Danmarks farligste fange: Læs et kapitel i bogen om Naum Conevski

Storytalk-foto-Livstid-Lomholt

Naum Conevski. Han er blevet kaldt Danmarks farligste fange, og nu har han afsonet en længere straf end nogen anden i nyere dansk retshistorie. Conevski er blevet sagen, der afprøver om straffen livstid skal forstås helt bogstaveligt. 

 

Anders Lomholt fra Station 2 har i samarbejde med Henrik Norskilde skrevet bogen Livstid om Naum Conevski. 

 

Læs bogens forord her. 

Klokken var 04.27 en søndag morgen i maj 1984, da en chokeret ung mand på 16 år ringede til alarmcentralen. Han var kort forinden ankommet på en flad cykel til et hus nær Amager Strand, hvor han ringede på og fik lov at låne en telefon. Nu forsøgte han at forklare betjenten i røret, hvad der var sket. I den korte samtale inden politi og ambulancer var på vej med fuld udrykning, fortalte Dennis Andersen hakkende om det, der skulle blive kendt som dobbeltdrabet på Femøren. Om den fremmede mand. Skuddene. Flugten. Og tvivlen om, hvad der egentlig var sket i løbet af de surrealistiske og skræmmende minutter. Var hans venner virkelig blevet skudt?

 

Den nat var først og fremmest en tragedie for to unge mænd og deres familier. For Dennis Andersen var det en traumatisk oplevelse, der skulle præge ham i mange år. Men det var også begyndelsen på en af danmarks-historiens mest gådefulde og uforståelige kriminalsager. Personligt bed jeg dengang ikke mærke i historien. Ikke i første omgang, da forbrydelsen skete. Heller ikke, da gerningsmanden blev fundet og fortsatte med at trække overskrifter i årene, der fulgte. Jeg var teenager, gik i gymnasiet og boede sammen med nogle venner i en lejlighed i Horsens. Friheden til at feste på alle tider af døgnet blev udnyttet maksimalt, og tiden var ikke til at læse i aviser. 

Den var heller ikke til at gå i dybden med min fars arbejde som præst i Statsfængslet i Horsens. Men det skulle ændre sig.

Den 3. december 1987 ankom en fange til fængslet, der gjorde et ganske særligt indtryk på min far. Senere også på mig og mange andre. Manden hed Naum Conevski. Han var 38 år gammel, kom fra det daværende Jugoslavien og var idømt lovens strengeste straf – fængsel på livstid – for drab på to unge mænd og drabsforsøg på Dennis Andersen. Selv om den kriminelle verden på det tidspunkt var domineret af en blodig rockerkrig mellem Hells Angels og Bullshit, var Conevski en af Danmarks mest omtalte forbrydere. 

 

I det gamle fængsel i Horsens, lokalt kendt som ”Slottet”, fik Conevski som alle andre nytilkomne fanger tilbudt en snak med præsten. Her fortalte pastor Carl Lomholt om fængselskirken og mulighederne for at få en personlig samtale om himmel og jord og det, der var imellem. Et godt tilbud for fanger, som i forbindelse med møder på præstens kontor også kunne være heldige at få lov til at låne hans telefon til at ringe hjem til familien.

 

Et besøg hos præsten var især attraktivt for indsatte, der sad på isolationsafdelingen og hungrede efter enhver form for menneskelig kontakt. Det gjaldt ikke mindst Naum Conevski, der var anbragt under skærpede sikkerhedsforanstaltninger i total isolation og tydeligvis var psykisk ude af balance. Han var deprimeret, brød ofte sammen i gråd og var fuldstændig fikseret på fortællingen om, at han var uskyldigt dømt. Han talte meget om sin familie – især sin mor – og så var han en gudfrygtig mand med rødder i den ortodokse kirke i Makedonien. Dengang en delrepublik i Jugoslavien.

Der var noget gådefuldt og uforklarligt ved den nye beboer i statsfængslet. Allerede i 1987 trivedes det, som nogle kaldte myten om Conevski. At netop han skulle være farligere end nogen anden fange. At han havde forbindelser til kriminelle netværk. Og at han var så optændt af had og bitterhed rettet mod Danmark og hele den danske befolkning, at han var som en tikkende bombe, Andre så Conevski som en desperat, men harmløs stakkel. En mand, som havde mistet alt og måske endda uden grund.

