Efter tvungen tur på “genopdragelse”: Zeinab taler ud med sin mor

zeinab genopdragelse jorden under min mors fødder og himlen over min fars tag

Zeinab Mosawi var splittet mellem den danske kultur og den irakiske, da hun voksede op. Efter flere sammenstød i ungdomsårene snød hendes forældre hende med på ferie til faderens familie i Irak og efterlod hende der på såkaldt “genopdragelse”. Det lykkedes Zeinab at flygte og komme hjem til Danmark. Og nu er hun klar til at forstå, hvad der drev hendes forældre til at gøre som de gjorde.

 

Læs hendes forord til bogen Jorden under min mors fødder her.

Jeg har altid ledt efter svarene, men jeg har aldrig turdet stille spørgsmålene. De har ellers fyldt mit hoved i mange år, og der er kun kommet flere til, i takt med at jeg er blevet ældre og har tænkt over, hvad der egentlig skete i vores familie, da jeg var yngre.

 

Nogle af spørgsmålene har jeg holdt tilbage, fordi jeg vidste, at det ville være for smertefuldt at stille dem. Jeg har hele tiden vidst, at det ville rive op i en masse hændelser og følelser, som jeg i mange år har forsøgt at fortrænge.

 

Hvorfor var det for eksempel så svært for min mor at vise kærlige følelser for mig, da jeg var yngre?

Hvorfor krammede vi aldrig hinanden i mit barndomshjem, og hvordan kunne min mor sige til sit barn, at jeg var skyld i alle familiens problemer?

At hun ville ønske, at jeg aldrig var blevet født? Vidste hun, hvor sårende det var?

 

Jeg var kun ni år gammel, da hun og min far tvang mig til at gå med tørklæde. Sådan var det, hvis man skulle fremstå som en ordentlig muslim, mente de. Jeg brød mig ikke om det. Syntes, at jeg så grim ud, og jeg følte mig smerteligt anderledes end mine danske veninder.

 

Det var også på det tidspunkt, at mine forældre begyndte at indføre stramme regler for, hvad jeg måtte, og når jeg satte spørgsmålstegn ved deres beslutninger, fik jeg kun uforståelige svar. Forklaringen var altid den samme: at jeg var en god muslimsk pige, hvis bare jeg fulgte reglerne.

 

Det viste sig hurtigt, at jeg ikke var en god muslimsk pige ifølge mine forældre, og jeg begyndte at kæmpe imod deres regler.

 

Jeg bar hættetrøjer ud over mit tørklæde, og inden jeg gik i skole om morgenen, skiftede jeg i busken foran vores rækkehus de lange, løse nederdele ud med stramme jeans.

 

Senere havde jeg i al hemmelighed makeup med i skoletasken, og jeg fandt på små løgnehistorier for at kunne få lov til det samme som mine danske veninder.

Som 14-årig tog jeg skridtet til det ultimative opgør med min mor og far, da jeg tog tørklædet af.

Hvis der havde været konflikter derhjemme før, var det intet mod det, jeg nu satte i gang. De var rasende. Jeg havde vendt tørklædet og dermed min religion ryggen. Jeg fulgte ikke deres regler, og jeg var ved at blive alt for dansk.

 

Problemet var blot, at jeg ikke passede ind nogen steder. Når jeg var derhjemme, levede jeg i Mellemøsten. Når jeg var i skole, levede jeg i Vesten. Jeg balancerede mellem den irakiske og den danske kultur, og jeg forsøgte at leve op til alle forventningerne fra begge sider. Både fra mine forældre og fra det irakiske miljø, sidstnævnte, som uden tvivl ville udsætte mig og min familie for nådesløs sladder og fordømmelse, hvis jeg trådte ved siden af. Men der var også forventningerne fra skolen og mine danske veninder, og de var lige så vigtige.

 

Det viste sig at være en umulig balancegang for mig.

 

Mine forældre var skuffede over mig, og når jeg i deres øjne gjorde noget forkert, slog min far. Det begyndte også at gå dårligt i skolen. Jeg begyndte at skære i mig selv, blot for at gøre smerten mere håndgribelig, og jeg udviklede en spiseforstyrrelse, for så var der i det mindste noget, jeg kunne kontrollere.

Til sidst var jeg så ulykkelig og modløs, at jeg forsøgte at tage mit eget liv.

Det hele kulminerede kort tid efter, da mine forældre sendte mig til Irak og efterlod mig dernede i fem måneder mod min vilje. Det, der efterfølgende blev kendt som en genopdragelsesrejse. Jeg var 16 år gammel, og mine forældre snød mig.

Lokkede mig på ferie til Syrien, og dagen før vores hjemrejse til Danmark meddelte de mig, at jeg ikke skulle med hjem til Danmark. Derimod skulle jeg videre med min far for at besøge hans familie i Irak.

Jeg var rædselsslagen og fortvivlet, for jeg fornemmede godt, at noget var helt galt, men det gjorde ikke indtryk på mine forældre.

Da vi var hos min fars familie i Karbala, tog han mit pas fra mig. Han forklarede mig, at jeg ikke kunne komme mehjem, da der var problemer med min opholdstilladelse og mit fremmedpas. Det viste sig efterfølgende at være det rene løgn, men han rejste hjem til Danmark og efterlod mig dernede.

