Bridgerton #3: Vil Benedict Bridgerton acceptere Sophies bedrag?

Bridgerton 3 foto Benedict uddrag

En fortryllende hemmelighed er bind #3 i Julia Quinns serie om Familien Bridgerton, der også findes som tv-serie på Netflix.

Nyd et uddrag af bogen her.

Dette års mest attråede invitation må være den til Bridgertons maskebal, der afholdes næste mandag. Faktisk kan man dårligt gå to skridt uden at være tvunget til at høre en eller anden mama fra de højere kredse spekulere i, hvem der kommer, og måske endnu vigtigere, hvad de vil have på.

 

Ingen af de tidligere nævnte emner er imidlertid på nogen måde så interessante som det, der handler om de to ugifte Bridgerton-brødre, Benedict og Colin. (Inden nogen påpeger, at der er en tredje ugift Bridgerton-bror, så lad Denne Skribent forsikre Dem om, at hun er bekendt med Gregory Bridgertons eksistens. Han er imidlertid kun fjorten år gammel og derfor ikke relevant i netop denne klumme, der beskæftiger sig, som det så ofte er tilfældet med Denne Skribents klummer, med den helligste af alle sportsgrene: jagten på en ægtemand).

 

Selvom de herrer Bridgerton netop bare er herrer, så betragtes de begge stadig som denne sæsons bedste fangst. Det er velkendt, at begge har hæderlige formuer, og man behøver ikke at have briller for at se, hvad de også har: det gode Bridgerton-udseende.

 

Vil en eller anden heldig ung kvinde bruge maskeballets mystik til at indfange en af de eftertragtede ungkarle?

 

Denne Skribent vil end ikke prøve at spekulere i det.

 

LADY WHISTLEDOWN’S SOCIETY PAPERS, 31. MAJ 1815

Sophie! Sophieeeeeeeeee!”

 

Skrigene blev højere og kunne nærmest sprænge glas. Eller i hvert fald en trommehinde. 

 

”Jeg kommer, Rosamund! Jeg kommer!” Sophie hev op i sin grove uldkjole og skyndte sig op ad trappen, gled på det fjerde trin og nåede kun lige at gribe fat i gelænderet, så hun ikke landede på enden. Hun burde have husket, at trinene var glatte; hun havde selv hjulpet tjenestepigen med at give dem voks samme morgen. Hun standsede ud for døråbningen til Rosamunds værelse og var stadig ved at få vejret igen, da hun sagde: ”Ja, hvad kan jeg hjælpe med?”

 

”Min te er kold.”

 

Det, Sophie havde lyst til at sige, var: ”Den var varm, da jeg kom med den for en time siden, din dovne djævel.”

 

Men det, hun sagde, var: ”Jeg henter dig en ny kande.”

 

Rosamund fnøs. ”Ja, se du hellere at komme af sted.”

 

Sophie snerpede munden sammen i en afart af et smil og tog bakken med servicet. ”Skal jeg lade småkagerne stå?” spurgte hun.

 

Rosamund rystede på sit kønne hoved. ”Jeg vil have nogle nye.”

 

Sophie forlod rummet let foroverbøjet på grund af vægten fra den overlæssede bakke, og hun var påpasselig med ikke at beklage sig, før hun var sikkert ude i gangen. Rosamund bestilte te i en uendelighed og gad så ikke drikke den før en time senere. På det tidspunkt var den selvfølgelig kold, og så bestilte hun en ny kande te.

 

Hvilket betød, at Sophie løb op og ned ad trapperne hele tiden, op og ned, op og ned. Af og til forekom det hende at være det eneste, hun lavede.

 

Op og ned, op og ned.

 

Ud over at hun lavede reparationer, strøg tøj, satte hår, pudsede sko, stoppede strømper og redte senge …

 

”Sophie!”

 

Sophie vendte sig om og så Posy komme imod sig.

 

”Sophie, jeg har villet spørge dig, om du synes, den her farve klæder mig.

