Smuglæs her: Ny, labyrintisk mordgåde fra forfatteren til “Harry Quebert”-bestselleren

Joël Dicker Mysteriet på værelse 622 dansk

Hvad skete der den gang på værelse 622? Mysteriet på værelse 622 er en intrikat roman om et mord – skrevet af forfatteren bag ”Harry Quebert”-bestselleren, Joël Dicker.

 

Nyd et gratis uddrag af spændingsromanen her.

Tidligt om morgenen lørdag den 23. juni 2018 smed jeg kufferten i bagagerummet på min bil og satte kursen mod Verbier. Solen sneg sig op over horisonten og badede de mennesketomme gader i Genèves centrum i et dyborange skær. Jeg kørte over Mont Blanc-broen, langs de blomstersmykkede kajer og gennem FN-kvarteret, hvorefter jeg tog motorvejen i retning af Valais.

 

Den vidunderlige sommermorgen løftede mit humør, og himlens farvenuancer virkede helt dugfriske, landskaberne, der fløj forbi på begge sider, forekom mig endnu mere idylliske, end de plejede, og de små landsbyer, der lå spredt rundt mellem vinmarkerne højt over Genèvesøen, lignede et postkort. Jeg kørte fra motorvejen ved Matigny og fortsatte ad den smalle, snoede vej, der efter Le Châble bugter sig opad hele vejen til Verbier.

 

Efter halvanden times kørsel nåede jeg frem til mit bestemmelsessted. Det var stadig tidlig morgen. Jeg kørte ned ad hovedgaden gennem den lille by og behøvede bare at følge skiltene for at finde vej til Palace de Verbier. Hotellet lå lige uden for byen (et par minutter til fods), men samtidig tilstrækkelig afsides til, at man følte, man befandt sig et helt mageløst sted. Det var bygget ligesom et typisk luksushotel i bjergene med tårne og skrånende tag, og det lå og puttede sig som i et smykkeskrin, omkranset af en grøn mur af fyrreskove og med en storslået udsigt over Rhônedalen.

 

 

“Du er ham forfatteren. Alle på hotellet taler om dig.”

Jeg blev modtaget af et elskværdigt og opmærksomt personale. Jeg følte mig straks vældig godt tilpas på stedet, der emmede af dyb fred og ro.

 

”De er forfatter, ikke sandt?” spurgte manden bag skranken mig, da jeg indskrev mig i receptionen.

 

”Jo.”

 

”Det er en stor ære at have Dem boende her. Jeg har læst alle Deres bøger. Skal De skrive en ny roman her på hotellet?”

 

”Nej, under ingen omstændigheder!” svarede jeg og slog en latter op. ”Jeg skal hvile ud. Holde ferie, ferie, ferie!”

 

”Jeg er sikker på, at De får et pragtfuldt ophold her, for De har fået en af vores smukkeste suiter, værelse 623.”

 

En piccolo hjalp mig med at bære min bagage op på 6. etage. Mens jeg gik ned ad gangen, gled mit blik hen over værelsesnumrene. Og jeg blev temmelig overrasket, da jeg så rækkefølgen, nemlig 620, 621, 621 B, 623!

 

”Det var da underligt,” sagde jeg en passant til piccoloen. ”Er der ikke noget nummer 622?”

 

”Nej,” svarede han blot.

 

Værelse 623 var helt og aldeles fantastisk. Indrettet i en moderne stil, der stod i perfekt kontrast til atmosfæren på hotellet. Der var en stue med en stor sofa, pejs, et skrivebord med udsigt over dalen samt en stor altan. I soveværelset en dejlig stor dobbeltseng og et påklædningsværelse, der førte ud til et marmorbadeværelse med brusekabine og et kæmpestort badekar.

 

Da jeg havde inspiceret lokalerne, forhørte jeg mig nærmere om historien med værelsesnumrene, for den nagede mig ærlig talt. ”Men hvorfor 621 B og ikke 622?” spurgte jeg piccoloen, der

var ved at stille min bagage på plads.


”Uden tvivl en fejl,” svarede han undvigende.

Jeg kunne ikke afgøre, om han virkelig ikke vidste noget eller blot fortiede det. Under alle omstændigheder virkede han, som om han gerne ville have afsluttet samtalen hurtigst muligt.

 

”Kan jeg gøre andet for Dem, monsieur? Skal jeg sende en piccolo op og pakke deres kuffert ud for Dem?”

 

”Nej, ellers tak, det gør jeg selv,” sagde jeg og stak ham nogle drikkepenge.

