Emil Ellesøe Ditzels detaljerede skildring af Britta Nielsens forræderi mod velfærdsstaten – Læs et gratis uddrag af bogen

Storytalk-foto Britta Emil Ditzel

Britta Nielsen modtager i 2017 Dronningens fortjenstmedalje for tro tjeneste i 40 år. Gennem flere år stjal Britta Nielsen 117 millioner kroner fra den danske velfærdsstat. Pengene blev brugt på forbrugsgoder, luksus og hendes parallelliv i Sydafrika. 

 

Emil Ellesøe Ditzel var en af journalisterne som fulgte sagen og i hans bog Britta skildrer han detaljeret og levende en af Danmarkshistoriens mest fulgte bedragerisager. Læs et gratis uddrag af bogen her.

Medaljen var udført i massivt sølv, og på forsiden havde den profilen af en ung Dronning Margrethe med en noget løsere frisure end i dag. Den vejede 40 gram og var næsten fire centimeter i diameter. Bagsiden af medaljen var dekoreret med en krans af egeløv. I midten stod et enkelt ord.

 

”Fortient”.

 

Fredag den 27. januar 2017 var en stor dag i Socialstyrelsen. En af de ansatte i Tilskudsforvaltningen skulle modtage dronningens fortjenstmedalje. Det var første gang det skete i mange år. I dagens anledning var styrelsens store mødelokale reserveret. Mærkedage i Tilskudsforvaltningen blev normalt holdt i kontorets spisekøkken med udsigt til baggården. Det store, aflange mødelokale lå derimod ud imod Landemærket i København med Rundetårn lige på den anden side af gaden.

I randen af medaljen var graveret ”Anna Britta Troelsgaard Nielsen”. Venner, kollegaer og familie kaldte hende bare Britta. Denne dag havde hun arbejdet 40 år under Social ministeriet, og nu skulle hun modtage hædersbeviset.

 

Britta havde inviteret til brunch klokken 9.30. Der var dækket op med pandekager, bacon og røræg. På trods af tidspunktet havde kontorchefen sørget for et lille glas i dagens anledning. Britta havde taget sine to voksne døtre med. De sad på hver sin side af hende ved langbordet. 

Døtrene har senere forklaret, at de var glade for, at deres mor endelig modtog en anerkendelse for sit hårde arbejde i styrelsen.

Socialstyrelsens kontorlandskab så med sine lysstofrør og mørke lyddæmpende gulvtæpper ikke så prangende ud i sammenligning med Rundetårn på den anden side af gaden. Men kontoret spillede faktisk en væsentlig rolle for den nationale selvforståelse i Danmark.

 

De cirka 20 medarbejdere, der sad og spiste brunch ved langbordet den fredag morgen, var noget af det nærmeste, man kunne komme velfærdsstatens bureaukratiske hjerte. Det var dem, som varetog opgaven med at sende penge til de svageste i samfundet. År efter år sad de ved deres hæve-sænke-borde og dobbelte fladskærme med regneark og uddelte omkring en milliard kroner til hjemløse, psykisk syge, misbrugere, udsatte unge og andre, som levede under svære vilkår.

 

Vicedirektør i Socialstyrelsen Rikke Thoning stillede sig op i den ene ende af lokalet for at sige et par ord, inden hun overrakte fortjenstmedaljen. Hun understregede, at Tilskudsforvaltningen var et meget travlt kontor, men at Britta på trods af det trofast var blevet i alle årene. Hun havde påtaget sig nye opgaver, når der var brug for det, og løftet en stor arbejdsbyrde, fremhævede vicedirektøren.

I den indstilling til medaljen, som Brittas chef havde skrevet, blev det fremhævet, at Britta Nielsen sørgede for, at der var orden i tingene:

 

Britta Nielsen er en engageret medarbejder, der løfter betydelige opgaver i Tilskudsforvaltningen, og hun er altid tjenestevillig, når der kræves en ekstra indsats. Britta har et vedvarende fokus på udvikling og sikring af en korrekt og effektiv forvaltning.

 

Efter overrækkelsen af medaljen lod Britta et par af kollegaerne holde den. Den var tungere, end man lige regnede med, bemærkede en af dem.

