World War Noir: Læs et kapitel i krigskrimien “Snesmil” af Lotte og Søren Hammer

snesmil lotte søren hammer

Berlin i 1940’erne. 9 kvinder findes myrdet. Men en af sagerne skiller sig ud. Et af ligene blev fundet tildækket af sne og med et tydeligt smil. Er det den samme gerningsmand?

 

Snesmil er en ny spændende krimi fra det anerkendte forfatterpar Lotte og Søren hammer. En isnende fortælling med forbindelser til toppen af det nazistiske styre. 

 

Læs et uddrag af første kapitel her.

Hele byen blev kulsort om natten. Fire millioner mennesker famlede rundt, i bedste fald ved lyset fra månen eller stjernerne, og det var en stående vittighed, at der blev dræbt flere berlinere ved trafikuheld på grund af mørklægningen, end selv det heftigste engelske bombeangreb kunne gøre sig håb om at opnå. Og helt forven teligt steg kriminaliteten eksplosivt. I Kripo havde vi travlt i den periode, men det skulle blive meget værre.

 

Lørdag den 5. oktober om formiddagen befinder jeg mig i køkkenet i et lille hus i for staden Frie drichs felde i haveforeningen Gutland II. Sti 5A, nummer 33 for at være præcis. Gutland I og Gutland II strækker sig nordøst for S-togstrækningen Ostkreuz – Erkner. Her bor tusindvis af mennesker, og hele området er mørkt som i en bjørns røv, når solen går ned.

 

På en stol ved siden af mig sidder en død kvinde. Hun er blevet myrdet, højst sandsynligt i går aftes. Hun har tydelige kvælningsmærker på halsen og flere mærker efter knivstik i nakken. Hendes kjole er trukket op over benene, og hendes underbukser er revet halvt af, så hendes sorte pubeshår er synlige. Hendes øjne stirrer forfærdet på mig, som om hun endnu er levende.

 

Jeg venter på min overordnede, chefkriminalkommissær Lutz. Han er øverste chef for Kripo i Berlin, og hans arbejde er mest administrativt, men han sætter en ære i at være til stede − om ikke andet så kortvarigt − ved hvert eneste findested for drabsofre, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

 

Udenfor er en halvvissen stokrose bundet til et søm i køkkenvinduets sålbænk. Den slår nu mod ruden i blæsten, som om den protesterer over det, der er sket.

Jeg har lyst til at lukke ligets øjne, men gør det naturligvis ikke.

Lutz betragter kvinden i stolen et stykke tid. Så siger han kortfattet:

 

– Hvad ved vi?

 

– Ikke meget endnu. Gerda Ditter, 20 år, husmor. Hendes mand, Otto Ditter, er soldat … Jeg tøver, og Lutz opdager det straks, hans tone bliver en smule skarp, fortsæt, Johann. – Hun havde to børn, en på et halvt år og en på halvandet. De befandt sig i stuen, da hun blev dræbt.

 

– Satans!

 

– Ja, satans.

 

Det er, som om Lutz går i stå et kort øjeblik. Han kigger mod køkkenvinduet. Også han er tilsyneladende irriteret over stokrosen. Så siger han:

 

– Jeg sender Volland herud, så I er to i starten.
Volland og Ginter er de to øvrige kriminalkommissærer under Lutz.

 

– Udmærket, chefkriminalkommissær.
Forstærkningen med Volland er ikke for at desavouere mig, det er kun et spørgsmål om, at han prioriterer Gerda Ditters drab højt, hvilket er forståeligt. 

 

Vi har allerede en håndfuld grimme sager med kvinder, der er blevet groft overfaldet i området og kun har overlevet med nød og næppe. Dertil kommer adskil lige tilfælde, hvor en mand, tilsyneladende uden grund, har skræmt enlige kvinder om aftenen og om natten, for eksempel ved at lyse dem i hovedet med en lommelygte.

 

Ingen af os siger det højt, men vi frygter begge, at der er en galning løs i havekolonierne, og at det kun er et spørgsmål om tid, før han slår til igen. Hvilket desværre viser sig at være en korrekt forudsigelse.

Der var stort set ingen af dem, jeg kender, der ønskede krig. Mange huskede stadig Den Store Krig, rædslerne ved fronten, sulten hjemme. På den anden side var polakkernes provokationer ved vores grænse og især deres afvisning af en aftale om Danzig helt urimelig. I realiteten havde Føreren intet valg.

 

I dag har vores succes rige hære fejet enhver modstand til side overalt i Europa, men da krigen brød ud tilbage i efteråret 1939, var der ingen begejstring blandt menigmand i Berlin. Nærmest tværtimod. Stemningen ændrede sig naturligvis efter vores storslåede sejre overalt i Europa, og især da vi indtog Paris. Det skete for godt et år siden.

