“Hundelufteren”: En novelle fra Sorgens balalajka af Jens Blendstrup

jens-blendstrup_sorgens-balalajka_forfatterfoto_forside uddrag

I Sorgens balalajka af Jens Blendstrup står 20 noveller om livet. Læs en af dem her.

Klokken nærmede sig 21 om aftenen. Der var en rødmen på himlen som når solen går ned, men i stedet blev den bare hængende. Langt borte kunne han se Storebæltsbroens biler snegle sig af sted. Det var afstanden der gjorde det. Ting blev altid langsommere når man så dem langt fra. Det var derfor han savnede sine gamle kærester, selvom det havde været et helvede til sidst. Han så dem på lang afstand. Løfte kaffekopper og skælde ud på en utrolig behagelig, langsom måde hvor der ikke fandtes nogen vrede, ikke fandtes nogen løgne fordi han så dem på afstand.

 

En stor krabbe nippede til hans bare tæer nede i vandet. Da den fandt ud af at tåen tilhørte et menneske, slap den forskrækket sit tag og pilede ind under en sten. Han elskede at sidde og kigge ned i vandet. Det var som at se børnefjernsyn, der viste Kikkassen med Thomas Windings rare stemme. Nede i vandet foregik der mange ting, men aldrig ting man forstod. Det var det der var det dejlige. En krusning fortalte bunden forfra på nye måder hele tiden. Han havde fået et afbud på sit aftenskolehold. Så var de kun to, og så kunne de lige så godt aflyse. Mona var glad da han aflyste. Hun havde nogle planter hun godt ville have bundet op. De gror jo, de tomatplanter. Hunden svømmede med langsomme tag mellem de to stendiger mens den ventede på endnu en sten. Det var en mærkelig hund. Den foretrak sten der forsvandt så snart de ramte vandoverfladen. Den piskede ud efter den, men når hunden nåede frem, var den altid borte. Om den forstod det, vidste han ikke. Han havde prøvet at forklare den at sten vejer mere end træ. At det var meningsløst at jage noget der ikke ville lade sig jage. Men det var lidt blevet en tradition. En vane. Jeg kaster en god sten nu, og så farer du ud og ser den blive borte. Stenen fløj i en høj bue, og hunden satte af. Skumsprøjtet fra dens vilde løb fløj ud til begge sider. Vandet løb fra dens mund mens den svømmede med tunge, sikre tag. Halen gik som et pendul og kastede små bunker af saltvand ud til siderne. Så ramte stenen overfladen og lavede et hul som blev suget ned. Det lignede noget der kunne splitte jorden ad. Men så lukkede hullet sig igen. Og hunden betragtede desperat horisonten. Den svømmede videre udad og ledte efter den, men der var ingen sten at se mere. Lidt efter begyndte den at pibe igen. Det er tid til endnu en sten, oh herre.

 

Han kaldte den altid Basse når han skulle være alvorlig og have autoritet. Det var lidt som en voksen mands hund.

Han betragtede himlen. Der var ingen skyer. Og ingen mennesker. Han sad lidt og mærkede solens sidste stråler. De trængte helt ind, også ind til lænden der gjorde ondt. Han drejede benet ud til siden så den dårlige del af kroppen kunne blive strakt ud. Der var et punkt mellem helt strakt og halvt strakt der fjernede alle smerter. Det var så mærkeligt med den krop. At der havde været engang han ikke havde ondt. Det der for bare to år siden havde været en sjældenhed, var nu en evig jagen. Hans mor havde haft det samme. Hun vraltede den sidste del af livet og måtte tit sætte sig for at finde ro. Men hun havde trods alt været ældre end ham da det blev helt slemt. Heldigvis kunne han som regel løbe det væk. Men indtil videre var det bare en naturlig skavank. En murren fra livets kasse med smerteeffekter. Hvad det var kommet af, vidste han ikke. Han havde aldrig arbejdet fysisk hårdt. Han havde heller aldrig anlagt en flisegang der kunne udløse den dårlige lænd. Det var bare kommet og taget til. Som et efterår i kroppens kalender. Et musklernes bladfald. Lænden værkede. Indtil lænden blev brugt, og han glemte den.

