Bridgerton #8: Gregory Bridgerton drømmer om ægte kærlighed, men har han forelsket sig i den rette?

brid-story

Gregory Bridgerton har alle dage troet på romantik og true love.

 

Han forelsker sig på kun ét øjeblik i Hermione Watson, men hun elsker en anden. Pludselig indser Gregory han faktisk har følelser for Hermiones veninde. Men er det for sent?

 

Læs første kapitel af bind #8 i Julia Quinns serie om Familien Bridgerton her.

 

Til forskel fra de fleste mænd i sin omgangskreds troede Gregory Bridgerton på ægte kærlighed.


Han kunne dårligt andet i betragtning af følgende:
Hans ældste bror, Anthony.
Hans ældste søster, Daphne.
Hans andre brødre, Benedict og Colin, for ikke at tale om søstrene, Eloise, Francesca, og (urimeligt, men sandt) Hyacinth, der alle sammen – alle sammen – var lykkeligt forelskede i deres ægtefæller.

 

For mange mænd ville sådanne omstændigheder ikke give anledning til andet end nag, men for Gregory, der var født med et muntert, om end til tider (ifølge sin yngste søster) temmelig irriterende sind, betød det bare, at han ikke havde andet valg end at acceptere det indlysende:

 

Kærligheden fandtes.

 

Den var ikke et fantasifoster, fremmanet af sultne digtere for at få smør på brødet. Man kunne muligvis hverken lugte eller røre den, men den fandtes derude, og det var kun et spørgsmål om tid, før også han fandt sin drømmekvinde og faldt til ro med at sikre arvefølgen og fik underlige hobbyer som at lave papmache og samle på muskatrivejern.

 

Men hvis man skulle sige det, som det var, hvilket måske var meget forlangt for sådan et abstrakt begreb, indebar hans drømme faktisk ikke en kvinde. I hvert fald ikke en med særlige og identificerbare træk.

Han anede ikke noget om denne kvinde, hende, der skulle vende op og ned på hans liv og gøre ham til en tilfreds og kedelig samfundsstøtte.

Han vidste ikke, om hun skulle være høj eller lille, mørk eller blond. Han ville helst tro, at hun ville være intelligent og have humor, men derudover, hvordan skulle han vide det? Hun kunne være genert eller ligefrem. Måske ville hun kunne lide at synge. Måske ikke. Måske var hun hestegal og havde røde kinder af det meget udendørsliv. Han vidste det ikke.

 

Hvad angik denne kvinde, denne umulige, skønne og for indeværende ikkeeksisterende kvinde, var det eneste, han vidste, at når han fandt hende …

 

Ville han vide det.


Han vidste ikke, hvordan han ville vide det; han vidste bare, at han ville vide det. Noget så betydningsfuldt, så altomfattende, så livsændrende … jamen, det ville ikke gå upåagtet hen. Det ville gøre sig gældende med brask og bram, ramme en som Amors nok så bekendte pil. Det eneste uvisse var hvornår.

 

I mellemtiden så han ingen grund til ikke at nyde livet, mens han ventede på hendes ankomst. Han behøvede jo ikke leve som en munk, mens han ventede på sit livs kærlighed.

 

I selskabslivet i London ansås Gregory for at være en helt almindelig ung mand, med et komfortabelt – om end ikke fyrsteligt – budget, masser af venner og nok fornuft i hovedet til at vide, hvornår tiden var kommet til at forlade spillebordet. Han blev regnet for en hæderlig fangst på ægteskabsmarkedet uden dog at høre til i toppen (fjerde sønner var aldrig i høj kurs), og han var altid eftertragtet, når en værtinde havde brug for en enlig mand til at fylde bordplanen ud til et middagsselskab.

 

Hvilket fik pengene i førnævnte budget til at række længere – altid en fordel.

