Lotte Garbers: Maiken er alle mine dårlige hårdage lagt oven på hinanden

1280x720_komp_garbers+maiken

Hovedpersonen i Lotte Garbers-romanen Løbeklubben i Saudi har et ”alternativt” forhold til sandheden. Men hvad i Maiken er opspind og hvad er hentet fra Lotte selv?

Her fortæller Lotte Garbers om sin hovedperson.

Jeg elsker Maiken Sandager.

Hun er hovedperson i min roman, Løbeklubben i Saudi. Hun er dansk antropolog, der rejser til Saudi for at arbejde med overvægtige, og så er hun ramt af selvbedrag. Derfor er det også umiddelbart lidt vanskeligt at gennemskue, hvorfor hun både har mistet mand, job, og vistnok nok også sin fede lejlighed i København, da historien om hende begynder.

En af mine sønner bliver sygt stresset af at læse om hende, men vil alligevel gerne forstå hende. Det er lige det, jeg gerne vil opnå: At gøre hende så tilpas quirky, at man forbliver nysgerrig.

Maikens forestillinger om lykke er klassiske: Hun tror, at den gode uddannelse, den gode bolig, den gode kæreste og det gode barn giver lykke i lige baner. Og hun er så filtret ind i normer og forventninger, at hun ikke rigtigt skelner mellem den gode bolig og den gode kærlighed.

Hendes strategi om, at man kan handle sig til lykken, virker ikke. Det ved vi andre, der betragter hende, men alligevel er vi jo alle lige så optagede af samme lykke-shit, som hun er.

Maiken siger på et tidspunkt, at hun altid har løjet for sin far. Hun har pyntet lidt på karaktererne og populariteten i klassen.

Fra at have løjet på den der måde, vi alle kender (”jaja, jeg har læst Ulysses!” og ”Desværre kan jeg ikke hjælpe med at flytte, jeg skal til tandlæge”) bliver hun typen, der putter nogle ekstra millioner på, når nogen spørger hvad hendes lejlighed er vurderet til, og som hører sig selv sige ting som “Nej, jeg har ikke dit NemId-kort, hvad tror du om mig!?”.

Det er det, jeg vil med Maiken: Balancere mellem de selvomsorgsfulde løgne og så dem, der skader mere, end de gavner.

Selv lyver jeg ikke på samme måde som Maiken. Jeg er vokset op med stor selvtillid og giver altid min bror æren. I 1970’erne børstede han håret med metalbørsten, inden han gik i skole, og sagde: “Hold kæft, du er lækker” til sit spejlbillede. Så gik han. Det kopierede jeg. Og ja, det virker. Jeg gør det stadig. Men også dét er skrøbeligt. For hvad nu hvis det viser sig, at jeg ikke er lækker? At det kun er mig, der tænker sådan? Kan selvovervurderingen ikke altid ramme dig igen in your face?

Det er det, jeg vil med Maiken: Balancere mellem de selvomsorgsfulde løgne og så dem, der skader mere, end de gavner. Jeg har forlænget eller parallelforskudt den lille løgn over i den store og set til min forbavselse, hvor let det er at komme langt ud over kanten med en hovedperson. 

Det har været skægt at gøre det. At gøre det lidt vildere end bare at lyve og prale, når man er til gammel elevfest. Maiken lyver RIGTIGT, altså finder på en løgn, når hun får et spørgsmål. Hun fortæller ikke, at hun er blevet fyret, men påstår i stedet, at hun er blevet partner. Selv lyver jeg bare for mig selv, når jeg skærer kagen over i to og spiser begge halvdele hver for sig. “Jeg fik kun et halvt stykke kage”. 

Men vi lyver jo også om det dybe, og det er … hvadskalmansige … det underliggende spor i romanen. “We pretend to want things we don’t want so nobody can see us not getting what we need”. Den sætning er fra Lisa Taddeos bog Tre kvinder. Ret vild sætning. Jeg bliver en lille smule ulykkelig hver gang, jeg læser den.

Det er dét, Maiken lyver om. Hun forestiller sig, hvad hun vil have, og prøver at gå efter dét, så ingen opdager, at hun ikke får det, hun har allerstørst behov for. 

Det er egentlig ikke så svært at skrive om noget, man ikke selv har prøvet. Det er dér, magien ligger i skriften.

Maiken har ingen børn, det har jeg. Maiken har ikke rigtig haft lange kærlighedsforhold (hun er 43), og jeg har haft den samme siden 1988. Maiken flygter fra problemer, og selv om jeg ikke ligefrem er typen, der bare tager tyren ved hornene altid, så flygter jeg ikke. Jeg er mere en type, der stivner i modvind. Og når man stivner, så får man jo fred til at skrive om det.

Det er egentlig ikke så svært at skrive om noget, man ikke selv har prøvet. Det er dér, magien ligger i skriften. Det er en øvelse i “Hvad nu hvis …”. Lidt som at lege med dukkehus: Man indretter og indretter, og “Så kom faren hjem, og så sagde han …”. Det er fantasi, der har fået fastere form.

Maiken er opspind – eller vi kan sige, at hun er alle mine dårlige sider, alle mine dårlige hårdage lagt oven på hinanden – men de øvrige kvinder i romanen er hentet fra virkeligheden.

Jeg boede i små tre år i Riyadh i Saudi-Arabien og fik forbløffende hurtigt et netværk af moderne, karriereorienterede, saudiske kvinder. Nogle af dem blev jeg helt tætte med. Det var et stort behov for mig at skrive deres historie, for at I skal lære dem at kende. Samtidig kunne jeg ikke bare planke deres liv, fordi det kan være svært at være normbrydende i et meget konservativt land, og jeg ville ikke skaffe dem problemer. Jeg besluttede, at jeg slørede deres identitet, og skrev således halv-dokumentarisk, men så tæt på virkeligheden som muligt.

For jeg blev nødt til at fortælle jer, hvad jeg har set og oplevet.

Du kunne også være interesseret i...

Få læseinspiration i din indbakke

I vores nyhedsbrev får du masser af inspiration til din næste store læseoplevelse. Fortæl os, hvad du er interesseret i – så sender vi det helt rigtige indhold til dig. Du kan selvfølgelig altid afmelde nyhedsbrevet igen.