 

Både før, under og efter retssagen havde han hårdnakket hævdet sin uskyld. Hans familie og nogle venner så ud til at tro på ham. Det samme gjorde hans patientrådgiver og fængselspræsten i Horsens. Men ikke politi, retsvæsen og rigtig mange andre, der anså Conevski for at være en særdeles farlig mand. De var nervøse for, at han med alle midler ville forsøge at flygte fra fængslet og derefter hævne sig på sine fjender. Der var også bekymring for, at han kunne finde på at overfalde andre i fængslet, og at andre ville overfalde ham på grund af det bestialske drab på to unge mennesker. En forbrydelse, der ikke havde høj status blandt de øvrige fanger. 

Derfor var Conevski omgærdet af ekstreme sikkerhedsregler. Han måtte ikke have kontakt med andre indsatte. Heller ikke på gårdture.

Det endte med et arrangement, hvor han gik sine gårdture med pastor Lomholt, som han hurtigt fik tillid til. Mens to fængselsbetjente var lige bagved med ordre om at være ekstra årvågne. Når de gik dér langs indersiden af ringmuren, havde præsten god tid til at høre Conevskis fortælling om sin uretfærdige skæbne og livet som offer for justitsmord. Om savnet af sin mor og resten af familien, som efter dommen var rejst hjem til Jugoslavien. Alt sammen gjorde stort indtryk på min far, der i modsætning til de fleste andre i fængslet var ansat til at gøre fangernes tilværelse mere tålelig. Drevet af at se mennesket bag forbrydelsen og fokusere på det gode i fangerne frem for den ene onde ting, der var skyld i, at de var idømt en fængselsstraf. Han kæmpede for, at fangerne blev behandlet med samme respekt som alle andre, uanset om de var dømt for narkohandel, voldtægt eller et brutalt dobbeltdrab.

 

I årene, der fulgte, forblev min far optaget af Conevskis skæbne. Imens skruede jeg ned for festerne og blev mere lydhør for min fars fortællinger fra sit arbejde. Deriblandt mødet med den livstidsdømte jugoslaver. Med tiden blev Naum Conevski et vedvarende samtaleemne i min familie. Min mor, der var organist i fængselskirken, var skeptisk over for enhver snak om, at han var offer for justitsmord. Som de fleste andre fæstede hun lid til, at to retsinstanser havde vurderet bevismaterialet og enstemmigt idømt ham fængsel på livstid. 

Omvendt fokuserede min far på de dele af bevismaterialet, der kunne rejse tvivl om dommen, og på Conevskis konstante trang til at erklære sig uskyldig.

Hvorfor skulle han bruge så mange kræfter på det, hvis der ikke var noget om snakken?

 

Som årene og årtierne gik, blev Conevski mere utydelig på offentlighedens radar, men min far slap aldrig interessen. Da Conevski blev flyttet fra Statsfængslet i Horsens til andre lukkede anstalter, fortsatte min far med at besøge ham. Det gør han fortsat, selv om afsoningen snart har strakt sig over fire årtier.

 

I mellemtiden er jeg blevet journalist og har i lang tid arbejdet med kriminalreportager. De sidste seks år som vært på TV 2’s kriminalmagasin, Station 2. På den måde er jeg igen stødt på Conevskis sag. Og når jeg er faldet over en artikel om livstidsdømte eller om dobbeltdrabet på Femøren, har jeg tænkt over, hvem den mand er, der har fyldt så meget i min fars liv, og hvorfor han skal afsone i længere tid end nogen anden på denne side af anden verdenskrig?

 

Hvis Conevski havde været en gennemsnitlig livstidsdømt fange, skulle han havde siddet bag tremmer i 17 år.

Men i princippet har dommen ingen øvre grænse, og i de mest bestialske sager kan dømte sidde betydelig længere.

Da Conevski tog hul på sin afsoning, havde en anden livstidsdømt, Palle Sørensen, allerede siddet i mere end 20 år. Han havde slået fire politibetjente ihjel i et forsøg på at slippe væk efter en række indbrud. De første to betjente blev skudt blot et par hundrede meter fra det sted, hvor Conevski begik sit dobbeltdrab. De to andre ofre for Palle Sørensen blev skudt en kilometer derfra. En ekstrem forbrydelse begået af en mand, som i mentalundersøgelsen blev beskrevet som en ”impulsiv, hæmningsløs og farlig forbryder.” Hans sag var i mange år genstand for offentlig debat. Når det kom på tale at sætte ham på fri fod, protesterede Dansk Politiforbund og borgerlige politikere. Derfor blev Palle Sørensen Danmarks længst siddende fange. Da han i 1998 blev benådet, havde han afsonet næsten 33 år. På det tidspunkt kunne ingen forudse, at han ville blive overgået af Conevski. Det skete i 2017. Også derfor er Conevskis historie meget andet end blot en kriminalsag.