 

Han skyndte sig at gå. Jeg var nysgerrig og gik ud for at se mig om på gangen, hvor jeg konstaterede, at der ikke var andre værelser på etagen, der hed noget med B, ud over det ved siden af mit. Det var temmelig besynderligt. Men lad du nu være med at spekulere nærmere over det, sagde jeg til mig selv. Jeg var jo nu engang på ferie.

 

På min første feriedag i Verbier gik jeg en tur i skoven og op til en bjergrestaurant, hvor jeg spiste frokost og nød udsigten. Da jeg kom tilbage til hotellet, slappede jeg af i spabadet og satte mig der- efter og læste et stykke tid.

 

Da det blev aften, satte jeg mig ned i baren og drak en whisky inden middagen. Jeg fik en sludder med bartenderen, der underholdt mig med en jævn strøm af kostelige anekdoter om de andre gæster. Det var dér, jeg så hende allerførste gang: en kvinde på min egen alder, meget smuk og tydeligvis alene, som satte sig ved den anden ende af bardisken og bestilte en dry martini.

 

”Hvem er hun?” spurgte jeg bartenderen, efter at han havde betjent hende.

 

”Scarlett Leonas. Gæst her på hotellet, hun kom i går. Bor i London. Venlig kvinde. Hendes far er en engelsk aristokrat, lord Leonas, kender De ham? Hun taler flydende fransk, så man mærker straks, at hun har haft en privilegeret opvækst. Hun har angiveligt forladt sin mand og søgt tilflugt her.”

 

I løbet af de næste par timer stødte jeg ind i hende to gange.

 

Første gang i hotellets restaurant, hvor vi spiste middag et par borde fra hinanden. Senere helt uventet ved midnatstid, hvor jeg gik ud på min suites altan for at ryge og opdagede, at hun boede på værelset ved siden af mit. Først troede jeg, jeg var alene i det blåtonede nattemørke. Jeg havde medbragt et foto af Bernard fra Paris og stod med det i hånden. Jeg lænede mig op ad gelænderet, tændte en cigaret og stod trist og kiggede på fotoet. Pludselig rev en stemme mig ud af mine grublerier.

 

”Godaften,” lød det.

 

Det gav et sæt i mig. Og dér sad hun diskret på naboaltanen med benene trukket op under sig i en terrassestol.

 

”Du må undskylde, hvis jeg forskrækkede dig,” sagde hun.

 

”Jeg havde ikke forventet at få selskab på den her tid af døgnet,” svarede jeg.

 

Hun præsenterede sig.

”Jeg hedder Scarlett.”

”Jeg hedder Joël.”

”Jeg ved godt, hvem du er. Du er ham forfatteren. Alle her på hotellet taler om dig.”

”Det er aldrig et godt tegn,” sagde jeg til hende.

Hun sendte mig et smil. Jeg ville gerne have øjeblikket til at vare, så jeg bød hende en cigaret. Hun sagde ja tak. Jeg tændte for hende med min lighter.

 

 

“Alle drømmer jo om at skrive en roman, ikke sandt?”

”Og hvad laver du så her på egnen, forfatter?” sagde hun efter at have pustet den første røgsky ud.

 

”Jeg trængte til luftforandring,” svarede jeg undvigende. ”Hvad med dig?”

 

”Jeg trængte også til frisk luft. Jeg er rejst fra mit liv i London, fra mit arbejde og min mand. Jeg havde brug for forandring. Hvem er det på fotoet?”

 

”Min forlægger, Bernard de Fallois. Han døde for et halvt år siden. Han betød meget for mig.”

 

”Må jeg kondolere.”

 

”Tak. Jeg må se i øjnene, at jeg har svært ved at komme videre til næste kapitel.”

 

”Det er ikke så heldigt for en forfatter.”

 

Jeg fremtvang et smil, men hun kunne se i mit ansigt, hvor bedrøvet jeg var.

 

”Undskyld,” sagde hun. ”Det var et kikset forsøg på at være morsom.”

 

”Det behøver du ikke undskylde. Bernard blev enoghalvfems, så han var i sin gode ret til at tjekke ud. Jeg skal bare vænne mig til tanken.”

 

”Sorgen går sine egne veje.” Det havde hun ret i.