 

Sophie vurderede Posys havfruekostume. Snittet var ikke helt rigtigt til Posy, der aldrig havde tabt sit hvalpefedt, men farven fik faktisk det bedste frem i hendes teint. ”Det er en dejlig grøn farve,” svarede Sophie ærligt. ”Den gør dine kinder svagt rosa.”

 

”Åh, godt. Jeg er glad for, at du er så god til at vælge tøj til mig.” Posy smilede og snuppede en sukkerstrøet småkage fra bakken. ”Min mor har været så pirrelig hele ugen over det maskebal, og jeg ved, at hun ikke helmer, før jeg ser så godt ud, som jeg overhovedet kan. Eller” – Posy lavede en grimasse – ”sådan som hun synes, jeg ser bedst ud. Hun er meget opsat på, at en af os indfanger en af de Bridgerton-brødre, der er tilbage, ved du nok.”

 

”Ja, det gør jeg.”

 

”Og for at det ikke skal være løgn, så har hende Whistledown skrevet om dem igen. Hvilket” – Posy holdt op med at tygge, mens hun sank – ”kun giver hende endnu mere appetit på det.”

 

Er det en god klumme i dag?” spurgte Sophie og skiftede stilling, så bakken hvilede på hendes hofte. ”Jeg har ikke nået at læse den endnu.”

 

Sophie prøvede at smile, men kunne ikke. Der var ikke noget, hun hellere ville end at leve Posys ensformige liv bare en dag. 

Altså, måske ville hun gerne være fri for at have Araminta som mor, men hun ville ikke have noget imod festerne, selskaberne og musiksalonerne.

 

”Lad os se,” sagde Posy eftertænksom. ”Der var en omtale af det bal, lady Worth holdt for nylig, lidt om lord Guelph, der vist er temmelig indtaget i en eller anden pige fra Skotland, og så en halvlang tekst om det kommende maskebal hos familien Bridgerton.”

 

Sophie sukkede. Hun havde i ugevis læst om det kommende maskebal, og selvom hun ikke var andet end kammerpige (og nogle gange også tjenestepige, når Araminta ikke mente, hun arbejdede hårdt nok) kunne hun ikke lade være med at ønske, at hun kunne komme med til ballet.

 

”Jeg for mit vedkommende vil være henrykt, hvis lord Guelph bliver forlovet,” bemærkede Posy og rakte ud efter en småkage til. ”Jeg mener, så er der en ungkarl mindre, min mor kan ævle om som potentiel ægtemand. Ikke at jeg gør mig nogen forhåbninger om at kunne tiltrække hans opmærksomhed.” Hun tog en hurtig bid af småkagen, så den knasede i hendes mund. ”Jeg håber, lady Whistledown har ret med hensyn til ham.”

 

”Det har hun sikkert,” svarede Sophie. Hun havde læst Lady Whistle­down’s Society Papers, siden den begyndte at udkomme i 1813, og sladderskribenten havde næsten altid ret, når det kom til ægteskabsmarkedet.

 

Sophie havde naturligvis aldrig haft en chance for selv at opleve ægteskabsmarkedet. Men hvis man læste Whistledown’s tit nok, kunne man næsten føle sig som en del af selskabslivet i London uden at deltage i ballerne som sådan.

 

Faktisk var det at læse Whistledown’s Sophies eneste sjove tidsfordriv. Hun havde allerede læst alle romanerne i biblioteket, og eftersom hverken Araminta, Rosamund eller Posy var særlig begejstrede for at læse, kunne Sophie ikke forvente, at der kom nye bøger til huset.

 

Men Whistledown’s var sjovt. Ingen kendte klummeskribentens sande identitet. Da bladet var begyndt at udkomme som en enkelt side to år tidligere, havde der været de vildeste spekulationer. Selv nu var det sådan, at hver gang lady Whistledown skrev noget særlig saftig sladder, så begyndte folk igen at snakke, gætte og spekulere på, hvem i alverden der kunne skrive så hurtigt og præcist.

 

For Sophie var Whistledown’s et forjættende glimt ind i den verden, der kunne have været hendes, hvis hendes forældre havde valgt at gifte sig lovformeligt. Hun kunne have været en jarls datter, ikke en jarls uægte barn; hendes navn kunne have været Gunningworth i stedet for Beckett.