Han burde måske have lidt mere mening med sin tilværelse. En form for målsætning eller bare noget nyttigt at tage sig til. Men kunne det ikke vente? Han var sikker på, at alt snart ville åbenbare sig. Han ville finde ud af, hvad han ville, og hvem han ville det sammen med, og i mellemtiden ville han bare …

 

Ikke more sig. I hvert fald ikke netop i dette øjeblik.


Hvilket kalder på en forklaring:


Gregory sad i en læderstol, en ret bekvem en, hvilket ikke har nogen relevans, andet end at bekvemmeligheden virkede fremmende på drømmerier, hvilket til gengæld virkede fremmende på at overhøre hans bror, som, må det bemærkes, stod cirka en meter fra ham og kværnede løs om eller andet, formentlig en ny variation over ordene pligt og ansvar.

 

Gregory hørte ikke rigtigt efter. Det gjorde han sjældent.

Eller, det gjorde han en gang imellem, men …


”Gregory? Gregory?”


Han missede med øjnene og så op. Anthony stod med korslagte arme, hvilket aldrig var et godt tegn. Anthony var viscount Bridgerton og havde været det i over tyve år, og selvom Gregory skulle være den første til at bedyre, at han var en forbilledlig bror, ville han også kunne være blevet en udmærket kommandant.

 

”Jeg beklager således at afbryde dine sikkert dybe tanker,” lød det tørt fra Anthony, ”men har du overhovedet hørt noget af det, jeg har sagt?”

 

”Flid,” gentog Gregory og nikkede med passende alvor. ”Mål.”


”Nemlig,” svarede Anthony, og Gregory klappede indvendigt sig selv på skulderen for sit fine skuespil. ”Det er på høje tid, at du finder en målsætning med livet.”

 

”Absolut,” mumlede Gregory, mest fordi han ikke havde fået aftensmad, han var sulten, og han havde hørt, at hans svigerinde serverede et let måltid i haven.

Derudover kunne det aldrig betale sig at diskutere med Anthony. Aldrig!

”Du bliver nødt til at forandre dit liv. Skifte kurs.”


”Absolut.” Måske ville der være sandwicher. Han kunne nok spise fyrre af de der latterligt små nogen uden skorpe.

 

”Gregory!”


Anthony brugte det tonefald. Det, der var umuligt at beskrive, men nemt at genkende. Og Gregory vidste, at nu var det nødvendigt at høre efter.

 

”Godt,” sagde han, for det var virkelig bemærkelsesværdigt, hvordan en enkelt stavelse kunne forhale en rigtig sætning. ”Så må jeg vel hellere blive præst.”

 

Det kom bag på Anthony. Han stod som lammet, naglet til jorden. Gregory tillod sig at nyde øjeblikket. Det var bare lidt ærgerligt, at han skulle blive gejstlig for at opleve det.

 

”Hvadbehager?” mumlede Anthony endelig.


”Jeg har jo ikke mange valgmuligheder, ” sagde Gregory. Idet han sagde ordene, gik det op for ham, at det var første gang, han havde sagt dem højt. Det gjorde dem på sin vis mere virkelige, sværere at få til at forsvinde.

 

”Det er militæret eller kirken,” fortsatte han, ”og vi må erkende, at jeg er yderst ringe med skydevåben.”

 

Anthony sagde ikke noget. De vidste begge, at det var sandt.


Efter en akavet tavshed sagde Anthony, ”De bruger også sværd.”


”Ja, men det skal nok passe, at jeg får en post i Sudan.” Gregory gøs.

”Jeg vil nødig være urimelig og kræsen, men altså, den varme. Ville du have lyst til det?”

Det afviste Anthony øjeblikkeligt. ”Nej da.”


”Og,” tilføjede Gregory, der var begyndt at nyde situationen, ”der er jo også mor.”

 

Der var en pause. Dernæst: ”Og hvad har hun med Sudan at gøre?”

 

”Hun vil bestemt ikke bryde sig om, at jeg bliver sendt dertil, og så bliver det selvsagt dig, der skal holde hende i hånden, når hun bliver bekymret eller får mareridt om, at jeg …”

 

”Jeg har forstået,” afbrød Anthony.


