Krimiudgivelse: læs første kapitel af MØGHUND af Finn Halfdan

møghund

En gruppe kvinder har startet et mørkt, men aldeles lukrativt samarbejde, hvor de introducerer smukke østeuropæiske kvinder, for velhavende alenemænd.  Når parret er lykkeligt gift, sørger de for, at mændene dør i velorkestrerede ulykker. Arven deler de med enkerne.

En teenagepige er ved at opgive håbet om at overbevise politiet om, at hendes fars død ikke var en ulykke, da journalist Elliot Boye, kommer på sagen. 


VINDUESVISKERNE KÆMPEDE FORGÆVES mod den heftige regn. Elliot trådte let på bremsen. Han havde fået øje på noget rødt, der flagrede længere fremme. 20 meter væk måske. En skikkelse. En kvinde.

Hun kom løbende mod ham. Efterhånden som hun nærmede sig, registrerede han i glimt, at hun var iført en mørkerød kjole. Hun måtte være gennemblødt. Ligesom ham selv.

Efter at have svømmet to kilometer i Roskilde Fjord havde han lige akkurat nået at klæde om på badebroen, da regnen begyndte at vælte ned.

Nu sad han her i boksershorts og T-shirt. Jeansene havde han hængt til tørre på knagen bag forsædet. Han havde netop bakket folkevognsrugbrødet ud af båsen og var begyndt at trille mod udkørslen af parkeringspladsen ved Vigen Strandpark. De tunge dråber hamrede mod forruden. Han skævede mod gummilisterne omkring den todelte forrude og spekulerede på, om de kunne holde tæt.

Bilen havde han forelsket sig i på en tur til Prag et halvt år tidligere. En sambabus blev den også kaldt. Rubinrød. Fra 1961. Gennemrenoveret. Den luftkølede boxermotor var skiftet ud med en elmotor. Han havde købt den på stedet og kørt den hjem til Danmark.

Kvinden var tæt på nu. Han stoppede helt op og ventede på, at hun skulle løbe ind til siden, da han bemærkede hen- des fortrukne ansigt. Han kunne ikke høre hende, men han fornemmede, at hun skreg. Hun løb om på passagersiden og flåede i den låste dør. Nu trængte hendes stemme igennem.

“Hjælp.”

Hun bankede panisk på ruden.

“Hjælp mig.”

Ud ad forruden kunne han se hvorfor. To mænd kom styrtende gennem regnen efter hende. Kvinden sled i dørhåndtaget. Tankerne myldrede igennem hovedet på Elliot. Overfald? Voldtægtsforsøg? Eller var det omvendt? Havde hun gjort noget? Han var nødt til at træffe en hurtig beslutning. Skulle han stige ud og lægge sig imellem?

Kvinden bankede desperat på ruden igen, nu med begge hænder.

Han slog låsen fra. Hun rev døren op og kastede sig ind på sædet. “Kør, kør, kør,” råbte hun.

En mand med fuldskæg og mørkegrå læderjakke sprang op på kofangeren og klaskede en hånd mod forruden. Han råbte et eller andet uforståeligt. Den anden mand fortsatte rundt om bilen. Han hagede sig fast i den stadig åbne dør i passagersiden, men skvattede på den våde asfalt og mistede grebet.

 

“Kør nu,” skreg kvinden skingert.

 

 

Elliot Boye trådte på speederen, og rugbrødet skød frem. Den skæggede mand hang på et øjeblik, men drattede af, da Elliot rundede en chikane. Hans afskedsblik syntes mere fyldt af had end frygt.

Åbenbart havde hun pisset fyrene godt og grundigt af.

 

 

Bagenden af rugbrødet skred ud, da Elliot drejede ud på Baunehøjvej. Han rettede hurtigt op, så bildøren smækkede i. Ved krydset for enden af vejen vred han rattet mod højre som en rallykører. Et øjeblik slap dækkene i den ene side kontakten med asfalten, inden bilen vippede ned igen.

Regnede piskede stadig ned. Han tjekkede bagspejlet. Alt så roligt ud bag dem.

“Er du okay?” spurgte han hen over støjen fra selealarmen. Hun svarede ikke, men krøllede sig sammen i en kugle. “Hvad skete der?” prøvede han igen.

Intet svar.

 

“Er du sød at tage selen på?” sagde han roligt i et forsøg på at få hende til at skifte fokus. “Ellers går alarmen helt amok.”

 

Hun reagerede ikke.

 

Ved bunden af fjorden drejede han til højre mod havnen. Stadig ingen i bakspejlet. Han trykkede på knappen til den håndfri telefon.

