Bridgerton #5: Eloise Bridgerton er 28 og ugift – men ikke så desperat, som Sir Phillip antager

Bridgerton 5 foto Eloise uddrag

Sir Phillip og Eloise Bridgerton har udvekslet breve gennem et år, før sir Philip finder modet og frier til hende i et brev. Hun er 28 og ugift, og regnes af Philip for at være desperat efter at blive gift. Men det forholder sig ganske anderledes.

 

Læs et uddrag af bind #5 i Julia Quinns serie om Familien Bridgerton her.

Maj 1824
Et sted på vejen mellem London og Gloucestershire Midt om natten.

Kære miss Bridgerton

Tak for Deres venlige brev i anledning af tabet af min hustru. Det var betænksomt af Dem at finde tid til at skrive til en herre, De aldrig har mødt. Jeg sender Dem som tak denne pressede blomst. Det er såmænd blot en ydmyg dagpragtstjerne (Silene dioica), men den lyser op på markerne her i Gloucestershire og er sågar sprunget tidligt ud i år.

Det var Marinas yndlingsblomst.

Med venlig hilsen Sir Phillip Crane

 

Eloise Bridgerton glattede den flittigt læste side i skødet. Der var ikke meget lys at læse ved på trods af fuldmånens skær ind gennem vognens vindue, men det gjorde ikke den store forskel. Hun kunne brevet udenad, og den spinkle pressede blomst med de flotte, lyserøde kronblade lå trygt og godt mellem siderne på en bog, hun havde hugget fra sin brors bibliotek.

 

Det havde ikke været nogen stor overraskelse at modtage et svar fra sir Phillip. Sådan gjorde pæne mennesker, selvom Eloises mor, der om nogen var overdommeren for god opdragelse, sagde, at Eloise tog sit brevskriveri lidt for alvorligt.

 

At tilbringe adskillige timer om ugen med at skrive breve var naturligvis helt almindeligt for damer af Eloises stand, men Eloise var for længst begyndt at bruge lige så megen tid dagligt. Hun kunne godt lide at skrive små hilsner, særligt til mennesker, hun ikke havde set i årevis (hun nød altid tanken om deres overraskelse, når de åbnede brevet fra hende), så hun greb pen og papir ved enhver given lejlighed – fødsler, dødsfald, alle begivenheder, der kaldte på lykønskninger eller kondolence.

 

Hun vidste ikke helt, hvorfor hun blev ved med at sende sine epistler, men hun brugte alligevel så megen tid på at skrive breve til de af hendes søskende, der ikke opholdt sig i London, at det virkede meget oplagt at skrive en kort hilsen til en fjern slægtning, nu hun alligevel sad ved skrivebordet.

 

Og selvom alle sendte et lille svar – hun var trods alt en Bridgerton, og ingen ønskede at fornærme en Bridgerton – havde ingen nogensinde før medsendt en gave, selv ikke noget så ydmygt som en presset blomst.

Eloise lukkede øjnene og så de fine, lyserøde blade for sig. Det var svært at forestille sig en mand med så sart en blomst mellem hænderne. Hendes fire brødre var alle store, stærke mænd med brede skuldre og store hænder og ville garanteret have kvast den lille stængel på ingen tid.

 

Sir Phillips svar havde vækket hendes interesse, særligt hans brug af den latinske betegnelse, og hun havde øjeblikkeligt nedfældet et svar til ham.det for at møde hans blik, så han, at hun havde de største, mest forunderligt smukke grå øjne, han nogensinde havde set.

 

Øjne, man kunne drukne sig i.

 

Og Phillip ville næppe, som man måske kan forestille sig, uden videre bruge – end ikke tænke på – ordet drukne.

Kære sir Phillip

 

Mange tak for den yndige pressede blomst. Hvor var det en dejlig overraskelse, da den faldt ud af brevet. Og så ovenikøbet et dyrebart minde om Marina. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke Deres kendskab til blomstens videnskabelige navn. Er De botaniker?

Venligst
Miss Eloise Bridgerton

 

Det var lumsk af hende at afslutte brevet med et spørgsmål. Nu ville den arme mand være tvunget til at svare. Han skuffede ikke. Kun ti dage senere modtog Eloise hans svar.