Gregory tillod sig et indvendigt smil. Det var overhovedet ikke rimeligt over for hans mor, som, det måtte man give hende, aldrig havde hævdet at tage varsler om fremtiden i noget så flygtigt som drømme. Men hun ville hade det, hvis han tog til Sudan, og Anthony ville blive nødt til at lytte til hendes bekymringer over det.

 

Da Gregory ikke havde stor lyst til at forlade Englands grønne øer, var det også en omsonst diskussion.

 

”Udmærket,” sagde Anthony. ”Udmærket. Jeg er glad for, at vi endelig har haft denne snak.”

 

Gregory skævede til uret.

 

Anthony rømmede sig, og da han fortsatte, var det med umiskendelig utålmodighed i stemmen. ”Og at du endelig overvejer din fremtid.”

 

Gregory mærkede noget spænde i kæben. ”Jeg er kun seksogtyve,” påmindede han sin bror. ”Hvilket vel er for ung til hele tiden at bruge ordet endelig.”

 

Anthony hævede bare et øjenbryn. ”Skal jeg tage kontakt til ærkebiskoppen? Og bede ham finde et sogn til dig?”

 

Gregorys bryst snørede sig sammen i et uventet hosteanfald. ”Æhm, nej,” sagde han, da det blev ham muligt. ”I hvert fald ikke endnu.”

 

Anthonys ene mundvig bevægede sig. Ikke meget, og på ingen måde op til et smil. ”Du kunne gifte dig,” sagde han blidt.

 

”Det kunne jeg,” samtykkede Gregory. ”Og det gør jeg. Det har jeg tænkt mig.”

 

”Virkelig?”


”Når jeg finder den rette kvinde.” Han fortsatte, da han så Anthonys tvivlende blik, ”Du af alle mennesker går vel ind for, at man gifter sig af kærlighed frem for praktiske hensyn?”

Anthony var nærmest berømt for at være vild med sin hustru, der af uransagelige årsager også var vild med ham. Anthony var derudover også berømt for sin store hengivenhed for sine syv yngre søskende.

Så Gregory burde ikke være blevet hverken overrasket eller bevæget, da Anthony lavmælt sagde, ”Jeg ønsker dig al den lykke, jeg selv har fundet.”

 

Gregory slap for at svare, da hans maves lydelige knurren afbrød dem. Han sendte sin bror et undskyldende blik. ”Beklager. Jeg nåede ikke aftensmaden.”

 

”Det er jeg klar over. Vi havde ventet dig tidligere.”

 


Det lykkedes – med nød og næppe – Gregory ikke at krympe sig.

 

”Kate var ikke glad.” 

Det var det værste. Det var én ting at skuffe Anthony. Men når han fremførte, at noget havde gået hans hustru på …

 

Ja, så vidste Gregory, at han var upopulær.

 

”Kom lidt sent fra London,” mumlede han. Det var sandt, men ingen undskyldning for dårlig opførsel. Man havde ventet ham på familiegodset før middagen, og han havde ikke levet op til forventningerne. Han var lige ved at sige, ”Jeg skal nok gøre det godt igen,” men han bed ordene i sig i sidste sekund. Han vidste, at den bemærkning kun ville gøre det værre, få det til at lyde, som om han slog sin manglende ordholdenhed hen og troede, at han kunne glatte forseelsen ud med et smil og en smart bemærkning. Hvilket han ofte kunne, men af en eller anden grund ikke denne gang …

 

Han ville ikke.


Så i stedet sagde han bare, ”Undskyld.” Og mente det.

 


”Hun er ude i haven,” sagde Anthony brysk. ”Hun har vist tænkt sig, at vi skal danse – på terrassen, hvad giver du mig?”