Kvinden satte fødderne i gulvet og rettede sig op ved første ringetone.

“Hvem ringer du til?” “Politiet.”
Hun spærrede øjnene op. “Politiet? Nej, det må du ikke.”

“Hvorfor ikke?”

Hun greb hans arm.
“Du må ikke.”
“Ja, det er vagthavende,” lød det i højttalerne.
Kvinden rystede på hovedet, øjnene stadig vidtåbne, mens hun holdt vejret. Han kiggede i bakspejlet igen. Stadig ingen tegn på, at de blev forfulgt.

Han sukkede. “Undskyld, forkert nummer.” Han afbrød opkaldet. Kvinden trak igen knæene op til hagen.

“Tager du selen på?” spurgte han lidt efter.
Denne gang adlød hun.


For en stund sad de i tavshed, mens han overvejede, hvor

han skulle køre hen. En gang imellem skævede han til kvinden. Hendes sorte hår glinsede i skæret fra de modkørendes lygter. Dråberne tegnede smalle baner ned langs kindbenene. Trækkene i ansigtet var rene og regelmæssige. De gav hende et eksotisk præg, som han ikke kunne placere.

“Vil du fortælle mig, hvad der skete?” spurgte han.

Ud ad øjenkrogen registrerede han, at hun rystede på hovedet. Han tav et par minutter. “Har du tænkt dig at anmelde det til politiet senere?” spurgte han til sidst, så blidt han formåede.

Ordene “hvorfor ikke” brændte på hans tunge, men han måtte minde sig selv om, at han ikke var i gang med et interview. Han havde hjulpet hende. Det var det. Hun havde gjort det klart, at hun ikke havde lyst til at fortælle, hvad der var sket. Færdig.

 

“Er du politimand?” spurgte hun.
Han rynkede panden.
“Nej, hvorfor tror du det?”
“Du ringede til en eller anden vagthavende. Det lød ikke som alarmcentralen.”
“Vagthavende hos Midt- og Vestsjællands Politi. Nummeret har jeg kodet ind. Det var ren vane, at jeg trykkede på det. Jeg er journalist.”

“Så er det derfor, du spørger så meget.” Hun sagde det ikke anklagende, nærmere resigneret.

“Måske.”

Han var bekymret på hendes vegne. Og tiltrukket af hende, selvom han forsøgte at skubbe følelsen væk.

“Tak,” sagde hun og kiggede over på ham, “fordi du tog mig med.”

Han nikkede tavst.
“Er der et sted, jeg kan køre dig hen?” spurgte han.
Hun brast i gråd og gemte ansigtet i hænderne. Han lod hende græde, usikker på hvordan han skulle håndtere situationen. Skulle han foreslå at køre hen til en af hendes venner? Familie? Eller var det dem, der havde jagtet hende?

 

Den skæggede mand på køleren havde et sydlandsk udseende. Spansk, måske. Eller italiensk. Tætbygget. Kraftige, mørke øjenbryn. Makkeren havde Elliot kun fået et glimt af. En lys, atletisk type.

“Undskyld,” sagde hun, da hendes hulken efter et par minutter ebbede ud. “Jeg ved ikke, hvor jeg kan tage hen. Kan du give mig et øjeblik? Jeg bliver nødt til at tænke.”

“Selvfølgelig.”
“Du må virkelig undskylde det hele,” sagde hun. “At jeg trænger mig sådan på og ikke kan finde ud af noget.” Hun pegede på et McDonald’s skilt længere fremme. “Hvis du har travlt, kan du sætte mig af dér. Det er fint.”

“Jeg har ikke travlt,” sagde han. “Og jeg vil gerne køre dig et sted hen, hvor du kan være i sikkerhed.”

“Tak.”
“Måske vi kunne præsentere os? Jeg hedder Elliot.” “Mira.”
Han nikkede anerkendende, mest for sig selv, for han kunne godt lide navnet, men det føltes forkert at nævne det.

“Er du her fra byen?” spurgte han.
“Nej.”


Hun snøftede og tørrede øjnene med det gennemblødte skjorteærme.
“Der ligger en køkkenrulle i handskerummet,” sagde han. Hun lænede sig forover og fandt den frem. Da hun rev et stykke af, faldt hendes blik på hans bare ben. Hun rynkede øjenbrynene.

“Hvorfor sidder du i underbukser?”

Han kastede et blik ned ad sig selv og derefter over på køkkenrullen.