 

Han havde stadig løbetøjet på. Og kroppen var fuld af salt som ikke kom fra havet, men fra hans eget lager af salt og sved. Han havde hentet hunden da han var kommet hjem fra de tre kilometer i blandet terræn. Den behøvede ikke engang en snor, for den vidste den skulle med til havet. Den var spunset i forvejen og havde selv åbnet lågen der førte ud mod vandet. Den havde kaldt på ham næsten med det samme. Sten, hvor er min sten? Den plejer at være her nu. Han havde fundet den største han kunne finde, og kastet den så langt ud han kunne. Så havde han smidt løbeskoene og var tonset ud i det dejlige vand der på det her tidspunkt i august var som et varmt grødomslag i hedebølgen. Sommeren havde trukket ud og trukket ud. Og nu nægtede solen at gå ned. Det kunne godt være de var vidne til en katastrofe. Et første pust af jordens undergang. Men det var virkelig en rar undergang.

 

Han så på displayet på sin telefon. Hans nabo havde skrevet. “Hvor bliver du af?” Så kom han i tanke om han havde aftalt at kigge på motorcyklen til aften. Det var en gammel NSU han havde købt af den samme mand. Det var noget med svømmeren der lukkede for meget olie ud så motoren druknede i stedet for at køre. Han havde købt en ny svømmer på nettet i Tyskland. Messing som den oprindelige, men ikke hullet som den gamle. Han skrev tilbage han var på vej. Der havde været noget hejs med aftenskolen, skrev han.

Sorgens.balalajka Jens Blendstrup

Så rejste han sig og hoppede i en sidste gang. Han lænede sig bare forover og faldt i på maven. Det gjorde ikke ondt. Han sank forsigtigt ned mod bunden der var kølig som en bajer på bunden af en køletaske. Hagen ramte sandbunden med et stille vumpff. Han var et fly der var nødlandet. Så mærkede han hundens poter på sin ryg og skød opad. Han tog fat i hundens halsbånd og lod sig trække lidt. Hunden var vant til det. Han rejste sig og løftede hunden op og slap den så nænsomt igen.

 

– Nå, Basse, så må vi hjem, sagde han i et alvorligt tonefald. Han kaldte den altid Basse når han skulle være alvorlig og have autoritet. Det var lidt som en voksen mands hund. Der var noget hundefører over navnet Basse. En belærende nikotintyggegummifornuftighed der ikke levnede plads til yderligere svinkeærinder. Hunden så på ham med gennemblødte øjne. Bare en sten til, gerne en stor en, en enorm, vi kan jo sige du tømmer havet med den så jeg kan se den. Jeg kan sagtens bære den hjem. Du ved jo jeg nogle gange har båret stammer mange gange min størrelse, vel ryster mine ben, men jeg gør det.

 

Men de måtte hjem.

 

På den anden side. Han tog en ekstra sten alligevel og kastede. Sådan, det var den sidste. Nej, det var den allersidste. Hunden fulgte ham et stykke ind. Men så vendte den om og begyndte at jage en bølge eller et solstrejf. Han kunne se det. Den var gået i selvsving, det skete nogle gange, så ville den ikke med op. Lige meget hvad han gjorde, ville den ikke med op. Den lignede en sæl der var blevet vandnarkoman. Hver gang han forsøgte at fange den, løb den udad igen. Han forsøgte at lokke den ind. Satte sig ned på hug og vendte ryggen til den som om han havde gang i noget vildt spændende som den ikke måtte være med til. Så kom den gerne tættere på, men havet måtte have gjort den hyperintelligent i dag. Den gennemskuede ham. Den rystede voldsomt på sine ben, hovedet gik fra side til side mens tænderne klaprede fanatisk. Indimellem udstødte den nogle halvkvalte grynt og sendte saltvand ud af næseborene.

