“Det er sidste gang, de ser hinanden i deres barndom. Den slutter i nat.”

Björnstad / Beartown
Oliver Dufåker as Kevin
Miriam Benthe as Maya
Emma Bruinewoud as Sara
Director: Peter Grönlund
Photo: Niklas Maupoix
Produced by Filmlance International

Vidste du, at HBO Nordic-serien BEARTOWN er baseret på en bog af bestsellerforfatteren Fredrik Backman?

Bjørneby handler om en lille by i det nordlige Sverige, som er besat af tanken om at vinde ishockeyturneringen. De syttenårige drenge på juniorholdet mærker den tunge byrde af forventninger, når de bevæger sig ud på isen. Der opstår et giftigt og voldeligt miljø blandt spillerne, og det kommer til at gå alvorligt ud over 15-årige Maya. Hændelsen skaber splid i det lille samfund.

Men i dette uddrag af bogen, er det endnu ikke gået galt…

Maya og Ana er nogle af de sidste, der ankommer til villaen, for Ana måtte standse op og tjekke sin makeup et utal af gange. Hver måned er hun besat af en ny kropsdel, og i øjeblikket er det kind- benene. For ikke så længe siden var det hårgrænsen – det var dengang, hun i ramme alvor fik Maya til at hjælpe hende med at finde ud af, om man kunne plastikoperere panden lavere.

Før de går ind i huset, standser Maya op ude på vejen og beundrer udsigten. Fra gaden, hvor familien Erdahl bor, er der udsigt ned over søen, hele vejen over til skoven på den anden side. Naturen er vildere dér, træerne står tættere, og selv sneen ser ud til at falde i dybere driver. Bagved ligger åbne, hvide vidder, så vidtstrakte, at man som barn kan stå der og være overbevist om, at man er det sidste menneske på jorden. I Bjørneby lærer man tidligt, at det er dér, man skal tage hen, hvis man vil lave ballade uden for hørevidde af voksne. Det ved Maya, for Ana har været tæt på at tage livet af dem begge to ovre på den side indtil flere gange, da de var små. Da de var tolv, stjal hun en snescooter og kørte rundt med Maya hele natten. Maya har aldrig indrømmet det, men aldrig har hun følt sig mere fri.

Året efter holdt Ana op med at google, hvordan man kortslutter snescootere, og begyndte at google slankekure i stedet for. Nu tager Maya sig et øjeblik til at stå der og savne pigerne, der altid legede på den anden side af søen, før hun går ind til festen. Hvis hun havde vidst, at hun om nogle timer ville komme ud fra det selvsamme hus som et helt andet menneske, ville hun være flygtet hen over isen på stedet.

Da de var tolv, stjal hun en snescooter og kørte rundt med Maya hele natten. Maya har aldrig indrømmet det, men aldrig har hun følt sig mere fri.

Kevin står ude i haven og ser gennem de store vinduer, at Maya kommer ind i entréen. Han ser direkte på hende og bemærker ikke, at Benji iagttager ham imens, aflæser hans reaktion. Da Kevin går ivrigt hen mod terrassedøren, pakker Benji irriteret tingene sammen i sin rygsæk og går efter. De maser sig ind gennem stuen uden et ord, med forskellige mål. Kevin standser foran Maya; han gør sig umage for, at hans hjerteslag ikke skal kunne ses gennem trøjen; hun gør sit bedste for ikke at vise ham, hvor lykkelig hun bliver, eller hvor meget hun nyder, at en hel flok ældre piger ude i køkkenet ser det og hader hende.

“Madame,” ler Kevin teatralsk og bukker dybt.

“Herr von Bæmagnet – en fornøjelse!” griner hun og gengælder bukket.

Kevin åbner munden, men tøver, da han ser Benji forsvinde ud ad hoveddøren. Han ser næsten lige så skuffet ud over det som pigerne i køkkenet og Ana – og så skuffet, som Ana ser ud, burde det være fysisk umuligt at blive uden at gå i småstykker.

Ude på vejen slænger Benji rygsækken over skuldrene, skærmer lighterens flamme mod vinden og venter på, at røgen skal tumle ned i hans lunger. Han hører Kevin kalde, men vender sig ikke om.

