En ny begyndelse kan blive farligere end du tror: Mari Jungstedts Malaga-krimiserie sætter spot på livet efter 55

mari jungstedt malaga uddrag

Gymnasielæreren Lisa Hagel er blevet forladt af sin mand gennem 30 år og flytter til Spanien fra Sverige i et forsøg på at starte forfra i et håndværkerprojekt af en villa. Til et flamencokursus møder hun kriminalbetjenten og enkemanden Hector, og inden Lisa får set sig om, er hun involveret i efterforskningen af et mystisk mord på en svensk gift anklager. Den kontroversielle skikkelse er blevet fundet i en slugt i bjergene.

Læs et gratis uddrag af Mari Jungstedts Malaga-krimi #1, Inden skyerne kommer, her

Efter at de fire venner havde tjekket ind og efterladt deres bagage på det charmerende hotel Palacio de Hemingway ved brohovedet i Ronda, gik de ud for at slentre hen til det særlige plateau, hvor udsigten over broen ifølge Florian var fremragende.

Klokken nærmede sig seks om eftermiddagen. Gaderne var nærmest tomme, og de mødte kun få mennesker. Det kolde gråvejr skræmte formentlig folk væk, temperaturen lå på sølle fjorten grader.

Snart nåede de frem til det grønne område, hvor stien ned til plateauet begyndte. Der virkede øde, og regnen hang i luften. Marianne skuttede sig i sin vindjakke, hun havde klædt sig varmt på i cowboybukser og trøje, men frøs alligevel.

”Vi skal følge stien nedad,” sagde Florian. ”Der er stejlt, men I skal ikke være urolige. Det er ganske vist noget siden, jeg var her sidst, men jeg skal nok finde det.”

”Du var i Ronda for blot et par uger siden,” indvendte Marianne. ”Den konference, der fandt sted over en weekend. Med jurister fra hele landet, hvor man ikke måtte tage sine respektive med. Men det var du vel ikke ligefrem ked af,” tilføjede hun spidst og fik et hårdt drag om munden.

Eva og Peter udvekslede et blik.

”Nå ja,” replicerede Florian og grinede en smule anstrengt.

”Men da var jeg ikke ude at gå tur. Det var bare arbejde, og der var ikke tid til udflugter.”

”Burde vi ikke vende om og gå hjem?” spurgte Eva ængsteligt. ”Det her virker risikabelt.”

De vandrede forsigtigt hen ad den smalle sti. På den ene side gik klipperne brat ned i ravinen langt under dem. Skyslør fejede ind i dalen og løb langsomt som bløde, bølgende vandfald ned over bjergkammene. Lydløst fandt den gråhvide dis ind mellem buske og træer, mens den lille gruppe fortsatte fremad.

Skyerne blev tættere og stillede sig i vejen for udsigten, og den smukke dal ved siden af dem forsvandt lidt efter lidt bag tågesløret. Det blev mere fugtigt og råt i luften, og stilheden omkring dem begyndte at føles uhyggelig. Nu kunne de kun se nogle meter frem for sig. Florian, der gik forrest, vendte sig om mod de andre.

”Tag det roligt her, der bliver endnu smallere lidt længere fremme, der er mudret, og kanterne er løse. Det har også regnet i løbet af dagen, så der er glat og vådt. Det gør jorden forræderisk, sørg for, at I ikke træder uden for stien. Der er ingen rækværk. Hold jer så tæt ind til klippevæggen som muligt.”

”Burde vi ikke vende om og gå hjem?” spurgte Eva ængsteligt. ”Det her virker risikabelt.”

Hun bevægede sig langsomt fremad med øjnene ufravendt rettet mod jorden for at holde øje med, hvor hun satte fødderne.

”Nej da, det er ikke farligt,” beroligede Florian. ”Hvis I bare er forsigtige.”