Kære miss Bridgerton

 

Netop, jeg er botaniker, uddannet fra Cambridge, selvom jeg for indeværende ikke er tilknyttet noget universitet eller nogen videnskabelig stiftelse. Jeg udfører mine forsøg i mit eget drivhus her på Romney Hall. Er De selv videnskabeligt interesseret?

Venligst
Sir Phillip Crane

 

Der var noget spændende ved udvekslingen. Måske var det bare glæden ved at finde et menneske, der ikke var beslægtet med hende, men ikke desto mindre virkede ivrig efter at forfølge den skriftlige dialog. Hvad der end var på spil, skrev Eloise øjeblikkeligt tilbage.

 

Kære sir Phillip

 

Du godeste, nej, jeg er bange for, at jeg er blottet for videnskabelige evner, selvom jeg ikke er så ringe til tal. Mine interesser er nok mere humanistiske. Som De måske har bemærket, holder jeg af at skrive breve.

Med venskabelige hilsner
Eloise Bridgerton

Eloise havde ikke været sikker på, om hun skulle slutte så uformelt af, men besluttede at lade dristigheden råde. Sir Phillip nød øjensynligt korrespondancen lige så meget som hende, ellers ville han vel ikke have afsluttet sit brev med et spørgsmål? Hun fik svaret to uger senere.

 

Min kære miss Bridgerton

 

Åh, ja, det er en slags venskabelighed, ikke? Jeg må erkende, at man kan være meget afsondret herude på landet, og hvis man ikke har et smilende ansigt over for sig ved morgenbordet, kan man i det mindste få et behageligt brev, ikke sandt? Jeg vedlægger endnu en blomst til Dem. Denne er en Geranium pratense, mere almindeligt kendt som engstorkenæb.

Med ærbødige hilsner
Sir Phillip Crane

 

Eloise kunne sagtens huske den dag. Hun havde siddet i sin stol, den ved vinduet i soveværelset, og stirret på den nænsomt pressede lilla blomst i, hvad der forekom som en evighed. Prøvede han at gøre kur til hende? Per post?

Og en dag modtog hun et brev, der var meget anderledes end de foregående.

Min kære miss Bridgerton

 

Vi har nu korresponderet et godt stykke tid, og selvom vi aldrig har mødt hinanden rigtigt, har jeg det, som om jeg kender Dem. Jeg håber, De har det på samme måde. Tilgiv mig, hvis jeg går for langt, men jeg skriver for at invitere Dem på besøg her på Romney Hall. Det er mit lønlige håb, at vi efter et passende tidsrum konkluderer, at vi passer sammen, og at De vil indvillige i at blive min hustru. De vil selvfølgelig få en anstandsdame, som det sømmer sig. Hvis De siger ja til min invitation, vil jeg øjeblikkeligt arrangere at få min tante, der er enke, til Romney Hall.

Jeg håber, at De vil overveje mit forslag.

De venligste hilsner
Sir Phillip Crane

 

Eloise havde med det samme gemt brevet i en skuffe, ude af stand til at fatte hans anmodning. Ville han gifte sig med en, han ikke engang kendte? Nej, for nu at være rimelig var det ikke helt sandt. De kendte godt hinanden. De havde fortalt hinanden mere i løbet af et års brevveksling, end mange mænd og koner gjorde i løbet af et helt ægteskab.

 

Men de havde jo aldrig mødt hinanden.

 

Eloise tænkte på alle de frierier, hun havde afvist i årenes løb. Hvor mange havde der været? Mindst seks. Nu kunne hun ikke engang huske, hvorfor hun havde afvist nogen af dem. Der var vel ikke rigtigt nogen grund, bortset fra at de ikke var … perfekte.

 

Var det for meget forlangt?

 

Hun rystede på hovedet, vel vidende at hun lød fjollet og forkælet. Nej, hun krævede ikke en, der var perfekt. Vedkommende skulle bare være perfekt til hende.

Hun vidste, hvad madammerne i selskabslivet sagde om hende. Hun var for krævende, hvilket var værre end at være fjollet. Hun ville ende som gammeljomfru – nej, det sagde de ikke længere. De sagde, at hun allerede var en gammeljomfru, hvilket var sandt. 

Man nåede ikke ugift den fremskredne alder af otteogtyve uden at høre nogen hviske det bag ens ryg.

