Esther, Rut og fortroligheden i egetræets skygge: Sofia Lundbergs roman kredser om kvindelige venskabers dybde

Uddrag I egetræets skygge - Sofia lundberg

Ensomheden gnaver i Esther. Hun er nyskilt fra Alex, og hun plages af både savn og skyld. Savn til deres søn, som hun må undvære hver anden uge; skyld over at have slået sin egen familie stykker.

 

Stykke for stykke samler hun puslespillet over det ægteskab, hun var nødt til at forlade – og sideløbende møder hun Rut, en ældre kvinde, der også gemmer på sin helt egen fortælling, der er vanskelig at dele.

 

De to kvinder mødes tilfældigt, men bygger en fortrolighed op ved deres faste møder under et egetræ ved kysten.

 

Læs de første to kapitler af I egetræets skygge af svenske Sofia Lundberg her.

Et minut går, sekunderne er alt for lange til at kunne tælles. Bladene på den store trækrone bevæger sig i vinden, rasler. Nogle af dem river sig løs og svæver højt op i luften for så at falde ned mod jorden og slutte sig til det rødgule, døde lag af det, der for kort tid siden var levende. I baggrunden spiller havet sin allermest brusende melodi. Vinden trænger igennem tøjets fibre, ind på den bare hud, ind i sjælens allerinderste afkroge. Koldt. Frossent. Ensomt. Ikke engang hestene vil gå ud; de står trykket op mod væggen i deres læskur lidt længere borte på engen. Udstøder indimellem en prusten, så skyer af varm ånde står ud i luften, stiger til vejrs og forsvinder.

 

Esthers sko er våde efter den lange gåtur. Der er kommet en skarp, bølget rand forneden, som trækker længere og længere op på overlæderet. Strømpen inden i er stiv og fugtig. Hun vrikker med tæerne, op og ned. Storetæerne for sig, de andre sammen. Hun kæmper for kun at vrikke med lilletæerne, men det mislykkes gang på gang. I det mindste holder det tankerne på afstand. Hvor længe ved hun ikke, måske kun nogle sekunder. Tiden går altid så langsomt disse lørdage. 

Disse amputerede dage, hvor hun godt nok stadig er mor, men uden et barn at tage sig af.

Bænken er kold og hård at sidde på. Hendes balder bliver følelsesløse, og fugten trænger gennem hendes jeans. Hun bliver alligevel siddende, med hovedet lænet tilbage mod egetræets enorme stamme. Hun har et stort, uldent tørklæde viklet om halsen, som går op over hagen og dækker både mund og næse. Skyerne sejler forbi, hun betragter dem, ser, hvordan det underste lag bevæger sig hurtigere end det øverste. Ser skyformationer dannes og opløses igen.

 

En fugl flyver med udbredte vinger ind i hendes synsfelt, svævende på vinden. Den kraftige blæst kaster den hid og did, men den holder sig alligevel i luften. Hun kan ikke se, hvad det er for en fugl. Den er gråbrun, med store, brede og takkede vinger. Måske er det en rovfugl, en ørn? Måske spejder den efter markmus på engen.  Hun vender blikket mod det gulnende græs, der stadig står tæt og strittende som en stædig påmindelse om sommeren, der kun lige er forbi.

 

Der går en skælven gennem Esthers krop ved tanken om det brutale i jagten. Musen, som stille og fredeligt snuser rundt i det visne græs, for pludselig at blive bidt i nakken, dræbt og ædt.

 

Hun fryser nu, fryser, så hun ryster af kulde. Det er ved at være på tide at gå hjem.

Inden hun går, lader hun som altid en hånd glide over egen og hjertet, som er skåret ind i dens stamme.

Tre bogstaver står der. Et E, hendes eget, og et A lige ved siden af, lænet op ad hendes. Nedenunder endnu et A, et lille et. Hun lader pegefingeren følge bogstavernes konturer. Så lader hun hånden falde.

 

Engen føles uendelig, da hun går over den, helt alene. Ét skridt ad gangen, den ene fod foran den anden på den smalle, mudrede sti. Stadig længere bort fra egen og bænken. Der er ikke noget barn, som løber foran og svinger med armene. Ingen knæ, som får hudafskrabninger efter et uheldigt fald. Ingen, der er sakket bagud, som man skal skynde på. Ingen sokker, der er gledet ned og skal trækkes op på plads. Ingen ben, der er for trætte til at gå længere. Ingen arme, der strækkes ud mod hende, og ingen, der beder om at blive båret.

 

Der er kun stilhed. Foran hende og bag hende. Over hende, hvor den store fugl stadig svæver på vinden. Esthers arme hænger slapt ned, skuldrene er trukket let op. Hun trækker vejret og har god tid til at notere sig hvert eneste åndedrag. Hun har ikke travlt med at komme hjem, slet ikke. Der er ingen, som venter på hende.

