Når en krimiforfatter interviewer sin egen hovedperson

Jakob Melander, forfatter

Krimiforfatter Jakob Melander har sat Lars Winkler stævne.
Lars Winkler er en kontroversiel figur på Københavns Politigård, og en mand med mange facetter: Far, politimand, tidligere punk og nuværende speedmisbruger … og så er den fiktive hovedperson i Jakob Melanders kriminalromaner. Og måske skulle man tro, at en fiktiv hovedperson havde en slags respekt for sin skaber. Var en smule medgørlig. Men hvis der er én ting, Lars Winkler ikke gør, så er det at stryge dig med hårene. Uanset hvem du er …

Jakob Melander: Velkommen til, Lars. Og tak fordi du gik med til det her lille interview.

Lars Winkler: Har jeg noget valg?

Jakob Melander: Hm. Jeg vil gerne begynde med din fortid. Den er jo lidt usædvanlig for en politimand. 

Lars Winkler: Så tror jeg lige, jeg skal have en smøg.

Jakob Melander: Jeg er ikke så glad for, at du …–

*Lars Winkler tænder en Blå King’s, forsvinder i en røgsky*

… nå, ja. Så lad gå da.

Det var jo sådan set dig selv, der bestemte, at jeg skulle være ryger. Eller det har du måske glemt?

Nu var det jo din fortid, vi skulle tale om, ikke –

Du vil altså gerne høre om 1980‘erne? Punkrock og husbesættelserne? Ved du, hvad jeg tror? Jeg tror, du er ved at blive gammel. At du er panisk angst for at glemme. Og nu vil du have mig til at genopfriske det for dig! Gennemleve det hele en gang til. Har jeg ret?

Altså, det er jo ikke mig, men læserne … Kom nu bare –

Ja, jeg kan jo i hvert fald sige, at det igennem alle de bøger, du efterhånden har skrevet om mig, altid har irriteret mig, at du ikke har skelnet ordentligt mellem punk og BZ. Der var selvfølgelig noget overlap mellem de to. Men for mig var punk et æstetisk oprør, og hvis det havde en politisk dimension, var det gennem æstetikken, musikken og tøjet. Det var på den måde, vi sagde nej til alt det gamle lort. Politik var no-go, den havde 68‘erne allerede taget monopol på. Det var en blindgyde, der var vi nødt til at tage en anden vej. Og det blev så afvisningen. Det negative. BZ, derimod, og de autonome, de var – er – jo virkelig politiske.

Men som politimand …

Da punken lå i sine krampetrækninger, var BZ jo sådan set allerede så småt igang. Og der var da også nogle, der fulgte med over. Men jeg trak mig. Du kan vel trods alt stadig huske, at jeg rejste over til min far i New York?

Men inden da var du da med til gadekampe og den slags. Hvordan har du det i dag, når du tænker på, at du har smidt brosten efter dine nuværende kolleger?

Jeg har aldrig smidt med brosten!

Det var, hvad du fortalte Sanne, ja. Men vi ved begge to, at det ikke er hele sandheden.

*pause*

OK, det var måske ikke så smart. Men som sagt trak jeg mig. Det blev for voldeligt. Jeg kunne jo se, det ville ende med, at nogen ville blive slået ihjel, og …

Ja, og der var jo også én, det endte temmelig skidt for. Kan du ikke fortælle lidt om det?

Så tror jeg, vi skifter emne.

Men dine kolleger –

Ja, takket være dig, er det jo en offentlig hemmelighed, hvad jeg lavede, da jeg var 16. Andre har stjålet knallerter, drukket sig i hegnet eller kørt uden kørekort. Og de kan mærkelig nok sagtens være glimrende politifolk i dag. Det er kun mig … Nå, kollegerne i Afdelingen for personfarlig kriminalitet ved det, og der er ikke noget dér.

Og dine gamle venner fra miljøet?

Jeg ser ikke nogen af dem mere!

Det vil du ikke tale om?

Nu må du holde op. Det her er ved at blive lidt for skizofrent for mig. Og du skal heller ikke tro, det her er nogen særlig original idé. Det er ikke første gang, en forfatter eller “kunstner” interviewer sin egen karakter. Tegneserietegneren Will Eisner interviewede sin detektiv/superhelt The Spirit i 1970’erne, og bugtaleren Edgar Bergen interviewede sin dukke, Charlie McCarthy, tilbage i 1940’erne, var det vist. Nå. Desuden mener jeg, jeg sagde, vi skiftede emne for lidt siden?

*pause. Ingen siger noget. Jakob Melander laver kaffe. Lars Winkler tænder endnu en cigaret.*

Vi prøver igen. Der er nogle, der har kritiseret dig for at være en kliché af en krimihelt – rod i privatlivet, fraskilt, afhængig af det ene og det andet?