 

Hun ville så gerne, bare en enkelt gang, være den, der steg op i vognen og skulle til bal.

 

Hun ville så gerne, bare en enkelt gang, være den, der steg op i vognen og skulle til bal.

I stedet var det hende, der klædte de andre på, når de skulle ud, strammede Posys korset, satte Rosamunds hår op og ordnede Aramintas sko.

Men hun kunne ikke – eller ville i hvert fald ikke – klage. Det kunne godt være, at hun var nødt til at være tjenestepige for Araminta og hendes døtre, men hun havde i det mindste et hjem. Hvilket var mere, end de fleste piger i hendes position havde.

 

Da hendes far døde, havde han ikke efterladt hende noget som helst. Altså ud over tag over hovedet. Hans testamente sikrede, at hun ikke kunne blive bortvist, før hun fyldte tyve. Araminta havde under ingen omstændigheder villet gå glip af de fire tusinde pund om året ved ikke at tage Sophie til sig.

 

Men de fire tusinde pund var Aramintas, ikke Sophies, hun havde ikke set en penny af dem. Væk var det fine tøj, hun plejede at have på, erstattet af tjenestefolkenes uldlærred. Og hun spiste, hvad de andre tjenestefolk spiste – nemlig resterne efter Araminta, Rosamund og Posy.

 

Det var imidlertid næsten et år siden Sophies tyve års fødselsdag, og her var hun, stadig på Penwood House, hvor hun fulgte Aramintas mindste vink. Af en eller anden ukendt årsag – sikkert fordi hun ikke ville oplære (eller betale) en ny tjenestepige – havde Araminta givet Sophie lov til at blive i huset.

 

Og Sophie var blevet. Nok var Araminta et velkendt onde, men resten af verden var et ukendt onde. Og Sophie havde en forestilling om, at der var værre uden for Penwood House.

 

”Er den bakke ikke tung at stå med?”

 

Sophie glippede med øjnene, kom ud af sin dagdrøm og fokuserede på Posy, der rakte ud efter den sidste småkage på bakken. Pokkers. Den havde hun håbet, hun selv kunne nappe. ”Jo,” sagde hun. ”Jo, det er den. Jeg må se at komme ned i køkkenet med den.”

 

Posy smilede. ”Jeg vil ikke holde på dig længere, men når du er færdig med det, vil du så stryge min lyserøde kjole? Den skal jeg have på i aften. Åh, og jeg regner med, at de matchende sko også er gjort klar. Jeg fik lidt snavs på dem, sidst jeg havde dem på, og du ved, hvordan min mor er med sko. Selvom man ikke kan se dem under skørtet. Hun lægger mærke til den mindste lillebitte plet af snavs, det sekund jeg løfter op i skørtet for at gå op ad et trin.”

 

Sophie nikkede og noterede sig Posys ønske og føjede det til sin liste over dagens gøremål.

 

”Så ses vi senere!” Posy vendte sig om og forsvandt ind i sit soveværelse, mens hun gumlede på den sidste småkage.

 

Nogle få dage senere lå Sophie på knæ med knappenåle mellem tænderne, i færd med at foretage de sidste presserende ændringer på Aramintas kostume. Dronning Elizabeth-kjolen havde, naturligvis, passet perfekt, da den var blevet leveret fra skrædderen, men nu insisterede Araminta på, at den var en centimeter for stor i livet.

 

”Hvordan føles det?” spurgte Sophie sammenbidt, så knappenålene ikke faldt ud.

 

”For stramt.”

 

Sophie justerede et par knappenåle. ”Og hvad med nu?”

 

”For løst.”

 

Sophie trak en nål ud og satte den tilbage, præcis hvor den havde siddet. ”Sådan. Hvordan er det?”

 

Araminta vendte og drejede sig og proklamerede så endelig: ”Det går.”

 

Sophie smilede ved sig selv, da hun rejste sig og hjalp Araminta ud af kjolen.

 

”Den skal være færdig inden en time, hvis vi skal nå ballet til tiden,” sagde Araminta.

