Bridgerton #4: Penelope Featherington har altid elsket Colin – men ved hun overhovedet, hvem han er?

Bridgerton 4 Collin uddrag

Har du også et girl crush på den gådefulde Penelope Featherington og hendes krumspring for at fange Colin Bridgertons opmærksomhed?

 

Læs uddraget af bind #4 i serien om Familien Bridgerton her, hvor Penelope og Colin er hovedpersoner.

Den 6. april i det Herrens år 1812 – netop to dage før sin sekstenårs fødselsdag – blev Penelope Featherington forelsket.

 

Det føltes som intet mindre end et under. Jorden skælvede. Hendes hjerte hoppede i livet på hende. Hun kunne ikke få luft. Og hun var i den heldige situation at kunne sige til sig selv, at den udkårne – en vis Colin Bridgerton – følte præcis det samme.

 

Altså ikke det med forelskelsen. Han forelskede sig bestemt ikke i hende i 1812 (ej heller i 1813, 1814, 1815, Gud bedre det heller ikke i tiden mellem 1816 og 1822 og da slet ikke i 1823, som han helt og aldeles tilbragte udenlands). Men jorden under ham skælvede, hjertet hoppede i livet på ham, og Penelope tvivlede overhovedet ikke på, at han ligeledes mistede pusten. I mindst ti sekunder.

 

Sådan føles det som bekendt at blive kastet af hesten.

 

Forløbet var som følger:

 

Hun var ude at spadsere i Hyde Park med sin mor og sine to storesøstre, da hun mærkede en tordnende rumlen under sine fødder (se ovenfor: det med jordskælvet). Hendes mor tog sig ikke synderligt af hende (det gjorde hendes mor sjældent), så Penelope smuttede fra hende et øjeblik for at finde ud af, hvad der var på færde. Resten af Featherington-familien var fordybet i samtale med lady Bridgerton og dennes datter Daphne, der netop havde taget hul på sin anden sæson i London, så de lod, som om de ikke bemærkede tordenen. Familien Bridgerton var overmåde højt på strå, og man skulle ikke tage for let på samtaler med dem.

 

Penelope sneg sig rundt om en særlig tyk træstamme og så to ryttere med retning lige imod hende galopperende, alt hvad remmer og tøj kunne holde, eller hvad folk ellers plejede at kalde det, når tosser til hest blæste på egen sikkerhed og førlighed. Penelope mærkede sit hjerte slå hurtigere (det ville også have været svært at bevare en rolig puls, når man bevidnede den slags spændende optrin, og derudover gav det hende muligheden for at hævde, at hendes hjerte hoppede, da hun blev forelsket).

 

Og da greb skæbnen ind på sin lunefulde måde ved med et pludseligt vindstød at blæse kysen af hendes hoved (for hun havde til sin mors store fortrydelse ikke bundet den ordentligt under hagen, fordi båndet gnavede) lige op i luften og klask! Lige ind i ansigtet på en af rytterne.

Penelope gispede (mistede pusten!), manden faldt af hesten og landede meget lidt elegant i en mudret vandpyt.

Hun sprang hen mod ham uden at tænke sig om, mens hun hylede noget, der var tænkt som en forespørgsel til hans velbefindende, men som antagelig snarere havde lydt som et halvkvalt skrig. Han ville selvfølgelig være rasende på hende, da det faktisk var hendes skyld, at han røg af hesten og blev helt mudret til – to ting, der med sikkerhed kunne gøre enhver gentleman hidsig. Men da han endelig rejste sig og børstede løstsiddende mudder af sit tøj, viste han ingen vrede. Han satte hende ikke på plads med en bidende bemærkning, han råbte ikke, han sendte hende ikke engang et iltert blik.

 

Han lo.

 

Han lo.

 

Penelope havde ikke megen erfaring med leende mænd, og den smule erfaring, hun havde fået, var ikke rar. Men denne mands øjne – en intens grøn nuance – tindrede af morskab, mens han tørrede en særlig pinligt placeret klat mudder af kinden og sagde: ”Nå, det slap jeg vist ikke særligt godt fra, vel?”