“Kom nu, Benji, din ånd! Vær nu ikke så fjollet!”

“Jeg fester ikke med småpiger, Kev, det ved du godt. Hvad er de? Femten?”

Kevin slår ud med armene.

“Fald ned – det var ikke engang mig, der inviterede dem!”

Benji vender sig om og ser sin bedste ven i øjnene. Der går næsten ti sekunder, før Kevin begynder at grine. Godt forsøgt.

“Du kan ikke lyve for mig, Kev.”

“Bliv alligevel?” beder Kevin med et skævt smil.

Benji ryster stille og roligt på hovedet. Kevin glipper trist med øjnene.

“Hvad vil du så lave?” Kevin ser på rygsækken.

“Ryg nu ikke så meget, at du begynder at se små nisser med knive og sådan noget pis ude i skoven, vel? Jeg orker ikke at skulle ud at lede efter dig igen, fordi du sidder oppe i et fucking træ og råber og skriger og græder.”

Benji bryder ud i latter.

“Det er sket ÉN gang. Og det var ikke på græs.”

“Kan du huske, da du ringede til mig og råbte: ‘JEG HAR GLEMT, HVORDAN MAN BLINKER!!!’?”

“Du skal ikke joke med det. Det var pisseubehageligt.” Kevin ser ud til at ville røre ved ham. Lader være.

“Og hvis du skal stjæle en bil, så ikke her på vejen, okay? Min far bliver pissesur!”

Benji nikker uden at love noget. Så tager han en joint op af lommen og sætter den forsigtigt fast bag Kevins øre.

“Til i nat. Med lidt tobak i, som du bedst kan lide dem.”

Så omfavner Kevin ham – så kort, at ingen når at se det, men så hårdt, at det alligevel betyder alt. Han kan aldrig sove efter kampene – det er det eneste tidspunkt, han ryger. Kun bedste venner ved det om hinanden. Kun to drenge, der engang lå tæt op ad hinanden med lommelygter under dynen og læste tegneserier og vidste, at grunden til, at de altid følte sig udenfor, var, at de var superhelte.

“Jeg fester ikke med småpiger, Kev, det ved du godt. Hvad er de? Femten?”

Da Benji spadserer væk i mørket, kigger Kevin længe og misundeligt efter ham. Han ved, at pigerne forelsker sig i ham selv, fordi han er god til ishockey – uden det ville han bare være en ganske almindelig, middelmådig syttenårig fyr. Men ikke Benji. Ham forelsker de sig i af helt andre grunde. Han har noget, som alle vil have – noget, der intet har at gøre med, hvad han laver på isen. Hans øjne fortæller altid en, at han kan forlade en på et øjeblik, hvis han får lyst til det, uden så meget som at se sig over skulderen. Han er ikke bundet til noget, bekymrer sig aldrig om noget; Kevin er skrækslagen for at være alene, men Benji favner det som en naturlig tilstand. Under hele deres opvækst har Kevin været rædselsslagen for, at han en dag skulle vågne og opdage, at den anden superhelt er væk. At det hele intet har betydet for ham.

Benjis blod er anderledes end andre menneskers. Han forsvinder i skoven på vej ned mod søen, og Kevin tænker, at den dreng er det eneste frie væsen, han kender.

Det er sidste gang, de ser hinanden i deres barndom. Den slutter i nat.

Mere Om Bjørneby

★★★★★ “Frederik Backman skriver smukt, stramt, præcist og kærligt” – Kristeligt Dagblad
★★★★★★ “En velskrevet roman med noget på hjerte” – Sidses Bogreol
❤❤❤❤❤ “Backman har gjort det igen, igen – fængslet mig fra start til slut” – Bognørden
“En fremragende, indsigtsfuld roman” – Bogblogger.dk

Bjørneby er den første roman i en serie om en lille by med store drømme. Om kærlighed, om at brænde for noget, om mandighed, identitet og længslen efter at få lov til at vise, hvem man egentlig er. Andet bind i serien hedder Os mod jer og udkom i 2017. Fredrik Backman har meldt ud, at han skriver på tredje bind i serien.

Aktuel som serien BEARTOWN på HBO Nordic.

Du kunne også være interesseret i...