Bridgerton #6: Francesca Bridgerton har altid overset Michael Stirling, men kan det ændre sig?

Bridgerton 6 En uimodståelig fristelse

Den eftertragtede ungkarl Michael Stirling kastede et enkelt blik på Francesca Bridgerton og forelskede sig med det samme. Men Francescas hjerte er uden for rækkevidde. Michael lærer at leve med sine ulykkelige følelser, indtil skæbnen en dag fører ham direkte i Francescas arme, og han nu må prøve at gribe chancen.

 

Læs første kapitel af bind #6 i Julia Quinns serie om Familien Bridgerton her.

 

… jeg vil ikke kalde det et herligt sted, men så slemt er her heller ikke. Her er trods alt kvinder, og hvor der er kvinder, skal jeg nok finde ud af at more mig.

 

– fra Michael Stirling til hans fætter John, jarl af Kilmartin,

sendt fra 52nd Foot Guards under Napoleonskrigene

 

Alle har et vendepunkt i deres liv. Et øjeblik så gribende, så skarpt og klart, at det føles, som om man har fået et stød i brystet, at luften er blevet slået ud af én. Man ved, ved simpelthen uden skygge af tvivl, at ens liv aldrig bliver det samme igen. For Michael Stirling kom det øjeblik, første gang han så Francesca Bridgerton.

 

Efter et langt liv med at jagte kvinder, smile kækt, når de jagtede ham, lade sig fange frivilligt, og derefter bytte om på rollerne, indtil det var ham, der var erobreren – med kærtegn og kys og elskov, men aldrig lade sit hjerte indfange, kastede han et enkelt blik på Francesca Bridgerton og faldt så brat og hurtigt for hende, at det var et under, at han holdt sig oprejst.

 

Ulykkeligvis for Michael skulle Francescas efternavn imidlertid kun forblive Bridgerton yderligere 36 timer – anledningen til deres møde havde sørgeligt nok været en middag i anledning af hendes forestående giftermål med hans fætter.

 

Sådan var livet så ironisk, tænkte Michael, når han var i sit milde hjørne. I sit mindre milde hjørne brugte han helt andre tillægsord.

 

Og siden han var blevet forelsket i sin fætters hustru, havde han ikke været ret meget i sit milde hjørne.

 

Åh, han havde skjult det godt. Det gik ikke an at være påfaldende pirrelig. Så ville en eller anden irriterende skarpsindig type måske ligefrem bemærke det og – Gud forbyde det – spørge til hans velbefindende. Og selvom Michael Stirling ikke uden grund var stolt af sin evne til at tale udenom og vildlede (han havde trods alt forført et utal af kvinder, og det ovenikøbet uden nogensinde at være blevet udfordret til duel) – jamen, så var den forbandede sandhed, at han aldrig havde været forelsket før, og hvis der var et tidspunkt, hvor en mand måske kunne miste evnen til at holde facaden ved en direkte konfrontation, var det nok nu.

 

Derfor lo han og var vældig munter, han blev ved med at forføre kvinder, og han prøvede at lade være med at hænge sig i, at han havde det med at lukke øjnene, når de lå i hans seng, og han holdt helt op med at gå i kirke, fordi det ikke virkede, som om der var noget formål overhovedet med at bede for sin sjæls frelse. Derudover var sognekirken ved Kilmartin fra 1432, og de smuldrende sten kunne under ingen omstændigheder holde til en tordenkile.

Og skulle Gud få lyst til at straffe en synder, kunne han ikke vælge en bedre end Michael Stirling.

Michael Stirling, Synder.

 

Han kunne se det for sig på et visitkort. Han kunne sagtens have fået det trykt – det var helt i tråd med hans sorte humor – hvis det ikke var, fordi han var overbevist om, at det ville få hans mor til at falde død om.

 

Han var måske nok en don juan, men der var ingen grund til at plage den kvinde, der havde født ham.

 

Det var pudsigt, som han aldrig havde betragtet alle sine erobringer som noget syndigt. Kvinderne havde selvfølgelig altid været villige, man kunne ikke forføre en uvillig kvinde, i hvert fald ikke hvis man beskæftigede sig med forførelse i ordets egentlige betydning, og ikke blandede det sammen med overgreb. De skulle selv have lyst, og hvis de ikke havde – hvis Michael mærkede så meget som en flig af usikkerhed – vendte han om og gik sin vej. Hans lidenskab var aldrig så ustyrlig, at han ikke kunne præstere en hurtig og beslutsom exit.

