Læs et gratis uddrag af bogen Undergravet fra Lone Theils’ krimiserie Hjemvendt

Boguddrag-storytalk-foto

Undergravet er anden bog i Lone Theils nye krimiserie om den vestjyske politiassistenten Signe Brask.

 

Signe har det svært med sin nye chef. For at ydmyge hende har han sendt hende til Klitmøller, hvor hun skal vikariere som patruljebetjent, men der går ikke længe, inden Signe står med en ny sag. Det viser sig nemlig, at der hersker en religionskrig i det lille samfund af fiskere og surfere. 

 

Læs et uddrag af den spændende vestjyske krimi Undergravet her.

Altergang

 

Kvinden stod i forhaven i underkjole. Månelyset fik hendes kridhvide hud til at stå skarpt mod de mørke træer og det brune parcelhus, hun var flygtet fra. Det var alt for lidt tøj til en mandag aften i februar, og så snart Signe var steget ud af patruljevognen, tog hun sin egen sorte uniformsjakke og lagde den over kvindens skuldre. Signe så ned og konstaterede, at kvinden havde nået at stikke i et par tøfler, der måtte være gennemblødte af det våde græs.

 

“H… ha… han er derinde,” sagde kvinden og pegede over mod stuevinduet.

 

Kulden fik hendes krop til at skælve så meget, at hun næsten ikke kunne få ordene ud.

 

Gardinerne var trukket for, men man kunne tydeligt se silhuetten af en mand, der gik hurtigt frem og tilbage med en riffel over armen.

 

“Anette, for helvede!” råbte han med jævne mellemrum, og hver gang gav det et lille sæt i kvinden ved Signes side.

 

Dennis var steget ud af vognen og gik med rolige skridt op mod huset. Inden han åbnede døren, så han sig over skulderen.

 

“D… det tror jeg ikke. Jeg gemte al ammunition efter sidste gang.”

 

“Fint, Anette!” Dennis’ stemme var rolig. Signe gik hen mod sin nytildelte makker.

 

“Skal jeg gå med ind?”

 

“Tak for tanken, Brask, men det er bedst, jeg går alene. Ejvind kender mig.”

 

De havde fået opkaldet en halv time før fra en nabo, der var blevet træt af at høre på Anettes hyleri, som han beskrev det.

På vejen derud havde Dennis Jensen forklaret, at det nærmest var rutine et par mandage om måneden at besøge parret, der havde boet sammen i en menneskealder og skændtes næsten lige så længe.

“Hvorfor lige om mandagen? Hvorfor ikke i weekenden?” havde Signe spurgt.

 

“Lørdag er de i byen, søndag har de tømmermænd. Og mandag kommer Ejvind så i tanker om alle de mænd, han mener, Anette har flirtet med.”

 

Signe havde siddet tavs og set ud over det mørke landskab. Træerne, der bøjede sig i vinden, og vandet, der lå og ventede på, at hun havde mod til at se sin egen historie i øjnene. Det her var hendes første vagt i Thisted som udlånt fra stationen i Holstebro, og hun havde besluttet sig for, at den klogeste strategi foreløbig ville være at holde ørerne åbne og munden lukket.

 

Stationschefen i Thisted havde kastet ét blik på hende og sat hende sammen med Dennis, en surferdude, der var vokset op i Hanstholm, og som sidst i tyverne havde opgivet drømmen om at leve af bølgerne og havde søgt ind i politiet. Han var nu midt i trediverne og så ud til at leve i fred og fordragelighed med sit valg. Selv om han var i uniform, kunne man godt fornemme surferdrengen under overfladen. Den vejrbidte hud, det lange, lyse pandehår, der faldt ned over det markerede ansigt, og den diskrete guldring i det ene øre gjorde sit til, at man nemmere kunne forestille sig ham i en våddragt eller T-shirt og badesandaler end i den lyseblå skjorte, der var en del af hans arbejdstøj.