 

– Det er ikke sundt, det der, Arthur, sagde han. – Det er simpelthen ikke sundt. Kom så!

 

Han følte sig som en syg hjemismand der ikke kunne sælge sine is

Han satte sig i sandet for at give den tid til at komme. Men hunden blev stående cirka fem meter ude. Så tog han sit sidste kneb i brug. Han kravlede op på muren og gemte sig bag buskene deroppe.

 

– Uhm, en dejlig hundekiks jeg ligger inde med, mumlede han. Og så knitrede han med en hundepose og fyldte den med nøglerne til huset og rystede den. Han følte sig som en syg hjemismand der ikke kunne sælge sine is fordi det ikke var ægte fløde, men sandis med krimskrams og akelejer.

 

Da der var gået fem minutter, kom han frem fra sit skjul. Nu måtte den hund sgu da snart komme. Men den var ikke kommet tættere på. Den var svømmet endnu længere hen ad stranden. Han tog sine løbesko og spadserede med. Det var som at gå i evigheden. Tiden var på en eller anden måde gået i stå. Solen nægtede at gå så meget som en millimeter længere ned. Små strandfluer sprang op hvor han gik.

 

“Måske skulle vi gøre det i morgen i stedet,” skrev han til sin nabo. “Jeg beklager det ikke blev i dag.” Han ærgrede sig lidt, for han havde ikke en skid forstand på den maskine. Han ville bare gerne eje en NSU fra 1957. Ti år før han selv blev født. Ruhrstål er en sjældenhed i dag. Affjedringen var en anden. Monoaffjedring. To kubik motor. Han elskede at eje det forgangne. Naboen havde været så glad fordi han ville købe den. Det er jo ikke en hurtigløber. Nej nej, havde han svaret, men den kan vel køre over Storebæltsbroen. Naboen havde været lidt skeptisk. Du skal i hvert fald ikke give dig til at overhale på den. Jeg ville nok lægge mig forsigtigt bag en lastbil, og så snart du kommer til afkørslen i Nyborg, skal du dreje af og tage landevejen hen til din kollega. Han bor i Holluf Pile, havde han sagt. Ja, men stadigvæk, havde naboen svaret. Du har købt en brummer. Lyden er halvdelen af det, farten betyder ikke så meget.

 

Og der er ikke den civilisation der ikke har godt af at blive sat på standby

Han havde allerede kigget på nettet efter tøj der kunne egne sig til en kværn fra 1957. Man kunne få en retrohjelm med ottetaller på orange baggrund. Der måtte også motorcykelbriller til. Men de var straks sværere at finde. Datteren havde sagt hun gerne ville køre med en tur når den blev lavet. De kunne tage et telt med i sidetaskerne. Det er ikke sikkert jeg orker køre så langt, havde hun sagt. Nej nej, men så kan vi jo drikke en kop tordenkaffe og køre hjem igen? Det ville hun gerne. På sigt. Foreløbig stod den på sin fod i baghaven og lyste op. Det skete han gik ud til den inden han gik i seng. Man kunne lægge panden mod stålet og mærke dagens restvarme. Duften af benzin var gennemtrængende. Hvis der fandtes en deodorant med benzindampe, ville han gå med den. Folk ville tænke: Der kommer en der roder med motorcykler i sin fritid. Han ville rulle sig i benzin og gå gennem Field’s og være brandbar.

 

Hunden gøede ikke mere nu. I stedet prustede den og stønnede.

 

– Nu er det nu! kaldte han.