 

Derudover havde han aldrig forført en jomfru og aldrig været i seng med en gift kvinde. Eller all right, man skulle sige sandheden, selv når man levede en løgn – han havde været i seng med gifte kvinder, masser af dem, men kun kvinder, hvis mænd var skiderikker, og selv da kun hvis de allerede havde født to arvinger. Tre, hvis en af dem virkede lidt sygelig.

 

En mand måtte trods alt have et kodeks at leve efter.

 

Men det her … det her var over grænsen. Totalt uacceptabelt. Det her var den forseelse (og der havde været mange forseelser), der ville farve hans sjæl kulsort, eller i det mindste – og det var ud fra en antagelse om, at det lykkedes ham ikke at handle på sin lyst – farve den temmelig mørkegrå. Fordi det her … det her –

 

Han begærede sin fætters hustru.

 

Han begærede Johns hustru.

 

John.

 

John, der jo for helvede var ham en bedre bror, end nogen rigtig bror kunne have været. John, hvis familie havde taget ham til sig, da hans far døde. John, hvis far havde opdraget ham og lært ham at være en mand.

John, som han –

 

For fanden da også. Var det virkelig nødvendigt at være så hård ved sig selv? Han kunne bruge en uge på at opregne alle grundene til, at han ville ryge lige lukt i helvede, fordi Johns kone var genstand for hans forelskelse. Og intet ville nogensinde kunne ændre den simple kendsgerning:

 

Han kunne ikke få hende.

 

Francesca Bridgerton Stirling kunne aldrig blive hans.

 

Men, tænkte han med et fnys og lod sig dumpe ned i sofaen, lagde benene over kors og betragtede dem i den anden ende af stuen, hvor de sad leende og smilende med kvalmende øjenkontakt. En drink kunne han vel få.

 

”Så pyt da,” kundgjorde han og slyngede den ned i én slurk.

 

”Hvad sagde du, Michael?” spurgte John, der som altid hørte irriterende upåklageligt.

 

Michael fremtvang et vellykket falsk smil og hævede glasset. ”Blev bare tørstig,” sagde han og lignede på alle måder en livsnyder.

 

De var i Kilmartin House i London, ikke at forveksle med Kilmartin (ikke House, ikke Castle, bare Kilmartin) oppe i Skotland, hvor drengene var vokset op, eller det andet Kilmartin House i Edinburgh – det var ikke megen kreativitet, forfædrene havde præsteret, havde Michael ofte tænkt. Der var også en Kilmartin Cottage (hvis det ellers var en rammende betegnelse for et hus med toogtyve værelser), Kilmartin Abbey, og selvfølgelig Kilmartin Hall. Michael anede ikke, hvorfor hans efternavn aldrig var kommet i spil til en af residenserne. ’Stirling House’ lød efter hans mening aldeles respektabelt. Han formodede, at de ambitiøse – og uopfindsomme – Stirlinger i gamle dage havde været så betagede af deres nye jarleværdighed, at de ikke kunne drømme om at bruge noget andet navn end Kilmartin på noget som helst.

 

Han pustede i whiskyglasset.

Det var et under, at han ikke drak Kilmartin-te og sad på en Kilmartin-stol. Det ville han nok have gjort, hvis hans bedstemor havde kunnet opnå det uden ligefrem at besudle familien med handel.

Den gamle hugaf havde været så hovmodig, at man skulle tro, at hun var født Stirling og ikke bare havde giftet sig til navnet. Efter hendes mening havde grevinden af Kilmartin (hun selv) været lige så vigtig som andre mere ophøjede personager, og hun havde mere end en gang udstødt et misfornøjet fnys efter at være blevet ført til bords efter en opkomlingemarkise eller ditto hertuginde.

 

Dronningen, tænkte Michael usentimentalt. Hans bedstemor havde velsagtens nejet for dronningen, men han kunne ikke forestille sig hende vise nogen anden kvinde ærbødighed.