I samme øjeblik blev Penelope forelsket.

Da hun genvandt talens brug (hvilket det pinte hende at konstatere var mindst tre sekunder senere, end ethvert nogenlunde fornuftigt menneske ville have svaret), sagde hun: ”Nej da, det er mig, der skal sige undskyld! Min kyse blæste af og …”

 

Hun holdt inde, da det gik op for hende, at han faktisk ikke havde sagt undskyld, så der var ikke noget at modsige. ”Det gør ikke noget,” sagde han og smilede, som om han morede sig lidt. ”Jeg … Næh, men goddag, Daphne! Jeg vidste ikke, at du var her i parken.”

 

Penelope snurrede rundt, og der stod Daphne Bridgerton ved siden af hendes mor, der med det samme hvæsede: ”Hvad har du nu lavet, Penelope Featherington?”, og Penelope kunne ikke engang komme med standardsvaret, Ikke noget, fordi ulykken udelukkende var hendes skyld, og hun netop havde gjort sig til grin over for en – at dømme efter hendes mors ansigtsudtryk – endog yderst eftertragtet ungkarl.

 

Ikke at hendes mor ville have ment, at hun havde en chance hos ham. Men mrs. Featherington gjorde sig store ægteskabelige forhåbninger på de ældre døtres vegne. Derudover havde Penelope ikke engang gjort sin debut i selskabslivet endnu.

 

Men selv hvis mrs. Featherington havde tænkt sig at skælde hende mere ud, ville det ikke have kunnet lade sig gøre, for så havde hun været nødt til at flytte opmærksomheden væk fra den toneangivende Bridgerton-familie, til hvis rækker, gik det op for Penelope, den aktuelt mudderindsmurte mand hørte.

 

”Jeg håber ikke, Deres søn er kommet til skade,” sagde mrs. Featherington til lady Bridgerton.

 

”Ikke det mindste,” afbrød Colin og trådte hastigt uden for rækkevidde, før lady Bridgerton kunne sætte ind med moderlig omklamring.

 

Alle blev præsenteret, men resten af samtalen var ligegyldig, mest fordi Colin hurtigt og præcist havde aflæst mrs. Featherington som en ivrig Kirsten Giftekniv. Det overraskede ikke Penelope spor, at han hurtigt trak sig tilbage.

 

Men skaden var sket. Penelope havde fået noget at drømme om. Senere samme aften, hvor hun for omkring tusinde gang så optrinnet for sig, fik hun den tanke, at det kunne have været rart at kunne sige, at hun var blevet forelsket i ham, da han kyssede hendes hånd før en dans, mens han kiggede på hende med funklende grønne øjne og klemte lidt mere om hendes fingre, end han egentlig burde. Eller måske kunne det være sket, mens han uforfærdet red over en vindblæst hede uden at lade sig gå på af (førnævnte) blæst i fuld galop (hesten, ikke ham), fordi hans eneste tanke (Colins, ikke hestens) var at nå frem til hende.

Men nej, selvfølgelig forelskede hun sig i Colin Bridgerton, da han faldt af hesten og endte i mudderet. Det var slet ikke passende og overhovedet ikke romantisk, men det rummede alligevel en egen poetisk retfærdighed, fordi der aldrig ville komme noget ud af det.

 

Hvorfor spilde romantikken på en kærlighed, der aldrig ville blive gengældt? Man måtte hellere gemme stunderne på vindblæste heder til mennesker, der rent faktisk kunne have en fælles fremtid.

 

Og hvis der var noget, Penelope i en alder af seksten år minus to dage vidste, var det, at i hendes fremtid ville rollen som ægtemand ikke blive spillet af Colin Bridgerton.

 

Hun var simpelthen ikke den type, der virkede tiltrækkende på mænd som ham, og det ville hun nok desværre aldrig blive.