 

Jeg hører nyheden i radioen, det er den 14. juni, en dejlig fredag. Spontant rejser jeg mig fra min lænestol, da speakeren med stolthed i stemmen læser budskabet op. Elise og Heinz, mine to halvvoksne børn, følger mit eksempel, de heiler mod radioen. Også Augusta, min kone, rejser sig. Hun går ud i køkkenet. Jeg ærgrer mig. Det var ikke meningen at skabe en … episode, men nu er det for sent. Heinz sætter en plade på grammofonen, skruer op på fuld lydstyrke og åbner vinduerne. Jeg lukker stuedøren, og vi skråler alle tre med på vores to nationalsange, først Horst Wessel-sangen, bagefter Das Lied der Deut­schen.

 

Da vi senere sidder i sengen, er Augusta i dårligt humør.

Hun lægger sit hoved ned på min skulder og hvisker: Var det nødvendigt, Johann?

– Hvad mener du?

 

– Det ved du godt.

 

Hun har ret, det ved jeg udmærket.

 

– Det var ikke for at hovere, jeg kunne bare ikke sidde stille, da jeg hørte det. Og så udviklede det sig. 

 

– Du sang da ellers godt med, kunne jeg høre.

 

– Ja, det gjorde jeg. Jeg var glad.

 

Et stykke tid er der ingen af os, der siger noget. Jeg stryger hende over håret, men hun fanger min hånd og skubber den væk. 

 

Vi kan høre to mænd skændes nede på gaden, Augusta hvisker trist:

 

– Elises mädelscharführerin opfordrer pigerne til at fortælle, hvis deres forældre taler grimt om styret. Jeg er bange, Johann.

 

– Det kunne hun aldrig finde på.

 

– Er du helt sikker på det, for det er jeg ikke.

 

– Men du siger jo aldrig noget, der er i opposition til myndighederne. Jeg mener, bortset fra når vi to snakker sammen. 

 

– Jeg jublede ikke sammen med jer andre. Måske er det tilstrækkeligt til … en samtale.

 

– Overhovedet ikke. Hvis Gestapo skulle have samtaler på grund af det, kunne de ikke bestille andet. Skal jeg tale med hende, synes du?

Augusta ryster på hovedet. Så lægger hun sig ned, og det samme gør jeg. 

Hun siger stille: Det er forkert, at mødre skal være nervøse over, hvad deres børn fortæller til fremmede.

 

– Du har ingen grund til at være nervøs.

 

Jeg har indlysende ret. Der er fire millioner indbyggere i Berlin, alt så omkring tre millioner voks ne. Hvis blot fem procent af dem indimellem ikke viser tilstrækkelig entusiasme for Tysk lands sag og skal indkaldes til en samtale, der som absolut minimum varer et kvarter, vil resultatet være næsten 40.000 mandtimer. Oven i alt det andet arbej de, Gestapo har. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Jeg overvejer at gennemgå regnestykket for hende, men beslutter mig for at lade være. Augusta tror ikke altid på tørre tal. Lidt efter spørger hun:

 

– Vil du holde om mig, Johann?

Den 3. december bliver den 26-årige sygeplejerske Elfriede Franke myrdet ved gentagne kraftige slag i hovedet, sandsynligvis med et jernrør.

Drabet sker i S-toget, og morderen smider hendes lig ud på stenene ved banelegemet, mens toget endnu er i fart. Hun lander kun få hundrede meter fra Karlshorst Station i retningen mod Rummelsburg, hvor hun bliver opdaget om morgenen.

 

Samme morgen, klokken 04.30, finder forbipasserende den 19-årige arbejderske Irmgaard Freese på Prinz-Heinrich-Straße. Hun var på vej hjem fra Karlshorst Station natten forinden og er blevet overfaldet med adskillige slag i hovedet. I modsætning til Elfriede Franke er hun tillige blevet voldtaget. Da hun bliver fundet, er hun helt mirakuløst stadig i live, men hun dør på hospitalet kort efter sin ankomst.

 

Vi sætter plakater op i haveforeningerne, hvor vi udlover en dusør på 1.000 RM til den, der kan give os oplysninger, så morderen bliver fanget. Samtidig offentliggør vi et signalement, som vi har stykket sammen fra de kvinder, der er blevet overfaldet: 30­ til 40­årig mand, 1,65 til 1,70 meter høj, kort, sort læderjakke, mørke bukser, en blålig ka­sket, har ofte en cykel med sig. Ingen i Kripo er specielt optimistiske med hensyn til den efterlysning, men det er alt, hvad vi har. Uheldigvis.

 

Vores øverste chef, rigskriminaldirektør Arthur Nebe, forlanger på et tjenstligt møde samt lige forbrydelser og overfald siden 1935 nær stationerne Rummelsburg, Lichtenberg, Friedrichsfelde og Karlshorst gennemgået og krydstjekket. Det er et herkulisk arbejde, der resulterer i et rundt nul. Da han bliver bekendt med resultatet, forlanger han, at vi gennem går hele materialet en gang til.