 

Hun ville have godkendt Francesca Bridgerton. Bedstemor Stirling ville nok have rynket på næsen over, at Francescas far kun var viscount, men huset Bridgerton var gammelt og yderst populært – og når det passede dem, magtfuldt. Derudover var Francesca rank, havde en værdig fremtoning, og hendes humoristiske sans var underfundig og dristig. Hvis hun havde været halvtreds år ældre og ikke nær så køn, kunne hun være blevet en fin selskabsdame for bedstemor Stirling.

 

Og nu var det Francesca, der var grevinde af Kilmartin, gift med hans fætter John, som var et år yngre end ham, men i huset Stirling altid blev behandlet som den ældste – han var trods alt arvingen. Deres fædre havde været tvillinger, men Johns far var kommet til verden syv minutter før Michaels.

 

De mest kritiske syv minutter i Michael Stirlings liv, og han havde ikke engang været i live dengang.

 

”Hvordan skal vi fejre vores anden bryllupsdag?” spurgte Francesca og gik hen og satte sig til pianofortet.

 

”Lige som du har lyst til,” svarede John.

 

Francesca vendte sig og så på Michael med øjne, der var forbløffende blå, selv i skæret fra stearinlysene. Eller måske var det bare, fordi han vidste, hvor blå de var. For tiden drømte han nærmest i blåt. Fran­cescablå burde farven hedde.

 

”Michael?” sagde hun i et tonefald, der afslørede, at det var anden gang. ”Undskyld,” sagde han og sendte hende det skæve smil, han så ofte viste verden.

Han blev aldrig taget alvorligt, når han smilede på den måde, og det var selvfølgelig hele pointen. 

”Jeg hørte ikke efter.”

 

”Har du nogen ideer?” spurgte hun.


”Til hvad?”


”Til vores bryllupsdag.”


Hvis hun havde haft en pil, kunne hun ikke have skudt den hårdere i hans hjerte, men han trak bare på skuldrene med det sædvanlige skræmmende gode skuespil. ”Det er jo ikke min bryllupsdag,” sagde han.

 

”Det er jeg klar over,” sagde hun. Han så ikke på hende, men hun lød, som om hun vendte blikket i vejret.

 

Men det havde hun ikke gjort, det vidste Michael. Han havde lært Francesca smerteligt godt at kende de sidste to år, og han vidste, at hun ikke himlede med øjnene. Når hun var sarkastisk eller ironisk eller finurlig, kom det kun frem i hendes stemme og i en sjov trækning ved munden. Hun behøvede ikke himle. Hun så bare på én med sit direkte blik og let buede læber, og –

 

Michael måtte synke en gang og camouflerede det ved at tage en slurk af sin drink. Det sagde virkelig ikke noget godt om ham, at han havde studeret sin fætters kones læber så omhyggeligt.

 

”Jeg kan forsikre dig om,” fortsatte Francesca, mens hun dovent lod fingerspidserne glide hen over tangententerne uden dog at spille på nogen af dem, ”at jeg udmærket er klar over, hvem jeg er gift med.”

 

”Det tvivler jeg ikke på,” mumlede han.


”Hvadbehager?”


”Fortsæt endelig,” sagde han.


Hun snerpede irritabelt læberne sammen. Han kendte det ansigtsudtryk, det dukkede som regel op, når hun var i nærheden af sine brødre. ”Jeg bad om din mening,” sagde hun, ”fordi du plejer at være i godt humør.”

 

”Plejer jeg at være i godt humør?” gentog han, vel vidende at det var sådan, omverdenen opfattede ham – de kaldte ham trods alt Den Lystige Levemand – men han brød sig ikke om at høre hende sige det. Det fik ham til at føle sig fjantet og overfladisk.

 

Hvorefter han straks fik det endnu værre, fordi det sikkert passede. ”Er du ikke enig?” spurgte hun.
”Jo da,” mumlede han. ”Jeg er bare ikke vant til at blive bedt om gode råd til bryllupsdage, da jeg åbenlyst ikke har noget talent for ægteskab.”

 

”Det er overhovedet ikke åbenlyst,” sagde hun.

 

”Av, den slipper du ikke af sted med,” sagde John med en lille kluklatter og lænede sig tilbage i stolen med dagens udgave af The Times.

”Du har aldrig prøvet at være gift,” påpegede Francesca. ”Hvordan kan du vide, om du har talent for det eller ej?”