 

Den 10. april i det herrens år 1813 – netop to dage efter sin syttenårs fødselsdag – debuterede Penelope Featherington i Londons selskabsliv.

Den 10. april i det herrens år 1813 – netop to dage efter sin syttenårs fødselsdag – debuterede Penelope Featherington i Londons selskabsliv. 

Hun ville ellers ikke. Hun tiggede sin mor om at lade hende vente et år. Hun vejede mindst femten kilo for meget, og hun havde stadig en frygtelig tendens til at få bumser, når hun var nervøs, hvilket betød, at hun altid havde bumser, fordi intet her i verden gjorde hende mere nervøs end Londons baller.

 

Hun prøvede at indprente sig selv, at skønhed var ren overflade, men den undskyldning duede ikke, når hun var sur på sig selv over aldrig at vide, hvad hun skulle sige til folk. Intet var mere deprimerende end en grim pige uden personlighed. Og i sit første år på ægteskabsmarkedet var det præcis, hvad Penelope var. En grim pige uden – så okay da, hun behøvede ikke være så hård ved sig selv … med meget lidt personlighed.

 

Inderst inde vidste hun, hvem hun var, og den person var begavet og venlig, tit endda sjov, men på en eller anden måde blev hendes personlighed altid væk et sted mellem hendes hjerte og hendes mund, og så endte hun med at sige det forkerte, endnu hyppigere slet ingenting.

 

Det pyntede heller ikke, at Penelopes mor nægtede at lade Penelope vælge sit eget tøj, og når hun ikke gik i det traditionelle hvidt, som de fleste unge damer klædte sig i (og som selvfølgelig overhovedet ikke klædte hendes farver), blev hun tvunget til at gå i gult og rødt og orange, hvilket alt sammen fik hende til at se gyselig ud. Den ene gang Penelope havde foreslået grøn, havde mrs. Featherington sat hænderne i de bombastiske hofter og erklæret, at grøn var for melankolsk.

 

Gul var, proklamerede mrs. Featherington, en glad farve, og en glad pige skulle nok få en mand.

 

På det tidspunkt besluttede Penelope, at det var bedst ikke at forsøge at sætte sig ind i sin mors tankegang.

Så Penelope trak evig og altid i gult og orange og fra tid til anden i rødt, selvom den slags farver fik hende til at se decideret uglad ud og stod aldeles rærligt til hendes brune øjne og rødlige hår.

Der var imidlertid intet, hun kunne stille op, så hun valgte at forlige sig med situationen, om ikke med et smil, så dog uden tårer.

 

Hun var stolt over aldrig at have grædt offentligt.


Som om det ikke var nok, var 1813 også det år, hvor den mystiske (og fiktive) lady Whistledown begyndte at udsende sine Society Papers tre gange ugentligt. Det kun én side lange nyhedsblad blev en øjeblikkelig sensation. Ingen vidste, hvem lady Whistledown var i virkeligheden, men alle havde tilsyneladende en teori. I ugevis – nej, månedsvis – blev der ikke talt om andet i London. Bladet blev omdelt gratis i to uger – netop længe nok til at gøre de bedre kredse afhængige – hvorefter det pludselig ikke kom længere, men blev afløst af avisdrenge, der krævede den uhyrlige sum af fem pennies per blad.

 

Men på det tidspunkt kunne ingen klare sig uden den næsten daglige dosis sladder, så alle hostede op med deres pennies.

 

Et eller andet sted sad en kvinde (eller måske, overvejede nogle, en mand) og blev overordentligt rig.

 

Det, der adskilte Lady Whistledown’s Society Papers fra alle tidligere societyblade, var, at forfatteren faktisk nævnte folk ved deres fulde navn. Ikke noget med at gemme sig bag forkortelser som lord P. eller lady B. Hvis lady Whistledown havde lyst til at skrive om nogen, brugte hun vedkommendes fulde navn.