 

Eller smide det lige i synet på en.

 

Men den pudsige sandhed var, at Eloise ikke havde noget imod sin situation. Eller det havde hun i det mindste ikke haft indtil for nylig.

 

Det var aldrig faldet hende ind, at hun ville være gammeljomfru i al evighed, og derudover nød hun sit liv i fulde drag. Hun havde den mest vidunderlige familie, man kunne forestille sig – syv søskende, alfabetisk navngivet med hende omtrent i midten med sit E, fire ældre og tre yngre. Hendes mor var sød og var endda holdt op med at plage Eloise om at finde en mand. Eloise havde stadig en fremtrædende plads i selskabslivet. Familien Bridgerton var afholdt og respekteret (og lejlighedsvist frygtet) af alle, og Eloise havde en så munter og ukuelig personlighed, at hendes selskab var eftertragtet, om hun så var en gammel pebermø eller ej.

 

Men på det seneste …

 

Hun sukkede og følte pludselig, at hun var en hel del ældre end sine otteogtyve år. På det seneste havde hun ikke følt sig særligt munter. På det seneste var hun begyndt at tænke, at de gnavne, gamle madammer muligvis havde ret, og at hun ikke ville finde en mand. Måske havde hun været for kræsen, for forhippet på at følge sine ældre søskendes eksempel, idet de alle var endt med at føle en dyb og lidenskabelig kærlighed til deres ægtefæller (selvom den ikke nødvendigvis havde været der fra starten).

 

Måske var et ægteskab baseret på gensidig respekt og venskabelighed bedre end intet ægteskab.

 

Men det var svært at drøfte de følelser med nogen. Hendes mor havde brugt så mange år på at opfordre hende til at finde en mand, og uanset hvor meget Eloise elskede hende, ville det være svært at krybe til korset og indrømme, at hun burde have lyttet. Hendes brødre ville overhovedet ikke være til nogen hjælp. Anthony, den ældste, ville sikkert betragte det som sin opgave at finde en passende mage til hende og derefter tromle hen over den arme mand, til han ikke havde andet valg end at samtykke. Benedict havde sit hoved for langt oppe i skyerne, og desuden kom han efterhånden næsten aldrig til London, fordi han foretrak landlivets fred og ro. Hvad Colin angik – ja, det var en ganske anden historie, som fortjente sin helt egen behandling.

 

Hun burde vel egentlig have talt med Daphne, men hver gang hun besøgte sin storesøster, var hun så forbasket lykkelig, så ekstatisk forelsket i sin mand og sit liv som mor til sit kuld på fire unger. Hvordan skulle en sådan person kunne give brugbare råd til en person i Eloises sted? Og Francesca kunne lige så godt være på den anden side af jordkloden, som hun sad der langt væk i Skotland. Derudover forekom det ikke Eloise rimeligt at bebyrde hende med sine egne trivielle sorger. Francesca var jo for pokker blevet enke som treogtyveårig. Eloises angst og bekymringer virkede ganske betydningsløse ved siden af. Måske bidrog det alt sammen til, at hendes brevveksling med sir Phillip var blevet en glæde, hun holdt for sig selv. Familien Bridgerton var stor, højrøstet og frembrusende. Det var nærmest umuligt at holde noget hemmeligt, særligt for hendes søstre, hvoraf den yngste – Hyacinth – sikkert kunne have vundet krigen mod Napoleon på den halve tid, hvis bare Hans Majestæt havde indrulleret hende i efterretningstjenesten. 

Sir Phillip var på sin egen sære måde hendes. Den ene ting, hun ikke skulle dele med nogen. 

Hans breve lå gemt i bunden af skrivebordets midterste skuffe, ombundet med et lilla bånd og gemt under de bunker af brevpapir, hun brugte til sin store korrespondance.

 

Han var hendes hemmelighed. Hendes.

 

Og fordi hun aldrig havde mødt ham i virkeligheden, havde hun kunnet konstruere ham i tankerne ved at bruge brevene som skelet og derefter skabe ham efter hendes eget forgodtbefindende.

 

Og nu ville han mødes? Mødes? Var han vanvittig? Ville han ødelægge det, der måtte have været det perfekte kurmageri?

 

Men så var det umulige sket. Penelope Featherington, Eloises nærmeste veninde gennem næsten et dusin år, var blevet gift. Og hvad værre var: gift med Colin. Eloises bror!