Michael præsterede et smørret smil. ”Jeg tror, at det er ret indlysende for alle, der kender mig. Og hvorfor skulle jeg gifte mig? Jeg har ingen titel, ingen ejendom –”

 

”Du har ejendom,” indskød John og afslørede, at han stadig lyttede med bag avisen.

 

Kun en ganske lille ejendom,” rettede Michael, ”som jeg hjertens gerne efterlader til jeres børn, da jeg alligevel har fået den af John.”

 

Francesca kiggede på sin mand, og Michael vidste præcis, hvad hun tænkte – at John havde givet ham ejendommen, fordi John gerne ville have ham til at føle, at han havde noget, nok i virkeligheden et formål. Michael havde været lidt på herrens mark, siden han var fratrådt som officer i hæren for nogle år tilbage. Og selvom John aldrig havde sagt noget, vidste Michael, at han havde dårlig samvittighed over ikke at have kæmpet for England på kontinentet, over at være blevet tilbage og have ladet Michael stå farerne igennem alene.

 

Men John var jo arving til jarledømmet. Det var hans pligt at gifte sig, blive frugtbar og talrig, som Bibelen foreskrev. Der var ingen, der forventede, at han drog i krig.

 

Michael havde tit spekuleret på, om ejendommen – en nydelig og bekvem herregård med femten tønder land – var Johns forsøg på at købe aflad. Og han havde på fornemmelsen, at Francesca spekulerede over det samme.

 

Men hun ville aldrig spørge. Francesca forstod mænd forbløffende godt – sikkert efter at være vokset op med alle de brødre. Francesca vidste præcis, hvad man ikke skulle spørge en mand om.

 

Den tanke gjorde altid Michael lidt betænkelig. Han mente, at han skjulte sine følelser godt, men hvad hvis hun vidste, hvad han følte? Hun ville naturligvis aldrig nævne det, ikke engang hentyde til det. Han havde en mistanke om, at de, ironisk nok, lignede hinanden på det område: Hvis Francesca havde ham mistænkt for at være forelsket i hende, ville hun aldrig lade sig mærke med det på nogen måde. 

”Jeg synes, I skulle tage til Kilmartin,” sagde Michael kort.

 

”Til Skotland?” spurgte Francesca og trykkede blidt et b på klaviaturet. ”Nu hvor sæsonen lige skal til at gå i gang?”

 

Michael rejste sig, havde pludselig lyst til at gå igen. Han burde slet ikke være kommet. ”Hvorfor ikke?” sagde han ligegyldigt. ”Du elsker stedet. John elsker stedet. Rejsen er slet ikke så lang, hvis man har en velaffjedret vogn.”

”Tager du med?” spurgte John.


”Det tror jeg ikke,” sagde Michael hurtigt. Som om han ønskede at være vidne til fejringen. Det ville kun minde ham om, hvad han aldrig kunne få. Hvilket ville minde ham om skyldfølelsen. Eller forstærke den. Påmindelser var unødvendige – han levede med den hver dag.

 

Du skal ikke begære din fætters hustru.

 

Moses havde velsagtens glemt at skrive det bud ned.
”Jeg har travlt her,” sagde Michael.


”Har du?” spurgte Francesca med øjne, der lyste op af interesse.

 

”Med hvad?”

 

”Åh, I ved,” sagde han sarkastisk, ”alt det, der hører sig til i et formålsløst og udsvævende liv.”

 

Francesca rejste sig.

 

Åh Gud, hun rejste sig, og hun kom over mod ham. Det var det værste – når hun rent faktisk rørte ved ham.

 

Hun lagde hånden på hans overarm, og Michael gjorde sig umage for ikke at reagere.

 

”Jeg ville ønske, du ikke sagde sådan noget,” sagde hun.

 

Michael kiggede hen over hendes skulder mod John, der havde hævet avisen netop så højt, at han kunne lade, som om han ikke lyttede.

 

”Skal jeg nu til at være dit projekt?” spurgte Michael lidt vrantent. Hun trak sig tilbage. ”Vi holder af dig.”

Vi. Vi. Ikke jeg, ikke John. En diskret påmindelse om, at de var en enhed. John og Francesca. Lord og lady Kilmartin.

Sådan havde det selvfølgelig ikke været ment, men det var ikke desto mindre det, han hørte.