 

”Bernard var en stor forlægger,” sagde jeg. ”Men han var også så meget mere end det. Han var et stort menneske, han besad man- ge kvaliteter, og i sin lange forlagskarriere levede han flere liv. Han var både litterat og en vis mand, men også en frygtindgydende forretningsmand, hans karisma og evne til at overtale andre var ud over det sædvanlige, og hvis han havde været advokat, ville han have gjort alle sine parisiske kolleger arbejdsløse. En overgang var Bernard en frygtet og respekteret chef for en af de største franske forlagsgrupper, samtidig med at han sås med tidens vigtigste filosoffer, intellektuelle og politikere. I den sidste del af sit liv trak Bernard sig tilbage efter at have regeret over Paris, men hans udstråling var fuldstændig intakt, og han grundlagde et lille forlag efter sit eget hoved: beskedent, diskret og prestigefyldt. Det var den Bernard, jeg lærte at kende, dengang han tog mig under sine vinger. Han var den brillante, nysgerrige, muntre, strålende læremester, jeg altid havde drømt om at møde. Som samtalepartner var han sprudlende, åndrig, veloplagt og dybsindig. Hans latter genlød af alverdens visdom. Han kendte til alle dårskaber i den menneskelige komedie. Han var en livslang inspiration, en ledestjerne i natten.”

 

”Bernard var tydeligvis noget helt specielt,” sagde Scarlett.

 

”Det var han,” forsikrede jeg hende om.

”Forfatter, det er godt nok også et fascinerende job at have …”

 

”Det syntes min forrige kæreste også, men kun indtil vi blev kærester.”

Scarlett slog en høj latter op.

”Jeg mener det faktisk,” sagde hun. ”Alle drømmer jo om at skrive en roman, ikke sandt?”


”Det ved jeg nu ikke.”

”Jeg gør i hvert fald.”

”Så er det bare at kaste sig ud i det,” var mit råd til hende. ”Du har ikke brug for andet end en kuglepen og et stykke papir, så kan du træde ind i et fortryllet univers.”

 

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. Eller hvordan jeg skulle få en idé til en roman.”

 

Min cigaret var røget i bund. Jeg skulle til at gå ind på mit væ relse, men hun stoppede mig, hvilket jeg på ingen måde var ked af.

 

”Hvordan finder du på en idé til en ny roman?” spurgte hun. Jeg tænkte lidt over det, før jeg svarede.

”Folk tror ofte, at en roman begynder med en idé af en art.

 

Men en roman starter først og fremmest med et begær, nemlig efter at skrive. Et tvingende begær, der ikke kan holdes nede og er stærkere end alt andet. Og dette evige begær efter at skrive kalder jeg for forfattersygen. Selvom man finder på verdens bedste romaniintrige, bliver det ikke til noget som helst, hvis ikke man har lyst til at skrive.”

 

”Og hvordan finder man på en handling?” spurgte Scarlett.

 

”Det er et virkelig godt spørgsmål, doktor Watson. Der er en fejl, debuterende forfattere ofte begår. De tror, at en handling består af begivenheder, der følger på hinanden. Man opfinder en person, placerer vedkommende i en eller anden situation og så videre.”

 

”Rent faktisk,” sagde Scarlett, ”havde jeg en idé til en roman, der skulle handle om en kvinde, der bliver gift, og som på bryllups- natten myrder sin mand på deres hotelværelse. Men længere kom jeg aldrig.”

 

”Som jeg lige har sagt, er det, fordi du kun ser på det, der sker. En intrige skal opbygges omkring en række spørgsmål. Begynd med at stille nogle spørgsmål til historiens handling: Hvorfor dræber en ung brud sin mand på deres bryllupsnat? Hvem er den unge brud? Hvem er hendes mand? Hvordan ser historien om deres parforhold ud? Hvorfor har de giftet sig? Hvor blev de gift henne?”

Scarlett var straks med på legen.

 

”Manden er umådeligt rig, men ekstremt nærig. Hun havde ønsket sig et prinsessebryllup med hvide svaner og fyrværkeri, men det endte med, at hun fik et discountbryllup på en lurvet kro. Optændt af raseri dræber hun sin mand. Hvis dommeren i den efterfølgende retssag er en kvinde, bliver hun dømt under formildende omstændigheder, for der findes ikke noget værre end en nærig ægtemand.”

 

 

“Så værelse 621 B er altså bare en fejl, der opstod, dengang hotellet blev bygget”

Jeg begyndte at le.

 

”Der kan du bare se,” sagde jeg.