Det tykke, uigennemtrængelige tågetæppe pakkede alle lyde ind, der var ikke antydningen af liv. Som om de befandt sig i en verden helt for sig, langt væk fra virkeligheden. I et stille, fugtigt vakuum.

Florian standsede op på stien. Han forsøgte at berolige de andre.

”Skydækket gør selvfølgelig, at det føles lidt ubehageligt. Men hvis vi er heldige, spreder skyerne sig, selv om det kun bliver for en kort stund. Sådan er det nogle gange; pludselig trækker de sig tilbage, og så ser man det hele klart. Det er som et teatertæppe, der glider til side, når skuespillet begynder. Når det sker, er det en fantastisk oplevelse,” tilføjede han begejstret. ”Så hav lidt tålmodighed, det er det værd. Det lover jeg.”

”Men hvor sandsynligt er det, at det sker?” spurgte Peter tvivlende. ”’Virker det ikke mere, som om skytæppet bliver tykkere og tykkere. Jeg foreslår, at vi i stedet går tilbage til hotelbaren og sætter os med en drink foran kaminen.”

”Men helt ærligt,” råbte Florian. ”Det er sådan her, man føler, at man lever! Kan I ikke høre stilheden? Mærk naturens magi, det er, som om vi befinder os i en helt særlig verden. Nyd det, for pokker!”

Uden at vente på svar vendte han om.

”Vær nu ikke sådan nogle kyllinger, vis, hvad I kan,” råbte han og gik af sted med lange skridt.

”Slap nu lidt af,” råbte Marianne. ”Sæt farten ned. Vi må ikke miste kontakten med hinanden, så går vi bare vild. Stien har delt sig flere gange, og selv om du kan finde vej, betyder det ikke, at vi andre kan.”

”Sørg for, at I går på række og kan se ryggen af den, der går foran, så kommer det her til at gå aldeles udmærket,” råbte hendes mand og ignorerede sin kones bistre tone. ”Der er vist ikke så langt igen.”

Efter et stykke tid var der nærmest ikke noget tilbage af udsigten.

”Nej, nu vender vi om,” sagde Marianne uroligt, mens hun betragtede tågeslørene, der bølgede sig hen imod dem. ”Det her går ikke.”

”Nej, jeg har meget lyst til at give det en chance. Det kan blive et virkelig flot foto.”

Hun kastede et irriteret blik hen mod sin mand.

”Ja, måske har du ret. Vi kan selvfølgelig prøve igen i morgen,” sagde Eva som for at dæmpe irritationen mellem ægtefællerne. ”Så er vejret måske bedre.”

Hun så op ad klippevæggene.

”Se, man kan snart ikke skelne husene på toppen ovre på den anden side.”

”Jeg synes også, at vi skal vende om,” sagde Peter. ”Kom nu, så går vi tilbage til hotellet. Det her er meningsløst.”

”Gå I bare,” sagde Florian. ”Jeg fortsætter. Jeg vil se, om jeg kan få et billede af broen. Det kunne blive smukt, hvis bare skydækket åbner sig lidt. I skal ikke vente på mig, gå tilbage til hotellet, så ses vi der.”

”Men helt ærligt, vi kan gøre det igen i morgen i stedet,” indvendte Marianne.

Florian viftede afværgende med den ene hånd. ”Nej, jeg har meget lyst til at give det en chance. Det kan blive et virkelig flot foto.”

Peter lagde armen om sin kone og så forlegen ud. ”Vi går i hvert fald tilbage til hotellet nu. Vi ses senere.”

De vendte om og begyndte at gå tilbage ad stien samme vej, som de var kommet. Florian råbte hej og vendte ryggen til dem i tågen.

”Vent lidt,” råbte Marianne til vennerne og skyndte sig efter sin mand.

Peter og Eva satte farten ned.

”Hvad fanden gør vi?” spurgte Peter. ”De virker til at være skidesure på hinanden.”

”Ja, virkelig,” sagde Eva.

