En roman om fertilitetsbehandling og længsel: Læs i Karen Strandbygaards bog her

Storytalk-foto-Noget du ikke ved om længsel

Maria har det hele. Karrieren, drømmeboligen og David. Nu vil hun også have et barn. Men de mange forsøg på egen hånd og i fertilitetsbehandlingen begynder at gå ud over parforholdet. Maria bliver mere og mere besat, og langsomt smuldrer alt andet omkring hende.

 

Læs et uddrag af Karens Strandbygaards roman om Maria, der bliver fange af sin egen længsel.

Så snart de har taget beslutningen, føler de sig som en familie. Det er kun barnet, der mangler. Når de går gennem lejligheden med hinanden i hænderne, kan de næsten se det ligge på sit lille tæppe, oplyst af aftensolen, der falder tung og varm ind på det nyslebne gulv. Maria sætter sig i vindueskarmen med vægten af den lille på skødet og peger ned på gaden: Se en bil, se en hund. Vov vov, hvisker hun, vruum.

 

De er som nyforelskede igen. De har sex hver aften og også nogle gange om morgenen, hvis de kan nå det. Det føles anderledes nu, vildere. Det er, som om de flyder ind og ud ad hinandens munde, kønsåbninger, rifter og skrammer nat efter nat. Om morgenen står Maria op og går på arbejde, og i løbet af dagen genfinder hendes krop sin normale form, kødet bliver fast, og hendes åbninger lukker sig til, huden samler sig igen om kroppen. Men så snart de mødes hjemme i lejligheden, og Davids tunge glider ind i hendes mund, bliver hun opløst i atomer og smelter sammen med ham.

 

Maria forstår pludselig, hvorfor folk hopper i faldskærm, springer ud fra klipper og svømmer med hajer. Maria er høj på ubeskyttet sex. 

Det er en rus at tænke på, hvad deres kroppe kan, hvor sindssyge kræfter de sætter i gang. De kan lave et barn. 

Maria er sikker på, hun bliver gravid, hver eneste gang David trænger ind i hende. Celler deler sig, og hendes mave bliver fyldt op af små fostre på forskellige udviklingsstadier. Hun så engang en dyrefilm, hvor en fisker sprættede en to en halv meter stor haj op, og der væltede otteoghalvfems levedygtige unger ud af hajens bølgende mave. De var uden hinder, fortalte en biolog efterfølgende. Det betød, at der var en god chance for, at de ville overleve alle sammen. Hendes krop er så parat. Det kommer bag på hende, da hun får menstruation første gang. Da hun får menstruation tredje gang, er der en lille lampe, der begynder at blinke et sted i baghovedet. Det er bare et lille, svagt lys et sted langt inde mellem hjernevindingerne.

 

”Er det ikke meget almindeligt, at det tager noget tid?” siger David henne fra køkkenbordet, hvor han skærer et græskar i tynde både.

 

”Jo,” siger hun og går i gang med rødløgene. ”Det ville være mere ualmindeligt, hvis det skete med det samme.”

 

”Så bliver det sikkert næste måned.”

 

”Det gør det sikkert,” siger hun og tørrer sine hænder af i viskestykket, da Line og Thomas i det samme ringer på døren.

Noget du ikke ved om længsel - Karen Strandbygaard

David og Maria mødte hinanden til en fest. En måned efter flyttede han officielt ind i hendes lejlighed på Nørrebro, og et halvt år efter blev de enige om at sælge deres lejligheder og finde en større sammen. De havde begge ufravigelige krav til en kommende bolig. David, der er arkitekt, var optaget af grundplaner og afviste alle de lejligheder, som var lagt sammen af to mindre lejligheder, der spejlede sig rundt om bagtrappen som en Rorschach-test. Det kunne han ikke leve i, og det troede han heller ikke, andre mennesker kunne.

 

”Vi får nu ingen klager,” sagde ejendomsmægleren, som hed Lars og duftede af ny bil. ”De er bare ikke klar over, hvad der er skyld i det ubehag, de føler hver dag,” sagde David og kiggede ind i et badeværelse, som var fuldstændig magen til køkkenet i den anden ende af lejligheden, bare med en bruseniche der, hvor der i køkkenet stod et komfur. Maria havde krav til lysindfaldet, og lejligheden måtte ikke ligge højere end anden sal. Hendes mor havde sagt, at hun kom til at fortryde en lejlighed på femte sal, når hun stod med en baby i flyverdragt og to indkøbsposer, og selvom Maria lo affærdigende, sad morens advarsel nu som en chip og bippede i hendes baghoved, hver gang de fulgte efter ejendomsmægleren ind i en opgang, og hun fik øje på barnevognene, der stod presset sammen under trappen. 