Minder om en mistet familie


Jeg har læst, at det er lettere at håndtere et dødsfald end en separation. Det lyder måske mærkeligt. Men i separationer er der altid et hvis og et men. Dødsfald er definitive. Og sjældent nogens fejl. Separationer er mere som en betændt byld, der aldrig heler. Den vokser lige så langsomt og eks­ploderer indimellem i tyktflydende angst.


Ville det have været lettere, hvis en af os var død?


En af os. Hvordan kan jeg overhovedet tænke den tanke? Det er så egoistisk. Adrian må aldrig dø. Og heller ikke Alex. Hvis der er nogen, som burde dø, er det mig. Det var mig, som slog den i stykker, familien. Det var mig, som ødelagde Adrians barndom og gjorde ham til et af alle de rodløse børn, som hver uge er tvunget til at pendle mellem to hjem.

Jeg vil skrive mere, hver dag. Måske kan det hjælpe mig med at få det bedre. Med at forstå.

Her kan jeg skrive, hvad jeg vil, her er ingen tanker forbudte. Det her er min version af, hvad der skete. Kun min. Det er mine tanker, og jeg har ret til at tænke dem. Ingen vil finde den her bog, ingen kommer til at læse den.

 

Jeg er så træt. Af gammel erfaring, frygt og følelser, som lægger et filter over alt, jeg ser og hører. Over alt, jeg tænker. Som gør det umuligt at være neutral.

 

Alligevel vil jeg forsøge, forsøge at forstå, hvordan det udviklede sig sådan her. Hvordan alting kunne gå så galt. Når der nu var så meget, som var godt.

 

Jeg husker vores bryllup. Et fantastisk og storslået bryl­lup. Det var perfekt. Det var nøjagtig, som vi ville have det. Som han ville have det. Jeg var lykkelig og stolt over det. Jeg følte mig altid så stærk, når han var tilfreds.

Jeg elskede forberedelserne. Alle timerne med Vera, min bedste veninde. Jeg husker tydeligt, den dag vi fandt min bryllupskjole.

Vera styrtede rundt i butikkerne og holdt den ene kjole frem efter den anden, alle sammen romantiske, luftige kjoler med fine blonder. Men hver gang rystede jeg på hovedet, vidste, at det ikke var den rigtige. Vi gik fra butik til butik, og jeg var lige ved at give op.

 

Men til sidst hang den der. En smuk kjole i tyk, blank silkeduchess. Klassisk. Cremehvid. Med lange ærmer og stofknapper i ryggen. Så snart jeg fik øje på den, vidste jeg, at det var den rigtige.

 

”Alex vil elske den. Det er den her, jeg skal have.”

 

”Du ser fin ud i den. Men den er meget stram i det. Meget stiv og elegant. Det vigtigste er vel, at du synes om den, ikke Alex. Du kan da prøve nogle andre også? Den skal føles som dig.”

Vera var ihærdig, jeg blev næsten vred på hende, irriteret.

Jeg var sikker; det var den kjole, jeg skulle have. Eksklusiv, elegant og luksuriøs. Alt det, som Alex værdsatte så højt. Og jeg så smuk ud i den, jeg følte mig stærk. Jeg drejede mig en omgang.

 

”Den er mig. Alex ser mig, som jeg virkelig er; takket være ham tør jeg endelig være mig selv.”

 

Vera gik et par skridt baglæns, lagde hovedet på skrå og betragtede mig et øjeblik.

 

”Ja, måske. Den klæder dig rigtig godt, og selvfølgelig skal du have den, hvis du føler dig godt tilpas i den. Hvad med håret? Det skal vel være udslået, dit hår er så smukt, så kraftigt og bølgende. Du kan jo have blomster i det? Vilde blomster. Det bryder med alt det stive.”

 

Jeg lo.

”Du er ikke rigtig klog, skal jeg have mælkebøtter i håret? Jeg er da ikke nogen hippie.”

“Vi skal have et kirkebryllup mit hår skal være sat op. Sådan her …” Jeg holdt et magasin frem mod hende og pegede på nogle billeder af brude med smukt opsatte frisurer.

 

”Jeg tænkte bare …”

 

Vera blev tavs.

 

Forstod hun det allerede dengang? Så hun noget, som jeg ikke kunne se? Det vil jeg spørge hende om en dag.

 

Jeg bestilte kjolen, og vi forlod forretningen. Vera stak sin arm ind under min. Vi gik hen og satte os på en café med hver sin cappuccino. Fnisede, snakkede, drømte. Jeg spiste ikke søde sager dengang, spiste faktisk næsten ingenting, for det var vigtigt at holde vægten frem til brylluppet. Det var vigtigt, at alt var perfekt.

 

”Kan du huske, da vi var yngre, og du altid sagde, at du ville gifte dig i bare tæer? På en klippe med udsigt over havet, med vinden i håret og solen i ansigtet. Kan du huske det?”