Kort før jul, søndag den 22. december, sker det fjerde mord.

 

Jeg sidder ved morgenbordet over min tredje kop kaffe, som Augusta har lavet ekstra stærk til mig. Jeg var først hjemme sent i nat og forventes ikke at møde før klokken 11.00, så jeg kan få en smule tiltrængt søvn, men jeg kan ikke sove og sætter mig i stedet med morgenavisen, en luksus, jeg sjældent har tid til. Tusinde spræng­ og brandbomber over Liverpool. Talrige storbrande og gevaldige eksplosioner i Englands vigtig­ste havneby.

 

Jeg spekulerer over, om vi kan vinde krigen mod englænderne fra luften. Næppe.

 

Så betragt er jeg Augusta, der sidder på den anden side af bordet fordybet i en krydsog tværs, og pludselig føler jeg en behagelig ro indvendigt. Jeg gaber og ærgrer mig over, at jeg ikke kan gå i seng igen. Jeg kunne godt sove et par ekstra timer nu.

 

Telefonen ringer. Augusta rejser sig og tager den.

 

Da hun kommer tilbage, stiller hun sig bag mig og giver sig tid til at holde mit hoved ind mod sig, inden hun stille siger, hvad jeg allerede har gættet:

Der er fundet yderligere en kvinde. Du skal køre til Rahnsdorf Station, det er lige nord for Müggelsee.

– Hvem ringede?

 

– Jeg fik ikke fat i navnet, en ung stemme. Hvorfor?

 

– Jeg ved for fanden godt, hvor Rahnsdorf Station er.

 

– Selvfølgelig ved du det. Tag nu dit overtøj på, og kom af sted. – Jeg har ikke nået at købe julegaver. – Det gør jeg, også til mig selv. Lad være at spekulere på det. – Måske kommer jeg slet ikke hjem i julen. – Så holder vi bare jul senere, når du kan være med. Husk dit halstørklæde, det er koldt. 

 

Elisabeth Büngener, 30 år, arbejderske i rustningsindustrien, er blevet myrdet i morgent oget ved adskillige slag mod kraniet. Derefter har hendes morder smidt hende af toget sammen med hendes håndtaske.

 

Vi har to kvinder, der er blevet groft overfaldet i S-toget. I september blev Gerda Kargool kværket, til hun mistede bevidstheden, og i november blev Elizabeth Bendorf overdænget af en byge af slag mod sit hoved med et blykabel. Begge kvinder blev kastet ud fra toget, mens det var i fart, henholdsvis nær Karlshorst Station og nær Köpenick Station.

Kvinderne overlevede, men de er dårlige vidner, der i det store hele ikke kan give et brugbart signalement af deres overfaldsmand.

Et forhold er de dog enige om: Manden bar uniform. Spørgsmålet er naturligvis så hvilken type?

 

Vi iværksætter et forsøg. Under de samme omstændigheder, som kvinderne er blevet overfaldet, lader vi mænd gå gennem togvognene frem mod dem i forskellige uniformer, postvæsnet, Wehrmacht, SA, SS og sågar politiet. Kvinderne er ikke i tvivl: De er uafhængigt af hinanden overbeviste om, at uniformen er fra De Tyske Jernbaner.

 

Kort efter jul gentager mønsteret sig. Den 46-årige kontorist i postvæsnet Gertrud Siewert bliver fun det den 29. december mellem S-togstationerne Betriebsbahnhof Rummelsburg og Karls horst. Også hun er smidt af toget efter at have fået hovedet smadret. Hun dør på hospitalet den følgende dag uden at være kommet til bevidsthed.

Lotte & søren Hammer: Snesmil

Snesmil er en dyster, historisk krimi af Søren og Lotte Hammer om et mystisk mord på en ung pige i Berlin under Anden Verdenskrig.

 

Under mørklægningen af Berlin i 1940 findes ni kvinder dræbt. Kommissær Johann Braunmann opklarer sammen med sine politiefterforskere drabene, og forbryderen bliver anholdt og senere henrettet. Et af mordene nager dog stadig Johann Braunmann, for det kan med stor sandsynlighed ikke være samme gerningsmand. Sagen omhandler en ung pige, som findes tildækket af sne. I den optøede sne omkring munden, danner hun et tydeligt smil. Men efterforskningen vanskeliggøres, da politigeneral, Richard Heydrich, tilbageholder vitale oplysninger, og sagen viser sig, at have afgørende forbindelser til højt oppe i systemet…

 

Snesmil er en isnende krimi om et mystisk mord, og dets uhyggelige forbindelse til toppen af det nazistiske styre. Med sit blændende plot og medrivende historiske detaljer har Søren og Lotte Hammer skrevet endnu en blændende historisk krimi!

Du kunne også være interesseret i...