 

Hvis månen pludselig var faldet ned fra himlen og var landet i familiens baghave, ville det ikke have været en større overraskelse. Eloise var glad på Penelopes vegne. Det var hun virkelig. Hun var også glad på Colins vegne. De var muligvis hendes to yndlingsmennesker i hele verden, og hun var ovenud lykkelig for, at de havde fundet lykken sammen. Ingen fortjente det mere end dem.

 

Dermed ikke være sagt, at deres ægteskab ikke efterlod et tomrum i hendes liv.

 

Når hun overvejede livet som gammeljomfru og prøvede at overbevise sig selv om, at det var det, hun helst ville, havde Penelope nok altid været med i billedet som en gammeljomfruelig veninde ved hendes side. Det var acceptabelt – faktisk nærmest modigt – at være otteogtyve og ugift, så længe Penelope også var otteogtyve og ugift. Det var ikke, fordi hun ikke havde undt Penelope at finde en mand. Det havde bare aldrig forekommet den mindste smule sandsynligt. Eloise vidste, at Penelope var skøn og varm og klog og vittig, men det havde mændene i de bedre kredse tilsyneladende aldrig bemærket. I sine mange år i selskabslivet – elleve i alt – havde Penelope ikke modtaget et eneste frieri. Ej heller det mindste udtryk for interesse.

 

På en måde havde Eloise taget det for givet, at Penelope ville forblive, hvor hun var, og hvad hun var – først og fremmest Eloises veninde. Hendes ledsager i livet som gammeljomfru.

 

Og det værste, det, som red Eloise som en mare, var, at hun aldrig havde skænket det en tanke, hvordan Penelope ville have det, hvis Eloise giftede sig som den første, hvilket hun helt ærligt nok altid havde troet, at hun ville.

 

Men nu havde Penelope Colin, og Eloise kunne se, at det var et forrygende partnerskab. 

Og hun var alene. Alene midt i overbefolkede London, midt i en stor og kærlig familie.

Det var svært at forestille sig et mere ensomt sted.

Pludselig virkede sir Phillips dristige forslag – gemt helt nederst i bunden af bundtet, i bunden af skuffen, låst ned i en nyindkøbt pengekasse, bare for at afholde Eloise fra at se på det seks gange om dagen … ja, det virkede en del mere tillokkende.

 

Mere tillokkende for hver dag, der gik, hvis sandheden skulle frem, idet hun blev mere og mere rastløs, mere og mere utilfreds med den lod i livet, som hun måtte erkende, at hun selv havde valgt.

 

Derfor havde hun en dag truffet en beslutning – efter at være gået på visit hos Penelope blot for at få at vide af butleren, at mr. og mrs. Bridgerton ikke tog imod (sagt på en måde, så selv Eloise forstod, hvad det betød). Det var på tide, at hun selv tog hånd om sit liv, begyndte at styre sin skæbne i stedet for at gå til bal efter bal i et naivt håb om, at den perfekte mand pludselig ville materialisere sig for hendes øjne, desuagtet at der aldrig var nye mennesker i London, og at hun efter et helt årti i selskabslivet allerede havde mødt alle af rette alder og køn med ægtemandspotentiale.

 

Hun sagde til sig selv, at det ikke betød, at hun skulle giftes med sir Phillip. Hun skulle bare undersøge noget, der kunne være en lovende mulighed. Hvis de ikke passede sammen, skulle de ikke giftes – hun havde trods alt ikke lovet ham noget.

 

Men hvis Eloise havde et særkende, var det, at når hun traf en beslutning, handlede hun på den med det samme. Eller rettere, tænkte hun med imponerende (syntes hun i hvert fald selv) selvindsigt, havde hun to karakteristiske træk: Hun handlede beslutsomt, og hun var vedholdende. Penelope havde engang sammenlignet hende med en hund med et kødben.

 

Og Penelope havde ikke ment det som en spøg.

 

Når Eloise først fik en ide, kunne ikke engang familien Bridgertons samlede indsats aflede hende fra målet. (Og familien Bridgerton frembød en på alle måder imponerende styrke). Det var bare et held, at hendes og familiens målsætninger aldrig havde været i modstrid med hinanden før, i hvert fald ikke om noget vigtigt.