“Sommetider prøver hun at flytte ind til sin søster i Thisted, men hun kommer altid tilbage.

De elsker hinanden.”

“Der er bare det, at der er nogle dage, hvor Ejvind ikke helt kan finde ud af, hvor grænsen går mellem ægte kærlighed og hans jagtriffel,” afbrød Dennis hendes tanker.

“Og hvad plejer der at ske, når du så kommer herud?”

 

“Jeg tager riflen med på stationen, og så kommer Ejvind og henter den om nogle dage, når han er blevet sig selv igen.”

 

Signe tog sig selv i at spørge, om det nu var helt reglementeret.

 

I yderdistrikterne skulle man dagligt have tingene til at fungere. I et lille samfund, hvor næsten alle kendte hinanden af navn, ville en politimand, der ikke udviste en vis fleksibilitet, hurtigt opdage, at hans netværk tørrede ind som en vandmand på stranden en varm sommerdag. Dennis virkede som en mand, der var diskretionen selv, og han havde ikke løftet et øjenbryn, da han var blevet sat på patruljevagt med Signe, der som efterforsker burde have lagt den slags arbejde bag sig for flere år siden. Hun var taknemmelig over, at han ikke havde spurgt, hvorfor hun pludselig stod der. Glad for ikke at skulle dele den rædselsfulde historie om den ulmende krig, der var opstået mellem hende og Mads Wartow, fra det øjeblik han havde sat sig i chefstolen.

 

I første omgang havde Signe forsøgt at holde sig under radaren og blive inde på kontoret med sin makker Martinus, når Wartow var i farvandet. Det var en overvindelse for hende at være i samme rum som den mand, der for mange år siden havde sat en stopper for hendes ungdomsplaner om at opbygge et liv i København og fået hende til at trække sig tilbage i sikkerhed på stationen i Holstebro. Hvor hun indtil for en måned siden ikke havde regnet med, at hun nogensinde skulle se ham igen. Chokket over at få ham som ny chef var ikke blevet mildnet af, at han nu var en gift mand med en blond advokatkone og et sæt bedårende tvillinger, som han havde installeret i en stor villa ved Vandkraftssøen. For Wartow havde allerede inden for den første uge demonstreret, at han ikke havde tænkt sig at lade fortiden hvile.

Først havde han inviteret Signe alene ind på kontoret. For lige at få klaret luften, som han kaldte det. Men Signe havde behændigt undgået at være alene med ham ved at tage Martinus med. Siden den dag havde Wartow været fikseret på Signe. Som et sår, man ikke kunne holde op med at kradse i. Han sørgede for, at hun konsekvent fik de mindst interessante og mest besværlige opgaver, og han benyttede enhver lejlighed til at så tvivl om hendes dømmekraft over for kollegerne til fællesmøderne. Ikke åbenlyst, men lige præcis så underforstået, at ingen ville kunne anklage ham direkte for noget. Hun havde besluttet sig for at møde hans provokationer med ophøjet ro. Men det så bare ud til at tirre ham yderligere, og mange gange var det endt med, at hun sad hjemme hos sin kæreste, Karen, og læssede af, mens Karen lyttede tålmodigt og strøg hende over håret.

 

Da Wartow besluttede, at det var Signe, der skulle til Thisted som forstærkning på grund af en langtidssygemelding, havde hun næsten kunnet overse den ydmygelse, det var, at det var hende, der blev sendt i stedet for en af de yngre og mere uerfarne kolleger. Så stor var lettelsen over at komme væk fra den gift, som det føltes at være i nærheden af ham.

 

Hendes tanker blev afbrudt af lyden af telefonen, der vibrerede i lommen på uniformsjakken, som stadig hang om Anettes spinkle krop. Anette famlede den frem og rakte den til Signe. “Brask.”

 

“Det er Elly fra stationen. Vi har fået en anmeldelse om en forsvundet person. Kan I nå at tage forbi, mens I stadig er i Klitmøller?”