 

”Lige så snart du stiller en masse spørgsmål til din oprindelige handling, afføder det uendelig mange muligheder. Hvis du svarer på spørgsmålene, kommer personerne, stederne og handlingen af sig selv. Du har selv ridset ægtemanden og hustruen løseligt op. Du har endda skubbet handlingen fremad ved at tænke på retssagen. Er det mordet, som er kernen? Eller er det retssagen mod kvinden? Bliver hun frikendt? Romanens magi består i, at man omformer en enkelt begivenhed, lige meget hvilken, til et spørgsmål, som åbner døren ind til romanen.”

 

”Lige meget hvilken begivenhed?” gentog Scarlett, men lød en smule skeptisk, som om hun ville udfordre mig.

 

”Lige meget hvilken. Lad os tage et konkret eksempel: Hvis jeg ikke tager meget fejl, bor du på værelse 621 B, ikke sandt?”

 

”Korrekt,” sagde Scarlett.

 

”Og jeg bor på værelse 623. Og værelset før dit er nummer 621. Jeg har været rundt på hele etagen for at være sikker: Værelse 622 eksisterer ikke. Det er et faktum. Hvorfor har hotel Palace de Verbier et værelse 621 B i stedet for nummer 622? Der har du din handling. Og starten på en roman.”

 

Scarlett smilede stort – hun var fanget ind.

 

”Hør lige engang,” sagde hun og greb oplægget i luften, ”det kan der være en fornuftig forklaring på. Indimellem udelader hoteller værelse 13 af hensyn til overtroiske gæster.”

 

”Hvis der som udgangspunkt er en fornuftig forklaring,” sagde jeg, ”er handlingen endt blindt, og der kommer ikke nogen roman ud af det. Og så er det, romanforfatteren går i aktion, for hvis man vil give en roman liv, er man nødt til at skubbe en smule til fornuftens grænser, kaste virkeligheden af sig og ikke mindst skabe en intrige, hvor der ingen er.”

 

”Hvordan ville du gøre, hvis det handlede om det værelse her på hotellet?” spurgte Scarlett, der ikke var helt sikker på, at hun havde forstået, hvad jeg mente.

 

”I romanen ville forfatteren i jagten på en forklaring starte med at spørge sig for hos receptionisten.”

 

”Så går vi derned!” røg det ud af hende. ”Nu?”

 

”Ja, selvfølgelig, nu!”

 

”Værelse nummer 621 B er noget ganske særligt for hotellet her,” forklarede receptionisten os og så ud til at more sig over, at vi var dukket op sent på natten for at spørge om den slags.

 

”Da hotellet blev bygget, fik to værelser sat nummer 621 på døren ved en fejl. Et af numrene 621 skulle bare være skiftet ud med 622, så ville det have været ordnet. Men den daværende ejer, monsieur Edmond Rose, der var en dygtig forretningsmand, foretrak at tilføje et B til nummer 621, og så kom værelset til at hedde 621 B. Det vækker selvfølgelig gæsternes nysgerrighed, og nogle vælger netop dette værelse frem for et andet, fordi de tror, at der er noget særligt ved det. Og påfundet fungerer også den dag i dag, eftersom De står her midt om natten og spørger mig ud om det berømte værelse.”

 

”Så værelse 621 B er altså bare en fejl, der opstod, dengang hotellet blev bygget,” konstaterede Scarlett, da vi igen var kommet op på 6. etage.

 

”Ikke set fra forfatterens synsvinkel,” huskede jeg hende på, ”for så ender historien her. I romanen lyver receptionisten, så historien kan bevæge sig videre. Hvorfor lyver han? Hvad er sandheden om det mystiske værelse 621 B? Hvad er der sket, siden hotelpersonalet prøver at skjule det? På den måde kan man opbygge en intrige omkring en banal begivenhed.”

 

”Og hvad så nu?” spurgte Scarlett.

 

”Nu er det din tur,” drillede jeg.

 

”For jeg går i seng.”

 

På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at jeg lige havde ødelagt min ferie.

Joël Dicker: Mysteriet på værelse 622

En sen decembernat sker der et mord på det fornemme Palace de Verbier-hotel i de schweiziske alper. Politiet finder aldrig den skyldige.

 

Mange år senere besøger forfatteren Joël Dicker Palace de Verbier og bliver hvirvlet ind i mysteriet om, hvad der skete dengang på værelse nr. 622.

 

Han drager ud på en rejse tilbage i tiden og langt ind i den schweiziske bankverden, hvor højpolitiske magtspil, trekantsdramaer, svig og maskespil leder til de fatale begivenheder på Palace de Verbier.

 

Men intet er, hvad det ser ud til at være, og alt står åbent, til den sidste maske falder.

Du kunne også være interesseret i...