 

Vera smilede ved tanken, men jeg rystede på hovedet, ville ikke kendes ved mindet. ”Åh, pjat, det har jeg da aldrig sagt. Det var sikkert dig, der gerne ville det. Det her er, hvad Alex og jeg vil.”

 

”Åh, pjat, det har jeg da aldrig sagt. Det var sikkert dig, der gerne ville det. Det her er, hvad Alex og jeg vil.”

Tænk, at jeg stadig husker den dag så tydeligt, hver ene­ste detalje.

Eftermiddagen med min brudepige, min bedste veninde. Dengang var det forestående bryllup ved at få mig til at boble over af lykke.

 

Diamanter glitrede allerede på min finger. Jeg kunne ikke holde op med at pille ved forlovelsesringen, som var pyntet med et helt bånd af smukke sten. Den ring, jeg fik, i samme sekund han friede. På knæ med en lang kærlighedserklæring nedskrevet på papir, alting beskrevet ned til mindste detalje. For min skyld. Kunne det virkelig være sandt, at jeg fik lov at være så lykkelig? Jeg, som altid havde følt mig så alene.

 

Nu var jeg det ikke mere. Der var en, der ville have mig. Han så mig, så, hvad jeg kunne, hvem jeg var.

 

Jeg slog kolbøtter af glæde på stranden, da han friede.

 

Da jeg kom hjem, satte jeg et langt slør af toiletpapir fast i mit hår. Vi fjollede rundt, jeg sang højt. Vi drømte stort om vores bryllup. Lo, elskede.

 

Kirken var allerede booket, fortalte han, da vi sad i bi­len samme aften på vej til en restaurant. Han kendte mig så godt, at han vidste, hvilken kirke jeg helst ville giftes i. Datoen lå fast. Alt var parat. Han var også begyndt at lave en gæsteliste, vi fortsatte den sammen. Gik rundt i en rus af planlægning og drømme.

Hvis bare jeg kunne rejse tilbage i tiden og opleve bryl­lupsdagen igen. Musikken, vennerne, lykken, kærligheden.

Optimismen.

 

Jeg husker det første møde ved kirkens sideindgang. Ar­mene, som blev strakt ud mod mig og lagde sig om mig i en omfavnelse. Kjolen var præcis, som han havde håbet, den ville være. Håret sat op i den smukkeste frisure. Blank og glat, helheden var som et kunstværk, hårnåle pyntet med skinnende perler var stukket ind mellem de snoede lokker.

 

Han drejede mig rundt og rundt. Nikkede tilfreds. Jeg følte mig så smuk. Jeg holdt hovedet højt, stolt. Jeg følte ingen tvivl, kun lettelse over at have fundet kærligheden. Over at jeg endelig skulle giftes. Med ham.

 

Vi tog hinandens hænder i våbenhuset, mens klokkerne ringede over os. Flettede fingrene hårdt sammen. Hans hånd var stor og varm. Tryg. Blikket, han sendte mig, var fuldt af kærlighed og beundring.

 

Da bryllupsmarchen startede, gik vi sammen op ad den lange, stenbelagte gang med alles blikke rettet mod os.

 

Langsomt, smilende gik vi. Mod vores fremtid.

 

I egetræets skygge af Sofia Lundberg

Esther har mistet fodfæstet efter en svær skilsmisse og de lange weekender uden sønnen Adrian er smerteligt ensomme.
For at sprede tankerne går hun hver anden lørdag ud til en bænk under en gammel eg, hvorfra der er udsigt ud over vandet.


En dag møder Esther en ældre dame, Rut, på bænken, og de falder i snak. Rut har en fantastisk evne til at fokusere på det smukke og gode i livet. Et uventet og smukt venskab opstår, mens Rut lørdag efter lørdag fortæller om sin ungdom og fascinerende tilværelse i Italien og forsøger at hjælpe Esther videre i livet.


Men en dag er Rut væk, hvilket Esther slet ikke kan forstå. Kan det have noget at gøre med de spørgsmål, Rut altid gled af på? Hvad er det for hemmeligheder, hun skjuler?


I sin søgen efter svar rejser Esther spontant til Comosøen, hvor et langt mere komplekst billede af Ruts livshistorie træder frem.

Sofia Lundberg_Forfatterportræt

Sofia Lundberg

Svenske Sofia Lundberg slog internationalt igennem med romanen Den røde adressebog. Bogen handler om Doris, der sidder ensom og glemt tilbage i en lejlighed i Stockholm – så gammel, at de fleste, der har kendt og elsket hende, er døde.

 

Inden det er for sent, begynder Doris at fortælle sin niece i USA, Jenny, om det spændende, snart glemte liv med tumult, verdenskrige og glamour, hun har levet på to kontinenter. Og om den kærlighed, hun blev snydt for, men aldrig forrådte.

Find Sofia Lundbergs andre romaner på dansk her

Du kunne også være interesseret i...