 

“Ja. Hvad drejer det sig om?”

 

“En mand, der mangler sin kone,” sagde Elly tørt og gav Signe adressen.

 

“Er det en hastesag?”

 

Det lød, som om Elly gabte.

 

“Det kan jeg ikke forestille mig. Men manden lød meget oprevet. Det gør de jo næsten altid. Han hedder Hartvig. Thomas Hartvig.”

Et eller andet rørte på sig i Signes bevidsthed. Hun havde hørt navnet før, men kunne ikke rigtig huske hvor, før Elly gav hende adressen.

“Jamen er det ikke ved kirken?”


“Jo. Åbenbart har præsten mistet sin kone,” sagde hun med et lille fnis.

I det samme kom Dennis ud ad bryggersdøren med riflen i hånden.

 

“Du kan godt gå derind igen, Anette. Han er faldet ned og er blid som et lam. Han sidder og græder i sofaen,” sagde han og holdt riflen i vejret.

 

“Han kan hente den her på onsdag. Og sig nu til ham, at han skal holde igen med øllene, når han er i det humør.”

 

Anette nikkede, smøg jakken af sig og rakte den til Signe. Signe ventede, til kvinden var uden for hørevidde, inden hun fortalte Dennis om opkaldet.

Han så overrasket på hende.


“Den nye præst?”


“Arh, har han ikke været her i et par år nu?” sagde Signe, der syntes, hun kunne huske at have læst et stort portrætinterview om den hippe surferpræst i Dagbladet, da han tiltrådte stillingen.

 

“Jo. Det er jo det, jeg siger. Den nye.” Dennis smilede skævt og satte sig ind bag rattet.

 

“Hvorfor mon hun bliver, Anette?” spekulerede Signe højt, mens Dennis satte bilen i gear og drejede ud på vejen ind mod Klitmøller.

Han trak på skuldrene.

“Sommetider er den elendighed, man kender ud og ind, bare nemmere.”

Signe skuttede sig og tænkte på Karen, der ventede derhjemme på det nedlagte landbrug i Ryde. Karen var først lige begyndt at åbne sig og fortælle om, hvor ulykkeligt hendes ægteskab havde været, inden hun blev skilt fra sin kone. Hun fortalte om, hvordan de havde vrisset ad hinanden i årevis og skændtes om, hvornår de skulle starte en familie. Og at de havde udskudt skilsmissen alt for længe, efter at kærligheden var slidt tynd og til sidst helt op. For Karen var det let at tale om de ting, men for Signe var det svært at høre på. Hun vidste selvfølgelig godt, at Karen havde en fortid. Men hun ville helst ikke kende detaljerne.

 

“Kender du Hartvig, siden du ved, hvor lang tid han har været her?” spurgte Dennis.

 

Signe rystede på hovedet.

 

“Næh. Jeg læste bare et portræt af ham, da han trådte til. Jeg kan huske, at der var et foto af ham i præstekjole, mens han stod på et surfbræt. Et af den slags billeder, man ikke lige glemmer. Det lignede en plakat.”

 

Dennis fnøs, og Signe så spørgende på ham.

 

Men han uddybede ikke sin holdning, kørte i stedet godt til på de mørke, øde veje. De var fremme ved præsteboligen på under ti minutter, og bortset fra en ræv, der stak hovedet frem fra en klynge fyrretræer og fulgte bilen med sine refleksøjne, så de ikke et levende væsen.

 

Dennis kørte op foran en lav bygning i mørkerøde mursten, der så ud, som om den var bygget til at matche kirkens spartanske byggestil. Her var ingen kunstneriske falbelader, og det eneste tegn på, at her boede en familie, var et legehus, der stod i forhaven.