 

Men det var ikke nu, og det var ikke siden. Og han vidste det. Der ville komme en dag hvor hunden slet ikke ville op af havet. Måske ville han følge dens eksempel og svømme derudad, og når han var træt, ville han bruge hunden som hjælpemotor, og når hunden var træt, ville han gribe dens poter og slæbe den. Måske ville de komme til en uopdaget ø, med kokosnødder. Og der er ikke den civilisation der ikke har godt af at blive sat på standby. Han satte sig ved Langelinjevej og ventede. Hunden var nu ganske få meter fra ham. Han skjulte snoren bag sig. Langsomt rykkede han nærmere.

 

– Du er træt, Arthur, sagde han.

 

– Det er vigtigt du kommer op. Du ved godt du brækker dig hele natten på den her måde.

 

– Sidder du der og snakker med dig selv?

 

Han havde ikke hørt hende komme. Det var pigen med den lille, røde hund. Eller pige og pige. Hun var måske i 30’erne. Hun cyklede altid så energisk af sted. Den her bumlende fremadrettethed. Hun satte sig og bredte sin kjole ud over sandet. Der var noget Luna fra Bamse og Kylling over hende. De havde aldrig snakket sammen om andet end deres dyr. Hun var scenograf, sagde hun og missede mod solen.

 

–Har du lagt mærke til den ikke går ned?

 

–Ja, det er en mærkelig aften.

 

–Kan den være i klemme, tror du?

 

– Solen kan ikke være i klemme, grinte hun. – Men den kan godt nægte at gå ned.

 

–Hvad skal månen så gøre?

 

–Det finder den vel ud af.

 

–Ja, svarede han. – Det gør den jo nok. Tror du de skændes om hvem der skal lyse?

 

– Måner og sole kan ikke skændes. Det er barnelærdom. Han så for sig solen og månen til samtale hos en psykolog.

 

Du er en god underviser. Men man kan mærke på dig du hellere vil gå i stå ved havet.

 

Solen sad yderst. Den var så træt af månens evindelige hang til følelser. Psykologen tændte et duftlys. Det gjorde månen ked af det. Den satte sit mest uhyggelige øde ansigt op. Der var kratre om dens måneøjne. Det var udslag af solens ondskab, fik den sagt. Solen gad ikke sidde på den stol længere. Den var så vred og atombombeemaljeret. Der er dem der vil hjælpes, og så er der dem jeg ikke kan nå, sagde psykologen. Men det er godt I forsøgte. Jeg er sikker på I får et bedre forhold til hinanden på sigt. I er velkommen til at deltage på mit yogahold, det kan nogle gange løse op for spændinger.

 

– Du har nok ret. De hænger jo der fordi de ikke kan hænge andre steder.

 

– Men derfor har du da lov til at mene noget andet, sagde hun og rørte ham blidt på armen. Han trak sig lidt væk. Han var ikke vant til den slags samtaler på den strand.

 

Han vidste ikke hvad han skulle sige. Så han talte til hunden igen. Hun talte også til sin hund. Den var ikke bare rød, den var også bange for vandet.

 

– Hvad laver du så som scenograf?

 

– Det er mest kjoler.

 

– Hvad laver du så her for enden af verden?

 

Hun trak på skuldrene.

 

– Jeg foretrækker vel verdens ende. Her er mere plads. Og knap så mange turister.

 

– Til gengæld er her mænd med hunde der ikke vil op af vandet.

 

De sagde ikke noget i et stykke tid. Nu var hunden begyndt at svømme i mindre og mindre cirkler omkring det sted hvor de sad.

 

– Vil du med hjem og have en sildemad?

 

– Jeg spiser ikke fisk. Jeg har for mange i min mave i forvejen.

 

– Er det øjnene?

– Ja, og deres munde. Jeg kan ikke have den måde de gisper på. Den fladtrykthed hvormed de har levet deres liv.

 

Hun grinede.

 

– Jeg har vist også nogle saltpinde i skabet et sted.

 

– Har de været i nærheden af fisk?

 

– Du skulle ikke være så bange for de små stakler.