 

”Naturligvis,” sagde Sophie stille. Hun syntes, det var lettest bare at sige ”naturligvis” regelmæssigt i samtaler med Araminta.

 

”Dette bal er meget vigtigt,” sagde Araminta strengt. ”Rosamund skal finde et fordelagtigt parti i år. Den nye jarl …” Hun gøs af væmmelse; hun betragtede stadig den nye jarl som påtrængende, selvom han var den gamle jarls nærmeste nulevende mandlige slægtning. ”Ja, altså, han har sagt til mig, at i år er sidste år, vi kan bruge Penwood House i London. Sikke en frækhed. 

Jeg er trods alt enkegrevinde, og Rosamund og Posy er jarlens døtre.”

Steddøtre, korrigerede Sophie stille.

”Vi har enhver ret til at bruge Penwood House i selskabssæsonen. Hvad han har af planer med huset, aner jeg ikke.”

 

”Måske vil han deltage i selskabssæsonen og se sig om efter en kone,” foreslog Sophie. ”Han vil vel gerne have en arving.”

 

Araminta skulede. ”Hvis Rosamund ikke gifter sig til penge, ved jeg ikke, hvad vi skal gøre. Det er så svært at finde et ordentligt hus at leje. Og dyrt.”

 

Sophie undlod at sige, at Araminta i det mindste ikke skulle betale for en kammerpige. Faktisk forholdt det sig sådan, at indtil Sophie var fyldt tyve, havde hun fået fire tusinde om året bare for at have en kammerpige.

 

Araminta knipsede med fingrene. ”Glem ikke, at Rosamund skal have sit hår pudret.”

 

Rosamund skulle være Marie Antoinette til ballet. Sophie havde spurgt, om hun agtede at male en krans af kunstigt blod om halsen. Rosamund havde ikke syntes, det var sjovt.

 

Araminta tog sin kåbe på og snørede skærfet på plads med små, faste ryk. ”Og Posy …” Hun rynkede på næsen. ”Ja, Posy vil få brug for din hjælp på en eller anden måde, det er jeg sikker på.” ”Jeg er altid glad for at hjælpe Posy,” svarede Sophie.

 

Araminta rynkede brynene, som om hun prøvede at finde ud af, om Sophie var uforskammet. ”Bare sørg for at få det gjort,” sagde hun til sidst og hakkede stavelserne ud. Hun spankulerede hen til badeværelset.

 

Sophie gjorde honnør, da døren gik i bag hende.

 

”Nå, der er du, Sophie,” sagde Rosamund og brasede ind i rummet.”Jeg har brug for din hjælp med det samme.”

 

”Jeg tror desværre, det må vente til …”

 

”Jeg sagde ’med det samme’!” snerrede Rosamund.

 

Sophie rankede ryggen og sendte hende et jernhårdt blik. ”Din mor vil have, jeg skal ændre noget ved hendes kjole.”

 

”Bare hiv knappenålene ud, og sig til hende, at du har syet den ind. Hun vil ikke kunne mærke forskel.”

 

Sophie stønnede. Hun havde overvejet at gøre netop det, men hvis hun gjorde det, ville Rosamund sladre om hende dagen efter, og så ville Araminta tale om det uafbrudt i en uge. Nu var hun vitterligt nødt til at sy kjolen ind.

 

”Hvad har du brug for, Rosamund?”

 

”Der er kommet en flænge i den nederste søn på mit kostume. Jeg aner ikke, hvordan det er sket.”

 

”Måske da du prøvede det på …”

 

”Nu skal du ikke være flabet!”

 

Sophie klappede i. Det var meget sværere at tage imod ordrer fra Rosamund end fra Araminta, sikkert fordi de engang havde været lige og delt skolestue og lærerinde.

”Det skal repareres med det samme,” sagde Rosamund og fnøs affekteret.

 

Sophie sukkede. ”Kom bare med det. Jeg ordner det, så snart jeg har syet din mors kjole. Jeg lover dig, at du nok skal få det i god tid.”

 

”Jeg vil ikke komme for sent til ballet,” advarede Rosamund. ”Hvis jeg gør, vil jeg se dit hoved på et fad.”