 

Og da lady Whistledown fik lyst til at skrive om Penelope Featherington, gjorde hun det. Penelopes debut i Lady Whistledown’s Society Papers lød som følger:

 

Miss Penelope Featheringtons uheldige kjole fik mest af alt det ulyksalige pigebarn til at ligne en overmoden citrusfrugt.

 

En syngende lussing, det kom man ikke udenom, men intet andet end sandheden.

 

Hendes anden optræden var ikke bedre.

 

Man hørte ikke et ord fra miss Penelope Featherington, og det er der ikke noget at sige til! Den arme pige så ud, som om hun var druknet i sin kjoles umådeholdne flæser.

 

Nok desværre ikke beskrivelser, tænkte Penelope, der ville øge hendes popularitet.

 

Men sæsonen var ikke en total katastrofe. Der var nogle få mennesker, som hun øjensynligt evnede at tale med. Af alle mennesker blev lady Bridgerton glad for hende, og Penelope opdagede, at hun ofte kunne fortælle den søde enkegrevinde ting, som hun ikke ville drømme om at fortælle sin mor. 

Gennem lady Bridgerton mødte hun Eloise Bridgerton, hendes elskede Colins lillesøster.

Eloise var også netop blevet sytten, men hendes mor havde været så fornuftig at lade hende udskyde sin debut et år, selvom Eloise i rigt mål besad familien Bridgertons gode udseende og charme.

 

Når Penelope tilbragte eftermiddagen i den grønne og flødefarvede salon i Bridgerton House (eller endnu oftere oppe på Eloises værelse, hvor de to piger grinede og fnisede og diskuterede alverdens emner med stor iver), skete det, at hun fra tid til anden krydsede Colin, som i en alder af toogtyve endnu ikke var flyttet hjemmefra til sin egen ungkarlehybel.

 

Hvis Penelope tidligere havde troet, at hun elskede ham, var det for intet at regne sammenlignet med hendes følelser, efter hun havde lært ham rigtigt at kende. Colin Bridgerton var vittig, han var flot, han havde et fandenivoldsk humør, der fik kvinder til at dåne, men frem for alt …

Colin Bridgerton var sød.

Sød. Sådan et latterligt lille ord. Det burde have lydt banalt, men det passede ikke desto mindre perfekt på ham. Han havde altid noget sødt at sige til Penelope, og da hun endelig oparbejdede modet til at svare ham (ud over de allermest grundlæggende hilsner til goddag og farvel), lyttede han faktisk. Hvilket gjorde det meget nemmere næste gang.

 

Da sæsonen var forbi, var det Penelopes vurdering, at Colin Bridgerton var den eneste mand, hun havde gennemført en hel samtale med.

 

Det var ren kærlighed. Åh, det var kærlighed kærlighed kærlighed kærlighed. Formålsløs gentagelse af ord, muligvis, men det var ordret, hvad Penelope skrev på et latterligt dyrt ark brevpapir sammen med ordene ”mrs. Colin Bridgerton” og ”Penelope Bridgerton” og ”Colin Colin Colin”. (Arket røg ind i pejsen det sekund, Penelope hørte skridt ude på gangen).

 

Hvor var det skønt at elske – selvom det var ugengældt – et sødt menneske. Det fik en til at føle sig så fornuftig.

 

Det skadede selvfølgelig ikke, at Colin ligesom resten af familien Bridgerton så fantastisk godt ud. Han havde det berømte kastanjebrune Bridgerton-hår, den fyldige, lattermilde Bridgerton-mund, de brede skuldre, garderhøjden, som de andre Bridgerton-mænd, og i Colins tilfælde de mest mageløse grønne øjne, verden nogensinde havde set.

Den slags øjne, der hjemsøgte en piges drømme. Og Penelope drømte og drømte og drømte.

I april 1814 startede Penelope sin anden sæson i London, og selvom hun tiltrak det samme antal friere som året før (nul), var sæsonen ærligt talt ikke helt så slem. Det hjalp, at hun havde tabt næsten femten kilo og nu kunne betragte sig selv som ’nydeligt kurvet’ frem for ’rædsomt tyk’. Hun lå stadig langt fra tidens slanke kvindeideal, men forandringen var i det mindste tilstrækkelig til at kræve indkøb af en helt ny garderobe.