 

Hartvig stod i døren til præsteboligen med armene over kors og lignede en reklame for et vikingemuseum. Øjnene var blågrønne som en isfjord, håret var tykt og kornfarvet, og skuldrene var brede. Munden var klemt sammen midt i et veltrimmet fuldskæg og viste, at han var bekymret, og det var kun den og hans tøj, en ternet skovmandsskjorte og cowboybukser, der ødelagde indtrykket af en viking på vej på togt.

 

“Dav, Thomas,” sagde Dennis godmodigt, da de steg ud af bilen.

 

Præsten nikkede til ham og så spørgende på Signe.

 

“Signe Brask. Udlånt fra Holstebro,” forklarede hun kort.

 

Hartvig trådte til side og lod dem komme ind i et vindfang og videre til et lyst køkken, der stadig bar præg af, at familien havde fået frikadeller og stuvet hvidkål til aftensmad. Tre tallerkener stod ved vasken og ventede på at blive sat i opvaskemaskinen.

 

De fortsatte videre til en hyggelig stue. I en lænestol placeret foran et tv, med lyden på laveste volumen, sad en dreng på omkring ti år og stirrede intenst på skærmen. 

Han vendte sig om, da de trådte ind i rummet, og så snart Signe så hans ansigt, kunne hun se, at der ikke var tale om en gennemsnitlig dreng.

“Det er Lukas.” Hartvig slog ud med armen.

 

“Hvor er mor? Moaaar?” råbte drengen.

 

Hartvig gik hurtigt over og strøg ham over håret.

 

“Hun kommer om lidt, ikke, skat?”

 

“Hun skal komme NU. Mor, ked af det. Mor skal komme nu.”

 

Hartvig så op på Signe med et undskyldende smil.

 

“Beklager. Lukas er ikke … som andre børn.”

 

Signe nikkede og forsøgte at smile venligt til drengen, der faldt til ro, da han igen vendte blikket mod en tegnefilm med havfruer, der svømmede hen over skærmen i et pastelfarvet univers.

 

“Jeg har ikke fortalt ham noget, så måske er det bedst, at vi lige går ind på kontoret og taler, hvis det er okay med jer?” Dennis nikkede, og Signe fulgte trop, da præsten viste dem ind i et rum med et stort skrivebord. Langs væggen overfor stod en rød plyssofa. Signe og Dennis satte sig som et par, der skulle til samtale om deres kommende bryllup. Hartvig lukkede glasdøren efter sig, så lyden fra tv’et forsvandt, men han stadig kunne holde øje med sin søn.

 

Signe så sig om i rummet. Bag Hartvig hang en indrammet reproduktion af Kurt Trampedach. Med et ansigt omgivet af snirklede streger og et blik, der så ud til at gennembore betragteren. Bortset fra sofaen, der måtte være et arvestykke, var huset fyldt med moderne, nordiske møbler i lyst træ, hvis enkelhed vidnede om, at de måtte have kostet en formue. Bogreolen var spækket med moderne litteratur, og på den midterste hylde stod et bryllupsbillede af Hartvig og den kone, han nu manglede. Det var tydeligvis taget en sommerdag ved stranden. Kvinden var blændende smuk med langt, lyst hår, der snoede sig i en tyk fletning ned ad ryggen på hende. På hovedet sad en enkel blomsterkrans, og billedet af de to lignede noget, der lige så godt kunne have været en feature i Vogue. På billedet smilede Hartvig på en måde, der sagde, at han godt vidste, at han var den heldigste mand i hele verden.

Hartvig fulgte Signes blik.


“Det er Lillys søster, der har taget det. Hun er pressefotograf.” Dennis tog en lille blok op af lommen og sad med blyanten parat.

 

“Du har ringet, fordi Lilly er forsvundet, Thomas?”

 

”Ja. Jeg er ved at være urolig. Hun cyklede ud med mad til de ældre, lige efter at vi selv havde spist. Og hun er ikke kommet hjem. Det er tre timer siden nu.”

 

“Hvor lang tid plejer hun at være om det?” indskød Signe.

 

Hartvig trak på skuldrene.


