Hella Joof i Mads Steffensens bog: Derfor er vores program populært

mads steffensen bog

Mads Steffensen har i sin bog om radioprogrammet Mads & Monopolet, Ikke et ord om Preben, interviewet 6 af de mest rutinerede paneldeltagere.

Læs her 5 bidder fra hans snak med skuespiller, instruktør og forfatter Hella Joof.

1.

Mads Steffensen:

Hvordan forbereder du dig til et program, og kan man overhovedet det?

Hella Joof:

Ja, det gør jeg, når jeg sidder i bilen på vej ind fra landet. Så har jeg en lille meditation, der lyder: “Lad mig være til gavn, lad mig sige ting, som folk kan bruge til noget, og tak, fordi vi får det virkelig sjovt.”

Mit succeskriterium er at bidrage med noget, som folk kan bruge.

Og så ønsker jeg også, at vi får det sjovt. Men jeg tænker også, at jeg ikke bare skal sige noget for at være sjov, men at det skal have brugsværdi.

Det har også noget med alder at gøre, for da jeg startede i 2004, tænkte jeg: “Hold kæft, hvor skal vi have det sjovt!” Nu tænker jeg mere over, at folk stiller sig til rådighed.

Det har jeg enormt meget respekt for, for folk stiller op med alvorlige problemer med egen stemme, og det bliver sendt bredt ud i landet.

De vover pelsen, og så skal jeg også vove pelsen og give noget igen.

“Sandheden befrier, og den vil jeg gerne være med til at give”

2.

Mads Steffensen:

Hvad sker der mellem pladerne?

Hella Joof:

Det er en hel bog. Der fortæller vi private ting, eller vi snakker videre om dilemmaerne. Der er plads til at sige, at grunden til, at jeg var tilbageholdende i forbindelse med det dilemma, er fordi jeg selv har det helt vildt tæt inde på livet, og det kunne jeg ikke sige, for så ville jeg gøre folk, jeg kender, kede af det.

Eller også siger man: ”Det der var ikke, fordi han ikke ville have børn, men fordi han ikke ville have børn med hende.” Så går det lige pludselig op for én, hvad det handlede om, og hvad der virkelig var på færde. Eller: ”Lagde I mærke til, at hun brugte ordet ’konfrontere’ hele tiden? Tænk, hvis vi skulle have svaret noget andet?” – men vi svarer så godt vi kan.

Der kommer også nogle gode sager på bordet dér mellem pladerne. Nogle gange kan det være, vi kommer til at grine, så vi er ved at få næseblod over noget, der blev sagt eller en bestemt formulering.

3.

Mads Steffensen:

Har du nogensinde oplevet en shitstorm efter noget, du har sagt i Mads & Monopolet?

Hella Joof:

Vi havde engang en mand, der var gift med en kvinde, der havde borderline. Han var fortvivlet og ville skilles, og han var bange for hendes relation til deres fælles barn. Jeg sad på knappenåle og æggeskaller og tænkte: ”Hvad fanden skal vi gøre og sige?”.

Og så sagde jeg blandt andet: “Folk med borderline kan være svære at elske.”

Jeg sagde det med den blødeste stemme, og jeg sagde, at det uden tvivl var en fortvivlende situation, han var i.

Så startede der en shitstorm, hvor det handlede om, at jeg havde sagt, at folk med borderline ikke var værd at elske. Og den slags ting siger jeg jo ikke, så jeg sad og lyttede programmet igennem efterfølgende og tænkte: ”Jamen det var jo ikke det, jeg sagde.”

Der kom en storm af sure henvendelser, og jeg svarede en masse af de her mennesker. Jeg vidste, at jeg ikke havde sagt noget, der var ondt ment eller forkert. Jeg havde bare sagt noget, der var hårdt. Der var også mange pårørende, der skrev og takkede mig for at have sagt de her ting, fordi det er så tabuiseret.

Sådan nogle ting tænker jeg meget over, men jeg vil ikke sidde og lade som om. Man bliver nødt til at være ærlig: “Det er altså, fordi du har taget 50 kilo på, at din mand ikke tænder på dig.”

Man bliver nødt til at sige det, som det er, også når det er svært. Det er derfor, vores program er populært: Fordi vi tør sige det, de nærmeste ikke tør sige.