 

Det troede Gregory gerne. Det var typisk hans svigerinde, der aldrig forpassede en mulighed for at gribe dagen. Når nu vejret var så usædvanligt fint, hvorfor så ikke spontant arrangere dans under åben himmel?

 

”Du sørger bare for at danse med dem, hun beder dig om,” sagde Anthony. ”Kate bryder sig ikke om, at nogen af de unge piger skulle føle sig tilovers.”

 

”Selvfølgelig ikke,” mumlede Gregory.

 

”Jeg kommer om et kvarter,” sagde Anthony og gik tilbage til skrivebordet, hvor adskillige stakke papir lå og ventede. ”Jeg har stadig et par ting at ordne her.”

 

Gregory rejste sig. ”Det siger jeg til Kate.” Da samtalen tydeligvis var ovre, forlod han lettet rummet og gik ud mod haven.

Aftenens festivitas foregik på den sydvendte plæne, det havde han i hvert fald fået at vide af butleren ved sin ankomst tidligere. Det virkede som et velvalgt sted til en havefest – en plan plæne, udsigt over søen og en stor terrasse fyldt med siddepladser til de mindre energiske gæster. Han nærmede sig den brede salon ud til haven og hørte summen af stemmer ind gennem de franske døre. Han vidste ikke, hvor mange liggende gæster hans svigerinde havde inviteret – sikkert et sted mellem tyve og tredive. Få nok til at det virkede intimt, men mange nok til, at man kunne smutte og få lidt fred og ro, uden at det tyndede ud i selskabet.

 

Gregory krydsede salonen og snusede dybt ind for at få et fingerpeg om, hvad Kate havde besluttet at servere. Det ville naturligvis ikke være ret meget; hun ville allerede have fyldt på gæsterne ved middagen.

 

Noget sødt, konkluderede Gregory, da han fangede en antydning af kanel i luften, idet han trådte ud på terrassens grå stenbelægning. Han sukkede skuffet. Han var dødsulten, og et enormt stykke kød var lige, hvad han trængte til.

 

Men han var kommet for sent, det var ene og alene hans egen skyld, og Anthony ville rive hovedet af ham, hvis han ikke øjeblikkeligt sluttede sig til selskabet. Han måtte stille sig tilfreds med kager og søde sager.

 

En lun brise havde kærtegnet hans hud, da han trådte udenfor. Det havde været påfaldende varmt for maj; det talte alle om. Det var den slags vejr, der af sig selv løftede stemningen – så overraskende, at man ikke kunne lade være med at smile. Gæsterne, der cirkulerede, lod da også til at være i højt humør, og de summende samtaler blev jævnligt afbrudt af brummende eller perlende latter.

 

Gregory så sig omkring, både efter noget at spise og efter nogen han kendte, helst hans svigerinde Kate, som etiketten krævede, at han hilste på som den første. Men da hans blik fejede hen over selskabet, fik han i stedet øje på …

 

Hende.

 

Hende.

 

Og han vidste det. Han vidste, at hun var den eneste ene. Han stod lammet, forstenet. Han tabte ikke pusten. Det var snarere, som om han langsomt punkterede og stod der, hul og tom og fuld af længsel.

 

Han kunne ikke se hendes ansigt, ikke engang hendes profil. Kun hendes ryg, kun hendes nakkes pinefuldt perfekte kurve med en enkelt lok lyst hår, der bølgede ned over den ene skulder.

Hans eneste tanke var – jeg er færdig. Han var færdig med alle andre kvinder. Denne intensitet, denne ild, denne overvældende følelse af noget helt rigtigt – han havde aldrig følt noget lignende.

Måske var det fjollet. Måske var det skørt. Det var sikkert begge dele.

 

Men han havde ventet. Han havde ventet på dette øjeblik så længe. Og pludselig stod det klart – hvorfor han ikke var gået ind i militæret eller var blevet præst eller havde taget imod sin brors tilbud om at drive et af familiens mindre godser.