 

”Du kommer ikke for sent,” lovede Sophie.

 

Rosamund lavede en fornærmet lyd og skyndte sig ud ad døren for at hente sit kostume.

 

”Hov!”

 

Sophie kiggede op og så Rosamund støde ind i Posy, der kom farende ind ad døren. 

 

”Se dig for, Posy!” snerrede Rosamund.

 

”Du kunne også se dig for,” påpegede Posy.

 

”Jeg så mig for. Men det er umuligt ikke at gå ind i dig, dit store læs.”

 

Posy fik røde pletter på kinderne og trådte til side.

 

”Havde du brug for noget Posy?” spurgte Sophie, så snart Rosamund var forsvundet.

 

Posy nikkede. ”Ville du kunne sætte lidt ekstra tid af til at sætte mit hår i aften? Jeg har fundet nogle grønne bånd, der lidt ligner tang.”

 

Sophie sukkede tungt. De mørkegrønne bånd ville sandsynligvis ikke se særlig godt ud i Posys mørke hår, men hun nænnede ikke at sige det. ”Jeg skal prøve, Posy, men jeg skal reparere Rosamunds kjole og sy din mors ind.”

 

”Åh,” sagde Posy og så slukøret ud.

Det knuste næsten Sophies hjerte. Posy var den eneste person i Aramintas hjem, der var bare lidt sød ved hende, ud over tjenestefolkene.

”Du skal ikke bekymre dig,” forsikrede hun Posy. ”Jeg skal nok sørge for, at dit hår bliver fint, uanset hvor lidt tid vi har.”

 

”Åh, tak, Sophie! Jeg …”

 

”Er du ikke begyndt på min kjole endnu?” tordnede Araminta, da hun kom tilbage fra badeværelset.

 

Sophie sank. ”Jeg har talt med Rosamund og Posy. Rosamund har revet sin kjole og …”

 

”Bare se at komme i gang!”

 

”Det skal jeg nok. Med det samme.” Sophie dumpede ned på sofaen og vendte vrangen ud af kjolen, så hun kunne lægge den ind i taljen. ”Hurtigere end øjeblikkeligt,” mumlede hun. ”Hurtigere end lynet. Hurtigere end …”

 

”Hvad mumler du om?” spurgte Araminta.

 

”Ikke noget.”

 

”Hold op med det sludder lige med det samme. Din stemme går mig på nerverne.”

 

Sophie bed tænderne sammen.

 

”Mama,” sagde Posy, ”Sophie skal sætte mit hår i aften …”

 

”Selvfølgelig skal hun sætte dit hår. Hold op med at smøle og få nogle omslag på dine øjne, så de ikke ser så hævede ud.”

 

Posy så nedslået ud. ”Har jeg hævede øjne?”

 

Sophie rystede på hovedet for det tilfælde, at Posy besluttede at kigge ned på hende.

 

”Du har altid hævede øjne,” svarede Araminta. ”Synes du ikke også, Rosamund?”

 

Posy og Sophie vendte sig begge mod døren. Rosamund var lige kommet ind med sin Marie Antoinette-kjole. ”Altid,” sagde hun enigt. ”Men jeg er sikker på, at et omslag vil hjælpe.”

 

”Du ser henrivende ud i aften,” sagde Araminta til Rosamund. ”Og du har ikke engang gjort dig i stand endnu. Guldet i din kjole matcher dit hår så fantastisk.”

 

Sophie kastede et medlidende blik på den mørkhårede Posy, der aldrig fik den slags komplimenter af sin mor.

 

”Du kommer til at besnære en af Bridgerton-brødrene,” fortsatte Araminta. ”Det er jeg sikker på.”

 

Rosamund så dydigt ned. Det var et udtryk, hun havde perfektioneret, og Sophie måtte indrømme, at det klædte hende fantastisk. Men altså, alting klædte Rosamund fantastisk. Hendes gyldne hår og blå øjne var på alles læber det år, og takket være den generøse medgift, som jarlen havde skænket hende, regnede de fleste med, at hun ville kunne finde et strålende parti, inden sæsonen var slut.

