Emilie Meng forsvandt: Læs et uddrag af bogen om sagen her

Helene Meng løb op ad det flettede murstensgulv mod alteret, mens hun spejdede ned langs bænkene i det lavloftede kirkerum. Hun vendte sig og kiggede febrilsk bagud mod det store Frobenius-orgel, hvor korsangerinderne normalt stod under gudstjenesten.

Organisten kunne med det samme se, at Helene Meng var oprevet og ude af sig selv.

”Er Emilie her? Er Emilie her?” nærmest råbte hun ud i rummet.

Organisten så hen på sangerinderne, der var lige så forundrede over ikke at vide, hvor deres kollega og veninde var henne. Forvirringen og magtesløsheden stod mejslet i Helenes ansigt, og det var tydeligt, at kirken havde været det sted, hvor hun håbet at finde sin datter.

Herfra vidste hun ikke, hvor hun skulle lede.

For organisten og de andre korpiger var det tydeligt, at Emilies mor opfattede situationen som dybt alvorlig. Det gjorde de også selv, da de vidste, hvor vigtigt korsang var for Emilie.

Hvor alvorligt det senere skulle vise sig at være, var der ingen i kirken den dag, der havde turdet tænke på.

>> Læs også: Hvem myrdede gymnasieeleven Stine Geisler?

Med få minutter til at gudstjenesten skulle begynde, måtte organisten forberede de tilstedeværende korsangerinder på, at de skulle synge uden Emilie. Gudstjenesten kunne ikke udsættes, og da orglet med molfyldte toner lagde an til, at pigerne skulle falde ind, var det med en stemme mindre i koret.

Uden for kirken tastede Helene endnu en gang nummeret til Sarah. Hendes frustration var ikke blevet mindre, efter at hun heller ikke havde fundet Emilie i kirken.

Sarah begyndte nu også at frygte det værste. Ingen, hun havde skrevet eller ringet til, havde kunnet givet et svar på, hvor Emilie befandt sig. Hun kunne ikke sidde stille. Hun gik hvileløst rundt i huset og blev ved med at tænke på, hvor hendes bedste veninde mon var henne. Eller hvad der var sket.

Følelsen, der nu havde belejret alle fibre i hendes 17-årige krop, var ikke behagelig. Den var mørk, og den gjorde ondt.

På vagtcentralen i Slagelse ringede telefonen omkring klokken 10 den morgen. Det var der ikke noget mærkeligt i. Det gjorde den ofte. Slagelse dækker det meste af Sjælland, hvorfra der hvert år kommer omkring 500.000 opkald om alt fra brand til indbrud.

Denne søndag modtog alarmcentralen et opkald, der handlede om noget helt andet. Det handlede om en ung pige, der var forsvundet i Korsør. Hendes mor, Helene Meng, fortalte, at hun var dybt bekymret for sin 17-årige datter, der ikke var kommet hjem efter en bytur i Slagelse med to veninder og en ven.

Helene fortalte, at Emilie hverken var i sin seng, sammen med sine veninder eller på arbejde i Sankt Povls Kirke. Hun måtte være kommet ud for noget frygteligt, det var moren overbevist om. Hun havde brug for politiets hjælp, og de skulle rykke ud lige nu. Med alt, hvad de havde.

Situationen var alvorlig, understregede hun flere gange.

>> Læs også: ”Hun kigger ned – fjerner dynen. Barnevognen er tom”: 2 spædbørn forsvinder, det ene for altid

Fra alarmcentralen blev Helene Mengs opkald sendt videre til politiets beredskab, hvor en politiassistent tog imod anmeldelsen over telefonen.

Betjenten lyttede og noterede, mens den bekymrede mor fortalte, at hendes datter aldrig kunne finde på at blive væk på den måde. Emilie var slet ikke typen, der løb hjemmefra.

Korsør havde tidligere hørt under Slagelse politikreds, men efter politireformen i 2007 hørte den nu under Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Med et dækningsområde, der strækker sig fra Nakskov til Korsør, var Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi den arealmæssigt største politikreds på Sjælland med flere end 390.000 beboere i kredsen.

Uden for myldretid ville det tage to timer at køre fra den ene ende af kredsen i Nakskov til den anden i Korsør.