 

”Og jeg holder af jer,” sagde Michael og ventede, at en af Egyptens syv plager skulle lande i stuen.

 

”Det ved jeg,” sagde hun, uvidende om hans pinsler. ”Jeg kunne ikke ønske mig en bedre fætter. Men jeg vil gerne have, at du bliver lykkelig.”

 

Michael skævede til John med et blik, der tydeligt sagde: Red mig.

 

John opgav at lade, som om han læste, og lagde avisen fra sig. ”Søde Francesca, Michael er en fuldvoksen mand. Han skal nok selv sørge for sin lykke. Når det passer ham!”

 

Fran cesca rimpede læberne sammen, og Michael kunne se, at hun var irriteret. Hun brød sig ikke om, at nogen stak en kæp i hendes hjul, og hun brød sig bestemt ikke om at indrømme, at hun muligvis ikke kunne arrangere sin verden – og menneskene i den – som det passede hende.

 

”Jeg burde præsentere dig for min søster,” sagde hun.

 

Du gode Gud. ”Jeg har mødt din søster,” sagde Michael hastigt. ”Alle dine søstre, faktisk. Selv hende, der stadig er i gåsele.

 

”Hun er ikke i –” Hun afbrød sig selv og bed tænderne sammen. ”Jeg indrømmer, at Hyacinth ikke egner sig, men Eloise –”

 

”Jeg skal ikke giftes med Eloise,” sagde Michael skarpt.

 

”Jeg siger ikke, at du skal gifte dig med hende,” sagde Fran cesca. ”Bare danse med hende et par gange.”

 

”Det har jeg allerede gjort,” mindede han hende om. ”Og mere end det har jeg ikke tænkt mig.”

 

”Men –”

 

”Fran cesca,” sagde John. Hans stemme var mild, men budskabet var ikke til at tage fejl af. Stop.

 

Michael kunne have kysset ham som tak. John troede selvfølgelig bare, at han reddede fætteren fra et endeløst kvindeligt kværulanteri

Hvordan skulle han også kende sandheden? At Michael prøvede at regne ud, hvor meget skyld han ville føle over at være forelsket i sin fætters kone og sin kones søster?

Herre Jemini, gifte sig med Eloise Bridgerton. Prøvede Francesca at slå ham ihjel?

 

”Vi burde alle sammen gå en tur,” sagde Francesca pludselig.

 

Michael kiggede ud ad vinduet. Enhver rest af dagslys var forsvundet fra himlen. ”Er det ikke lidt sent til at spadsere?” spurgte han.

 

”Ikke med to stærke mænd ved min side,” sagde hun, ”og derudover er Mayfairs gader godt oplyst. Vi kan være fuldstændigt trygge.” Hun vendte sig mod sin mand. ”Hvad siger du, min egen?”

 

”Jeg har en aftale i aften,” sagde John og så på sit ur, ”men gå du din tur med Michael.”

 

Endnu et bevis på, at John ikke havde nogen anelse om Michaels følelser.

 

”I to morer jer altid så strålende sammen,” tilføjede John.

 

Francesca vendte sig med et smil mod Michael og skruede sig derved længere ind i hans hjerte. ”Vil du?” spurgte hun. ”Jeg trænger til en mundfuld frisk luft, nu hvor det er holdt op med at regne. Og jeg har haft det lidt underligt hele dagen, må jeg indrømme.”

 

”Selvfølgelig,” svarede Michael, da de alle var klar over, at han ingen aftaler havde. Så omhyggeligt formålsløst var hans liv tilrettelagt.

 

Derudover kunne han ikke modstå hende. Han vidste, han burde holde sig væk, vidste, han aldrig burde være alene med hende. Han ville aldrig føre sine lyster ud i livet, men behøvede han virkelig pine sig selv sådan? Dagen ville alligevel ende med, at han gik alene i seng, forpint af næsten lige dele skyldfølelse og begær.

 

Men når hun smilede til ham, kunne han ikke sige nej. Og han var under ingen omstændigheder stærk nok til at nægte sig selv en time i hendes selskab.

 

For hendes selskab var det eneste, han nogensinde ville få. Han ville aldrig få et kys, et sigende blik eller en særlig berøring. Han ville aldrig høre hendes stemme hviske ømme ord, udstøde lidenskabelige støn.