 

I denne bog står en række kilder frem, som aldrig tidligere har fortalt deres historie. Først og fremmest Conevski selv. Siden han blev anholdt i 1984, har han sagt nej, hver gang en journalist henvendte sig. Især fordi læger, advokater og patientrådgivere har rådet ham til at holde lav profil. Der skulle to års skriverier og møder med fagpersoner omkring Conevski til, før det lykkedes mig at komme ind bag de låste døre og besøge ham med en optager og en mikrofon. Til den første af i alt 12 samtaler. Her fik jeg hans tilsagn til at indhente aktindsigt i sagen. Dermed begyndte flere tusinde dokumenter at tikke ind på min mail. Andre fik jeg i fysisk form i papkasser. Sagsakter, journaler, notater, rapporter fra blandt andre Kriminalforsorgen, sundhedsmyndighederne, politiet, anklagemyndigheden og Justitsministeriet. Derudover har jeg lavet interviews med mere end 40 kilder. Politiets efterforskere, psykiatere, advokater, gamle venner, kolleger og de af hans ofre, der stadig er i live. Fælles for de fleste er, at de indleder med at sige:

”Den sag glemmer jeg aldrig.”

Efterhånden har jeg fået svar på de fleste af mine spørgsmål og kan nu samle brikkerne i denne bog, som i detaljer gennemgår en enestående tragisk og uendelig langstrakt straffesag. Det er også fortællingen om en håbefuld indvandrer, der på jagt efter lykke og velstand rejste mod det forjættede Nordeuropa. Om knuste drømme, følelsen af at stå uden for det gode selskab, de ekstremt grove forbrydelser, hadet og truslerne. Om en mand, som fik tilnavnet ”Danmarks farligste fange”, og en sag, som formentlig er den mest komplicerede af sin art.

 

I de dele af statsadministrationen, der beskæftiger sig med fængsler og udenlandske fanger, er den for længst blevet legendarisk. Der er skrevet tusinder af dokumenter, holdt utallige møder og brugt oceaner af tid på sagen. Især i Kriminalforsorgen og Justitsministeriet. Men også hos anklagemyndigheden, i politiet og i psykiatrien. Der har været inspektionsrejser til Conevskis hjemland, der har været dansk-jugoslaviske møder på højeste plan, og der findes ikke den justitsminister, som ikke på et eller andet tidspunkt har taget stilling til Conevski.

 

Sagen har også involveret en præsident og en lang række ambassadører, og så har den medført, at ledende psykiatere og politifolk i årtier har udkæmpet en bitter kamp om, hvem Conevski egentlig er: en patient, der har brug for behandling og omsorg, eller en ondskabsfuld og farlig forbryder, der så vidt muligt skal straffes til sine dages ende? Derfor kværner sagen fortsat rundt i den juridiske mølle – som en sten i skoen, der er umulig at få ud. I alle årene siden sin livstidsdom i 1985 har han selv kun haft ét stort ønske: at afsone resten af sin straf i hjemlandet, hvor han kan være tæt på sin familie. Et ønske, som normalt er nemt at imødekomme i et land som Danmark, hvor der er politisk enighed om, at udenlandske kriminelle skal afsone deres straf i hjemlandet. Ikke desto mindre er sagen endt som et juridisk drama af kafkaske dimensioner. 

Conevski er blevet sagen, der afprøver, om den hårdeste straf i Danmark – fængsel på livstid – i dette tilfælde skal forstås helt bogstaveligt. 

Men det er ikke uden etiske dilemmaer at skrive en bog om den 72-årige Naum Conevski. Først og fremmest er der hensynet til de efterladte og ofrene for hans forbrydelser. De har allerede lidt et ubærligt tab. I forhold til dobbeltdrabet på Femøren nævner jeg i denne fortælling de dræbtes navne og en del personlige detaljer om deres liv. Mange oplysninger har tidligere været fremme i avisartikler, bøger og dokumentarprogrammer. Andet kom frem under retssagerne. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at orientere de dræbtes pårørende om indholdet af bogen og give dem mulighed for at kommentere oplysningerne. Dette har de ikke ønsket. Det samme gælder i forhold til Dennis Andersen, den unge mand, der overlevede tragedien på Femøren i maj 1984. Jeg har skrevet breve til ham og mødt ham personligt. Vi har talt om bogen og om sagen, og han har i den forbindelse givet udtryk for, at han ikke ønsker at medvirke. Det er tydeligt, at han stadig er påvirket af sagen.