”Hvis vi havde vidst, at det ville blive sådan her, kunne vi lige så godt være blevet hjemme.”

De stod nogle minutter og ventede. Netop som de skulle til at give op, dukkede Marianne frem fra skydækket. Hun var bleg i ansigtet og så sammenbidt på dem.

”Det hjælper ikke noget, han er håbløs. Han vil absolut fortsætte.”

”Jamen så,” sagde Eva. ”Så er det vel bare at lade ham gøre, som han selv vil. Det er nok bedst sådan.”

”Det gør han jo altid,” sagde Marianne surt. ”Og det er det ikke blevet bedre af. Tværtimod.”

Eva hørte, hvordan gråden sad i halsen på veninden. Hun gav hendes arm et trøstende klem og fulgte efter Peter, som var lige foran. Forsigtigt gik de tilbage ad den smalle sti, mens skyerne blev tættere omkring dem.

Nu havde han boet i lejligheden i snart tredive år, og han havde set byen forandre sig uden for vinduet mod plazaen. Da han og Carmen købte den i deres unge år, var alting anderledes.

Hector Correa trivedes i lejligheden fra århundredskiftet på Plaza de la Merced i hjertet af Málagas gamle bydel. Det var et festligt og folkeligt samlingssted, omgivet af restauranter og barer, der holdt åbent fra tidlig morgen til sen aften. Her stillede gademusikanter sig op, hundeejere luftede deres små guldklumper, børn legede og spillede foldbold, og unge mennesker løb på rulleskøjter blandt horder af turister fra krydstogtsskibene, der var ivrige efter at få deres billede taget ved statuen af Pablo Picasso. Den store kunstner blev født her, og hans barndomshjem var omdannet til museum.

Ældre slog sig ned på parkbænkene i skyggen og slappede af sammen med besøgende, der havde brug for at hvile fødderne efter en shoppingtur.

Netop nu var plazaen usædvanlig smuk, her i slutningen af april blomstrede jacarandatræerne i en stærk lilla nuance med klistrede, mørkviolette kronblade, og de mindre mimosatræer med deres gulrosa, fjeragtige blomster var godt på vej. Hector havde en altan, hvor han plejede at sidde og se ud over folkelivet. Nu havde han boet i lejligheden i snart tredive år, og han havde set byen forandre sig uden for vinduet mod plazaen. Da han og Carmen købte den i deres unge år, var alting anderledes. Ikke mindst prisen, lejligheden havde kostet en brøkdel af dens nuværende værdi. I dag ville han aldrig have haft råd til at flytte herhen, lønnen som betjent var alt for lav.

Hector Correa arbejdede som en af otte drabsefterforskere på La Comisaría Provincial de Málaga, og han trivedes med sit arbejde. Var det ikke for arbejdet og deres to børn, var han nok bukket under, da Carmen uventet blev ramt af en alvorlig kræftsygdom og gik bort få måneder efter. Da de giftede sig, var de begge kun atten år, og han havde aldrig set efter en anden kvinde siden den dag. Carmen var hans et og alt, og da hun døde, blev tilværelsen et mørke. Han kunne ikke engang glæde sig over sit første barnebarn, som han fik samme år. Han havde stadig dårlig samvittighed over det og forsøgte at kompensere José Luís, så godt han kunne, ved at tage ham med til forskellige aktiviteter, købe is og lege tyrefægtning. Det var det bedste, den balstyrige femårige vidste. Så skulle Hector være matador, og José Luís den rasende tyr.

Før, da Carmen levede, var alting så enkelt. Dengang var det kun de to, da vidste han altid, hvad han skulle. Intet var selvfølgeligt længere.

