Anders Knutas og Karin Jacobsson står overfor deres hidtil sværeste sag, da to unge drenge forsvinder sporløst.
Da et lig fra Gotlands kulturhistoriske museum skyller op på stranden, går det op for dem, at der kan være en forbindelse til drengenes mystiske forsvinden, og et hæsblæsende kapløb med tiden, sætter i gang.
Læs med her, når Anders Knutas og hans stab forsøger at opklare mysteriet i den nye gribende krimi fra Mari Jungstedt:
Han havde ligget vågen et par timer, efter at de voksne ende- lig var gået i seng.
Den langtrukne middag i en af slottets fine sale var blevet efterfulgt af kaffe på terrassen ud mod søen, og så, netop som han var begyndt at håbe, at alle ville trække sig tilbage, havde værten fundet på, at det var en glimrende lejlig- hed til at udfordre sine gæster til en omgang lerdueskydning i haven.
Der var kun en uge til midsommeraften, og nætterne var lyse som om dagen.
Hans forældre og deres venner havde drukket og fjollet rundt, så det skulle ikke undre ham, hvis det hele endte med, at nogen skød sig selv i foden. Selv var han flygtet ned til broen og havde tilbragt resten af aftenen med at kaste sten i vandet. Han ville være alene.
Han havde fået en idé, og nu planlagde han at føre den ud i livet. I morgen skulle de hjem, og så var det for sent. Han havde kun denne ene chance.
Med tørre øjne stirrede han direkte ind i mørket i det overdimensionerede rum, med silketapeter og så højt til loftet, at det næsten føltes, som om han lå udendørs.
Slottets historie gik helt tilbage til vikingetiden, men det var brændt ned flere gange, senest under krigen med danskerne, og den nuværende bygning var fra slutningen af sekstenhundredtallet. Det var som at befinde sig midt i den svenske historie. Tunge fløjlsgardiner hang ned foran vinduerne og lukkede det skære forårslys ude.
Han trak vejret hurtigt, som om han havde løbet. Det var nu eller aldrig.
Han tændte lampen på natbordet og kastede et blik på vækkeuret. Kvart over tre. Ulvetimen havde indfundet sig. Han havde svært ved at tro, at nogen skulle være vågne. Da selskabet endelig vaklede i seng, var de fleste så berusede, at de med sikkerhed ville sove som sten.
Forsigtigt svingede han benene ud over sengekanten og satte fødderne på det kølige stengulv. Han listede ud på det toilet, der hørte til værelset, og forrettede sin nødtørft. Studerede et øjeblik sit spejlbillede, håret, der faldt i krøller og gik helt ned til skuldrene. Han var vokset meget på det sidste, var blevet høj og tynd. Havde ladet håret vokse til sine forældres fortrydelse, for ikke at tale om hans fars ansigtsudtryk, da han kom hjem med fredsmærke på tøjet og et palæstinatørklæde. Men han var ligeglad med, hvad de syntes. Han gjorde, hvad han havde lyst til, det skulle de ikke blande sig i.
Og nu ville han gøre noget meget forbudt, endda kriminelt.
Men han var nødt til det, havde følt det så længe. At det var på tide. Det var, som om han stod over for en beslutning, noget stort, noget ubegribeligt. Det fik ham til at tænke på de der ind- vielsesritualer blandt skriftløse folk, som han havde læst om i skolen.
Tanken tiltalte ham, den passede til det, han agtede at gøre. Han var i færd med at lade barndommen bag sig for at træde ind i voksenlivet. Det føltes højtideligt på en eller anden måde.
Han trak i sine nye jeans med svaj og sneg sig ud af værelset. Gangen udenfor var øde og stille, høje vinduer sad på rad og række, vendt mod den prangende have. Fuglene kvidrede højt derude.
Han fortsatte gennem slottets gange og hen til værts- parrets soveværelse. Standsede op foran den tunge trædør og lyttede spændt.Der var bomstille. Han tøvede et øjeblik, trak derefter vejret dybt ind og trykkede håndtaget ned.
Døren gik langsomt op med en modvillig knagen. Han skar en grimasse og kneb øjnene sammen, indtil lyden holdt op. Så åbnede han dem igen og kiggede ind i det største soveværelse, han nogensinde havde set. I midten tronede en gigantisk himmelseng, i mørket anede han to personer under dynen.
Gardinerne var trukket for, men lidt af månelyset fandt vej ind mellem sprækkerne. Han sank en klump og sneg sig ind.
Da øjnene havde vænnet sig til mørket, lod han blikket feje hen over rummet.
Den ene væg var forsynet med spejlbeklædte skabe, på mandens side stod en læderlænestol og en standerlampe ved siden af natbordet. Ved siden af hans kone stod et gammeldags sminkebord med et ovalt spejl med guldramme op ad væggen.
Manden og kvinden lå ryg mod ryg og så ud til at sove dybt. Han lyttede til deres åndedrag nogle minutter. Så bevægede han sig så stille som muligt hen mod slotsfruens side, med blikket fikseret på hendes slanke, hvide hals. Hun lå på siden med beg- ge hænder under hovedet, det lange, mørke hår flød ud over puden.
Den ene fod stak ud under dynen, og han kunne ane hendes røde tånegle, perfekte som hele resten af hendes person. Pludselig befandt han sig blot en snes centimeter fra hende. Han turde knap nok trække vejret.
Så lænede han sig forsigtigt fremad. Centimeter for centime- ter, indtil han kunne mærke hendes åndedræt.
Halsen var nøgen. Nu skulle det ske. Lige nu. Han ville ikke spilde et øjeblik længere.
Langsomt hævede han hånden.
Anmelderne om: Mari Jungstedt
”En af skandinaviens bedste krimiforfattere, ingen ringe kompliment i en ellers propfyldt genre”
– The Times
“Jungstedt er en af de bedste krimiforfattere i Norden“
– Kristianstadsbladet
“En af de mest overbevisende krimiforfattere i sin generation”
– Svenska dagbladet
