En skæbnesvanger rejse til søs er starten på en række hæsblæsende begivenheder for Juliet, hendes mand og deres to børn, i Amity Gaiges roman Havet under os.
Familien sætter sejl mod Panama for at få en pause fra gæld og hverdagsliv, og hvad der først lader til at være løsningen på alle deres problemer, ender med at udvikle sig i en uventet retning og sætte deres liv som de kender det over styr.
Læs første kapitel af bogen her:
Hvor begynder en fejltagelse? På det seneste har jeg syntes, at dette enkle spørgsmål var vanskeligt at besvare.
Umuligt, faktisk.
En fejltagelse er forankret i tid og rum – i en persons ræsonnementer og hendes færden. Et eller andet sted i skæringspunktet mellem de to dimensioner findes den præcist afgrænsede fejltagelse – med et søfartsbegreb kunne man sige dens koordinater.
Begynder min fejltagelse med båden? Eller med selve mit ægteskab? Jeg tror det ikke.
Min fejltagelse må være forankret i en eller anden uskyldig oplevelse, som jeg glemte at afkode, og hvis mysterium har styret mig i det skjulte. Jeg kan for eksempel huske at have stået ved siden af en blændende blå pool på et Howard Johnson-motel, da jeg var 12 år gammel, og betragte et par klæde hinanden af bag halvt nedrullede gardiner, mens min far, som jeg ikke længere var tæt knyttet til, skændtes om regningen nede i lobbyen. Skulle jeg have vendt blikket væk?
Indtraf fejlen endnu tidligere end det, dengang jeg sad på et sisaltæppe i børnehavens klare solskin, lænede mig ind mod drengen ved siden af mig og gav efter for hans insisterede hvisken? Jeg kan stadig mærke hans fugtige ånde i mit øre.
Og nu sidder jeg i et klædeskab.
Michaels klædeskab.
Jeg må hellere forklare mig.
Jeg flyttede ind for et par dage siden. Jeg gik herind for at lede efter noget til ham og opdagede, at gulvtæppet er virkelig blødt. Sollyset bliver filtreret så smukt gennem de to jalousilåger. Jeg føler mig rolig herinde.
Jeg ved godt, at det at gemme sig i klædeskabe er noget, børn gør. Jeg plejede at gemme mig i min mors klædeskab, da jeg var barn. Der hang nogle elegante klæder i silke og uld, som hun aldrig brugte.
Jeg elskede at holde stoffet op foran min krop eller træde ind i hendes høje hæle; som at træde op på et podium, øve mig på min fremtid. Jeg skammede mig aldrig.
Der er sikkert en eller anden sammenhæng mellem det, at jeg søgte tilflugt i min mors klædeskab for længe siden, og at jeg gemmer mig i Michals klædeskab nu, men den indsigt kan jeg ikke bruge til noget.
Nogle gange skriver livet bare nogle forfærdelige små digte til os.
Jeg er ikke sikker på, om jeg kan overleve denne dag eller ej.
Hvis jeg altså vil.
Det at gå ud, at gå udenfor, kræver, at jeg fatter mig og forbereder mig.
Hvis jeg skulle gå ud herfra, begynde at gå rundt og se folk igen og gå i supermarkedet og komme videre, så er det uundgåeligt, at man vil spørge mig: Ville du ønske, I aldrig var rejst?
De vil forvente, at jeg svarer: Ja, vores rejse var en fejltagelse.
Måske er det det, de håber, jeg vil sige.
Men at sige ja til båden var den mest loyale gestus, jeg har vist min mand.
Jeg har ikke råd til at fortryde den.
Hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke have andet end mine mange illoyale handlinger tilbage.
17. januar, kl. 10.15. Logbog for SEJLBÅDEN ‘JULIET’. Fra Porvenir. Mod Cayos Limones. 09° 33.5’N 078° 56.98’W. NV vind 10 knob. Bølgegang: 0,5-1m.
NOTER OG BEMÆRKNINGER: Vi er 102 sømil øst nordøst for Panama City, fanger den herskende vind retning på vej ind i det selvstændige landområde San Blas. Omridset af kystlinjen er stadig synligt bag os, men forude er der kun vand. Intet andet end vand. Det er der, det går op for mig, at der kun er ét ocean. Et stort moderocean.
Ja, der findes bugter & have & stræder. Men det er alt sammen bare ord. Kunstige inddelinger. Så snart man er herude, indser man, at der kun findes ét ubrudt land af vand.
Man ville aldrig have denne følelse til lands.
(Ikke i vores land).
Sikke en følelse. Generationer af sejlere har forgæves forsøgt at beskrive det, så hvad er mine chancer for at kunne gøre det? Jeg, Michael Partlow. Michael Partlow, som ikke ville kunne nævnte titlen på et ene ste digt. Bare spørg min kone, hendes hoved er fuld af dem.
