En af Nordens mest elskede forfattere har gjort det igen: Nyd et uddrag af Anne B. Ragdes “Hjerteknuseren”

Storytalk-hjerteknuseren

Anne B. Ragde er en af Norges mest elskede forfattere og især kendt for sin Berlinerpopler-serie om familien Neshov fra Trondheim. 

 

 

Nu er Anne B. Ragde tilbage med Hjerteknuseren. En medrivende fortælling, der indsigtsfuldt, humoristisk og dybt alvorligt skildrer forholdet mellem
forældre og deres voksne børn. 


– Nu må du tage for dig af maden, sagde hun mat ned mod sin tallerken, mens hun samlede en stump gulerod og en strimmel fiskegratin på gaflen.


Hun forventede ikke noget svar.


De sad på hver sin side af klapbordet i det lille køkken. Mellem dem på bordet stod en gryde med skrællede kartofler og gulerødder. Ved siden af, på en bordskåner af kork, stod en aluminiumsform med fiskegratin fra supermarkedet. Hun havde drysset lidt ekstra ost på toppen, inden hun satte den ind i den gamle ovn, som de tidligere havde brugt derhjemme. Den lillebitte smørsmelter stod på en grydelap med et afsvedet hjørne. Der var et låg af skum på smørret. Purløg havde hun glemt at købe.


Tidligere havde hun haft en stor tue purløg, der voksede på hyttens solside, men den var nu overgroet af noget andet, som hun ikke anede hvad hed.

Hun brød sig ikke synderlig om purløg, men genkendte de lilla blomster, der dukkede op omkring midsommer, og købte en potte, når hun huskede det. Når den nye potte var klippet i bund, proppede hun den lille rodknold ned mellem det navnløse, i håb om at det var en ekstra kraftig slags purløg, som ville gro og udrydde alt det uvedkommende og vokse sig stor og kraftig.

 

Tallerknerne og glassene var forskellige, ingenting matchede her i hytten.

 

Han var først nu kommet ud af sit værelse, med Boje sjoskende efter sig, og havde sat sig til bords på træbænken op ad væggen, et godt stykke tid efter at hun havde råbt, at maden var klar, så den var vel nærmest blevet lunken, og det samme gjaldt sikkert vandet i hans glas. Selv var hun næsten færdig med sin portion, hun havde været dejlig sulten efter at have været ude at samle bær.

Hun havde gået meget længere end normalt, op langs Lang-buåsen og videre nordpå, og hun var træt i armene efter at have båret spanden. At hun dog aldrig kunne lære at tage en rygsæk og nogle mindre bøtter med til bærrene, så de ikke lå og maste hinanden. Multebær var en blød og sårbar last. Men hun vidste jo aldrig, hvor mange hun ville finde. Boje havde hun ladet blive derhjemme, inde hos ham, for hunden var gammel, næsten tretten år. Temmelig døv og sløv og ude af stand til at gå lange ture. Men han havde ikke ondt nogen steder, han havde stadig lyst til mad, og derfor fik han lov til at leve.

 

Når de havde spist, ville hun tage et brusebad. Udenfor, ved væggen uden vinduer, havde hun placeret en lille vandtank, så solen kunne varme vandet op. Solen havde skinnet lidt i for-middag, så vandet var nok ikke iskoldt, og desuden var det tyve grader udenfor.

 

Eftermiddagssolen skar sig pludselig gennem det lille vindue og direkte ind i hendes øjne, så hun var nødt til at knibe dem sammen. Det var dejligt at blive forstyrret af solen på den måde. Hun glædede sig virkelig meget til sit bad og til at klæde sig i tøfler og morgenkåbe og finde krydsogtværsen fra Dagbladet frem. Datoen for at sende svaret ind var for længst overskredet, men det gav hende en stor ro at sidde med en krydsogtværs, viske ud og skrive lige så forsigtigt, hvis hun var usikker, lidt hårdere, hvis hun mente, at det var det rigtige ord. Og bare det, at det var muligt! At tage morgenkåbe på om eftermiddagen efter et brusebad, at det lod sig gøre at have det sådan, leve på den måde, det var så dejligt. 

Og så talte folk om millioner af kroner og alt det, man kunne bruge dem på, det så hun i fjernsynet, læste også om det, og så handlede det egentlig bare om at have en god fiskegratin i maven, multebær i spanden og en krydsogtværs foran næsen, efter brusebadet.

– Jeg fandt en masse multebær, sagde hun tilkæmpet entusiastisk, selvom hun ikke så på ham. Jeg har lagt dem ned i mosen, og så kan jeg lægge dem i fryseren i supermarkedet i morgen.

 

De var flinke i den gamle Brugs, eller Coop hed det vel nu, og hun plejede at få lov at lægge bær i deres fryserum, når hun havde brug for det. Hun kunne godt have købt en lille fryser til hytten, men hvor skulle den stå, måske ude i gangen, under knagerne, det spillede jo ingen rolle, om jakkerne flød lidt ud over låget. Det plejede hun at tænke på hvert efterår i bærsæsonen, hvert eneste efterår, men uden at købe en.