“En halv time, tre kvarter. Det er bare lige et hurtigt hej og ind med maden, mens den stadig er varm.”

 

“Har du prøvet hendes mobiltelefon?”


“Den ligger ude i køkkenet. Hun er slem til at glemme den.”

 

“Og har du kørt ruten igennem? Kan hun ikke bare være punkteret?” spurgte Signe.

 

Hartvig rystede på hovedet med fortrydelse.

 

“Jeg kan ikke tage Lukas med i bilen uden Lilly til at berolige ham. Og jeg kan jo ikke efterlade ham alene.”

 

Dennis rømmede sig.


“Har du ringet rundt til folk på ruten?”


Hartvig så på ham med et blik, der pludselig så træt ud.


“Ja, jeg har prøvet, men Bente Hansen har kun fastnettelefon, og det er ikke altid, hun hører den. Frank og Helle Borregaard svarer ikke, og jeg har ikke nummeret til hverken Poul eller Katrine. Det med maden er noget, Lilly har aftalt med dem uden om mig.”

 

“Har du adresserne?” spurgte Dennis.


“Frank og Helle er det store hvide hus efter svinget. Lige efter ham med garagen,” sagde Hartvig, og selv om det lød som volapyk for Signe, så Dennis ud til at vide, præcis hvilken adresse der var tale om.

 

“Katrine? Er det Weber?”


Hartvig nikkede.


Dennis tog sin telefon frem, tastede et par gange og ringede op.

“Godaften, Katrine,” sagde han højt og forklarede, at han forsøgte at få lokaliseret Lilly Hartvig.

 

Kort efter afbrød han samtalen og så over på Hartvig.

“Hun har ikke været der her til aften. Katrine siger, at hun forsøgte at ringe for at høre, om hun var på vej, og telefonen blev ikke taget. Hvor på ruten ligger Katrines hus?”

Hartvig rystede på hovedet.

 

“Jeg ved det virkelig ikke. Jeg blander mig ikke i den maduddeling. Det er Lillys eget projekt.”

 

Signe studerede Hartvig nøje. Hans bekymring virkede ægte nok på overfladen. De urolige hænder, rynken i panden. Men der var et eller andet, der skurrede. Hun rømmede sig.

 

“Og du siger, hun har været væk i tre timer? Kan du give os et mere nøjagtigt tidspunkt?”

 

Hartvig tjekkede automatisk sit armbåndsur, inden han svarede.

 

“Tja, nok deromkring halv syv, måske kvart i. Vi plejer at spise ret præcist klokken seks. Og så skulle hun jo lige pakke maden ned.”

 

“Kan hun have mødt nogen, hun kender, på vejen og så være gået med dem hjem? Venner eller familie? Har du ringet til dem?” indskød Signe.

 

“Det er udelukket. Hendes forældre er døde, og søsteren bor i Bruxelles. De er sjældent i kontakt.”

 

“Hvad har hun på, Thomas?” spurgte Dennis.

 

Præsten så ud, som om han tænkte sig om.

 

“Cowboybukser og en hvid sweater. Støvler.”

 

“Og hendes overtøj?”

 

“Sådan en lang dunjakke fra The North Face. Sort. Jeg gav hende den i fødselsdagsgave sidste år.”

 

“Tror du, at hun …”

 

Dennis nåede ikke at gøre sætningen færdig, før glasset i den franske dør ind til kontoret klirrede højt, og Lukas betuttet stod og betragtede sin hånd, hvor blodet begyndte at flyde fra et større sår. Blodet lavede store, runde pletter på trægulvet, og noget af det blev tværet ud på hans pyjamasoverdel med Ninja Turtles. “Mor-mor-mor-mor-mor,” råbte han og så på Hartvig, der rejste sig med det samme og tog et fast greb i sin søns overarm. Signe fulgte efter, da Hartvig førte Lukas ud i køkkenet og skyllede hans hånd under vandhanen. Flængen var lang, men så ikke ud til at være dyb. Hun fandt et stykke køkkenrulle og rakte det til Hartvig. 