Da jeg mødte ham første gang, tænkte jeg: Jeg ville aldrig gifte mig med en fyr som ham. For pernitten. For konventionel. Ingen humor!
Men jeg tog fejl.
Ægteskab og børn og hele trædemøllen gjorde Michael uhyggeligt sjov.
Han blev sjovere og sjovere, mens jeg, der havde været sjov, blev mindre sjov.
Der var en bestemt undertrøje, som han var knyttet til på en overtroisk måde, mens vi boede ombord på båden. Mindet om den undertrøje får mig til at grine højt.
Når man sejler i varme klimaer, begynder man at have så lidt tøj på som muligt. Og sejlerbørn går klædt som psykiatriske patienter – bastskørter og flamencokjoler med gummistøvler og svejsevisirer og halskæder af muslingeskaller – souvenirs fra de steder, de har besøgt.
Jeg aner ikke, hvor Michael havde den undertrøje fra. Panama City? Den var hvid med kæmpestore ærmehuller. Når han stod på land og strålede med sit drengede ansigt og uvaskede hår, ligne de han en gymnasiedreng, der var faret vild på en vandretur måske tyve år tidligere.
Besætningen på vores fartøj er i god form og i højt humør. Bådsmand Sybil Partlow (7 år gammel) sidder på skødet af førstestyrmand Juliet Partlow i cock pittet. Dæksmatros George ‘Doodle’ Partlow (21⁄2 år gammel) gør sit bedste for at stå oprejst, selvom bå den krænger en smule.
Han er bukseløs, venter på at førstestyrmanden vil hjælpe ham med at tisse ud over siden af båden. Hans lidt forsinkede ordforråd består udelukkende af maritime udtryk. Båd ud, fisk ud.
Vi har lige haft besøg af en meget stor havskildpadde! Den kom op til overfladen ved bagbord med sit ho ved som et periskop. Sybil siger, den er en spion. Hver gang Sybil siger noget nuttet, beder hun mig om at skrive det ned. Skildpadden er en spion, skriv det ned i din bog, far.
Undskyld mig? siger jeg. Er det mig, du taler til? Hvad er det, du kalder mig, når vi sejler, bådsmand?
Hun griner. Fint, skriv det ned i din bog, kaptajn.
Undertrøjen var så sjov, fordi han normalt er så præsentabel, en dandy og et ordensmenneske.
Han har næsten ikke brug for søvn. Hans mor sagde, at sådan havde han altid været. Her i huset plejede han at arbejde til langt ud på natten, sende e-mails og færdiggøre rapporter, men mest af alt gå og nørkle med sine mandeprojekter; lære hvordan elektriske installationer fungerer ved at splitte et eller andet apparat ad eller lave små stykker legetøj til børnene.
Nogle gange gik han endda over på den anden side af bækken, hvor han havde bygget en bålplads, så vi sov i den rustikke duft af brænderøg.
Om morgenen tog han på arbejde, skinnende som et æble. Han ville ikke have, at børnene spiste i hans pendler bil. Dyrekiks, mariekiks, verboten. Familiebilen derimod, min bil? Lovløst område. Der lå et lag af organisk materi-ale og komposterede under sæderne. Hver gang jeg tog et skarpt sving, bankede mystiske genstande mod hjulet.
Nu hvor jeg sidder her, forstår jeg det. Jeg forstår, hvor rart det må have været for ham at have en lille jordbesiddelse et klædeskab, hvor skoene står ved siden af hinanden to og to, og verden er lukket ude, og man kan træffe alle sine egne valg.
Mit klædeskab, som står lige der på den anden side af soveværelset, er ét stort rod. Jeg opgav at forsøge at rydde op i det, da Sybil var lille. Efter at have hængt mine bluser op i flere måneder lod jeg bare dem alle ligge på gulvet, der hvor de var landet, fordi hun havde trukket dem ned af bøjlerne. Hun plejede at komme sjoskende ud af mit skab i mine sko, vaklende som en drukkenbolt, og efter- lade dem på steder, hvor jeg aldrig ville finde dem igen.
Men jeg er en mor. Efterhånden gav jeg dem bare fra mig, alle mine rum, et efter et, også det allersidste klædeskab.
Anmelderne om: HAVET UNDER OS
“Dyb og universel… Havet under os opnår skøn balance mellem det virkelig og det metaforiske”
– The Wall Street Journal
“Gaiges knivskarpe roman er vis om ægteskabelige og bredere problematikker. Men det er også en så gribende eskapisme, at den føles som en redningsbåd.”
– People Magazine
“Vidunderlig… dyb. Hvert element af denne imponerende roman, samler sig i en berusende, hjerteknusende helhed”
– Publisher’s Weekly