Fem år siden, tænkte han og sukkede dybt, der var gået fem år, siden Carmen døde, og alligevel savnede han hende hver dag. Hendes portræt hang på væggen over en kommode, hvor hendes yndlingslysestager stadig stod. De var temmelig høje og smukt formede af grå beton. De havde købt dem på en rejse til Sverige en sommer. De havde taget båden fra fastlandet til sommerparadiset Gotland og fundet lysestagerne, da de besøgte et keramikværksted ude på landet. Carmen var straks faldet for dem, og da de kom hjem, var det netop dem, der skulle stå på spisebordet. Fra den dag brugte hun aldrig andre. Det var, som om de lysestager var en smule magiske for hende.

Hector var netop kommet hjem fra arbejde. Det var fredag, og han kunne ikke beslutte sig for, om han skulle tilberede noget nemt til middag hjemme, eller om han gad at gå ud. Måske skulle han gå ned til sit stamsted, Bar Picasso, der lå lige uden for hans dør. Det kunne være hyggeligt med lidt selskab. Før, da Carmen levede, var alting så enkelt. Dengang var det kun de to, da vidste han altid, hvad han skulle. Nu måtte han beslutte sig for, hvordan han skulle spise middag og med hvem. Intet var selvfølgeligt længere.

Først ville han under alle omstændigheder slappe lidt af. Han lagde sig på sofaen i stuen og lukkede øjnene. Uden for vinduet gik livet sin gang, som det altid havde gjort. Han lyttede til støjen, larmen fra restauranterne, råbene og latteren ude på pladsen.

Efter et stykke tid lod han blikket vandre rundt i lejligheden. Loftshøjden, atmosfæren, det rene og enkle. Egentlig var den nye indretning vældig uspansk, men efter Carmens død havde han haft behov for forandring. Han ville ikke beholde noget af det gamle. Det lignede ham ikke, vanemenneske, som han var. Han holdt af rutiner og traditioner, af, at tingene var, som de plejede. Det var der en tryghed i. I bund og grund brød han sig ikke om forandringer, men han havde ikke magtet at se på alt det, som hans kone havde anskaffet sig og puslet omkring igennem årene.

Så en weekend havde han fjernet alle møbler, malerier, nipsting og urtepotter, alt, bortset fra de høje lysestager. Ikke engang de store fotografier af børnene, der hang på væggene, fik lov at blive. I en uge fortsatte han med at sortere, rydde op og fjerne. Til sidst havnede det, han ville gemme, på loftet i hans datter Marisols hus på landet. Resten kom på lossepladsen. Heldigvis havde hverken Adrian eller Marisol protesteret, de forstod ham til fulde og hjalp med udrensningen.

I flere måneder renoverede han selv lejligheden med hjælp fra nogle gode venner. Den blev malet grå og hvid, badeværelset og køkkenet blev lavet totalt om. Det var dejligt at foretage sig noget konkret for at adsprede tankerne. Desuden tænkte Hector, at det ville blive nemmere at bære sorgen, hvis han ikke hele tiden blev mindet om sin afdøde kone.

Da han var helt færdig og sad på en skammel midt i den store, tomme, lyse lejlighed, havde han følt både sorg og lettelse. Han var jo nødt til at lære at leve uden Carmen, selv om han ikke anede, hvordan det skulle gå til. Det havde været svært at finde nye vaner, kilder til glæde og traditioner.

Børnene havde været en stor støtte. Hver søndag klokken tre kom de sammen med deres familier til frokost, som de tilberedte sammen i lejlighedens store køkken. Den blev nydt i nogle timer, og så plejede de at slutte af med at gå ned på torvet og drikke kaffe, mens børnene løb rundt og legede med de andre unger i kvarteret. Den slags rutiner hjalp ham i sorgarbejdet.

Carmen var sovet ind blot et par dage efter sin halvtredsårsfødselsdag. Tre måneder tidligere havde hun fået at vide, at hun havde kræft i leveren, og at det var umuligt at operere. Pludselig, fra den ene dag til den anden, var hendes dage talte.

Og han havde ikke kunnet gøre noget for at redde hende.

Da Marianne, Peter og Eva trådte ind i hotelbaren, var den fuld af folk, der sad i lædersofaer og lænestole foran den åbne pejs i midten af rummet.