Drengen græd stadig og råbte på sin mor.

“Gør han tit den slags?”


Hartvig nikkede træt.


“Du aner ikke hvor tit. Han gør det ikke med vilje. Han er ikke et uartigt barn. Han har bare svært ved at mærke sig selv i forhold til omverdenen. Det er også derfor, det egentlig bare er bedst, at det er hans mor, der tumler ham. Han bryder sig ikke om, at hun er væk.”

 

“Og hvad med dig?”

 

“Jo, altså, jeg prøver jo. Men det er Lilly, der har taget på ham,” sagde han hurtigt og kastede et blik i Signes retning.

 

“Men det var måske ikke det, du spurgte om?”


”Kan jeg finde noget plaster til Lukas?” spurgte hun afværgende. 

 

Hartvig gjorde et kast med hovedet ud mod gangen.

 

“Der er en nødhjælpskasse i medicinskabet over vasken i badeværelset.”

Signe gik hen ad gangen og kom ind i et pinligt rent badeværelse, der så ud, som om det næsten aldrig blev brugt. Men der var vanddråber på indersiden af glasset i brusekabinen.

 

Medicinskabets forside gjorde det ud for spejlet over vasken, og Signe fandt nemt førstehjælpskassen på øverste hylde. Her lå en neglesaks, brintoverilte og en flaske koralfarvet neglelak, som hun formodede måtte være Lillys. En pakke Panodil og under den en blisterpakke med nogle aflange, hvide piller. Hun vendte den om og læste på bagsiden: Sertralin. Hun kendte ikke navnet, og der var ikke nogen emballage, der kunne fortælle, om der var tale om receptpligtig medicin. Eller hvem den i givet fald var udskrevet til.

 

“Kan du ikke finde den?” råbte Hartvig ude fra køkkenet.

 

Signe skyndte sig at lægge pillerne på plads og tog førstehjælpskassen ned fra hylden.

Lone Theils: Undergravet

Signe Brask har det svært med sin nye chef. For at ydmyge hende har han sendt hende til Klitmøller, hvor hun skal vikariere som patruljebetjent. 

 

Men der går ikke længe, inden Signe står med en ny sag. Præstens unge, smukke kone er sporløst forsvundet. Snart viser det sig, at der under overfladen ulmer en voldsomreligionskrig i det lille samfund af fiskere og surfere. 

 

Opklaringsarbejdet med den lokale betjent Dennis er tungt. Samtidig bliver Signekonfronteret med sin egen fortid på en måde, der ændrer hendes liv for altid.

 

Undergravet er andet bind i serien om Signe Brask.

Lone Theils: Savnet

Savnet er første del af Lone Theils nye krimiserie Hjemvendt, som er en serie fyldt med stille og dyster, vestjysk uhygge. Som ung og nyuddannet bliver politiassistent Signe Brask sat på en sag om en pige, der er forsvundet sporløst under en juletur med familien til Hjerl Hede. Trods ihærdig eftersøgning bliver pigen ikke fundet.

 

Familien er hårdt ramt af tragedien, og Signe Brask bliver som den eneste i politiet ved med at følge op på sagen. Det er også hende, der bliver kontaktet, da der ti år senere dukker en pige op på politistationen i København. Pigen påstår, at hun er den forsvundne Mille. Hvor har hun været i de ti år? Pigen nægter at sige noget, og da Signe begynder at gå sagen efter i sømmene, opdager hun, at der er flere ting, der ikke stemmer. 

 

Og mens hun arbejder på sagen, rammes familien i Holstebro af en ny tragedie. Savnet foregår i Nordvestjylland, hvor Lone Theils er født og opvokset. 

 

“Så spændende, at jeg ikke havde lyst til at lægge den fra mig”

-Sidses bogreol

Du kunne også være interesseret i...