Han kunne ikke få andet end hendes smil og hendes selskab, og som den patetiske klovn han var, fandt han sig i det.

”Jeg er klar om et øjeblik,” sagde hun fra døråbningen, ”jeg skal lige have min kåbe på.”

 

”Skynd dig,” sagde John. ”Klokken er allerede over syv.”

 

”Der sker mig ikke noget, når Michael er der til at beskytte mig,” sagde hun med et kækt smil, ”men bare rolig, jeg skal nok skynde mig.” Hun sendte sin mand et indforstået smil. ”Jeg er altid hurtig.”

 

Michael så bort, da hans fætter ligefrem rødmede. Vorherre bevares, han ønskede vitterlig ikke at vide, hvad hun egentlig hentydede til. Desværre kunne det være mange ting, der alle var inciterende kødelige. Og han ville sikkert komme til at tilbringe den næste time med at gå dem igennem i tankerne og forestille sig, at hun gjorde dem med ham.

 

Han trak ud i halskluden. Måske kunne han slippe for denne udflugt med Francesca. Måske kunne han gå hjem og tage et koldt bad. Eller endnu bedre, finde en villig kvinde med langt kastanjebrunt hår. Og hvis han var heldig, blå øjne.

 

”Jeg beklager,” sagde John, da Francesca var gået.

 

Michael så overrasket på ham. John kunne vel ikke finde på at nævne Francescas hentydning.

 

”At hun blander sig,” uddybede John. ”Du er stadig ung. Du behøver ikke gifte dig endnu.”

 

”Du er yngre end mig,” sagde Michael, mest for at være kontrær.

 

”Ja, men jeg mødte Francesca.” John trak hjælpeløst på skuldrene, som om det forklarede alt. Hvad det selvfølgelig også gjorde.

 

”Det gør ikke noget, at hun blander sig,” sagde Michael.

 

”Jo, det gør. Jeg kan se det i dine øjne.”

 

Og der var problemet. John kunne se det i hans øjne. Der var ingen anden i verden, der kendte ham bedre. Hvis noget gik ham på, ville John altid kunne se det. Miraklet var, at John ikke havde indset, hvad der gik Michael på.

 

”Jeg skal nok sige til hende, at hun skal lade dig være i fred,” sagde John, ”selvom du skal vide, at hun kun blander sig i den allerbedste mening.”

Michael fremtvang et knebent smil. Han kunne ikke få et ord frem.

 

”Tak fordi du går en tur med hende,” sagde John og rejste sig. ”Hun har været lidt vrippen hele dagen på grund af regnen. Sagde, at hun følte sig indespærret.”

 

”Hvornår er din aftale?” spurgte Michael.

 

”Klokken ni,” svarede John, idet de gik ud i hallen. ”Jeg skal møde lord Liverpool.”

 

”Parlamentssnak?”

 

John nikkede. Han tog sin position i Overhuset meget alvorligt. Michael havde ofte overvejet, om han ville være gået til opgaven med samme seriøsitet, hvis han var blevet født som lord.

 

Sikkert ikke. Men pyt, hvad betød det egentlig også?

 

Michael så John gnide sig i tindingen. ”Har du det godt?” spurgte han. ”Du ser lidt … ” Han gjorde ikke sætningen færdig, fordi han ikke var helt sikker på, hvordan John så ud. Ikke godt. Så meget vidste han.

 

Og han kendte John. Helt til bunds. Måske bedre end Francesca gjorde.

 

”Jeg har en helvedes hovedpine,” mumlede John. ”Har haft den hele dagen.”

 

”Skal jeg ringe efter nogle opiumsdråber til dig?”

 

John rystede på hovedet. ”Jeg hader dem. De gør mig ør, og jeg skal være klar i hovedet til mødet med Liverpool.”

 

Michael nikkede. ”Du ser bleg ud,” sagde han. Hvorfor vidste han ikke. Det var ikke, som om han kunne få John til at skifte mening med hensyn til opiumsdråberne.

 

”Gør jeg?” spurgte John og krympede sig, idet han pressede fingrene hårdere ind i tindingen. ”Jeg tror, jeg går op og lægger mig, hvis du vil have mig undskyldt. Jeg skal først gå om en time.”