De var lige ved at give op, da ejendomsmægleren ringede og fortalte, at han havde en femværelses på hånden i det attraktive kvarter mellem ydre Vesterbro og Frederiksberg.

Det var et dødsbo. Det milde ubehag, hun følte ved ordet, blev opvejet af, at de kunne overtage med kort varsel, og de lavede en aftale med ejendomsmægleren allerede samme dag.

 

Han stod og ventede på fortovet med et sæt bilnøgler i sin venstre hånd, da de cyklede ned ad gaden. Maria elskede allerede det hele. Det svindende eftermiddagslys ned over Valby Bakke, den stille raslen fra trætoppene i de gamle, tilvoksede forhaver, de små cykler, der var smidt skødesløst op ad stakitterne. Det var så banalt, at hun ikke kunne få sig til at sige det til David, men det var som at komme hjem. De steg af cyklerne og trykkede Lars’ hånd, som var smal og lidt fugtig.

 

”Skal vi?” spurgte han og lod dem gå først ind gennem lågen og op ad havegangen, hvor store, takkede fliser af ølandsbrud lå som mørke øer i et grønt og roligt hav. Hoved døren var malet i en mørk nuance af tegl. Indenfor åbnede ejendommen sig med høje, gråmalede paneler i det brede indgangsparti og en svungen trappe med et mørklakeret gelænder. Maria lod David og Lars gå først og fulgte selv efter et par trin under dem. Lyset faldt mat ind gennem de farvede vinduer. Luften i opgangen var kølig mod hendes hud, der var varm og lidt svedig efter cykelturen. Da hun nærmede sig vinduet mellem første og anden sal, fik hun øje på noget i vindueskarmen, og da hun kom tættere på, kunne hun se, at det var en brun bamse. Nogen måtte have fundet den på trappen og sat den op ad de grå paneler, så den ville blive fundet igen. 

Uden at tænke over det, rakte hun ud og trykkede dens pote, da hun gik forbi. 

Lejligheden virkede større, end Maria havde forventet.

 

”Det er, fordi der er så højt til loftet,” sagde David og gættede på fem meter. Lars nikkede og sagde noget om stukken. De gik fra rum til rum og talte ivrigt. Der var slidte væg til vægtæpper på alle gulvene, men da David fik løsnet tæppet i den ene af stuerne, viste der sig en smuk, lakeret parket nedenunder. ”Det er det originale,” sagde David flere gange, mens han åbnede de indbyggede skabe og lod sine hænder stryge hen over det gamle snedkerarbejde. 

 

Der var to stuer ud mod gaden, og ind mod gården lå et stort forældresoveværelse, et børneværelse og et badeværelse. For enden af den lange gang lå køkkenet og bag det det gamle pigeværelse, som gav mulighed for at udvide køkkenet, så der blev plads til en spisekrog. Men man kan naturligvis også lade det være og så bruge pigeværelset til teenageafdeling med egen indgang, når den tid kommer, sagde Lars. Maria skulle lige til at sige noget morsomt for at lette stemningen, men i det samme fik hun øje på den grønne gård gennem det store køkkenvindue bag Lars, stenterrassen nede i hjørnet, rosenbusken, der klatrede hen over legehuset og de gamle frugttræer, der strakte deres arme i vejret som jublende børn. 

 

”Se,” sagde hun åndeløst og rakte ud efter David.

 

”Ja,” sagde han.

De flyttede ind i midten af maj. De fik pudset terrazzoen i badeværelset op, og da de fjernede de faste tæpper i de to stuer en suite, viste parketgulvet under sig at være i perfekt stand.

I begyndelsen var der ingen af dem, der nævnte det lille værelse ved siden af soveværelset, det værelse Lars havde kaldt barneværelset. Indtil videre var det fyldt med flyttekasser og poser med ting, de ville aflevere til genbrug. På et tidspunkt foreslog David, at de indrettede et kontor derinde. De havde begge mulighed for hjemmearbejdsdage, og nu havde de også pladsen. Maria nikkede, men mindede ham om, at de jo også havde det ekstra værelse ved siden af køkkenet. Så længe de ikke havde besluttet sig for at slå pigeværelse og køkken sammen, kunne de lige så godt bruge det til kontor.

 

”Mener du teenageafdelingen?” spurgte David, og Maria lo og gemte ansigtet ved hans bryst. 

