Helle Vincentz’ fotoalbum: Se de rigtige personer fra Jorden under mig

fotoalbum_helle-vincentz_1200x628

Se virkelighedens personer fra Helle Vincentz’ erindringsroman, Jorden under mig.

 

I bogen møder vi Helle som 8-årig i 1987. Det er tiden op til at hendes far, en landmand fra Sydsjælland, tager sit eget liv.

1.

165486885_520079816053945_3142774292306541183_n

Helle Vincentz: Billedet af min far med kikkerten og mig i klapvognen var tæt på at blive brugt til omslaget af Jorden under mig. For mig er det et ekstremt sigende billede. Vi er sammen, min far og jeg, som vi ofte var, men hans blik er rettet mod noget i horisonten langt væk fra mig. Sådan føltes det ofte. Jeg forestiller mig, at han spejder efter Afrika, hvor han boede i flere år, før jeg blev født. I Afrika var alt godt, kunne jeg forstå på min fars historier. Derfor drømte jeg tit om, at vi boede i Afrika i stedet for i Bøgelunde.

2.

165011631_784963215460923_6213095479235906405_n

Helle Vincentz: Det allerbedste og det allerværste fra min barndom er samlet i det her billede. Her er min far og jeg med vores geværer; hans jagtgevær, mit legetøjsgevær, som han købte til mig, efter jeg havde haft både mæslinger og skoldkopper indenfor en meget kort periode. Det var en præmie, hvis jeg ville holde op med at græde så meget. Vi havde et fællesskab, som ingen andre var med i, og den lille pige i det røde regntøj ville gøre alt for at være sammen med sin elskede far. Også gå med på jagt, selv om hun hadede de høje lyde, når jægerne skød. Jeg fornemmer sammenholdet, når jeg ser på billedet, men billedet giver mig også ondt i maven at kigge på. Det var det gevær, han skød sig med.

3.

Helle Vincentz’ forældre i 1980’erne. Moderen døde af kræft, da Helle Vincentz var 23 år. I årene mellem tabene af de to forældre, døde også tre af Helles bedsteforældre og en skoleveninde. Rækken af ulykker i den unge kvindes liv er noget af det, erindringsromanen Jorden under mig zoomer ind på.

4.

Helle Vincentz: Under researchen til Jorden under mig spurgte jeg en af min fars venner, om han vidste, hvor dårligt det gik økonomisk for mine forældre. Han svarede, at han kunne se det på vores bryggers, der også fungerede som badeværelse. En enkelt gang havde han nævnt overfor min far, om han ikke skulle tage at få lavet et ordentligt badeværelse, men min far havde affærdiget ham og sagt, at der ikke var noget galt med at gå i bad i et bryggers. Som barn tænkte jeg ikke over, at der var noget mærkeligt i at gå i bad i et bryggers, udover at cementgulvet i bryggerset var utroligt koldt at gå på og det trak fra yderdøren. Når jeg ser på billedet af mig i ’badekarret’ i et bryggers med afskallede vægge og en rusten vaskemaskine, kan jeg godt se, vores badeværelse så anderledes ud end andre menneskers.

5.

Gården Kvinsbjerg, hvor Helle Vincentz boede med sin familie indtil hendes fars tog sit eget liv. Gården kom på tvangsauktion efter dødsfaldet, og Helle Vincentz genså den først som voksen – da hun researchede til Jorden under mig. Den voksne kvindes gensyn med gården beskrives i bogen.

Jorden under mig af Helle Vincentz

Helle vokser op på en gård på Sydsjælland i 1980’erne. Mor er skolelærer, far er landmand. Helle er på fars hold, søsteren på mors.

 

Helle forstår ikke alt hvad der foregår omkring hende. Men hun ved at statsministeren er ond. Det er ham som er skyld i kartoffelkuren, som gør livet surt for landmændene. Derfor skændes far og mor oftere og oftere. Far begynder at opføre sig underligt. Og en dag skyder han sig i sine forældres kælder.

 

Jorden under mig er en roman om at konfrontere en ubærlig fortid og komme på sporet af sandheden om sin familie. Og sig selv.

Du kunne også være interesseret i...