubikmeter gylle. Når jeg tænker tilbage på den tid, så tænker jeg ofte på os som selve personificeringen af den industrialisering af landbruget, der fandt sted i slutningen af 1950’erne – en industrialisering, der ikke var uden konsekvenser, for når hænderne pludselig skulle erstattes af maskiner, så var der brug for kapital, og det var der ikke mange landmænd, der havde, så de måtte ud på lånemarkedet for at skaffe penge til en stadigt voksende maskinpark. Det var selvfølgelig ikke tilfældet for min far, Jens Birgit, der havde rigelig kapital. Han havde tjent sine penge på at lade det britiske militær smide våben til modstands­ bevægelsen ned på sine marker under krigen. Det tog han sig klækkeligt betalt for, og det kunne han også roligt gøre, for han havde en mark, der var fuldkommen ideel til formålet, eftersom der var en stor fordybning i den, hvorfor våbnene kunne ligge trygt i skjul, indtil Hvidstensgruppen kom og hentede dem,” fortæller Kirsten og medgiver, at nogle måske ville kalde den kapitaliseringsmetode for usympatisk. “Men sym­pati gør ingen rig. Det har jeg altid sagt,” forklarer Kirsten og tilføjer, at hun kan huske, at hendes far efterfølgende opdagede hvad IBM’s hulkortteknologi gjorde for udryddelseslejrene, og derfor – meget succesfuldt – investerede de fleste af sine penge i IBM, noget, Kirsten heller ikke kan se det problematiske i. Det var jo bare teknologien, han investerede i, og ikke som sådan udryddelseslejrene. De resterende penge investerede han i guld, og således havde han en hel dragkiste med ædelmetallet stående opmagasineret i det ene pigekammer, og den investeringstaktik har Kirsten arvet fra sin far.

“Jeg har 200 kilo sølv gravet to meter ned i haven på Dalgas Boulevard – til en rainy day,” siger Kirsten og afviser at uddybe, fordi hun hellere så, at der blev dedikeret i hvert fald et halvt kapitel til hendes enorme formue. “Alt godt kommer til den, der venter. Det har jeg altid sagt,” konkluderer hun.

I stedet vender vi opmærksomheden tilbage på noget så ophidsende som industrialiseringen af landbruget i slutningen af 1950’erne.

“Mange andre landmænd end min far, Jens Birgit, blev jo gældsslaver i en kamp for at skaffe de nødvendige renter og afdrag, for slet ikke at tale om den forandring, der skete inde i staldene. Køerne kom ikke længere på græs, men lærte at stå mast sammen i hver deres diminutive bås og yde kvoten, og hønsene lærte at sprøjte æg ud på en, for landmanden, praktisk måde, men sådan var det ikke på Gården på Bakken, som vores gård blev kaldt i folkemunde, nej, der var køerne på græs og hønsene fritgående. Min far, Jens Birgit, har altid haft en forkærlighed for dyr, og han var jo, på man­ge måder, forud for sin tid – han drev et økologisk og næsten bære­dygtigt landbrug helt uden at vide det. Jeg kan huske engang, min far havde været til et møde i banken, hvor bankmanden havde sagt: ‘Heste er fortid, Hr. Birgit, heste og mennesker skal erstattes af maskiner, og I bønder må lære at tage kemien til hjælp. Det fremmer produktiviteten.’ Det var jo det eneste, han tænkte på, fordi han var bankmand, ikke sandt, produktiviteten, og han troede ikke på min fars landbrugsmetoder – hvortil min far svarede: ‘Jeg skal fandeme ikke putte gift i min jord’, for sådan var han. Han tro­ ede på mennesket og han troede på dyret,” husker Kirsten tilbage på sin barndoms gård i Søften, en by, der ligger cirka 12 kilometer væk fra den eneste jyske by, jeg kender, nemlig Aarhus, hvor jeg har gået på Journalisthøjskolen. Jeg synes, at Aarhus er en helt o.k. by, bortset fra at man ikke kan få noget ordentligt at spise, hvilket undrer mig, da det er Danmarks næststørste. Søften har jeg til gengæld aldrig besøgt, men det er også godt det samme, fortæller Kirsten. “Vores gård blev eksproprieret og jævnet med jorden for at gøre plads til motorvejs­ rampen mod Søften på E45,” siger hun og sukker dybt, før jeg beder hende om at beskrive sin barndoms gård.