 

De følte sig hurtigt hjemme i lejligheden, og en aften gik de ned i gården og grillede og faldt i snak med nogle af de andre beboere. Dagen efter hilste Maria på en af dem i Netto og gik hjem og fortalte David om det. De opdagede, at der stod et blommetræ gemt inde i et krat i Søndermarken, og bar blommer hjem i Davids sweater. De skoldede glas og lavede blommechutney og besluttede sig for at invitere nogle af deres venner over på ost.

Det hele var pludselig så enkelt. Et sted at bo, venner, ost, blommechutney.

En aften, hvor de var ude at gå en tur i kvarteret, vendte David sig pludselig om mod Maria.

 

”Jeg synes, vi skal få et barn.”

 

”Synes du?”

 

”Ja,” sagde han.

 

”Okay,” sagde hun, ør over, hvor svimlende let det var at ændre sit liv. Det eneste det krævede, var et ord. 

 

Okay.

 

Den aften elskede Maria og David med en ny inderlighed, inden de faldt i søvn i hinandens arme. Næste morgen vågnede hun tidligt og stod op for at lave morgenmad, mens David stadig sov. Hun ristede brød i tynde skiver og pressede juice i juiceren, som hun først måtte ned og hente i kælderen, hvor den havde stået i en kasse, siden de flyttede ind. Hun besluttede sig for at lave friskpresset juice hver morgen fra nu af. For barnets skyld.

Hun lavede røræg og bildte sig ind, at kaffen duftede stærkere end normalt. Hun googlede første tegn på graviditet og bagefter very early signs of pregnancy på sin telefon, mens han var i bad. De så på hinanden over morgenbordet, mens de knugede hinandens hænder. Barnet føltes som den første rigtigt selvstændige beslutning, de nogensinde havde truffet.

 

Lyset faldt ind gennem vinduet og badede bordet i et strålende gyldent skær. Maria tænkte, at det betød noget. At det var et tegn. Hun lagde en hånd på sin mave og forestillede sig, hvordan et lille nyt liv måske allerede var ved at blive skabt derinde netop nu. Hun forestillede sig, hvordan hans perfekte sædceller med deres fantastiske dna lige nu var på vej ud gennem toppen af hendes livmoder og ud i æggelederen, hvor de skulle møde hendes smukke, perfekte æg.

 

Maria kunne ikke mindes, hun nogensinde havde været så lykkelig før. Hun havde en vidunderlig kæreste, et spændende job, en dejlig lejlighed, og nu skulle hun også være mor.

Karen strandbygaard: noget du ikke ved om længsel

Fremtiden tegner lyst for 32-årige Maria. Hun har udsigt til en flot karriere som kemiker i en privat virksomhed. At få børn har hun ikke tænkt på. Men da hun flytter sammen med kæresten David, beslutter de at få et barn.

 

Det går ikke efter planen. Maria bliver ikke gravid og parret ender i fertilitetsbehandling. Men intet vil lykkes. De forgæves forsøg på atf å et barn begynder hurtigt at slå sprækker i det ellers gode parforhold. Grænserne skrider for Maria. Dæmoner slipper løs. Maria bliver besat af det ene mål: at få et barn. Alt andet fortoner sig, både karrieren og kærligheden smuldrer, mens hun kæmper med sin krop og sine drømme.

 

Noget du ikke ved om længsel er et psykologiskportræt af en kvinde, som bliver offer for sin egen længsel, og en roman om hvor let et helt almindeligt liv kan slås ud af kurs.

 

Noget du ikke ved om længsel udkommer 15. juni 2021.

Karen strandbygaard: se ikke væk

Frygten er ved at tage overhånd for Anna, og hun er sikker på at hendes to tvillinger er i fare. Problemet er bare, at ingen ser dét, hun ser, og hendes mand Marco tror blot hun er paranoid. Men er hun det?

 

I Se ikke væk møder vi Anna og Marco. De beslutter at tage væk fra dagligdagen på en tur til Thailand. Men hurtigt opfatter for Anna, at et ældre, tysk ægtepar følger efter dem – vil de skade børnene? Anna ser ingen anden udvej end at flygte.

 

Forfatter Karen Strandbygaard er uddannet i retorik. Hun har arbejdet i forlagsbranchen, som tekstforfatter og klummeskribent.  Se ikke væk er hendes debutroman.


“Se aldrig væk, når du har et barn: Skildring af forældreskabets største mareridt er gennemført og tankevækkende”

– Politiken  

 

“Det er en brandvarm debut, der lover rigtig godt for fremtidige udgivelser og samtidig er et frisk pust på den danske litteraturhimmel. “

– Bognørden

Du kunne også være interesseret i...