 

I begyndelsen havde Britta sagt til både sine børn og sine kollegaer, at hun slet ikke var interesseret i at modtage Dronningens fortjenstmedalje. Det udsagn faldt fint i tråd med de fleste kollegaers opfattelse af den reserverede kontordame. Selvom hun var venlig og hjælpsom på arbejdet, fremstod hun som et nøjsomt menneske. Hun havde ofte madpakke med, fordi hun syntes, at kantinen var dyr, fortalte kollegaerne. Da en kommende flytning af Socialstyrelsen til Odense var blevet annonceret, havde Britta, som arbejdede deltid, bedt om fuld tid, så hun kunne få råd til at pendle med toget. Britta havde været en del gange i Sydafrika, hvilket ikke var billigt, men til sin nære kollega havde hun forklaret, at hendes søn havde et firma dernede, som han tjente godt på. Ved frokostbordet talte hun ofte mere om sine hunde end om sine børn, og Britta takkede for det meste pænt nej til at deltage i sociale arrangementer.

 

Døtrene og kollegaerne havde presset på for, at hun skulle tage imod medaljen, og hun lod sig overtale. I invitationen til arrangementet havde hun venligt, men bestemt nedtonet vigtigheden af mærkedagen:

”Anledningen er mit 40-års jubilæum, som jeg selv ikke tillægger så meget, da jubilæet er optjent på en rigtig god og spændende arbejdsplads, hvor den ene gode og spændende arbejdsdag jo blot afløses af den næste for på den måde at glide afsted uden nærmere bemærkelse af, at der nu snart er gået 40 år på den måde :)”

“Jeg er ikke tilhænger af mere formelle sammenkomster og foretrækker den daglige afslappede atmosfære. Min forventning til dagen er derfor en komplet uformel atmosfære, hvor vi blot nyder en god brunch i en i øvrigt ikke anderledes dag eller dagsorden. Med andre ord gør ikke noget stort ud af denne dag, og behold jeres dagsorden i øvrigt. Hygger vi os ikke sammen den 27. januar 2017, så gør vi det bestemt ved anden lejlighed.”

 

Den formiddag virkede Britta glad for, at hun havde ladet sig overtale. Senere skulle flere af hendes kollegaer spekulere på, om Brittas indledende tilbageholdenhed i virkeligheden skyldtes dårlig samvittighed.

 

Det var på det tidspunkt under to måneder siden, Britta havde overført 71.975,24 kroner til sin egen bankkonto fra Socialstyrelsens konto. Hun havde sørget for, at der i Tilskudsforvaltningens regnskab stod, at pengene var gået til ”Danske Døves Ungdomsforbund”. 

 

Beløbet var småpenge sammenlignet med det samlede beløb, Britta Nielsen havde overført til sig selv gennem de foregående 24 år. Brittas yngste datter, Samina, som sad stolt ved siden af sin mor, havde nydt særlig godt af Britta Nielsens svindel. Hun havde modtaget over 37 millioner kroner. 

I alt havde Britta overført over 100 millioner kroner til sig selv, penge, som skulle være gået til samfundets svageste borgere.

Brittas gode humør til medaljeoverraskelsen var forbløffende, når man tænker over det i dag. For bag facaden var truslerne mod hendes trygge tilværelse større end nogensinde. Britta havde længe haft et ønske om at stoppe sine gentagne forbrydelser, fortalte hun senere. Hun havde forsøgt at ændre den overdrevne livsstil, som hun og børnene havde opbygget. Forsøgene var slået fejl. I stedet havde Britta taget stadig større chancer, når hun overførte penge til sig selv. Hun havde allerede været tæt på at blive afsløret flere gange og havde kun undgået det ved direkte at lyve over for sine kollegaer. De samme kollegaer, der nu sad på en solrig januar formiddag og skålede på hendes indsats for staten.

 

Kollegaerne var ikke de eneste, Britta Nielsen havde svigtet. Det var hele Danmark, hun havde bedraget og stjålet fra. I de følgende år kom hendes handlinger til at afsløre skrøbeligheden i den velfærdsstat, hun havde arbejdet for i fire årtier. Og da det ekstreme omfang af hendes kriminalitet først blev opdaget, skabte det dybe sprækker i den tillid, som er selve fundamentet for velfærdssamfundet.

