”Men hvem ellers gik rundt uden en kønsdel. Levede de kvinder endnu?”

»Ja, det er jo en forholdsvis lang historie,« startede han.

I tre dage hørte vi hans stemme messe vilde livsbegivenheder ud i rummet. Der var ingen kronologi i historierne, og det var umuligt at forsøge at få den frem. Peter Frederiksen sendte et koldt blik, hvis vi prøvede at afbryde ham.

Utroligt mange mennesker faldt døde om i de historier. Han vidste godt hvorfor, men det var ikke hans skyld. Kvinder forrådte ham. Folk stjal våben og diamanter fra ham. Og nej, han var ikke Guds bedste barn, det ville han gerne indrømme.

Vi fik den store rundvisning i hans våbenforretning i downtown Bloemfontein, spiste frokost på Avanti, en dyr italiensk restaurant, hvor danskeren var stamgæst. Vi hentede hans lille søn, Poul, i børnehaven. Peter Frederiksen viste os også byens politistation og fortalte, at den ikke var helt lille. Den havde 40 celler til kriminelle.

»Du skal lige se mine rifler«, sagde han til Jørn den sidste dag, vi var sammen. De gik ind i gæsteværelset. Jeg kunne høre deres stemmer fra stuen, mens jeg trøstede hans søn, som græd i smerte.

Den fireårige dreng havde lige fået et hårdt slag i hovedet med Peter Frederiksens fjernbetjening. Et rigtigt hårdt slag. Drengen var kommet til at skifte program fra en reklamevideo om sin far som tækkemand til en Disney-film. Drengen ville skrue op for lyden, men fik trykket på den forkerte knap på maskinen. Straffen faldt prompte.

»Jeg har fået lavet en speciel pibe til min Glock på fabrikken i Østrig,« hørte jeg Peter Frederiksens stemme sige fra gæsteværelset.

»Hvad skal du bruge en lyddæmper til?« spurgte Jørn forundret. »Til at likvidere folk, hvad ellers,« grinede Peter Frederiksen.

Jeg kunne høre, Peter Frederiksen lede efter noget andet i våbenskabet.

»Så har jeg også det her lasersigte. Det er særdeles effektivt om natten. Hvis du har den der lille røde plet på brystet, og jeg trykker af, pop, så er du færdig.«

De kom tilbage i stuen. Peter Frederiksen så på mig med et glimt i øjet.

»Nå, har du flere spørgsmål, Helle?«

»Nej,« svarede jeg.

For jeg var træt. Dagen før havde hans beretning taget mig et par steder hen, jeg ikke havde lyst til at være. Det begyndte i en sado-masochistisk klub i København engang i 1990’erne. Der var en lesbisk præst, som troede på satanisme.

»Og så spurgte hun mig en dag, om jeg ikke kunne skære den forhud væk på hende.«

Peter Frederiksen skar kvindens forhud af.

Jeg kunne forholde mig til våben og flugtforsøg og mange andre af danskerens historier. Men at skære i kønsdele? I et glimt så jeg Peter Frederiksen i en hvid lægekittel med en skalpel i hånden, men så stoppede min fantasi. Peter Frederiksen var tækkemand.

Jeg havde ikke flere spørgsmål.

»Nå, okay,« sagde han med ærgrelse i stemmen og gik ind til våbenskabet igen.

Han kom tilbage med to fotos i hånden.

»Det her viser jeg jo ikke til nogen, men det kan jeg vise til jer, fordi vi har talt om de her ting. Og det er det med de omskæringer.« Peter Frederiksen tog ikke et nej for et afslag.

Billederne viste to afrikanske kvinders blodige underliv. Jeg smed dem med bagsiden opad på spisebordet, så lille Poul ikke skulle se dem. Om lidt skulle vi spise afskedsfrokost alle sammen. Far og søn, Jørn og jeg. Laksepaté og laksequiche. Lyddæmpere og likvideringer. Kønsdele og kirurgiske sakse. Et univers af død og lemlæstelse. Alt var for meget. Jeg gik med Peter Frederiksen ud i det lille køkken for at forberede frokosten.

»Det skal vi vist lige have lunet. Jeg tænder for ovnen,« sagde han galant om et ciabattabrød, mens jeg vaskede salatblade, skar citroner i skiver og fandt tallerkener frem. Der var ikke fire af samme slags.

Han gik ind i sit gæsteværelse for femte gang denne formiddag. De andre gange var han kommet ud med nazi-souvenirs, små illegale diamanter, en bog om modstandsbevægelsen og så de blodige billeder.

Denne gang holdt han en lille dåse i hånden, som han højtideligt løftede op i luften.

»Det har jo været en interessant tid med jer, og jeg har fortalt om hele mit liv. Jeg har gemt på denne her delikatesse til en helt særlig lejlighed, og den særlige lejlighed synes jeg er i dag.«

Det var angiveligt en gåseleverpostej fra Sverige.

Klokken 16 sagde vi farvel foran huset på Edenglen 50. Peter Frederiksen løftede sin lille søn op i favnen. Drengen blev stiv i kroppen og dækkede øjnene med sine hænder.

»Nu må I love mig, at I ikke sender noget ud om mig før efter den 17. september 2015. Det er vigtigt,« sagde Peter Frederiksen.

Han regnede med, at hans våbendom i Danmark ville blive forældet den dag.

Næste gang, vi mødte Peter Frederiksen, sad han i fodlænker i byretten i Bloemfontein. Hans gerninger stod mejslet i aviser over hele verden – politiet havde fundet 21 poser med kvindelige kønsdele i danskerens kummefryser.

I pressen fremstod han som en mand, der var taget til Afrika i en sen alder, fordi han havde fået en pludselig trang til at skære i sorte kvinder. At hans forbrydelse havde noget at gøre med en hvid mands magt over fattige afrikanere.

Lynda Steyn, chefefterforskeren fra det sydafrikanske politis eliteenhed, vidste, hvem den ene kønsdel i fryseren kom fra. Den tilhørte Tshidi, Peter Frederiksens afrikanske hustru, som havde meldt ham til politiet. Men hvem ellers gik rundt uden en kønsdel. Levede de kvinder endnu?

»Hvis du vil finde ud af, hvad Peter Frederiksen har lavet de senere år, så find hans kalendere, og beslaglæg dem,« sagde jeg til Lynda Steyn godt to uger senere.

Med Peters lommebøger, hans beslaglagte fotos og interviewet til os begyndte et helt nyt billede at tegne sig af tækkemanden fra Gl. Holte. Omskæringerne fyldte pludselig mindre. Meget tydede på, at Peter Frederiksen havde slået mennesker ihjel. Mange mennesker. Peters jagtmarker havde i seks årtier været spredt over tre kontinenter. Udover Danmark og Sydafrika havde han boet i Kenya, Sverige, Tyskland, USA og Lesotho. Han havde været på rejser til Mexico, Polen, Centralafrika, Mozambique og Namibia.

Da politiet indledte sin efterforskning, begyndte Jørn og jeg at undersøge Peter Frederiksens færden, fra han i 1952 blev født i Nordsjælland, til politiet lagde ham i håndjern i Bloemfontein i 2015. Vi stødte på drab i mange varianter. Ildebrande, bomber, ufattelige skamferinger af hvide og sorte kvinder, forsikringssvindel, kannibalisme – og stort set alt derunder.

Denne bog er skrevet for at give stemme til ofrene – både de levende og de døde – som blev fanget og nedlagt af danmarkshistoriens farligste seriekriminelle psykopat.