Hotellet, Palacio de Hemingway, var holdt i den store forfatters ånd, ham, der havde elsket Andalusien og tilbragt en stor del af sin tid i Spanien, blandt andet i Ronda, som korrespondent for en amerikansk avis under Den Spanske Borgerkrig.

I baren hang en gigantisk krystallysekrone i loftet, der stod tunge møbler i mørk mahogni, statuer i form af afrikanske krigere, hestehoveder og græske nymfer, lampetter og tyrehoveder på væggene, der mindede om andalusisk tyrefægtning, noget, som Hemingway elskede og opfattede som en kunstform.

De tre venner bestilte hver en drink og var taknemmelige for at kunne sidde indendørs i varmen efter den mildest talt ubehagelige udflugt. Da de havde drukket den, var Florian stadig ikke kommet tilbage.

”Vi har jo bord til klokken ni,” sagde Marianne. ”Jeg er nødt til at tage et brusebad og klæde om.”

”Også mig,” sagde Eva.

Marianne tastede irriteret sin mands nummer.

”Hans mobil er slukket,” sagde hun forvirret.

”Jeg går ud og kigger efter ham,” tilbød Peter.

”Men har du virkelig tænkt dig at gå derned igen?” spurgte Eva.

”Jeg er nødt til at se efter, om han er faldet og har brækket foden.”

Marianne så taknemmeligt på ham, da han rejste sig for at gå.

”Vi går op på vores værelser og gør os i stand imens,” sagde Eva. ”Håber, du finder ham.” Hun tog Marianne under armen, og så gik de hen ad gangen.

Da Peter vendte tilbage til hotellet, mødte han Marianne, der vandrede frem og tilbage i receptionen.

”Hvordan gik det?” spurgte hun.

Peter rystede på hovedet.

”Jeg gik så langt, jeg turde, men kunne ikke se ham nogen steder. Ved fandeme ikke, hvor han kan være gået hen, det er ikke til at forstå. Og mobilen er stadig død.”

Det var tid til at spise, og vennerne så ingen anden udvej end at gå hen til restauranten, der lå i gåafstand. Florian kunne slutte sig til senere, han vidste, hvor de skulle hen, det var jo ham, der havde bestilt bord.

Restaurant Bardal var en eksklusiv og smukt indrettet restaurant med to stjerner i Guide Michelin. Overtjeneren tog imod dem med et venligt smil, men da Marianne fortalte, hvem der havde bestilt bordet, så han spørgende på dem.

Overtjeneren noterede sig Mariannes ansigtsudtryk og så ud til straks at indse sin fadæse, øjnene faldt på hendes funklende vielsesring, og han fik travlt med at glatte ud.

”Hjertelig velkommen, men hvor er min ven Florian?” spurgte overtjeneren med lys stemme, der næsten gik op i falset. ”Sig ikke, at han er blevet forhindret? Jeg har virkelig glædet mig til at se ham igen. Det var så hyggeligt sidst, da han havde sin fortryllende unge kone med. Åh, sikke en skønhed,” sagde han, lo begejstret og slog ud med armene. ”Smuk som et maleri. Er I gode venner?”

Mariannes ansigt stivnede, men hun forholdt sig tavs. Peter og Eva forstod ikke, hvad der blev sagt, og så bare spørgende ud. Overtjeneren noterede sig Mariannes ansigtsudtryk og så ud til straks at indse sin fadæse, øjnene faldt på hendes funklende vielsesring, og han fik travlt med at glatte ud.

”Eller ja, det var sikkert en arbejdskollega, han var her vist med arbejdet. Hvad ved jeg?” udstødte han teatralsk og trak på skuldrene. ”Nogle gange slutter man sig bare til ting, som slet ikke viser sig at passe.”