Den hemmelighed, som Britta Nielsen sad med til sin reception, blev til landsdækkende nyheder en tirsdag halvandet år senere.

KAPITEL 1

FALSKE SMIL

 

Tirsdag den 9. oktober 2018 skulle egentlig have handlet om noget helt andet – det var i hvert fald den danske regerings plan. Regeringen havde indkaldt til et pressemøde ud over det sædvanlige. For at understrege dagens tema ankom statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans følge i en elbus til Christians Brygge, hvor pressen stod og ventede.

 

”Vi skal sætte ind på alle felter. Det er også derfor, at vi står …”

 

Lars Løkke Rasmussen holdt en lille pause og kiggede hurtigt i begge retninger som for at overskue flokken, han selv stod i midten af.

 

Tv-fotografen var nødt til at beskære skatteminister Karsten Lauritzens skulder for at få plads til dem alle sammen i billedet. Dagen før havde FN’s Klimapanel udgivet sin seneste rapport om klimaforandringerne, som under stregede, at temperaturstigningerne var en trussel mod verdenssamfundet. 

 

”Vi vil gerne præsentere regeringens samlede udspil til klimapolitik (…) Den triste baggrund fik vi i går, hvor FN’s Klimapanel endnu en gang advarede om den alvor, der knytter sig til global opvarmning. Det skaber en forpligtelse, og vi skal kunne give jorden videre til vores børn og børnebørn,” fortalte Lars Løkke Rasmussen.

 

Blandt ministrene bag ham stod børne- og socialminister Mai Mercado. Hun smilede, øjensynligt begejstret, over det klimaudspil, som hun selv havde været med til at forhandle på plads. Smilet kunne ikke være mere falsk, fortalte hun senere. For Mai Mercado stod og spekulerede på den håndgranat, der var ved at gå af i hendes ministerium.

Mens socialministeren talte om klima på Christians Brygge, var et retsmøde i gang for lukkede døre i Københavns Byret, under en kilometer fra pressemødet. Politiet havde ikke kunnet finde og anholde Britta Nielsen. De mente, at hun muligvis var i Sydafrika, men før de sendte en arrestordre til de sydafrikanske myndigheder, ville de stadfæste Britta Nielsens varetægtsfængsling in absentia.

 

Mai Mercado havde kendt til sagen i et par uger på det tidspunkt. Bagmandspolitiet havde bedt Socialministeriet om at holde sagen hemmelig, men med arrestordren til Sydafrika risikerede man, at historien ville slippe ud ad andre kanaler. Derfor havde bagmandspolitiet aftenen inden givet grønt lys til, at sagen kunne offentliggøres, og som konsekvens heraf stod Mai Mercado nu og tænkte på svindelsagen i stedet for klimaet.

 

Cirka en halv time inde i pressemødet om regeringens nye udspil gik pressemeddelelsen om svindelsagen ud. En journalist fra tv så med det samme nyheden fra Ritzaus sms-service:

 

”Børne- og socialministeriet har afdækket en stor sag om svindel. En medarbejder er mistænkt for svindel for 111 millioner kroner, oplyser ministeriet.”

 

Mai Mercado fik øjenkontakt med journalisten, som så spørgende på hende. Nu er historien ude, tænkte hun.

Journalisten gik hen til hende for at få en kommentar, men hun henviste til det pressemøde, som Socialministeriet netop havde hasteindkaldt til. På vej væk vendte hun sig pludselig mod journalisten og udbrød: ”Det er helt vildt!”

Jeg troede for mit vedkommende også, at tirsdag den 9. oktober skulle handle om klima. Jeg er journalist på TV 2 og skulle dække klimaområdet, men den dag gik startskuddet til et kapløb om at finde Britta Nielsen, som ad flere gange skulle føre mig til den anden side af jorden. Til hverdag sidder jeg i TV 2’s livlige redaktionslokaler, hvor der hænger fjernsynsskærme over skrivebordsøerne i det åbne kontorlandskab. De fleste skærme viser TV 2 News, og for det meste er de alle sammen lydløse. Volumen ændrer sig sjældent, for de hænger så tæt på hinanden, at de er umulige at styre med en fjernbetjening. Hvis man vil skrue op for ét fjernsyn, så fanger de andre skærme signalet og skruer tilsvarende op. Den eneste løsning er at gå helt hen til et fjernsyn og pege med fjernbetjeningen få centimeter fra modtageren, samtidig med at man skærmer for de andre fjernsyn med kroppen.