Det blev aldrig italesat sådan, at jeg skulle til Irak for at blive genopdraget og ”afdanskificeres”, men der var i mit sind ingen tvivl om, at det var det, der foregik. Først efter fem måneders ufrivilligt ophold hos min irakiske familie lykkedes det mig at flygte hjem til Danmark.

I al hemmelighed fik jeg adgang til en computer og skrev til min sagsbehandler ved kommunen hjemme i Danmark.

Efter et par uger havde jeg sammen med folk fra den danske ambassade i Bagdad lagt en flugtplan, så jeg kunne stikke af fra min familie i Basra og komme hjem.

Omtrent fem år efter, i 2018, udgav jeg bogen Himlen over min fars tag, som handlede om min opvækst herhjemme og om mine traumatiserende oplevelser i Irak.

 

For mig var det en måde at bearbejde mine svære oplevelser på, men bogen skabte også en større offentlig debat, som jeg deltog i, om genopdragelsesrejser.

 

Processen fik mig til at reflektere dybere over min historie og situation, i takt med at flere uafklarede spørgsmål dukkede op.

 

Hvad var der sket, hvis jeg ikke var flygtet fra Irak? Var det mine forældres ønske, at jeg skulle blive dernede? Hvad var egentlig min mors rolle i at sende mig derned? Støttede hun min fars plan, eller hvordan foregik det mellem dem? I dag søger jeg de svar, jeg kan få. Jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at prøve at forstå, hvad der lå bag mine forældres handlinger. Min far har jeg ikke set, siden jeg var 18 år. I dag er jeg 26. Men jeg har behov for at forstå, hvorfor særligt min mor handlede, som hun gjorde.

 

På en måde føler jeg, at jeg skal forsones med min fortid for at kunne træde friere ind i min fremtid. Og for at komme dertil bliver jeg nødt til at lære min mor bedre at kende. Egentlig ved jeg ikke meget om hendes opvækst, og jeg har hele mit liv tænkt over, hvordan hendes barndom mon var.

 

Var den fuld af kærlige ord og omsorg, og fik hun lov til selv at bestemme, hvad hun ville med sit liv? Krammede de hinanden i hendes barndomshjem? Blev hun kysset på panden, når hun kom hjem fra skole? Spurgte nogen til, hvordan hendes dag havde været?

Jeg ved, at hun har haft det svært her i Danmark.

Hun har været underlagt nye og for hende fremmede regler og har samtidig skullet håndtere den skjulte hakkeorden og den sociale kontrol, der eksisterer i det irakiske parallelsamfund. Et samfund, hvor irakere lever efter de regler og normer, der er gældende i den irakiske kultur, og hvor man skal efterleve de meget specifikke, men uskrevne regler for at være ”en god irakisk familie”.

 

Hvis jeg finder ud af, hvordan hun har set og oplevet det hele, kan det måske hjælpe mig til at forstå de valg, hun har truffet, og hendes måde at være på.

 

Måske kan det give mig en ro og hjælpe os begge videre.

 

Det er i hvert fald mine tanker og mit håb.

 

Efter et længere tilløb spurgte jeg hende, om vi skulle sætte os sammen, så hun kunne fortælle sin historie. Om hun ville svare på alle de spørgsmål, jeg har om min barndom og opvækst og om genopdragelsesrejsen til Irak.

 

Efter at have tænkt lidt over det sagde hun heldigvis ja.

Zeinab følger ikke reglerne for, hvordan en god pige der stadig prøver at navigere mellem to kulturer, bør opføre sig. Hun har taget tørklædet af, og hun vil leve et teenage liv som hendes veninders.   

 
Som 16-årig bliver hun derfor sendt på en ufrivillig genopdragelsesrejse hos sin familie i Irak. Efter fem måneder i Irak lykkedes det hende at flygte hjem til Danmark. 
 
Forholdet til forældrene er ødelagt. Men langsomt får mor og datter kontakt til hinanden igen. Zeinab brænder inde med en masse spørgsmål til sin mor, som hun skal finde svar på. For hun vil forstå sin mors handlinger og hele det dybe sår i relationen til sin mor. 
 
Moderen Sohads livshistorie, som træder frem i Jorden under min mors fødder, tegner et portræt af en irakisk kvinde og giver et sjældent indblik i det brutale irakiske parallelsamfund i Danmark, hvor fordømmelse og ære er afgørende for en families anseelse.    
Zeinab vil selv bestemme. Det fører gang på gang til sammenstød med forældrene om alt fra påklædning til fester og lejrskole. Zeinab vil ikke være anderledes end sine veninder fra Engholmskolen i Allerød. Men det bakker hendes forældre ikke op om. De sender hende på koranskole på Nørrebro. De tvinger hende til at gå med tørklæde. Og i 2012 begynder fem måneders ufrivillig genopdragelse i Irak, som det kun lykkes Zeinab at flygte fra med hjælp fra Danmark. Hjemme igen fortsætter Zeinabs omtumlede teenageliv. På kvindekrisecentre og opholdssteder. I frygt for, hvad hendes far kan finde på.
 
Himlen over min fars tag er en modig ung kvindes fortælling om sit desperate forsøg på at navigere mellem to kulturer – og et uafrysteligt vidnesbyrd om ære og afmagt i en helt almindelig dansk flygtningefamilie. Men det er også en bog om ikke at give op, om at turde trodse normer, sætte sig op imod autoriter og om at blive ved og ved med at kæmpe for at blive den, man er. 

Du kunne også være interesseret i...