Den snakkesalige overtjener skyndte sig at vise dem hen til bordet. Restauranten var tydeligvis populær. De fik menuerne og bestilte vin. Eva vendte sig mod Marianne, hun kunne se, at hendes veninde havde taget tjenerens ord ilde op.

”Hvad sagde han?” spurgte hun.

Marianne fortalte, hvad manden havde sagt om Florian og den smukke kvinde, som han havde troet var Florians kone. De to venner så deltagende på hende.

”Men kan det ikke have været en kollega?” spurgte Peter. ”En, der var med til konferencen?”

”Selvfølgelig,” sagde Marianne sarkastisk. ”Og naturligvis en usædvanlig smuk kvinde. Sikke et sammentræf.”

”Så, så, skidt med det,” trøstede Eva, ”det betød sikkert ikke noget. Tjeneren tog nok fejl. Det var formentlig bare en kollega.”

Hun udvekslede et hurtigt blik med sin mand. De studerede menuerne og bestilte maden, og Peter hævede sit vinglas og så opmuntrende på damerne.

”Nu tænker vi positivt.”

Han nikkede mod restaurantens indgang.

”Han kan dukke op når som helst, og så er alt, som det plejer igen. Skål.”

Både Eva og Peter anstrengte sig for at berolige Marianne og opretholde en god stemning ved middagen. Maden var smukt anrettet og smagte fortræffeligt. Det var svært at holde en naturlig samtale i gang, selv om de forsøgte. Ved kaffen vendte Marianne tilbage til det, tjeneren havde sagt.

”Og hvorfor skulle Florian gå ud og spise alene med den kvinde? En meget køn kvinde … smuk som et maleri,” efterabede Marianne tjenerens pibende stemme og rystede sit korte hår.

Hun tav, og hendes ansigt skiftede farve.

”Tænk, hvis hun kommer herfra? Tænk, hvis han er sammen med hende i dette øjeblik?”

De to venner så tvivlende på hende, men sagde ingenting. Måske var det virkelig så enkelt. At Florian havde sagde, at han ville fotografere, når han i virkeligheden havde planlagt at mødes med en elskerinde. Men så rystede Peter på hovedet.

”Helt ærligt, Marianne, det kan du vel nok forstå, at han aldrig ville gøre,” sagde han med overbevisning i stemmen. ”Hvis han ville mødes med nogen i al hemmelighed, havde han været smart nok til at vælge en bedre lejlighed. Tænk, hvis der faktisk er sket ham noget alvorligt, og så sidder vi her og anklager ham?”

”Du har ret,” sagde Marianne med spinkel stemme.

Hun så bekymret på ham.

”Måske er han faldet og har slået sig og kan ikke komme op? Det bliver også koldt nu, om natten.”

”Vi går.”

Peter kaldte på tjeneren og betalte regningen.

”Nu er klokken elleve, og hans mobil er stadig død.”

”Det betyder, at han har været væk i fem timer,” sagde Eva nervøst. ”Hvis han ikke er på hotellet, så ringer vi til politiet.”

Pludselig fik han øje på noget ude i vandet og rejste sig halvt op. Hjertet slog hurtigere. Hvad fanden?

Lørdag morgen var skyerne draget videre, og bonden Ramón García vågnede ved, at solen skinnede ind ad vinduet. Har jeg sovet så længe? tænkte han forbavset. Det var på tide at stå op, han skulle nå at høste årets sidste oliven. Høsten plejede at være overstået allerede i slutningen af februar, men i år var hans oliven modnet senere på grund af et usædvanlig køligt forår.

Man kunne heller ikke regne med vejret længere, tænkte Ramón, da han stående skyllede en kop kaffe ned, før han gik ud i gården og gjorde hestene klar. Trak dem ud af indhegningen, gav dem hovedtøjet på og spændte gjorden med kurvene på hver sin side, hvor de høstede oliven skulle lægges. Nu var der kun den sidste tønde land tilbage med omkring halvtreds træer, som voksede på skråningerne ned mod floden. Og det var på høje tid. Ventede han længere, blev det for sent.