 

Sophie kastede et blik på Posy, der stirrede på sin mor med et trist, længselsfuldt blik. ”Du ser også dejlig ud, Posy,” sagde Sophie impulsivt.

 

Posys blik lyste op. ”Synes du?”

 

”Fuldstændig. Og din kjole er så original. Jeg er sikker på, at der ikke kommer andre havfruer.”

”Hvor skulle du kunne vide det fra, Sophie?” spurgte Rosamund med et grin. ”Du har jo ligesom aldrig været ude i selskabslivet.”

”Jeg er sikker på, at du får det sjovt, Posy,” sagde Sophie spidst og ignorerede Rosamunds hånlige bemærkning. ”Jeg er så misundelig. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med.” 

 

Sophies lille suk og ønske blev mødt af fuldstændig tavshed … efterfulgt af Aramintas og Rosamunds skræppende latter. Selv Posy fniste lidt.

 

”Åh, den var god,” sagde Araminta og kunne knap få vejret. ”Lille Sophie til bal i Bridgerton House. Uægte børn er ikke velkomne i selskabslivet i de finere kredse, ved du nok.”

 

”Jeg sagde ikke, at jeg forventede at komme med,” forsvarede Sophie sig, ”jeg sagde blot, at jeg godt kunne tænke mig det.”

 

”Ja, ikke engang det bør du gøre,” sagde Rosamund skingert. ”Hvis man ønsker sig noget, man under ingen omstændigheder kan få, bliver man bare skuffet.”

 

Men Sophie hørte ikke efter, hvad hun sagde, for i samme øjeblik skete der noget meget mærkeligt. Idet hun vendte sig mod Rosamund, fik hun øje på husholdersken, der stod i døråbningen. Det var mrs. Gibbons, der var kommet ind fra Penwood Park, da husholdersken i byhuset var død. Og da Sophie mødte hendes blink, blinkede hun.

 

Hun blinkede!


Sophie kunne ikke huske nogensinde at have set mrs. Gibbons blinke.

 

”Sophie! Sophie! Hører du efter, hvad jeg siger?”

 

Sophie vendte sig åndsfraværende mod Araminta. ”Undskyld,” sagde hun stille. ”Hvad sagde du?”

 

”Jeg sagde,” sagde Araminta i et ondskabsfuldt tonefald, ”at du hellere må gå i gang med min kjole med det samme. Hvis vi kommer for sent, så får du skylden for det i morgen.”

 

”Ja, naturligvis,” sagde Sophie hurtigt. Hun stak nålen i stoffet og begyndte at sy, men hun tænkte stadig på mrs. Gibbons.

 

Hun blinkede.

 

Hvorfor i alverden gjorde hun det?

Tre timer senere stod Sophie på trappen foran hoveddøren til Penwood House og så Araminta, dernæst Rosamund og til sidst Posy stige op i vognen med lakajens hjælp. Sophie vinkede til Posy, der vinkede igen, og betragtede så vognen trille ned ad gaden og forsvinde om hjørnet. Bridgerton House, hvor maskeballet blev holdt, lå kun et par gader væk, men Araminta ville have insisteret på vognen, om så de havde været naboer.

 

Når alt kom til alt, var det vigtigt at gøre en storslået entré.

 

Sophie vendte sig om og gik op ad trappen igen med et suk. I det mindste havde Araminta i kampens hede glemt at give hende en liste med ting, hun skulle gøre, mens de var væk. Det var luksus med en friaften. Måske kunne hun genlæse en roman. Eller måske kunne hun finde dagens udgave af Whistledown’s. Hun syntes, hun havde set Rosamund tage den med op på sit værelse tidligere på dagen.

 

Men idet Sophie gik ind, kom mrs. Gibbons til syne ud af ingenting og greb hendes arm. ”Der er ingen tid at spilde!” sagde husholdersken.

 

Sophie så på hende, som om hun var blevet vanvittig. ”Undskyld, hvad siger De?”

 

Mrs. Gibbons trak hende i albuen. ”Kom med mig.”