 

”Intet problem,” sagde Michael. ”Skal jeg bede nogen vække dig?” John rystede på hovedet. ”Jeg beder selv min kammertjener om det.”

I samme øjeblik kom Francesca ned ad trappen, svøbt i en lang midnatsblå velourkåbe. ”Godaften, de herrer,” sagde hun, tydeligt fornøjet over at være genstand for deres udelte opmærksomhed. 

Men da hun nåede nederste trin, rynkede hun panden. ”Er der noget galt, min skat?” spurgte hun John.

 

”Bare en smule hovedpine,” sagde John. ”Det er ikke noget.”

 

”Du burde lægge dig lidt,” sagde hun.

 

John sendte hende et lille smil. ”Jeg sagde netop til Michael, at det er præcis, hvad jeg har tænkt mig. Jeg beder Simons vække mig i tide til mødet.”

 

”Med lord Liverpool?” spurgte Francesca.

 

”Ja. Klokken ni.”

 

”Handler det om Six Acts?”

 

John nikkede. ”Ja, og vores tilbagevenden til guldfoden. Husker du, jeg fortalte om det ved morgenbordet?”

 

”Sørg nu for at passe –” Hun holdt inde med et smil og rystede på hovedet. ”Nå ja, du kender min holdning.” John smilede, bøjede sig og kyssede hende blidt på munden. ”Jeg kender altid din holdning, min engel.”

 

Michael lod, som om han kiggede den anden vej.


”Ikke altid,” sagde hun ømt og drillende.


”Altid, når det betyder noget,” sagde John.


”Ja, det er sandt,” indrømmede hun. ”Jeg har åbenbart ikke den store sans for mystik.”

 

Han kyssede hende en gang til. ”Jeg foretrækker dig nu også som en åben bog.”

Michael rømmede sig. Det burde ikke være så svært. Det var ikke, fordi John og Francesca opførte sig anderledes, end de plejede.

De var, som så mange i deres kredse havde bemærket, to alen af et stykke, i vidunderlig harmoni og vanvittigt forelskede.

 

”Det er ved at blive sent,” sagde Francesca. ”Jeg må hellere komme af sted, hvis jeg skal nå at få lidt frisk luft.”

 

John nikkede og lukkede øjnene et øjeblik.

 

”Er du sikker på, at alt er i orden?”

 

”Alt er fint,” sagde han. ”Det er bare hovedpine.”

 

Francesca tog Michael under armen. ”Tag nu nogle opiumsdråber, når du kommer tilbage fra mødet,” sagde hun over skulderen fra hoveddøren, ”for jeg ved, at du ikke vil tage nogen nu.”

 

John nikkede med et træt udtryk i ansigtet og gik op ad trappen.

 

”Stakkels John,” sagde Francesca og gik ud i den friske aftenluft. Hun tog en dyb indånding og sukkede så. ”Jeg hader at have hovedpine. Det gør mig altid i elendigt humør.”

 

”Jeg får aldrig hovedpine,” indrømmede Michael og førte hende ned ad trappen til fortovet.

 

”Er det rigtigt?” Hun så op på ham med sit lille og pinagtigt velkendte smil. ”Hvor er du heldig.”

 

Det fik næsten Michael til at grine. Her gik han aftentur med den kvinde, han elskede. 

 

Hvor var han heldig.

familien Bridgerton - 6 En uimodståelig fristelse

I En uimodståelig fristelse møder vi Michael Stirling, der er en af Londons mest berygtede og eftertragtede ungkarle. Han har altid fået rigeligt med opmærksomhed fra det modsatte køn, men han har endnu ikke ladet det føre til et seriøst forhold.

 

Det er lige indtil det øjeblik han møder Francesca Bridgerton, og hele hans verden ændrer sig. Han bliver dybt forelsket, men Francescas hjerte er uden for rækkevidde. Michael lærer at leve med sine ulykkelige følelser, indtil skæbnen en dag fører ham direkte i Francescas arme, og han nu endelig har sin chance… Hvis han vælger at gribe den!

En uimodståelig fristelse er sjette bog i Julia Quinns populære serie om familien Bridgertons liv i Regency-tidens London. Første bog i serien tog i 2020 alle med storm, da den populære serie blev filmatiseret og udgivet på Netflix. Netflix har bekræftet en sæson 2.

Du kunne også være interesseret i...