 

Eloise vidste, at de aldrig ville tolerere, at hun drog ud i det blå for at besøge en mand, hun aldrig havde mødt. Anthony ville nok kræve, at sir Phillip kom til London for at møde den samlede familie i al dens magt og vælde, og Eloise havde svært ved at komme på noget, der ville være bedre egnet til at skræmme en vordende frier væk. De mænd, der hidtil havde gjort kur til hende, havde i det mindste været bekendt med konventionerne i London og vidst, hvad de gik ind til. Stakkels sir Phillip, der – det havde han selv skrevet til hende – ikke havde sat sine ben i London siden skoletiden og aldrig havde deltaget i selskabssæsonen, ville opleve mødet med familien som et baghold.

 

Så den eneste mulighed var, at hun rejste til Gloucestershire, og efter at have funderet over problemet et par dage indså hun ligeledes, at det måtte ske i hemmelighed. Hvis familien kendte til hendes planer, kunne de meget vel finde på at forbyde hende at rejse. Eloise stak ikke op for bollemælk og ville måske få sin vilje til slut, men det ville blive en lang og hård kamp. For slet ikke at tale om, at hvis de gav hende tilladelse til at rejse, det være sig efter langtrukken diskussion eller ej, ville de insistere på at sende mindst to familiemedlemmer med hende.

 

Eloise gøs. Det ville sandsynligvis blive hendes mor og Hyacinth. Vorherre bevares, forelskelse var udelukket med de to til stede. Man ville ikke engang kunne lægge spiren til mild, men varig hengivenhed, hvilket Eloise mente, hun kunne finde på at slå sig til tåls med denne gang.

Hun besluttede, at hun ville stikke af under sin søster Daphnes bal. Det ville blive en storslået affære med utallige gæster og netop nok larm og postyr til at aflede opmærksomheden fra hendes fravær i seks timers tid, måske længere. Hendes mor insisterede altid på, at de kom til tiden – endda for tidligt – når en i familien var vært ved en selskabelig sammenkomst, så de ville helt sikkert være hos Daphne senest klokken otte. Hvis hun smuttede tidligt, og ballet først sluttede ud på de små timer … ja, så ville det nærmest være daggry, før det gik op for nogen, at hun var væk, og på det tidspunkt kunne hun være halvvejs til Gloucestershire.

 

Om ikke halvvejs, så langt nok væk til at sikre, at det ikke ville være særligt nemt for dem at følge hendes spor.

 

Det havde alt sammen vist sig at være næsten for let. Hele familien havde været optaget af en eller anden vigtig bekendtgørelse, Colin havde planlagt, så hun havde ikke behøvet at gøre andet end at bede dem have hende undskyldt, fordi hun havde brug for at træde af, hvorefter hun var smuttet ud ad bagdøren og gået den korte vej hjem, hvor hun havde skjult sine tasker i baghaven. Derfra skulle hun bare gå hen til hjørnet, hvor hun på forhånd havde hyret en vogn til at holde og vente.

 

Du godeste, hvis hun havde vidst, at det ville være så nemt at klare sig selv her i verden, ville hun have gjort det for længst.

 

Og nu sad hun her og trillede i retning af Gloucestershire, i retning af sin skæbne, formodentlig – forhåbentlig? – uden andet end lidt skiftetøj og et bundt breve skrevet af en mand, hun aldrig havde mødt.

 

En mand, hun håbede at kunne elske.

Det var nervepirrende.

Nej, det var skrækindjagende.

 

Det var, konkluderede hun, muligvis det mest dumdristige, hun nogensinde havde gjort, og hun måtte indrømme, at hun havde truffet en del dumme beslutninger i sit liv. På den anden side kunne det være hendes eneste chance for at blive lykkelig.

 

Eloise skar ansigt. Nu blev hun for flyvsk. Det var et dårligt tegn. Hun var nødt til at tackle dette vovestykke med samme praktiske og pragmatiske indstilling, som hun altid prøvede at mønstre, når der skulle træffes beslutninger. Der var stadig tid til at vende om. Hvad vidste hun i virkeligheden om denne mand? Han havde fortalt ganske meget i løbet af deres lange brevveksling …

 

Han var tredive år gammel, to år ældre end hende.
Han havde gået på Cambridge og læst botanik.
Han havde været gift med hendes fjerne grandkusine Marina i otte år, hvilket betød, at han havde været enogtyve ved sit bryllup.