 

TV 2 News går ofte i gult og annoncerer, at nu er det breaking news-tid. Det sker noget sjældnere, at nyheden er så stor, at der rent faktisk er en TV 2-medarbejder, som beslutter sig for at gribe efter en fjernbetjening og forsøge at få lyd på – med det sandsynlige resultat, at der samtidig bliver skruet op for en genudsendelse af The Kardashians eller lignende på en skærm i nærheden, som sender TV 3 plus, fordi gårsdagens aftenvagt gerne ville følge med i en Champions League-kamp.

 

Tirsdag den 9. oktober 2018 var en af de dage. Der blev skruet op for lyden på TV 2 News, og folk stoppede deres arbejde og samlede sig om skærmene ved de forskellige skrivebordstationer for at se Mai Mercados pressemøde om svindelsagen. Ministerens ansigt havde ændret karakter, siden hun stod ud af elbussen.

Mai Mercado smilede ikke, da hun fortalte, at en 64-årig kvinde var mistænkt for at have svindlet Socialstyrelsen for 111 millioner kroner. Samme kvinde var forsvundet og efterlyst internationalt.

”Det er i første og i sidste ende penge, der er taget fra de mest udsatte folk i det her land. Det er i min optik et gement tyveri. Et gement tyveri,” gentog Mai Mercado på pressemødet. Ordene faldt langsomt og tydeligt, og særligt den sidste gentagelse med afsky i stemmen.

 

Senere har hun om præcis dén situation fortalt, at hun mistede besindelsen. At sagen om Britta allerede dér var blevet personlig for hende.

 

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at se pressemødet. Jeg havde fået til opgave at dække klimaområdet i den valgkamp, der var på vej, så min opgave var at læse det klimaudspil, regeringen lige havde offentliggjort. Men mit skrivebord var lige ved siden af en af de skærme, som der nu var samling omkring, og jeg blev grebet af stemningen.

 

”Det er også klart, at kontrollerne i en årrække har svigtet i uhørt grad. Det er dybt alvorligt, og da det er opdaget på min vagt, tager jeg det også på mig, at alt skal frem. Der skal i den grad ryddes op, og der skal strammes op,” sagde Mai Mercado.

 

Fire minutter inde i pressemødet gav Mai Mercado ordet videre til departementschefen, som begyndte at gennemgå sagens forløb til da. Den 25. september blev den 64-årige kvinde politianmeldt.

 

”Departementet traf også samme dag i samråd med kammeradvokaten beslutning om at indlede et civilt søgsmål.

Den pågældende medarbejder er erklæret konkurs,” sagde departementschef Jens Strunge Bonde. Da jeg hørte dén sætning, ringede en klokke hos mig.

Jeg satte mig ned foran min computer, klikkede væk fra regeringens klimaudspil og ind i mit mailprogram. Jeg havde tidligere lavet en række historier om skatteskyldnere. Derfor havde jeg tilmeldt mig de daglige mails fra Statstidende med oplysninger om, hvem der var blevet erklæret konkurs af kammeradvokaten. I langt de fleste tilfælde er det virksomheder, som ikke har betalt deres skat. En sjælden gang imellem er det privatpersoner, som bliver erklæret personlig konkurs af staten. Det er for det meste mænd, det drejer sig om, så da det nogle dage forinden var en kvinde, som var blevet erklæret personlig konkurs af kammeradvokaten, lagde jeg mærke til det. 

 

I mailprogrammet søgte jeg på mails fra Statstidende og fandt mailen fra den 6. oktober:

 

”Ved dekret af 04.10.2018 har Sø- og Handelsrettens skifteret taget


Anna Britta Troelsgaard Nielsen
Hvidovrevej 104
2650 Hvidovre
Sagsnr. K 2556/18-A
under konkursbehandling på grundlag af en begæring modtaget den 01.10.2018.”