Før i tiden havde Rigspolitiet et meget berømt rejsehold, der rykkede ud og hjalp de enkelte politikredse med at opklare vanskelige og alvorlige sager. Men i 2002 blev Rejseholdet nedlagt og gradvis udfaset frem mod gennemførelsen af politireformen.

Nu var det sådan, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i vid udstrækning selv skulle tage sig af al slags kriminalitet med undtagelse af organiseret kriminalitet og kompliceret økonomisk kriminalitet.

Drabssager, voldtægtssager og overfald var noget, politikredsen selv skulle klare. En sag om den forsvundne Emilie Meng var også noget, politikredsen selv måtte tage sig af uden støtte fra Rigspolitiet.

Efter at betjenten hos Politiets Beredskab havde noteret, hvad han behøvede at vide om den forsvundne pige fra Korsør, forsøgte politiet som noget af det første at spore Emilies telefon.

Det var ikke til megen hjælp. Telefonen var slukket, og signalet var dødt.

Om telefonen var slukket bevidst, eller om den var løbet tør for strøm, kunne politiet ikke se.

Eftersom opkaldet fra Helene Meng var kommet tidligt på dagen, og fordi dagen fortsat var ung, ville politiet i første omgang afvente og se situationen lidt an. Det var trods alt ikke ualmindeligt, at teenagere forsvandt eller selv valgte at blive væk. Og i langt de fleste tilfælde dukkede de op af sig selv igen.

Politiet valgte derfor at vente nogle timer, før de udsendte en efterlysning af den unge kvinde.

I mellemtiden sendte de en patruljevogn ud til Sarah, som fik et chok, da hun så de to betjente i døråbningen. På en eller anden måde blev Emilies forsvinden en tand mere virkelig, da hun stod ansigt til ansigt med de uniformerede repræsentanter for ordensmagten.

Nu vidste hun, at det var alvor.

Hendes krop begyndte at ryste, og hun fik det rigtigt skidt. Alligevel forsøgte hun på bedst mulig vis at besvare politiets mange spørgsmål.

De ville gerne vide, hvad for noget tøj, Emilie Meng havde haft på aftenen forinden.

De spurgte til hendes humør.

Om hun kunne have sovet hos nogen, og om hun var typen, der kunne finde på at stikke af. De havde hørt, at hun før var taget til København, og ville gerne vide, om Sarah så det som en mulighed.

Det troede Sarah bestemt ikke, men hun kunne ikke udelukke noget, eftersom hun ikke havde talt med Emilie.

Sarah var forvirret og følelsesmæssigt medtaget, og mange af de ting, der skete den morgen og formiddag, virkede totalt surrealistiske.

>> Læs også: “Det er sidste gang, de ser hinanden i deres barndom. Den slutter i nat.”

Midt i al forvirringen fornemmede Sarah, at betjentene ikke rigtig tog Emilies forsvinden seriøst. At de allerede fra start af havde lagt sig fast på, at hun var stukket af.

Sarah var i panik og havde svært ved at vurdere, om hendes bange anelser var reelle, eller om det var noget, der foregik inde i hendes hoved. Hvis de var reelle, havde politiet misforstået det hele.

Som hun kendte sin bedste veninde, kunne hun aldrig finde på bare at tage væk.

Det var hun sikker på.

Da politiet en gang før middag forlod Sarahs hus, havde de de oplysninger, de skulle bruge til at udsende en officiel efterlysning. Men de havde ikke travlt, og den kom først mange timer senere.

Den tålmodighed havde Emilie Mengs familie ikke. Efter at Emilies mor havde meldt hende savnet til politiet, udsendte Emilies faster Jannie Holck Andersen en efterlysning på Facebook i gruppen KORSØR ”Lige nu”.

EFTERLYSNING!!!!
Min niece Emilie Meng er ikke kommet hjem efter en bytur i Slagelse i nat. Hun er sidst set på Korsør banegård, hvor hun valgte at gå hjemad imod byen. Hun mødte ikke op på job kl. 10 her i formiddags. Politiet er inde over.

Hvis du har set hende, kontakt mig venligst her.

Til jer, der leder efter hende, så råder politiet os til at blive på veje og stier, så evt. spor ikke bliver ødelagt. Tak.