Lige dén falder vist tilbage på dig, ikke? Men jeg bliver nu alligevel lidt stødt over at blive kaldt en kliché! Jeg har f.eks. aldrig hørt om en politimand fra kriminallitteraturen, der har været punk. Og med hensyn til det andet … jeg tror, det bliver svært at finde en hovedperson fra den vestlige verdens spændingslitteratur, der IKKE har rod i privatlivet. Der skal være noget på spil. Det her skal jo være dramatisk, helten skal være ved at miste noget. Det skal gøre ondt på ham, ellers er vi ligeglade med ham og hans projekt. Hvor mange, tror du, gider læse om en spejderleder, der hjælper gamle damer over vejen og er god mod børn og dyr? Ikke at der er noget galt i det, men …

Dér er vi i hvert fald fuldstændig enige. Men derfor behøvede du da ikke være fraskilt? Hvad siger du til det?

*Lars Winkler tænker. Længe*

Jeg synes ikke rigtig, der er andre, der har bemærket det, men et særkende ved den skandinaviske kriminalroman – eller rettere sagt: mandlige politifolk i den skandinaviske kriminallitteratur – er jo faktisk, at de står på sidelinien til tilværelsen og kigger ind. For nogens vedkommende – Sjöwall og Wahlös Martin Beck, for eksempel – kan man nærmest tale om en regulær depression.

Og hvad har det med at være fraskilt at gøre?

Det er jo netop det interessante. Politimanden er jo et af de få tilbageværende udpræget maskuline fag, der er tilbage. Udover ham er der kun sådan nogle som brandmanden og soldaten. Og i hvert fald de mandlige skandinaviske kriminalforfattere, sådan nogle som dig, I skildrer jo faktisk den maskuline situation efter kvindefrigørelsen, hvor mændene ikke rigtig aner, hvad de skal gøre. Konen er skredet med ungerne og klarer sig sådan set fint uden ham. Så står han dér tilbage og kigger ind på alt det, han har mistet, og kan ikke rigtig finde ud af, hvordan han skal nå ind til sin tilværelse igen. Altså, det her synes jeg faktisk er langt mere interessant end al den snak om den “samfundskritiske” kriminalroman.

Det er vel også samfundskritisk. For eksempel lyder det da for mig, som om du er imod kvindefrigørelse?

Hvis du lige spoler tilbage kan du ikke finde ét eneste sted på din fine harddiskrecorder, hvor jeg siger, jeg er imod kvindefrigørelse. Det jeg siger er, at nu er vi nået et langt stykke – ikke alle steder, men i hvert fald i familiesituationen – med kvindefrigørelsen. Og det er fint. Sådan skal det være. Men det er nemmere at ændre på institutioner og love og alle de ydre ting, end at ændre på mentaliteten og tankesættet. At justere sig mentalt til, at forholdene har ændret sig. Det er meget sværere. De fleste mænd i Skandinavien i dag er jo vokset op med kvindefrigørelsen og at det er godt og rigtigt. Og det er det også. Der er bare ikke rigtig nogen, der ved, hvad det betyder for det at være mand. Hvordan er man det? I dag?

Ja, vi prøver vel alle sammen …

Præcis. Vi prøver, men indtil videre lykkes det måske ikke så godt. Noget helt andet, i forhold til det med at hovedpersonerne tit er fraskilte og afhængige af det ene og det andet, som du kalder det … og lad mig lige indskyde, at når jeg tager speed en gang imellem, så er det altså ikke bare tilfældigt. Speed, amfetamin, var stoffet, da jeg var punk, det passede perfekt til tidsånden. Michael Strunge udgav en digtsamling, der hed Livets hast, en oversættelse af David Bowies instrumentalnummer, “Speed of Life,” der åbner “Low” (og det er heller ikke en tilfældig titel). Så speed hænger sammen med min karakter. Man kan måske endda sige, det løber mig i blodet – nå, ja det var det med det fraskilte, eller kaos. En dramatisk historie kræver jo en dedikeret hovedperson, en der med sin vilje til at gå imod strømmen skubber til handlingen og sætter den i bevægelse. Hvis vi, altså os, hovedpersonerne, var bureaukrater, ville vi jo lukke computeren klokken 16 og gå hjem til familien. Det er der ikke meget drama i. Vi skal have kaos i vores privatliv, det er den nødvendige modsætning til vores totale dedikation, for så kan vi da i det mindste skabe orden i ét lille hjørne af livet: nemlig vores arbejdsområde. Det er i øvrigt også en temmelig almindelig maskulin tankegang, at du ved det.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan vi skal komme videre herfra …

Jeg har heller ikke mere at sige. Er der mere kaffe?

Du kunne også være interesseret i...

Få læseinspiration i din indbakke

I vores nyhedsbrev får du masser af inspiration til din næste store læseoplevelse. Fortæl os, hvad du er interesseret i – så sender vi det helt rigtige indhold til dig. Du kan selvfølgelig altid afmelde nyhedsbrevet igen.