“Gården på Bakken var gigantisk, femlænget og stråtækt. Den var omkranset af et frodigt landskab, hvis marker – i hvert fald i erindringen – altid stod i blomst. Som lille plejede jeg at gemme mig i jordbærbedet ude foran den ene længe. Så ville min far, Jens Birgit, komme og rode mig i håret – jeg havde altid rottehaler dengang – og spørge mig: ‘A’ du sån’ jen lille jordbærhjelm’, hvortil jeg ville svare: ‘Nej, far, jeg er blond som havren’, hvorefter vi ville le og le og le, til vi trillede,” husker Kirsten og fortsætter med at huske tilbage på stokroserne, der snoede sig op ad stuehuset i rødmalet træ, fordi faderen Jens Birgit havde en, ifølge Kirsten, “sær” fascination af det svenske.

“Det er én af de få ting, jeg ikke har arvet fra min far, altså denne fa­scination af det svenske. Personligt hader jeg Sverige og dets clusterfuck af hykleri, dobbeltmoral og misforstået politisk korrekthed,” fortæller Kirsten, der også kan fortælle mig, at det eneste gode ved Sverige er deres flag: “Det minder mig om ost,” forklarer hun, mens hun endnu en gang finder goudaen frem fra Marimekkoen, og kniven frem fra sundhedssandalen. Der er stille lidt, mens Kirsten tager en bid af den ost, hun er blevet så begejstret for. Hun byder mig et stykke, men jeg takker pænt nej. Jeg er i forvejen døsig efter min lange rejse og kan ikke risikere at lade mæthed trætte mig yderligere. Vi er begge tavse en tid. Der er en mærkelig stilhed overalt, men da jeg lytter ordentligt efter, hører jeg lyden af, hvad jeg kun kan formode er en ulv, der tuder i det fjerne.

“Lyt til dem – nattens børn. Hvilken musik de frembringer,” siger Kirsten, før der igen bliver stille. Efter en længere pause begynder Kirsten at fortælle om den meget høje flagstang, der stod ude foran stuehuset – en meget høj flagstang, som malkepigen Lines datter, Lone, hyppigt blev hejst op i af gavtyven Kirsten Birgit anno seks år.

“Så hang Lone dér og så dum ud. Og Lones mor, Line, blev så vred, at hun truede med at sende mig til Amerika. Ja, faktisk begyndte hun at samle penge ind i en lille lædersæk, som hun en dag gav til min far, Jens Birgit, og sagde: ‘Der er måske nok til, at De kan sende Kirsten Birgit til Amerika’, fordi hun troede, at der ville blive meget fredeligere på Gården på Bakken, hvis jeg ikke var der. Men min far blev så rasende gal, at han kylede pengene fra sig, så de fløj ud over hele Søften. ‘Kirsten Birgit er en god lille pige,’ sagde min far, ‘jeg elsker hende, præcis som hun er.’ Og så trak Line i land og sagde: ‘Vi må jo også tænke lidt på amerikanerne. De har jo ikke gjort os noget, så hvorfor skulle vi prakke dem Kirsten Bir­ git på?’ Men så blev hun kraftedeme fyret, det kan jeg godt fortælle dig,” husker Kirsten, før hun tilføjer, at det jo ikke var hendes skyld, at hun var så exceptionelt stærk, allerede som barn: “Hvad ville du have, at jeg skulle gøre, hva’? Når man tager et meget stærkt barn, og blander det med et meget svagt barn og en meget høj flagstang, så er dét det eneste naturlige­ scenarie, der kan udspille sig. Det var jo en anden tid dengang, en tid, hvor man kun havde den sjov, man selv lavede. Men det ved din generation naturligvis ikke noget om,” siger Kirsten med slet skjult foragt til mig, før hendes ansigtsudtryk umiddelbart efter mildnes igen, måske fordi hun tager endnu en bid af sin gouda, der efterhånden er skrumpet til halv størrelse. Efter et øjebliks tyggepause fortsætter Kirsten:

“Jeg har, siden jeg var ganske lille, været en okse, men med ynde. Det er én af de mange grunde til, at jeg har klaret mig så godt her i tilværelsen, nemlig at jeg rummer begge dele – en rå, nærmest maskulin energi og en ekstrem femininitet. Hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg jo, eftersom dette er en biografi om mig, ja, så er jeg både mere mand og mere kvinde end de fleste andre mænd og kvinder. Jeg er adræt som en kat, let som en kolibri. Bomstærk, men også utrolig smidig – eksempelvis kan jeg vride mine hofter af led, 120 grader, du, og begge ben på én gang. Vil du se?” spørger hun.