 

Han havde brunt hår.
Han havde alle sine tænder.
Han var baronet.
Han boede på Romney Hall, et solidt gods bygget i 1700-tallet nær Tetbury i Gloucestershire.

 

Han kunne godt lide at læse videnskabelige afhandlinger og digte, men ikke romaner og bestemt ikke filosofi.

 

Han kunne godt lide regnvejr.
Hans yndlingsfarve var grøn.
Han havde aldrig været uden for Englands grænser.
Han kunne ikke lide fisk.

 

Eloise prøvede at undertrykke et nervøst fnis. Han kunne ikke lide fisk? Det var, hvad hun vidste om ham? ”Et imponerende grundlag for et ægteskab,” mumlede hun stille og prøvede at ignorere panikken i sin stemme. Og hvad vidste han om hende? 

Og hvad vidste han om hende? Hvad kunne dog have forledt ham til at fri til en fuldstændigt fremmed?

Hun prøvede at huske, hvad hun havde skrevet i de mange breve …

 

Hun var otteogtyve.
Hun havde brunt hår (kastanjebrunt egentlig) og alle sine tænder. Hun havde grå øjne.
Hun kom fra en stor og kærlig familie.

 

Hendes bror var greve.

 

Hendes far var død, da hun var helt lille, uforståeligt fældet af en humlebis stik.

 

Hun havde en tendens til at tale for meget. (Du milde, havde hun virkelig indrømmet det skriftligt?).

 

Hun kunne godt lide at læse digte og romaner, men bestemt hverken videnskabelige afhandlinger eller filosofi.

 

Hun havde været i Skotland, men heller ikke længere væk. Hendes yndlingsfarve var lilla.
Hun kunne ikke lide lammekød og hadede blodpølse.

 

Endnu en lille panisk latter undslap hende. Set i dette perspektiv, tænkte hun sarkastisk, fremstod hun sandelig som noget af en fangst.

 

Hun kastede et blik ud ad vinduet, som om det kunne fortælle hende, hvor langt hun var nået på turen fra London til Tetbury.

 

Bølgende grønne bakker lignede bølgende grønne bakker, og hun kunne lige så godt være i Wales, så vidt hun vidste.

 

Med rynket pande kiggede hun ned på papiret i sit skød og foldede igen sir Phillips brev sammen. Hun stak det ind på sin plads i bundtet, hun havde med i håndbagagen, og begyndte dernæst at tromme fingrene nervøst på sit lår.

 

Der var god grund til at være nervøs.
Hun havde trods alt forladt sit hjem og alt det velkendte.
Hun var på vej tværs over England, og ingen anede det.
Ingen.
Ikke engang sir Phillip.

 

For i sit hastværk for at komme væk fra London havde hun undladt at fortælle ham, at hun ville komme. Det var ikke, fordi hun direkte havde glemt det, hun havde mere … udsat det, indtil det var for sent. Hvis hun fortalte ham det, var hun forpligtet til at gøre det. På denne måde kunne hun stadig bakke ud når som helst. Hun havde sagt til sig selv, at det var, fordi hun godt kunne lide at have flere valgmuligheder, men sandheden var, at hun var ganske skrækslagen og havde frygtet, at hun ville miste modet fuldstændigt. Derudover var det ham, der havde foreslået at mødes. Han ville blive glad for at se hende. 

 

Ville han ikke?

Phillip stod op, trak gardinerne i soveværelset fra og så ud på endnu en smuk, solrig dag.


Perfekt.

 

Han gik ind på påklædningsværelset for at finde noget tøj, idet han for længst havde afskediget de tjenestefolk, der tidligere havde hjulpet med den slags. Han kunne ikke forklare det, men efter Marina var død, ville han ikke længere have folk rendende i sit soveværelse om morgenen, som flåede i gardinerne og valgte hans påklædning.

 

Han havde endda afskediget Miles Carter, der havde gjort sit yderste for at være en ven for ham efter Marinas død. Men den unge sekretær fik ham på en eller anden måde bare til at have det værre, og derfor havde han sendt ham væk med seks måneders løn og en strålende anbefaling.