 

Han havde ventet. Det var det hele. Han havde sgu ikke engang selv været klar over, i hvor høj grad han havde lavet ingenting, men bare ventet på dette øjeblik.

 

Nu var det her.


Nu var hun her.


Og han vidste det.


Han vidste det.


Han gik langsomt hen over plænen, havde glemt alt om mad og Kate.

 

Uden at det holdt ham tilbage, lykkedes det ham at mumle en hilsen til de par stykker, han passerede. Han måtte hen til hende. Han måtte se hendes ansigt, indånde hendes duft, høre lyden af hendes stemme.

 

Så var han endelig fremme, kun en meter eller to fra hende. Han var åndeløs, ærbødig, følte sig nærmest tilfredsstillet blot af hendes nærhed.

 

Hun talte med en anden ung dame med en livfuldhed, der afslørede, at de var gode venner. Han stod lidt og bare betragtede dem, indtil de langsomt vendte sig, fordi det gik op for dem, at han var der.

 

Han smilede. Blidt, bare et lille smil. Og sagde …


”Godaften.”

 

Lucinda Abernathy, blandt de fleste, faktisk hele sin omgangskreds, bedre kendt som Lucy, undertrykte et støn og vendte sig mod den herre, der havde sneget sig ind på dem, formodentlig for at indynde sig hos Hermione, som de fleste, ja, alle andre, der traf Hermione.

Det fulgte med, når man var venner med Hermione Watson. Hun samlede på knuste hjerter, som den lokale, gamle præst samlede på sommerfugle.

Med den eneste forskel at Hermione selvfølgelig ikke stak sin samling på små spidse nåle. Det måtte retfærdigvis siges, at Hermione ikke ønskede at besidde herrernes hjerter, og det var bestemt aldrig hendes hensigt at knuse nogen. Det … skete bare. Lucy var efter hånden vant til det. Hermione var Hermione med sit lysende blonde hår i samme nuance som smør, et hjerteformet ansigt og enorme, forbløffende grønne øjne, der sad langt fra hinanden.

 

Lucy var til gengæld … Ja, hun var ikke Hermione, det var helt tydeligt. Hun var bare sig selv, og det meste af tiden var det nok.

 

Lucys udseende kunne knap og nap måle sig med Hermiones. Hun var knap så blond. Knap så slank. Knap så høj. Hendes øjenfarve var knap så klar – hendes øjne var blågrønne, faktisk en pæn farve sammenlignet med alle andre end Hermiones, men det gjorde ingen forskel, for hun gik aldrig nogen vegne uden Hermione.

 

Hun var nået den forbløffende konklusion en dag, hvor hun ikke havde hørt efter undervisningen i engelsk stil og litteratur på miss Moss’ Skole for Enestående Unge Damer, hvor hun og Hermione havde gået i tre år.

 

Lucy var knap så pæn. Eller hvis man skulle udtrykke det lidt venligere, kunne hun simpelthen ikke helt måle sig med Hermione.

 

Hun var velsagtens nogenlunde tiltrækkende på den der sunde, traditionelle måde, den klassiske engelske rose, men mænd tabte sjældent (som i aldrig) mælet i hendes selskab.

 

Hermione, derimod … Nå, det var godt, at hun var sådan et dejligt menneske. Ellers havde det været umuligt at være veninde med hende.

 

Det, og så at hun ganske enkelt ikke kunne danse. Vals, menuet, kvadrille – det gjorde ingen forskel. Alt, hvad der indebar musik og bevægelse, kunne Hermione ikke være med til.

 

Det var skønt.

 

Lucy betragtede ikke sig selv som mere overfladisk end gennemsnittet, og hun ville over for alle, der spurgte, insistere på, at hun ville kaste sig ind under en hestevogn for sin bedste veninde, men der var en passende retfærdighed i, at Englands smukkeste pige var kejtet grænsende til klodset på et dansegulv.