 

Desværre insisterede hendes mor endnu en gang på gult, orange og en smule rødt, og denne gang skrev lady Whistledown:

 

Miss Penelope Featherington (den mindst intetsigende af søstrene Featherington) var iklædt en kjole så citrongul, at man fik en sur smag i munden.

 

Hvilket lod til at antyde, at Penelope var den mest intelligente i sin familie, selvom det var en noget bagvendt kompliment.

Men Penelope var ikke den eneste, der blev udsat for sladderskribentens skarpe pen. Mørkhårede Kate Sheffield var blevet sammenlignet med en afsveden påskelilje i sin gule kjole, og hun endte med at blive gift med Anthony Bridgerton, Colins storebror, der ovenikøbet var greve!

 

Så Penelope opgav ikke håbet.

 

I hvert fald ikke helt. Hun vidste, at hun ikke ville blive gift med Colin, men han dansede i det mindste med hende til alle ballerne, han fik hende til at le, og en gang imellem fik hun også ham til at le, og hun vidste, at mere ville det ikke blive til.

Således fortsatte Penelopes liv. Hun fik en tredje sæson og derefter en fjerde. Hendes to ældre søstre, Prudence og Philippa, fandt endelig mænd at gifte sig med og flyttede hjemmefra. Mrs. Featherington blev ved med at håbe på et parti til Penelope, siden det havde taget både Prudence og Philippa fem sæsoner at indfange deres ægtemænd, men Penelope vidste, at det var hendes skæbne at forblive ugift. Det var ikke rimeligt at gifte sig med nogen, når hun stadig var så dybt forelsket i Colin. Og måske havde hun i sit allerinderste sind – i det fjerneste hjørne, gemt væk bag de uregelmæssige franske verber, hun aldrig havde lært, og den regning, hun aldrig brugte – en gnist af håb.

 

Indtil den dag.

 

Selv nu, syv år senere, tænkte hun stadig på den som den dag.

 

Hun var gået på visit hos familien Bridgerton, som hun ofte gjorde, for at drikke te med Eloise og hendes mor og søstre. Det var, lige før Eloises bror Benedict blev gift med Sophie, selvom han ikke havde vidst, hvem hun rigtigt var, og … det var alt sammen lige meget, bortset fra at det muligvis var den eneste rigtigt store hemmelighed i det seneste årti, som det ikke var lykkedes lady Whistledown at afsløre.

 

Nå, men hun havde været på vej gennem hallen for at gå hjem uden nogen til at føre sig ud, kun ledsaget af skosålernes klikken mod marmorgulvet. Hun havde været ved at knappe frakken og gøre sig klar til at gå den lille tur (faktisk bare lige hen om hjørnet), da hun hørte stemmer. Mandlige stemmer. Mandlige Bridgerton-stemmer.

 

Det var de tre ældste Bridgerton-brødre: Anthony, Benedict og Colin. De havde en af den slags mandesamtaler, hvor alle driller og gør grin med de andre. Penelope havde altid syntes, det var sjovt at se familien Bridgerton opføre sig på den måde over for hinanden. De var en rigtig familie.

 

Penelope kunne se dem ud gennem fordøren, men hun kunne ikke høre, hvad de sagde, før hun var nået hen til dørtrinnet. Og som endnu et eksempel på den dårlige timing, der havde plaget hende hele hendes liv, var Colins stemme den første, hun hørte, og ordene var ikke venlige.

 

”… og jeg skal under ingen omstændigheder giftes med Penelope Featherington!”

 

”Åh!” Før hun havde nået at tænke sig om, var udbruddet undsluppet hende med en pibelyd som en falsk fløjte. De tre brødre vendte sig imod hende med samme forfærdede ansigtsudtryk, og Penelope vidste, at hun nu skulle gennemføre, hvad der nok ville blive hendes livs hæsligste fem minutter.

