Ny udgivelse: Grevinden af Henriette Rostrup

grevinden

Grevinden af Bagsværd, Angelica Evans, levede et liv, der overgår de fleste eventyr. Fra plejebarn i Københavns arbejderkvarter til grevinde og en af Europas mest velhavende kvinder, for til sidst at ende som pantelåner på Vesterbros torv. Rejsen derimellem tager os forbi et fattigkvarter i Cape Town, rigmandsvilla i Johannesburg, Grand Hotel i Amalfi, et tuberkulosesanatorie i Schweiz og adeligt besøg i London. 

Forfatter Henriette Rostrup fortæller, hvordan historien om grevindens usædvanlige liv fandt hende, og hvorfor hun måtte fortælle den:

Hvordan faldt jeg over historien med Grevinden og fandt ud af, jeg ville skrive en roman om hende?

 

Lige siden jeg var teenager, har jeg hørt om grevinden, fordi min onkel Kaspar Rostrup i sin tid gerne ville lave en film om hende.

 

Så den her historie om kvinden, der engang boede i den nedbrændte ruin ved Bagsværd Sø, har i mange år været i min bevidsthed, uden at jeg egentlig som sådan kunne huske detaljerne.

 

Da jeg havde udgivet min forrige roman, var jeg en dag ude at gå en tur ved Aldershvile-ruinen, og der fik jeg øje på den lille mindesten, som datteren Stella har sat over sin mor – Kære gode lille mami, stod der på den, og på en eller anden måde gav det genlyd i mit hoved, for en del af den historie, jeg altid havde hørt, var, at Angelica – grevinden – og Stella havde sådan et dårligt forhold til hinanden.

 

Men stenen her tydede jo på noget andet, den rummede en kærlighed og også en form for tilgivelse.

 

 

Næsten som om hun sagde: Jeg ved godt, du prøvede, mor.

 

Så stod jeg der ved ruinen og vidste, at jeg gerne ville vide mere. Jeg måtte undersøge, om jeg ville skrive om hende.

 

Jeg kontaktede min onkel og overtog en masse af hans research, blandt andet breve fra folk, der i sin tid, da han ville lave filmen, stadig levede og havde kendt grevinden på den ene eller den anden led.

 

Der var en, hvis far havde været fisker på Bagsværd Sø og tit havde sejlet forbi. Og selvom jeg ikke som sådan har brugt det i min roman, så var det med til at sætte mine tanker i gang.

 

 

Og jo længere jeg gravede mig ned i historien og fandt ud af flere ting, som ikke var kendt før, jo mere vidste jeg, at det var mig, der skulle skrive romanen om pigen der voksede op som plejebarn på Nørrebro, senere var en af Europas rigeste men alligevel endte sine dage som pantelånerske på Vesterbro i en alder af kun 44 år.

Og måske kunne jeg endda give Angelica lidt oprejsning i forhold til den måde, hun tidligere var blevet skildret på.

Det er blevet til romanen Grevinden – en historie om længsel efter kærlighed og anerkendelse, om armod, rigdom, storhed og fald.


God fornøjelse!

Du kunne også være interesseret i...