Er det det samme at skrive på sin første roman som på sin tredje? Læs her forfatter Anne Mette Kirks tanker om nu at være afsender på en krimitrilogi.
Af Anne Mette Kirk
Hjemme i min lejlighed bor tre børn.
Der bor faktisk også en mand og en golden retriever, men det er en anden historie.
Når jeg kigger på de tre søskende, så kan jeg sagtens se, at de er i familie. Alle har de store blå øjne (hvor er mine grønne øjne i øvrigt blevet af?!!), de har lyst hår og så er de sådan alle højere end flertallet af deres kammerater. Jeg ser en åbenlys sammenhæng, det som forbinder dem.
Sådan har jeg det i stor udstrækning med mine nu tre spændingsromaner (hvordan blev det pludselig så mange!????). Jeg ser tydeligt forbindelsen mellem dem:
Titlerne KNUST, LÅST og BLÆST er taget fra samme skuffe, og min politiefterforsker Marc Abildgaard er en gennemgående karakter. Samtidigt har den grafiske designer Harvey fra Imperiet skabt tre smukke forsider, der spiller eminent sammen. Alle er spændingsromaner, som måske bevæger sig i farvandet mellem roman og krimi.
Men jeg anerkender også deres forskelligheder. For hvor KNUST har en særlig plads i mit hjerte, som min første udgivelse. Den er skrevet med en begynders entusiasme og nervøsitet, mens LÅST er “den svære to’er”, som udkom under lockdown med lukkede boghandlere, men klarede sig formidabelt på trods af en svær begyndelse på livet og fløj ind som nummer et på bestsellerlisten.
Og nu kommer BLÆST. Den foreløbige rosin i pølseenden. Efternøleren som er præcis lige så højt elsket. Jeg har udfordret krimikonventionerne endnu mere end før, med den mere erfarnes selvtillid og tiltro til egne ideer.
Er det blevet nemmere undervejs?
Nej, ikke det mindste. Konstant minder jeg mig selv om det engelske ordsprog: “New level, new devil”. Når man insisterer på at udfordre sig selv og krimigenren, så bliver det ved med at være svært. At være så heldig at have læsere er et privilegium, som aldrig må tages for givet. At gøre sig umage er en evig dedikation.
Er det så blevet forudsigeligt?
Nej, når man skriver en serie, så benytter man sig selvfølgelig af det samme univers. Og måske også den samme tone. Men så er det din forpligtelse som forfatter at sende dine karakterer ud på nye udfordringer, vælte deres verden omkuld og forsøge at lade dem navigere i de nye omstændigheder. Det er fantastisk at følge sin karakter fra sidelinjen. Min gennemgående hovedperson, Marc, lærte jeg kende, da han var en nervøs og usikker nyuddannet politimand, og i dag er han en erfaren efterforsker med selvtilliden i orden.
Tilbage til de tre børn, der bor i min lejlighed.
De er forbundet af gener og kærlighed, men de er hver deres egen person. Skal ud og skabe deres eget liv. Uden mig.
Sådan er det også med mine bøger.
De lever i mig, indtil de er klar til at møde verden. Så trækker jeg et skridt tilbage og giver dem plads. Men aldrig så meget, at jeg ikke altid lige holder øje med dem.
Enhver so synes bedst om sine egne grise. Er det ikke sådan, man siger?
Det gælder for børn. Det gælder for bøger.

Anne Mette Kirk, født 1979, har arbejdet som reporter på TV2 News, vært på Station 2 Efterlyst og som presse- og kommunikationsrådgiver i Kongehuset.
Anne Mette Kirk er nu fuldtidsforfatter og foredragsholder.
Hun debuterede i 2019 med den anmelderroste roman KNUST, som blev fulgt op af LÅST i 2021. Begge bøger strøg direkte ind på toppen af bestsellerlisterne.
BLÆST er tredje bind i serien om den unge politimand Marc Abildgaard.
Anne Mette Kirk: Blæst
PR-maskinen hos Danmarks Radio kører i højeste gear.
Forventningerne er skruet helt op til den nye søndags-serie ’Røde papirer’. Og især til Silas Ruby, som har skrevet serien om sin egen turbulente barndom.
Dagen før premieren tager Silas tilbage til sit barndomshjem for at besøge sin familie, men politiefterforsker Marc Abildgaard bliver tilkaldt. Silas’ far og søster er dræbt af skud. En dybt chokeret Silas anholdes tæt på gerningsstedet.
Men var Silas på flugt eller på vej efter hjælp? Hvem ønsker familien udryddet? Og hvorfor forsvinder pludselig flere andre med tilknytning til sagen?
BLÆST er en nervepirrende fortælling om de fejltagelser, vi fejer ind under gulvtæppet, om berømmelsens brutale bagside og om to døde-lige skud. Midt i den bedste sendetid.
Anne Mette Kirk: Låst
I spændingsromanen LÅST møder vi Clara, hendes lillebror Theo, hendes bedste veninde Ronja og en række andre personer i og omkring Claras liv.
Alle bliver de afgørende for Marc Abildgaards opklaring, da han som betjent efterforsker den forbrydelse der ligger bag, da Clara bliver fundet efterladt i en blodpøl på en natklubs toilet.
LÅST er en opslugende roman, der med sine levende skildringer af fortællingens karakterer og miljøer er en medrivende fortælling om venskab og sandhedens pris.
Anne Mette Kirk: Knust
En regnfuld nat forlader fire unge mennesker en gymnasiefest i en stjålet bil og brager ind i et træ.
Føreren, den 19-årige Jonathan, mister livet i ulykken. De tre andre passagerer Tanja, Phillip og Nikoline overlever.
Medierne, politiet og Jonathans forældre køber historien om, at han var fuld og kørte for hurtigt. Men Mathilde, Jonathans søster, begynder at kigge nærmere på ulykken. Den eneste, der deler Mathildes tvivl, er den nyuddannede politibetjent Marc, som var den første på ulykkesstedet.
Tænk, hvis alle andre tager fejl. Hvad nu hvis Jonathans død slet ikke var en ulykke?
KNUST er en medrivende roman om at genvinde fodfæste, når man mister en, man elsker. Om uventet venskab, snigende forelskelser og om en sandhed, der ændrer alt.