 

Og her kom en en mand, altså. Flot, ovenikøbet. Høj, men ikke for høj, med tykt, brunt hår og et rart smil. Dertil et glimt i øjet, selvom hun ikke kunne afgøre hans øjenfarve i aftenens sparsomme lys.

For ikke at tale om at hun slet ikke kunne se hans øjne, fordi han ikke kiggede på hende. Han kiggede ufravendt på Hermione, som mænd altid gjorde.

Lucy smilede høfligt, selvom hun ikke kunne forestille sig, at han ville ænse det, og ventede på, at han ville bukke og præsentere sig.

 

Hvorefter han gjorde noget fuldstændigt forbløffende. Efter at have afsløret sit navn – hun burde have vidst, at han var en Bridgerton med det udseende – bukkede han og kyssede hendes hånd først.

 

Lucy snappede efter vejret.

 

Det gik med det samme op for hende, hvad han havde gang i.

 

Åh, han var smart. Virkelig smart. Intet ville bane vejen til Hermiones hjerte hurtigere end en kompliment til Lucy.

 

Bare ærgerligt, at Hermiones hjerte allerede var optaget.

 

Pyt. Det ville i det mindste blive underholdende at se det hele udspille sig.

 

”Jeg er miss Hermione Watson,” hørte hun Hermione sige, og det gik op for Lucy, at mr. Bridgertons taktik var endnu smartere end først antaget. Ved at kysse Hermiones hånd som nummer to, kunne han dvæle over den, over hende, faktisk, og så ville hun blive nødt til at forestå præsentationen.

 

Lucy var næsten imponeret. Om ikke andet indikerede det, at han var en smule mere intelligent end den gennemsnitlige gentleman.

 

”Og dette er min kæreste veninde,” fortsatte Hermione, ”Lady Lucinda Abernathy.”

 

Hun sagde det, som hun altid gjorde, med kærlighed og hengivenhed og måske bare et anstrøg af desperation, som for at sige – Vis dog for Guds skyld Lucy en smule opmærksomhed også.

 

Men det gjorde de selvfølgelig aldrig. Medmindre de havde brug for råd om Hermione, hendes hjerte og erobringen af samme. Når det var tilfældet, var Lucy meget eftertragtet.

 

Mr. Bridgerton – mr. Gregory Bridgerton, rettede Lucy indvendigt sig selv, for der var, så vidt hun vidste, i alt tre mr. Bridgerton’er, ikke viscounten medregnet – vendte sig mod hende og overraskede hende med sit indtagende smil og varme øjne. ”En glæde at møde Dem, lady Lucinda,” mumlede han.

 

”Tak, i lige måde,” hvorefter hun kunne have sparket sig selv, for hun havde stammet før l’et i lige, men Gudfader bevares, de skænkede alligevel aldrig hende et blik efter at være blevet indfanget af Hermione, aldrig.

 

Kunne han tænkes at være interesseret i hende?

 

Nej, umuligt. Det var de aldrig.

JUlia quinn: Bridgerton - Et afgørende øjeblik

Et afgørende øjeblik er Gregory Bridgertons historie. Han har alle dage troet på romantikken. Gregory er overbevist om, at en skønne dag vil den sande kærlighed vis sig. Og han har helt ret. På kun ét øjeblik forelsker han sig i Hermione. Hermione bliver også lynende forelsket. Men i en anden mand.

 

Hendes veninde Lucy vil dog gøre alt for at hjælpe Gregory med at vinde Hermione hjerte. Langsomt forelsker hun sig selv i den smukke og charmerende Gregory. Gregory indser snart, at han også nærer følelser for Lucy. Men hun er forlovet med Lord Haselby, og snart får deres affære skelsættende konsekvenser for hele familien Bridgerton.

 

Et afgørende øjeblik er ottende og sidste bog i Julia Quinns populære serie om familien Bridgertons. Filmatiseringen af første bog tog i 2020 hele verden med storm, da den populære serie blev udgivet på Netflix. Til marts udkommer sæson 2.

Du kunne også være interesseret i...