 

I forhold til en del af de øvrige ofre har de enten selv valgt at medvirke i bogen eller også har deres pårørende. På den baggrund er det i hvert enkelt tilfælde en overvejelse, hvor tæt vi kan gå på ofrenes personlige detaljer. Men overordnet er der tale om en væsentlig og principiel kriminalsag, som bygger på forbrydelser, der er sket for op mod 40 år siden. På den baggrund er der i bogen medtaget en række af ofrenes personlige oplysninger, som har betydning for at forstå Conevski-sagen.

En anden udfordring er, at Conevski lider af en sindssygdom. Nogle år efter dommen blev han diagnosticeret som paranoid skizofren.

Derfor afsoner han nu sin livstidsstraf på en lukket retspsykiatrisk afdeling. Men selv om han medvirker i bogen og kender til indholdet, så er det en svær balance at interviewe ham. Hvad betyder sygdommen for hans evne til at give tilsagn? Kan han overskue det? Det har jeg drøftet med Conevskis advokat, de læger, der i dag har ansvar for ham og en række andre retspsykiatere. De har alle givet udtryk for, at hans tilstand både i medicinsk og juridisk forstand er sådan, at han formelt har kompetence til at give samtykke. Hans psykose bliver holdt nede med medicin og er ikke aktiv. Han er nærværende i en samtale og kan huske, hvad han talte om for uger tilbage. Grundlæggende har han som psykisk syg samme ytringsfrihed som raske borgere i Danmark. Derfor støtter de hans ret til at stå frem med sin version af begivenhederne. 

 

Desuden har han haft god tid til at overveje det og kender en del til journalisters måde at arbejde på efter i årtier at have været vidne til, at aviser, tv og radio har fortalt om de forbrydelser, han er dømt for. Der er også spørgsmålet om sandhedsværdien. Ofte har Conevski et selektivt forhold til sin historie og den kriminalitet, han er dømt for. Centrale begivenheder kan han ikke huske, eller vil han ikke tale om.

Han gør, hvad han kan for at vige uden om ubehagelige spørgsmål. Måske lyver han over for mig? Eller over for sig selv?

Men der er grund til at lytte til Conevski. I nogle tilfælde har han en næsten fotografisk hukommelse om centrale begivenheder, navne og datoer. Han giver vigtige ledetråde til at samle brikkerne i det store puslespil, og i nogle situationer er han som et fastfrosset tidsbillede af begivenheder, der udspillede sig i 1980’erne. Ord for ord gentager han samtaler, som han opfattede dem i et forhørslokale på Politigården, hvor han skulle forholde sig til den voksende bunke af beviser. Nærmest som et levende fossil, der bærer fortidens dramatiske begivenheder ind i nutiden.

 

Dertil kommer, at hans ofte alternative version af virkeligheden er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor dobbeltdrabet på Femøren er sagen, der ikke vil dø.

Livstid – drabsagen der ikke vil dø

Naum Conevski har i 37 år nægtet at stå bag det brutale dobbeltmord på Femøren, som i1985 kostede ham den hårdest mulige straf; fængsel på livstid.

 

Nu fortæller Conevski for første gang sin historie til Anders Lomholt fra TV 2s kriminalmagasin, Station 2. Lomholt har fået adgang til hidtil ukendte kilder og mørklagte akter, der fortæller nye sider af den brutale kriminalsag. En sag, der trækker spor helt frem til i dag, hvor myndighederne stadig strides om, hvorvidt Conevski er en syg og ufarligmand, der skal have hjælp eller en udspekuleret forbryder, som stadig er for farlig til friheden.

 

ANDERS LOMHOLT (f. 1968) er vært og journalist på TV 2s kriminalmagasin Station 2. Han har i mange år beskæftiget sig indgående med krimigenren. Han har været tæt på lyssky miljøer indenfor alt lige
fra narkosmugleri til bandekrig og islamistisk terror.

 

HENRIK NORDSKILDE (f. 1975) er journalist og forfatter. Han har bl.a. arbejdet for magasinerne Euroman og Ud & Se samt været skribent og redigerende på en lang række bogprojekter inden for ledelse, sport, historie m.m.

Du kunne også være interesseret i...