En dag fulgte Carina en impuls og pakkede to Hummel-tasker. Hummel-taskerne havde hun fået i Kirkens Korshær, der fordelte julegaver til værdigt trængende. De var kommet forbi med dem i december. De to ældre damer havde kigget hen over hendes skuldre og spurgt til børnene. Carina vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hendes hår var fedtet. Hun lugtede af friture. Det var et kogeapparat, de havde fundet på Dølle. Man hældte bare fem til ti liter madolie i og lod det snurre. På den måde blev det nemt at lave aftensmad.

Hun havde besluttet sig for at tage til Møn. Hun kendte en, der hed Mark, som tit kom forbi kroen.

Han kørte rundt i en lille lastbil med pakker. Mark havde sagt, at han boede i Stege. Hun kunne godt lide hans tynde wild west-overskæg og cowboystøvlerne. Han gik endda med lædervest og rodeoslips, når det var lørdag. Hun kunne se hans store klunker i de stramme bukser, når han stod i baren med en fadøl, sin Zippo og en pakke Rocky Mountains. Måske ville hun gerne se de klunker. Måske ville hun bare et andet sted hen? Det tænkte hun og bankede tre svinemørbrader ud, fyldte dem med flødeost og smuldret Maggi og bandt sammen. Hun stegte dem i ovnen og stillede fadet frem.

Så kan man bare tage fra, sagde hun og spiste halvdelen selv.

John sad på en klapstol i bryggerset. Han havde noget med varmen. Han fik så nemt udslæt. Han sad og røg bon og hørte radio. Hun kiggede på ham. Han sad foroverbøjet, så det lange hår faldt ned foran ansigtet. John var i bar overkrop. Han sad med radioen i hænderne. En lille sort sag, han havde fået op under neglene.

“Æh, jeg kan forklare,” sagde han.

 

“Det behøver du ikke.” Antydningen af et smil krusede hendes læber. “Jeg er sikker på, at det er helt normalt for journalister.”

 

Han grinede, men stoppede, da han så hendes ansigtsudtryk skifte til bedrøvet igen.

Regnen var begyndt at stilne af.

 

“Kan du sige noget om, hvor jeg skal sigte mod at køre dig hen?” spurgte han og ærgrede sig med det samme over at stille et spørgsmål, der pegede mod en afslutning. 

Han var begyndt at synes om hendes selskab. Der skulle åbenbart ikke mere til end et smil fra et kønt ansigt.

“Til højre heroppe. Så kan du sætte mig af ved Roskilde Station.”

“Vil du ikke hellere hen til nogen, du kender?”

“Det er fint her på stationen. Jeg ringer til en veninde. Men det var pænt af dig.”

 

Hun var tydeligvis ikke interesseret i hans hjælp mere, eller i at han skulle vide, hvor hun tog hen. Med to galninge i hælene kunne han ikke bebrejde hende det. Han holdt ind til siden foran stationen.

“Endnu en gang tak,” sagde hun og steg ud. Hun blev stående et øjeblik på fortovet, som tøvede hun med at smække døren i. Han lænede sig frem.

“Mira, jeg skal ikke blande mig i, hvad der skete på parkeringspladsen, hvis du ikke ønsker det. Men det så ret alvorligt ud.”

 

Han åbnede handskerummet og tog æsken med sine gamle visitkort ud. De var mindst ti år gamle, og han brugte dem ellers aldrig. Han tog et af kortene. Et øjeblik overvejede han at skrive sit direkte nummer på bagsiden, men besluttede at lade være. Det virkede upassende. Den kendsgerning, at han sad i underhylere, hjalp heller ikke på situationen. Han rakte kortet frem mod hende.

 

“Hvis du får brug for hjælp eller bare at snakke om den situation, du er i, så ring til mig.”

Han kunne have sparket sig selv over sit ordvalg. Det fik ham til at lyde som en krisepsykolog. Hun tog kortet efter et øjebliks eftertænksomhed.

 

“Tak, men jeg tror ikke …” Et flygtigt smil gled over hendes ansigt. “Det er noget personligt. Jeg bliver nødt til selv at få styr på det.” Hun smækkede døren i og gik.

Han rullede vinduet ned.
“Mira?”
Hun vendte sig om.
“Jeg glemte noget.” Hun så sig for til begge sider og gik

tilbage til bilen.

“Ræk mig lige kortet engang,” sagde han. Han skrev sit mobilnummer bagpå. “For en sikkerheds skyld.” Han kunne mærke en svag varme bevæge sig op i ansigtet, da han rakte hende kortet igen. “Det er mit direkte nummer.”

 

“Tak,” sagde hun. “Det er jeg glad for.” Hun så ikke ud, som om hun mente det.

Du kunne også være interesseret i...