 

Jeg viste det til min kollega Niels Lykke Møller, som straks satte sig ved sin computer. Pressemødet var stadig i gang, da han gik ind på tingbogens hjemmeside. Det er en database, hvor man kan finde ejeren af en given ejendom. Man kan også se fødselsdatoen på ejeren af ejendommen, og det var lige præcis det, vi gerne ville nu. Jeg fulgte utålmodigt med over Niels skulder, imens han loggede på med NemID og tastede adressen ind.

Under Hvidovrevej 104 stod der:
”Dato/løbenummer: 14.07.1986-12294-07Adkomsthavere:
Navn: Anna Britta Troelsgaard Nielsen
Cpr-nr.: 280554-* * **”

 

De sidste to synlige tal var de afgørende. Hun var født i 1954. Hun var 64 år. Det måtte være hende, som Mai Mercado stod og talte om nu. Vi kom med et glædesudbrud, og kollegaerne i nærheden forstod, at vi havde fat i noget. For at være helt sikre kontaktede vi en kilde, som vi antog, måtte kende til hendes rette identitet. Vi spurgte, om vedkommende kunne bekræfte at, det var Anna Britta Troelsgaard Nielsen, som svindelsagen handlede om. Kilden bekræftede det.

 

Det er en af de største glæder som journalist at finde bagveje til oplysninger, der ellers er skjulte. Nu kunne vi begynde at finde svar på det spørgsmål, som alle gerne ville have svar på: Hvad var det for en kvinde, som havde stjålet 111 millioner kroner fra de svageste i samfundet?

 

Niels kørte ud til adressen med det samme. Det første, han bemærkede, var videoovervågningen og den store automatiske jernport ved Britta Nielsens hus. Det ser man normalt ikke i en fredelig forstad som Hvidovre. Han ringede på hos naboerne, som kunne fortælle, at Britta holdt sig meget for sig selv. Hun havde et par store hunde, som hun gik ture med, men der var ikke nogen, som havde set hende eller hundene i et stykke tid.

På hendes postkasse var der skrabet noget væk, sandsynligvis et navneskilt. Det kunne tyde på, at nogen gerne ville skjule et navn, da de tog derfra.

Imens Niels var ude ved huset i Hvidovre, søgte jeg aktindsigt i Britta Nielsens personalemappe i Socialstyrelsen.

 

Det kan tage flere uger at få adgang til den slags dokumenter, så jeg gik hurtigt videre til at finde oplysninger, vi kunne bruge med det samme. Jeg slog Brittas adresse op i virksomhedsregistret. Her kunne man se, at to forskellige virksomheder havde været tilknyttet adressen. Britta Nielsen selv havde haft et firma, der hed ”Stutteri Hayat”. Den anden virksomhed hed ”S. Hayat Sporthorses ApS” og havde været ejet af en person ved navn Nadia Samina Hayat.

 

Ifølge folkeregistret havde Nadia Samina Hayat også haft sin private adresse på Hvidovrevej 104. I Tingbogen kunne man se, at Britta tidligere havde ejet huset sammen med en ved navn Khursheed Hayat. Det var derfor nærliggende at tro, at Nadia Samina Hayat var Britta Nielsens datter – og at de to muligvis delte en fælles interesse for ridesport. Derfra kunne vi begynde at ringe til folk i hestesportsmiljøet og få oplysninger om familien. Det var også gennem hestesportsmiljøet, at en kollega samme aften kunne skaffe det første billede af Britta Nielsen. Her sidder hun med en flaske bobler, to champagneglas og sin datter Samina til en hesteauktion.

Sagen var tophistorie på TV 2 klokken 19 samme aften, og champagnefotografiet og flere andre detaljer, vi havde gravet frem, blev brugt i nyhedsudsendelserne om aftenen.

Svindelsagen tog det meste af den opmærksomhed, som regeringen havde regnet med til sit klimaudspil. Det havde selvfølgelig at gøre med fascinationskraften i så utrolig en forbrydelse og ikke mindst det usædvanlige i, at skurken var en 64-årig kvinde. Men det handlede også om, at Britta Nielsens svindel var et chok for selve den nationale selvforståelse.