Hun sagde ingenting i noget nær en evighed, før hun med en værdighed, hun ikke anede, at hun kunne mønstre, så Colin lige ind i øjnene og sagde: ”Jeg har aldrig friet til Dem.”

Hans kinder gik fra lyserøde til knaldrøde. Han åbnede munden, men sagde ikke en lyd. Det var måske, tænkte Penelope tørt, første gang i hans liv, at han ikke kunne finde ord.

 

”Og jeg har aldrig …” Hun sank med besvær. ”Jeg har aldrig sagt til nogen, at jeg ville ønske, at De friede til mig.”

 

”Penelope,” lykkedes det endelig Colin at få ud, ”det må De undskylde.”

 

”Der er intet at undskylde,” sagde hun.

 

”Jo,” insisterede han. ”Det er der. Jeg har såret Deres følelser, og –” ”I vidste ikke, jeg var der.”

 

”Men alligevel …”

 

”De har ikke tænkt Dem at gifte Dem med mig,” sagde hun, og hendes stemme klang underligt hul i hendes ører. ”Det er der ikke noget galt med. Jeg har ikke tænkt mig at gifte mig med Deres bror Benedict.”

 

Benedict havde tydeligvis forsøgt at holde lav profil, men nu rettede han sig opmærksomt op.

 

Penelope satte de knyttede næver i siden. ”Det sårer ikke hans følelser, når jeg siger, at jeg ikke har tænkt mig at gifte mig med ham.” Hun vendte sig mod Benedict og tvang ham til at se hende i øjnene. ”Gør det vel, mr. Bridgerton?”

 

”Nej da,” svarede Benedict hurtigt.

 

”Så er det på plads,” sagde hun kort, forbløffet over for en gangs skyld at sige det helt rigtige. ”Ingen er såret. Og hvis de herrer vil have mig undskyldt, vil jeg gerne hjem.”

 

De tre mænd trådte øjeblikkeligt til side, så hun kunne passere, og hun var lige ved at undslippe, bortset fra at Colin pludselig spurgte: ”Har De ingen kammerpige?”

 

Hun rystede på hovedet. ”Jeg bor lige rundt om hjørnet.”

 

”Det ved jeg, men …”

 

”Lad mig følge Dem hjem,” sagde Anthony belevent.

 

”Det er virkelig ikke nødvendigt.”

”Lad mig nu bare,” sagde han i et tonefald, der gjorde det helt klart, at hun ikke havde noget valg.

Hun nikkede, og de begav sig hen ad gaden. Efter de havde passeret de første tre huse, sagde Anthony med en underligt respektfuld stemme: ”Han vidste ikke, De stod der.”

 

Penelope mærkede sine læber spændes – ikke i vrede, snarere i træt resignation. ”Det ved jeg,” svarede hun. ”Det ligger ikke til ham at være ondskabsfuld. Jeg formoder, at Deres mor har været efter ham med at blive gift.”

 

Anthony nikkede. Lady Bridgertons målsætning om at finde gode partier til alle sine otte børn var kendt viden om.

 

”Hun kan godt lide mig,” sagde Penelope. ”Deres mor altså. Hun ser vist ikke længere end det. Men sandheden er, at det ikke betyder alverden, om hun kan lide Colins brud.”

 

”Nåh, så langt ville jeg nu ikke gå,” sagde Anthony eftertænksomt og lød mindre som en frygtet og respekteret greve og mere som en artig søn. ”Jeg kunne ikke tænke mig at være gift med en, som min mor ikke brød sig om.” Han rystede ærefrygtigt på hovedet. ”Hun er en naturkraft.”

 

”Deres mor eller Deres hustru?”

 

Han overvejede spørgsmålet et halvt sekund. ”Begge to.”

 

De gik lidt videre, men så udbrød Penelope: ”Colin burde rejse sin vej.”

 

Anthony kiggede forundret på hende. ”Hvadbehager?”

”Han burde tage væk. Ud at rejse. Han er ikke klar til at indgå ægteskab ..”