Sandheden befrier, og den vil jeg gerne være med til at give.

“Jeg glæder mig til, at jeg kommer derhen i mit liv, hvor Asger er”

4.

Mads Steffensen:

Er der nogle gange nogen i studiet, der siger noget, du ville ønske, du havde sagt?

Hella Joof:

Nej, ikke på den måde. Der er nogle gange, hvor Simon Jul kaster sig ud i en sætning, som varer så lang tid og er så krøllet og finurlig, at jeg tænker, jeg godt kunne have lyst til at kravle ind og bo i hans hjerne og se, hvordan der ser ud derinde.

Hvis nogen siger noget fedt, tænker jeg bare: ”Fedt, godt det blev sagt!” Det er sjældent, jeg kommer hjem og tænker: ”Ej, jeg skulle have sagt det og det.” Men jeg bliver tit imponeret over dem, jeg sidder sammen med, og jeg tror også, at der bliver tænkt meget over, hvordan hvert panel skal sammensættes. Vi skal ikke sige det samme.

Når Asger Aamund åbner munden, er han så vild. Han giver ikke en fuck. Jeg glæder mig til, at jeg kommer derhen i mit liv, hvor Asger er, hvor jeg bare er pisseligeglad. Der er jeg ikke endnu. Nogle gange når Asger har sagt noget, så har man det bare sådan: ”Jamen, jeg synes det samme som Asger.”

Det er en lille, knaldhård diamant, der kommer ud af munden på ham.

“Sådan veksler det mellem det tunge og det lette, men vi tager det hele alvorligt”

5.

Mads Steffensen:

Hvorfor tror du, folk hellere vil spørge dig til råds end deres nærmeste?

Hella Joof:

Vi har ingen aktier i deres problemer. Og selv hvis nogen lige har oplevet noget, som er meget tæt på dilemmaet, så sidder der to andre.

Det gode er, at man kan prøve at tage følelserne ud og høre, hvad der er mellem linjerne. Man kan prøve at tænke på, hvilken vej de skal gå, hvor der er mindst modstand, eller hvordan de giver slip på den eller den vrede.

Vi er ikke professionelle, vi er ikke psykologer. Men vi er mennesker, der besidder en vis erfaring, og vi har et inderligt ønske om at bringe det, vi ved noget om, i spil.

Vi vil alle sammen gerne hjælpe folk.

Der er ingen af os, der sidder der bare for at fyre den af. Vi sidder der, fordi vi tager folk alvorligt, og vi stiller os til rådighed for deres dilemmaer.

Nogle gange kommer der et rigtig alvorligt problem såsom: ”Skal min mor eller far, som har svigtet mig, inviteres med til mit bryllup?” hvor det gør ondt på én, og så lige efter kommer der noget helt andet: ”Skal barnet opdrages som Brøndby- eller FCK-fan?”

­­­­­­Sådan veksler det mellem det tunge og det lette, men vi tager det hele alvorligt.

Læs hele bogen af Mads Steffensen: Ikke et ord om Preben

Et must for alle de millioner af lyttere, som hver uge lytter til Mads & Monopolet, når de diskuterer danskernes både store og små dilemmaer.

I bogen kan du læse en række af Mads Steffensens interviews med programmets faste gæster, som fortæller om de oplevelser og erfaringer de tager med sig fra programmet.

Derudover følger også 10 tankevækkende dilemmaer med spørgsmål og bonusinfo, som man selv kan diskutere videre med sin familie og venner.

Bogen er fyldt med fotos fra programmets liveoptagelser i studiet + Anders Morgenthalers udtryksfulde illustrationer, som blev til i studiet, mens programmerne blev optaget.

Du kunne også være interesseret i...

1Win – официальный сайт букмекера, где вы можете делать ставки на спорт и получать увлекательную игровую атмосферу

Содержимое Регистрация и вход в 1Win Разработка инновационных решений Удовлетворение потребностей клиентов Как зарегистрироваться в букмекерской конторе 1win: Пошаговая инструкция Обзор рынка ставок на спорт

Læs mere →

Få læseinspiration i din indbakke

I vores nyhedsbrev får du masser af inspiration til din næste store læseoplevelse. Fortæl os, hvad du er interesseret i – så sender vi det helt rigtige indhold til dig. Du kan selvfølgelig altid afmelde nyhedsbrevet igen.