 

Sophie lod sig føre tre etager op til sit værelse, et lille kammer oppe under loftet. Mrs. Gibbons opførte sig på den mærkeligste måde, men Sophie føjede hende og fulgte med. Husholdersken behandlede hende altid med allerstørste venlighed, selv når det var tydeligt, at Araminta ikke syntes om det.

 

”Du er nødt til at tage tøjet af,” sagde mrs. Gibbons, idet hun tog i dørhåndtaget.

 

”Hvad?”

 

”Vi har virkelig travlt.”

 

”Mrs. Gibbons, De …” Sophie måbede og blev stum, da hun så, hvad der var i værelset. Midt i rummet stod et dampende badekar, og tre tjenestepiger havde travlt med at ordne det. En hældte en kande vand i karret, en anden pillede ved en mystisk lås på en kuffert, og en tredje holdt et håndklæde og sagde: ”Skynd dig! Skynd dig!”

 

Sophie kastede et rådvildt blik på dem. ”Hvad foregår der?”

 

Mrs. Gibbons vendte sig mod hende med et strålende ansigt. ”De, miss Sophia Maria Beckett, skal til maskebal!”

 

En time senere var Sophie forvandlet. Kufferten havde indeholdt jarlens mors kjoler. De var alle halvtreds år gamle og gået af mode, men det gjorde ikke noget. Det var et maskebal, og ingen forventede, at kjolerne skulle være sidste skrig.

 

Nederst i kufferten havde pigerne fundet en udsøgt kreation af glitrende sølv med et tætsiddende, perlebesat kjoleliv og lette skørter, sådan som det havde været så populært i det forrige århundrede. Bare at røre ved den fik Sophie til at føle sig som en prinsesse. Den lugtede lidt hengemt efter alle årene i kufferten, og en af tjenestepigerne tog den med udenfor og luftede den og duppede den med rosenvand.

 

Sophie var blevet badet og havde fået parfume på, hendes hår var blevet sat, og en af tjenestepigerne havde givet hende en lille smule rouge på læberne. ”Sig det ikke til miss Rosamund,” havde tjenestepigen hvisket. ”Jeg har nappet det fra hendes samling.”

 

”Åååååh, se,” sagde mrs. Gibbons. ”Jeg har fundet handsker, der matcher.”

 

Sophie så op, og husholdersken stod med et par albuelange handsker. ”Se,” sagde hun og tog dem fra mrs. Gibbons for at granske dem. ”Penwoods våbenskjold. Og der er monogram på dem. Lige ved kanten.”

 

Mrs. Gibbons vendte den ene handske, hun havde i hånden. ”SLG. Sarah Louisa Gunningworth. Din bedstemor.”

 

Sophie så overrasket på hende. Mrs. Gibbons havde aldrig refereret til jarlen som hendes far. Ingen på Penwood Park havde nogen sinde anerkendt i tale, at Sophie var blodsbeslægtet med Gunningworth-familien.

 

”Jamen, hun er din bedstemor,” proklamerede mrs. Gibbons. ”Nu har vi altså danset om den varme grød længe nok. Det er en skændsel at se, hvordan Rosamund og Posy bliver behandlet som husets døtre, mens du, jarlens sande blod, skal slide og slæbe som en tjenestepige!”

 

De tre tjenestepiger nikkede enigt.

”For en gangs skyld,” sagde mrs. Gibbons, ”bare denne ene aften, skal du være ballets dronning.”

Med et smil på læben vendte hun Sophie om, så hun stod over for spejlet.

 

Sophie gispede. ”Er det mig?”

 

Mrs. Gibbons nikkede, og hendes øjne strålede lyst. ”Du ser henrivende ud, min skat,” hviskede hun.

 

Sophie førte langsomt sin hånd op til håret.

 

”De må endelig ikke bringe det i uorden,” kom det fra tjenestepigen.

 

”Det gør jeg heller ikke,” lovede Sophie. Hendes smil bævede lidt i kampen for at holde en tåre tilbage. Hun havde fået en lille smule glimtende pudder i håret, så hun strålede som en prinsesse. Hendes mørkblonde krøller var svunget op på hovedet i en løst opsat knold, og to tykke, halslange ørelokker indrammede hendes ansigt. Hendes øjne, der normalt var mosgrønne, skinnede som smaragder.