 

I ægteskabet med Marina havde han altid savnet nogen at tale med, fordi hun så sjældent var til rådighed, men nu, hvor hun var væk, havde han ikke lyst til andet selskab end sit eget.

 

Det var han nok kommet til at afsløre i et af sine mange breve til den mystiske Eloise Bridgerton, for han havde sendt hende forslaget om ikke-helt-ægteskab-men-måske-noget-der-fører-til-det for over en måned siden, og reaktionen havde været øredøvende tavshed fra hendes side, især i betragtning af at hun plejede at besvare hans breve charmerende beredvilligt.

 

Han rynkede brynene. Den mystiske Eloise Bridgerton var i virkeligheden ikke så mystisk. I brevene virkede hun åben og ærlig og udstyret med et decideret muntert gemyt, hvilket, hvis sandheden skulle frem, var hans eneste ufravigelige krav til en hustru i denne omgang.

 

Han trak en arbejdsskjorte over hovedet. Han havde tænkt sig at tilbringe størstedelen af dagen i drivhuset med armene begravet i jord. Han var skuffet over, at miss Bridgerton åbenbart havde konkluderet, at han var en galning, man for enhver pris skulle undgå. Hun havde forekommet ham som den perfekte løsning på hans problemer. Han havde desperat brug for en mor til Amanda og Oliver, men de var blevet så ustyrlige, at han ikke kunne forestille sig, at nogen kvinde frivilligt ville binde sig til ham i ægteskab og således hænge på de to små vildbasser resten af livet (eller i hvert fald til de blev myndige).

 

Imidlertid var miss Bridgerton otteogtyve og åbenlyst næsten gammeljomfru. Og hun havde udvekslet breve med en fuldstændigt fremmed i over et år – virkede det ikke lidt desperat? Ville hun ikke være glad for at finde sig en mand? Han havde et hjem, en anstændig formue, og var kun tredive år gammel. Hvad mere kunne hun forlange? Han mumlede irriteret for sig selv, mens han trak de grove, uldne bukser på. Hun forlangte tydeligvis et eller andet derudover, ellers havde hun vel været høflig nok til at skrive til ham og takke nej.

 

BUMP!

 

Phillip skævede op i loftet og skar en grimasse. Romney Hall var en gammel og gedigen og meget solidt konstrueret bygning, så hvis loftet sagde bump, havde hans børn tabt, væltet eller smidt noget overordentlig stort på gulvet.

 

BUMP.

 

Han for sammen. Det lød endnu værre. Men deres nanny var immervæk deroppe, og hun havde et langt bedre tag på dem end han. Hvis han bare kunne få støvlerne hurtigt på, kunne han være ude af huset, før de gjorde mere skade, og således lade, som om han ikke havde hørt noget.

 

Han rakte ud efter støvlerne. Ja, fortrinlig ide. Ude af øre, ude af sind. Han kom imponerende hurtigt i resten af sit antræk, skyndte sig ud på gangen og gik med lange skridt mod trappen.

 

”Sir Phillip! Sir Phillip!”

 

Pokkers også. Nu var butleren på vej efter ham.

 

Phillip lod, som om han ikke hørte ham.

 

”Sir Phillip!”

 

”For helvede,” mumlede han. Han kunne på ingen måde ignorere det råb, medmindre han ville finde sig i, at nærgående tjenestefolk bekymrede sig om, hvorvidt han var ved at blive døv.

 

”Ja,” sagde han og vendte sig langsomt om. ”Gunning?”

 

”Sir Phillip,” sagde Gunning og rømmede sig. ”Vi har fået en gæst.”

 

”En gæst?” gentog Phillip. ”Var det kilden til, æh …”

 

”Larmen?” foreslog Gunning hjælpsomt.

 

”Ja.”

 

”Nej.” Butleren rømmede sig. ”Den må siges at stamme fra herrens børn.”

 

”Aha,” mumlede Phillip. ”Hvor naivt af mig at håbe, at den ikke gjorde.”

 

”Jeg tror ikke, de ødelagde noget, sir.”

 

”Det var en lettelse og noget helt nyt.”

 

”Bestemt, sir, men måske burde vi forholde os til gæsten.”

 

Phillip stønnede. Hvem i alverden kom på besøg så tidligt om morgenen? 