 

Hun forventede heller ikke svar nu. Han var vel totalt ligeglad med multebær, femogtyve år gammel, arbejdsløs og hjemmeboende, hvad skulle han dog med multebær.

 

Hun kastede et hurtigt blik på ham, uden at han bemærkede det. Det så ud, som om han havde sovet helt til nu, han havde i hvert fald ligget i sengen, det vidnede hans hår om. Nu sad han bare og stirrede på sin tomme tallerken uden at gøre mine til at øse op. Hun kastede et blik på uret på væggen, halv fire.

Måske skulle hun tænde for radioen, der var så stille herinde, det eneste, hun kunne høre, var sine egne kæber, der arbejdede blødt med kogte kartofler og et par fiskebidder.

– Vil du lige tænde for radioen, sagde hun. Du sidder nærmest.

 

Hun så ham dreje hovedet og se længe på radioen, inden han igen vendte sig om mod sin tomme tallerken. Hun tyggede. At han orkede det. Men de havde jo ferie, begge to. Alligevel. At han orkede det. Bare ikke at gide … Han kunne jo godt være gået med ud for at lede efter et multebær eller to. Hun havde faktisk spurgt, rent mekanisk, inden hun gik, havde banket dæmpet på hans dør.

 

– Ragnar! Vil du med ud og lede efter multebær?

 

Men så var hun bare gået, hun orkede ikke at stå og vente på, at han ikke svarede, og hun vidste, at ikke engang Boje havde hørt hende, hun orkede simpelthen ikke at stå og vente på, at han ikke ville svare. Hun ville være i sit eget oplyste univers, en til dels solrig augustdag med multebærmoser, der myldrede med orange pletter under skvadrende fugle og dovne myg, og hendes egne hænder, der plukkede flotte multebær, det ene efter det andet. Hun havde også set en masse svampe og var som sædvanlig blevet irriteret over, at hun ikke kunne kende forskel på dem. De stod der og var gratis mad, og så vovede hun ikke at plukke dem, endsige røre ved dem. 

Hun burde måske melde sig til et kursus, nu hvor det snart blev rigtigt efterår. Hvert efterår tænkte hun det samme.

– Radioen, gentog hun. Tænd for den. Og tag nu noget mad, inden det hele bliver koldt og stift.

 

– Bro, bro brille! Klokken ringer elleve! Kejseren står på sit høje, hvide slot, så hvidt som et kridt, så sort som et … et …

 

Hun for sammen, hendes gaffel klirrede ubehageligt mod tallerkenen, hun holdt op med at tygge, trak knap nok vejret og så bare på ham.

 

– Som et … et kul! Fare, fare krigsmand! Døøøøøden skal du lide …

 

Han grinede skævt og så direkte på hende, og hun rejste sig og gik de to skridt hen til køkkenbordet, hvor hun vendte sig om og var parat til at grine overgivent, hvis det nu viste sig at være et pludseligt indfald fra hans side.

 

Så sang han videre. Med melodi. Han sang hårdt, hvert ord var nærmest tilkæmpet tydeligt. Mens han så hende i øjnene. Så hende direkte ind i øjnene. Det gjorde han. Han, der ellers altid kiggede væk, hvis hun rettede sit blik mod hans, han så hende aldrig i øjnene, det skete simpelthen ikke, ikke før nu, og hans blik var rasende tomt.

 

Rasende og tomt.

 

– Den, der kommer allersidst, skal i den sorte gryyyyde!

 

Der var tydeligvis noget galt med hans hjerne.

 

– Stop! råbte hun. Nu stopper du!

Anne B. Ragde: Hjerteknuseren

Jonetta længes efter balance – den balance hun føler, når hun svømmer i dammen, eller når hun tænder for vandet i sin udebruser og lader det lunkne vande skylle ned over sig. Hun længes efter roen, når hun sidder med et krydsord med radioen tændt i baggrunden. Det enkle liv, hvor morgenkaffen kan tage den tid, den tager.

 

Alt dette har hun i sin sommerhytte, men Ragnar er der også. Jonettas voksne og arbejdsløse søn, der bor hjemme og stadig rejser på ferie med hende. Som tager det bedste soveværelse, bestemmer, hvad de skal se i fjernsynet, svarer med enstavelsesord, hvis han da overhovedet svarer, og som efterlader sig onanistive t-shirts og muggent sengetøj, som hans mor må tage sig af.

 

Hvad blev der af hendes kære, lille dreng? Og hvordan skal det lykkes Jonetta at nå ind til denne fremmede, indelukkede mand, som er hendes søn? Og ønsker hun det overhovedet? I løbet af et par ferieuger tvinger dramatiske begivenheder alt det undertrykte op til overfladen.

 

Og spørgsmålet er: Hvornår er det nok? 

Du kunne også være interesseret i...