 

– De er ikke stakler. De hedder ålekvabber. Og rødspætter. Han smagte på ordet og fik straks rasp på tungen.

 

– Det er mærkeligt når nu du elsker at tage til havet.

 

– Jeg spiser heller ikke biografer. Eller tæppehandlere. Jeg ville ikke kunne få en bid ned. Jeg har prøvet, men jeg ser hver gang for mig hvordan vi krøb på land. Tænk hvis den fisk du arrangerer på et fad med citron og persille, er den næste dominerende art på landjorden. Så holder vi dem jo i virkeligheden bare lidt hen.

 

– Du har en vild fantasi, er du klar over det?

 

– Det er bare fordi min hund er blevet sindssyg. Det påvirker mennesket, vi er symbiotiske et eller andet sted.

 

– Jeg har faktisk gået på et af dine aftenskolekurser.

 

–Har du?

 

– Ja, jeg var sorthåret i den periode. Og kaldte mig ikke Ninna, men Solvejg. Fra fjerde. Du er en god underviser. Men man kan mærke på dig du hellere vil gå i stå ved havet.

 

– Hvordan det?

 

– Det er måden du holder kridtet på. Jeg ved det ikke. Måske er det også bare fordi jeg har set dig hernede. Nogle gange er der langt fra den man plejer at være, til den man virkelig er.

 

Sorgens.balalajka Jens Blendstrup

 

Nu var Arthur så tæt på at den nærmest kunne gå i land. Den standsede og gloede på den lille, røde hund der kvitterede med at stirre tilbage. Så gik Arthurs hale som et slidt vandland. Dråberne løsnede sig fra pelsens plys og lavede dovne ringe i vandet. Ninna rejste sig og gik Arthur i møde. Hun sænkede armene så hun kunne tage hundens rystende kranium i sin hånd. De stod lidt sådan. Vandet trængte ind i kjolens fine stoffer.

 

– Du er en sådan en fin hund. Ja, så fin er du.

 

Så var det ligesom om den gav op og luntede efter hende ind.

 

Den snusede til den lille, røde hund der snusede tilbage. Derefter gik den to skridt til venstre og væltede sig ned i sandet. Der var rigtig meget pels og rigtig meget sand. Han rejste sig for at tage den i snoren. Endelig! tænkte han. Endelig er han klar til at gå hjem. Men i det samme gik den lille, røde hund ud i vandet, og da den ikke kunne bunde mere, gav den sig til at svømme.

 

–Det har jeg aldrig oplevet før, sagde Ninna.

 

– Det er fordi den er gået i selvsving, sagde han. – Det smitter. Det sker når solen ikke vil gå ned.

 

Han greb ud efter Arthur, men nu var Arthur blevet fyr og flamme, den kastede sig ud i vandet og svømmede ud til den lille, nye ven. Der lå de så med deres vanvittige sæløjne.

 

– Vi kan også bare sidde her, sagde hun.

 

– Ja, sagde han og rodede i sandet efter konkylier.

 

Det blev nat sådan. Altså ikke rigtig nat, for solen nægtede jo at gå ned. Men halvnat som når man ikke vil ind fordi ens cykel ikke vil ind fordi asfalten er for varm, og ens knæ er for hårde til at ligge i en seng.

 

På et tidspunkt kom hundene op og lagde sig ved siden af dem. Men da sov de herligt under hendes kjole.

 

Læs de andre noveller: Sorgens balalajka

Mød manden, der åd af mørket. Mød udbryderkongen Sarkofag-Ole, der brød ud af tusindvis af pengeskabe, dusinvis af ægteskaber og til sidst brød ud af døden. Mød optimistjollesejleren Bo, der rundede den forkerte bøje og endte med at sejle jorden rundt.   

I sine sublime og humoristiske noveller fortæller Jens Blendstrup med sprudlende originalitet om mennesker, der pludselig befinder sig i uvante situationer.

Du kunne også være interesseret i...