Han plejede end ikke at modtage visitter på tidspunkter uegnet til selskabelighed.

Gunning prøvede at smile, men man kunne se, at han var ude af træning. ”Der var engang, vi fik gæster, som herren måske husker?”

 

Det var problemet med butlere, der havde arbejdet for familien siden før ens egen fødsel. De havde det med at være lidt for glade for sarkasme.

 

”Hvem er denne gæst?”

 

”Det er jeg ikke ganske sikker på, sir.”

 

”De er ikke sikker?” spurgte Phillip vantro.

 

”Jeg spurgte ikke.”

 

”Er det ellers ikke butleres opgave?”

 

”At spørge, sir?”

 

”Ja,” snerrede Phillip, mens han overvejede, om Gunning var i gang med at undersøge, hvor rød i hovedet hans arbejdsgiver kunne blive uden at få et apoplektisk anfald.

 

”Jeg tænkte, at jeg ville lade Dem selv spørge, sir.”

 

”De tænkte, at De ville lade mig spørge.” Denne gang formede Phillip det som et udsagn, da han havde indset det frugtesløse i at stille spørgsmål.

 

”Ja, sir. Hun er trods alt kommet for at besøge Dem.”

 

”Det gør alle vores gæster, og det har aldrig tidligere forhindret Dem i at afklare deres identitet.”

 

”Det forholder sig faktisk sådan, sir –”

 

”Jeg er ganske overbevist om –” prøvede Phillip at afbryde.

 

”… at vi ikke får gæster, sir,” afsluttede Gunning, klart i gang med at vinde samtalestriden.

 

Phillip åbnede munden for at påpege, at de fik gæster, der var én nedenunder i selvsamme øjeblik, men hvorfor skulle han dog det? ”Fint,” sagde han, grundigt irriteret. ”Jeg går derned.”

 

Gunning smilede bredt. ”Storartet, sir.”

 

Phillip stirrede chokeret på butleren. ”Er De helt rask, Gunning?”

 

”Ja, sir. Hvorfor spørger De, sir?”

 

Det virkede ikke høfligt at påpege, at det brede smil fik Gunning til på en måde at ligne en hest, så Phillip mumlede bare: ”Ikke for noget,” og gik ned ad trappen.

 

En gæst? Hvem ville komme på besøg? Der var ikke kommet nogen gæster i næsten et år, ikke siden naboerne var blevet færdige med de obligatoriske kondolencebesøg. Han kunne egentlig ikke fortænke dem i at holde sig væk. Sidste gang de havde haft gæster, havde Oliver og Amanda smurt jordbærsyltetøj på stolesæderne.

 

Lady Winslet var udvandret i et raserianfald, som efter Phillips mening umuligt kunne være sundt for en kvinde på hendes alder.

 

Phillip rynkede panden, da han nåede ned ad trappen og trådte ud i hallen. Det var en hun, var det ikke? Havde Gunning ikke sagt, at gæsten var en hun?

 

Hvem i hede hule …

 

Han standsede brat. Snublede faktisk.

 

For kvinden i hallen var ung og ganske køn, og da hun løftede hovedet for at møde hans blik, så han, at hun havde de største, mest forunderligt smukke grå øjne, han nogensinde havde set.

 

Øjne, man kunne drukne sig i.

 

Og Phillip ville næppe, som man måske kan forestille sig, uden videre bruge – end ikke tænke på – ordet drukne.

Familien bridgerton 5 - Et uforglemmeligt frieri

Efter et år med brevudveklinger mellem sir Philip og Eloise Bridgerton frier sir Philip over brev. Han regner med, at den 28-årige Eloise er ved at sprænges af længsel efter ægteskab, selvom de aldrig har mødt hinanden. Han bliver klogere.

For Eloise kan på ingen måde forestille sig at blive gift med et menneske, hun aldrig har mødt. Stemning mellem Eloise og sir Philip er bestemt ikke god, men alligevel viser der sig at være noget, som tænder en flamme i dem. 

 

“Julia Quinn er generalt god til at forme sine karakterer, så de får glød og liv, og man kan ikke lade være med at komme til at holde af dem. 

Og romantikken er der ikke noget at sætte en finger på, der kan man bare lade sig rive med og flyde hen med hjertebanken og susen for ørerne.”

Litteratursiden

Du kunne også være interesseret i...