Bonden trak en hest, og de andre fulgte lydigt med, de var pålidelige og stærke, i bil gik det ikke an at køre, da en del af olivenplantagen lå på skrånende, sværttilgængelige områder med smalle, snoede ravinestier. Mens han fyldte kurvene, kunne hestene roligt stå og græsse i det knæhøje græs, der sørgede for, at jorden ikke tørrede ud. Ramón så op mod himlen over Ronda.

Sikke en forskel fra gårsdagens vejr. Nu var det solrigt og klart og ikke en sky i sigte. Han så hen mod broen, som forbandt ravinens klippevægge. Den der stump bro, som alle gik og gloede på, som om den skulle være så fantastisk. Bare fordi den var gammel og arabisk. Han var også gammel og havde arabiske aner på sin fars side, men turister valfartede ikke til deres gård for at se på ham af den grund.

Da han kom ned til olivenplantagen, begyndte han at plukke af træerne med en lille rive, forsigtigt trak han den langs grenene for ikke at skade træ eller frugter, så træets oliven faldt til jorden. Der havde han lagt en tynd presenning ud for lettere at kunne samle dem op. Han var øm over disse træer, de havde stået i over halvtreds år og gav nu endelig maksimal høst.

Efter omkring tyve træer var han nødt til at hvile sig. Arbejdet var anstrengende og ensformigt. Desuden var han både sulten og tørstig. Han fandt sin madpakke frem og slog sig ned på en sten på en bakke. Der sad han og så ud over floden, mens han spiste sin mad.

Pludselig fik han øje på noget ude i vandet og rejste sig halvt op. Hjertet slog hurtigere. Hvad fanden? Han kneb øjnene sammen for bedre at kunne se, synet var ikke så skarpt, som det havde været. Det lignede en mandekrop dernede, og den så ud til at sidde fast mellem to sten. Åh gud, hvad var der sket? Levede han?

Ramón kom hurtigt op at stå og skyndte sig ned mod floden, så hurtigt benene kunne bære ham. Vanen tro fulgte hestene efter. Da han kom nærmere, så han, at det drejede sig om en fuldt påklædt mand, der lå med ryggen til ham og ansigtet mod vandet. Det løb ham koldt ned ad ryggen. Han trådte ud i det brusende vand og hen til manden, bøjede sig ned og så straks, at han var død. Ramón udstødte et forskrækket råb og for tilbage med en sådan voldsomhed, at han var ved at glide på de glatte sten.

Det var et frygteligt syn. Liget var totalt smadret, kropsdele var forvredne i forskellige retninger, og knogler stak ud. Mandens kranie var blodigt og knust. Tøjet var forrevet og blodigt.

Ramón så op ad klippevæggen på den anden side og gøs. Var det derfra, manden var faldet? Pludselig virkede klipperne omkring ham truende, hestene vrinskede og skrabede nervøst med forbenene i jorden. Det var, som om de også kunne mærke, at der var sket noget uhyggeligt.

Med rystende hænder fandt han sin mobiltelefon frem og ringede til politiet.

Læs resten af historien: Inden skyerne kommer af Mari Jungstedt

Inden skyerne kommer er første del i bestsellerforfatteren Mari Jungstedts nye krimiserie, Malaga-serien. Her møder vi Lisa Hagel, en gymnasielærer fra Sverige, der efter en skilsmisse genstarter sit liv med en ny begyndelse i en gammel villa i Sydspanien. Inden længe møder hun enkemand og kriminalinspektør Hector Correa og er pludselig involveret i opklaringen af et mystisk drab på en kontroversiel, svensk anklager, der findes død i en slugt i bjergene.

Mari Jungstedts Malaga-serie udspiller sig på Spaniens solkyst med de andalusiske bjerge og Malagas storbypuls som baggrund.

Du kunne også være interesseret i...