Husker du første gang du så The Notebook? Her er 3 romantiske bøger med samme glød

1200x628_3-romantiske-boeger

Hvem husker ikke suget i maven, da Rachel McAdams i silende regn vender om på badebroen og råber til Ryan Gosling “Why didn’t you write me!?” for derefter blive belært, at han skam *har* skrevet til hende, 365 breve, et hver eneste dag det første år efter de brutalt blev adskilt … og så: “It wasn’t over. It still isn’t over!” råber han, inden han kysser hende voldsomt.

Ak. Vi kan ikke spole tiden tilbage og lade dig opleve The Notebook for allerførste gang endnu en gang. Desværre. Men vi har godt nyt. 3 bøger har nemlig præcis samme charme i et mix af historie, årelange adskillelser og dejlige hovedpersoner, der må grueligt meget igennem, før forløsningen kommer.

Læs om de 3 bøger her.

"Historien om os" af Renée Carlino

Hvordan ville du reagere, hvis du opdagede, at den bog, du sad med i hænderne, handlede om … dig? Da Emiline slår op på første side i årets mest omtalte roman måber hun. Bogen er skrevet af en ukendt forfatter og handler om pigen Em, der vokser op med fattigdom og tæsk ude på landet. Sammen med nabodrengen Jax drømmer hun om et bedre liv langt væk fra svigt og vold, hvor kun deres venskab holder dem oppe.

Emiline er i chok, for forfatteren bag det mystiske pseudonym må være Jason Colbertson – hendes eneste ven i en svær opvækst. Hun har ikke hørt fra ham i 10 år. Hvorfor har han udgivet hendes private historie uden at sige det til hende?

"Den røde adressebog" af Sofia Lundberg

Doris har haft sin adressebog siden 1928. I den lille bog bærer hun minderne om alle de mennesker, hun har mødt gennem livet. Nu er hun 98 og bor alene i en lejlighed i Stockholm. De fleste af navnene i adressebogen er efterhånden streget over, døde, og hendes eneste kontakt til omverdenen er hjemmehjælperens besøg og samtalerne med niecen Jenny, som bor på den anden side af Atlanten.

En dag begynder Doris at skrive sine erindringer ned til Jenny ud fra navnene i adressebogen. En fortælling fra flere kontinenter og med både for længst glemt kærlighed og stor tragedie.

Spørgsmålet er om historien når Jenny i tide, så den kan få skrevet sit afsluttende kapitel?

"Den søde tilgivelse" af Lori Nelson Spielman

Tilgivelsessten er den nye landeplage. Sten, som vandrer fra person til person, som de hedengangne forhadte kædebreve med håb om tilgivelse mennesker imellem.

Da Hannah Farr, en feteret talk show-vært, får besøg af kvinden bag tilgivelsesstenene i sit show, kommer Hannah uforvarende til at fortælle om sin ikke kun rosenrøde livshistorie for åben skærm.

Og ærligheden har konsekvenser. Hendes fans begynder at foragte hende, vennerne tvivler på hendes oprigtighed, og kæresten stoler ikke længere på hende.

Nu er Hannah tvunget til at se sin fortid i øjnene og få ryddet op, selvom det kan koste hende alt det, hun er og har.

Du kunne også være interesseret i...

Få læseinspiration i din indbakke

I vores nyhedsbrev får du masser af inspiration til din næste store læseoplevelse. Fortæl os, hvad du er interesseret i – så sender vi det helt rigtige indhold til dig. Du kan selvfølgelig altid afmelde nyhedsbrevet igen.