 

Sophie tænkte dog, at det nok havde mere at gøre med hendes tårer end med noget andet.

 

”Her er din maske,” sagde mrs. Gibbons rask. Det var en halvmaske af den slags, der sad fast på baghovedet, så Sophie ville ikke være nødt til at bruge sin ene hånd på at holde den på plads. ”Så mangler vi bare skoene.”

 

Sophie kastede et trist blik på sine praktiske, grimme sko i hjørnet. ”Jeg har desværre ingen, der passer til så fint tøj.”

 

Tjenestepigen, der havde lagt læbestift på Sophies læber, holdt et par hvide tøfler op. ”De er fra Rosamunds skab,” sagde hun.

 

Sophie lod sin højre fod glide ned i den ene tøffel og trak den lige så hurtigt op igen. ”Den er alt for stor,” sagde hun og så op på mrs. Gibbons. ”Jeg vil ikke kunne gå i dem.”

 

Mrs. Gibbons vendte sig mod tjenestepigen. ”Hent et par fra Posys skab.”

 

”Hendes er endnu større,” sagde Sophie. ”Jeg ved det. Jeg har ordnet dem så mange gange.” 

 

Mrs. Gibbons sukkede tungt. ”Der er ikke noget at gøre ved det. Så må vi kigge i Aramintas samling.”

 

Sophie gøs. Tanken om at gå nogen steder i Aramintas sko var på en eller anden måde uhyggelig. Men det var enten det eller slet ingen sko, og hun troede ikke, det var acceptabelt med bare fødder til et fashionabelt maskebal i London.

 

Et par minutter senere kom tjenestepigen tilbage med et par hvide satintøfler smykket med sølvstikninger og udsøgte rosetter i uægte diamanter. 

 

Sophie var stadig bekymret over at skulle have Aramintas sko på, men hun tog dem alligevel på. De passede perfekt.

”Og de matcher,” sagde den ene af tjenestepigerne og pegede på sølvstikningerne. ”Som var de lavet til kjolen.”

 

”Vi har ikke tid til at beundre skoene,” sagde mrs. Gibbons pludselig. ”Nu skal du høre godt efter instrukserne. Kusken er tilbage efter at have kørt grevinden og pigerne, og han kører dig til Bridgerton House. Men han skal vente udenfor i tilfælde af, at de vil hjem, hvilket betyder, at du skal forlade ballet allersenest ved midnat. Forstår du?”

 

Sophie nikkede og kiggede på uret på væggen. Den var lidt over ni, hvilket betød, at hun kunne være til maskeballet i over to timer. ”Tak,” hviskede hun. ”Mange tak.”

 

Mrs. Gibbons duppede sine øjne med et lommetørklæde. ”Bare du får en god aften, min skat. Det er den eneste tak, jeg gerne vil have.”

 

Sophie så på uret igen. To timer.

 

To timer, som hun skulle have til at vare et liv.

Familien Bridgerton 3 - En fortryllende hemmelighed

Tjenestepigen Sophie Beckers brændende ønske er at komme med til maskebal hos Lady Bridgerton. Med lidt hjælp sniger hun sig med til ballet – for bag masken er alles identitet skjult.

Til festen møder hun den charmerende Benedict Bridgerton, men ved midnat må hun forsvinde.

Benedict indleder en intens jagt efter kvinden bag masken, men kan han finde hende? Og vil han acceptere hendes bedrag?

 

“En skøn bog, hvor personerne charmerer sig ind på hinanden men også ind på læseren” .

Litteratursiden

 

“Julia Quinn skriver fantastisk. Personerne er skønne og humoren i bogen er bare.. Eminent.”

Bogfinken

 

“Er du mere til lydbøger, så er denne serie min absolutte favorit, hvad det angår. Det er virkelig dygtige oplæsere, der tro mod fortællingen læser kapitlerne op så underholdende, at man ikke kan undgå at trække på smilebåndet”

Bogblogger

Du kunne også være interesseret i...