 

Hendes handlinger havde gennemboret velfærdsstatens vitale organer og afsløret en dyb sårbarhed, vi sjældent tænker over.

 

Én ting var, at kvinden i Socialstyrelsen valgte at gøre det, hun gjorde. Det mest skræmmende var noget andet og langt mere omfangsrigt. Nemlig at det kunne lade sig gøre at stjæle så mange millioner over så mange år, uden at det var blevet opdaget. Britta Nielsen var en kvinde i en betroet stilling i staten. Når hun lykkedes med sin svindel, hvad så med de hundreder eller tusindvis af andre embedsfolk, som står med et tilsvarende ansvar for økonomiske transaktioner? Hvis vores tillid til centraladministrationen kan blive svigtet i en sådan grad, hvordan ser det så ud i resten af Danmark? Hvor mange mørke hjørner med finansielle smuthuller findes der i det danske samfund, hvor bestyrelsesmedlemmet i en andelsforening, kassereren i fodboldklubben eller virksomhedsejeren, der laver momsregnskab, skal kigge sig i spejlet og beslutte sig for, om han eller hun vil opføre sig ordentligt?

Hvem holder egentlig øje med mennesker som denne kvinde fra Hvidovre? Hvem var Britta? Og hvad fortæller hendes historie om det system, hun tog røven på?

De spørgsmål skulle komme til fylde så meget i mit liv, at jeg flere gange drømte om Britta om natten. Sagen handler nemlig om meget mere end Brittas skæbne. Den handler om, hvordan 70 års bureaukrati med vokseværk har kunne tilsidesætte velfærdsstatens smukkeste principper om ordentlighed og solidaritet.

Det samme system, som tildelte Britta Nielsen en medalje, fik efterfølgende lige så svært ved at erkende sine egnefejl, som det havde haft ved at få øje på Brittas forbrydelser.

 

Det kom senere frem, at Socialstyrelsen i det umiddelbare efterspil havde tilbageholdt vigtige oplysninger i sagen. En udeladelse, som skjulte, at styrelsen havde gjort det muligt for Britta at flygte.

Mai Mercado havde på pressemødet fremhævet, at ”alt skulle frem”, men på det tidspunkt havde hun allerede – uden at vide det – givet forkerte oplysninger til både Folketinget og offentligheden.

 

Britta var en forræder mod velfærdsstaten. Men hun var også et produkt af den – måske endda et uundgåeligt produkt. Historien om Britta Nielsen fra Hvidovre, kontorfunktionær i Socialstyrelsen, er værd at forstå af mange grunde. Den vigtigste er nok, at hvis tilpas mange i Brittas position vælger at gøre som hun, og hvis systemet som i Britta-sagen har så umådelig svært ved at påtage sig et medansvar, så risikerer vi kollektivt at miste tilliden til den danske velfærdsstat. 

Og uden tillid er der ingen velfærdsstat.

Emil Ellesøe Ditzel: Britta - Forræderiet mod velfærdsstaten

I 2017 modtager Britta Nielsen Dronningens fortjenstmedalje for tro tjeneste i 40 år. Hun kom selv fra en fattig opvækst, og arbejdede med at omfordele statens rigdomme til samfundets mest trængende.

 

I det skjulte var virkeligheden dog en helt anden. Britta Nielsen tilranede sig gennem flere år 117 millioner kroner fra velfærdsstaten til sig selv og sin familie, som de brugte på forbrugsgoder, luksusbiler og en overklassetilværelse i Sydafrika. I slutningen af 2018 går hendes bedrag op for myndighederne, og medierne indleder hurtigt en klapjagt efter Britta Nielsen.

 

Emil Ellesøe Ditzel var en af journalisterne som fulgte sagen om Britta Nielsen, og i Britta skildrer han detaljeret og levende en af Danmarkshistoriens mest fulgte bedragerisager. En sag som både chokerede med Britta Nielsens kyniske grådighed og med sin udstilling af et systems enorme sårbarhed og svaghed.

Du kunne også være interesseret i...