“Og Deres mor vil ikke kunne nære sig for at presse ham. Hun mener det godt …” Penelope pressede forfærdet læberne sammen. Hun håbede ikke, at greven fik det indtryk, at hun tillod sig at kritisere lady Bridgerton. Efter hendes mening fandtes der ikke en finere dame i hele England.

 

”Min mor mener det altid godt,” sagde Anthony med et overbærende smil. ”Men måske har De ret. Måske burde han tage ud at rejse. Det har Colin altid været glad for. Selvom han netop er vendt tilbage fra Wales.”

 

”Er han det?” mumlede Penelope høfligt, som om hun ikke udmærket var klar over, at han havde været i Wales.

 

”Så er vi her,” sagde han, mens han nikkede bekræftende. ”Det er her, De bor, ikke sandt?”

 

”Jo. Tak, fordi De fulgte mig hjem.”

 

”Med fornøjelse.”

Penelope så ham gå

og gik derefter indenfor og græd.

Allerede næste dag stod følgende beretning i Lady Whistledown’s Society Papers:

 

Ih du fredsens, sikke en opstand på fortrappen til lady Bridgertons residens på Bruton Street!

 

Først blev Penelope Featherington set i selskab med ikke bare en eller to, men TRE af Bridgerton-brødrene, en hidtil uhørt bedrift for den stakkels pige, der er temmelig berygtet for sit liv som bænkevarmer. Trist nok (men måske forudsigeligt) for miss Featherington gik hun arm i arm med greven, den eneste gifte mand i gruppen, da hun endelig forlod stedet.

 

Hvis miss Featherington får held med at trække en Bridgerton til alters, står verden ikke længere, og Denne Skribent, der gerne indrømmer, at hun ikke ville kunne finde op og ned i sådan en verden, ville blive nødt til at fratræde sin stilling øjeblikkelig.

Tilsyneladende forstod selv lady Whistledown, hvor omsonst det var for Penelope at føle noget for Colin.

Årene gik, og uden rigtigt at bemærke det holdt Penelope op med at være debutant og sad pludselig sammen med chaperonerne og betragtede sin lillesøster Felicity – velsagtens den eneste Featherington-søster, der var både naturligt smuk og charmerende – nyde sine sæsoner i Londons selskabsliv.

 

Colin fik smag for at rejse og begyndte at tilbringe mere og mere tid uden for London; med få måneders mellemrum lod han til at være på vej til et nyt rejsemål. Når han var i byen, havde han altid overskud til et smil og en dans med Penelope, og det lykkedes hende på sin vis at lade, som om det aldrig var hændt, at han aldrig havde erklæret sin modvilje mod hende midt på gaden, at hendes drømme aldrig var blevet knust.

 

Og når han var i byen, hvilket ikke var særlig ofte, fandt de ind i et ubesværet, om end ikke særlig dybt venskab. En snart otteogtyveårig gammeljomfru kunne ikke gøre sig håb om mere, vel?

 

Ugengældt kærlighed var bestemt ikke nemt, men Penelope Featherington var i det mindste vant til det.

Familien Bridgerton 4 - En uundgåelig længsel

Penelope Featherington har været hemmeligt forelsket i Colin Bridgerton, så længe hun kan huske. Hun tror, at hun ved alt om ham – indtil hun en dag kommer til at afsløre hans allerstørste hemmelighed, der får hende til at tvivle på, om hun overhovedet kender ham. 

 

Da Collin vender hjem til London efter en længere rejse, opdager han, at flere ting har forandret sig. Ikke mindste Penelope.

 


 

“Jane Austen har ikke levet forgæves. Det står klart, når man læser Familien Bridgerton – En uundgåelig længsel, der i store træk består af kække samtaler i Londons giftemodne overklasse.

 

Jane Austen skrev blændende, og det gør romantikdronningen Julia Quinn heldigvis også, for ellers ville romanen have været en lang affære.”

 

Femina

Du kunne også være interesseret i...