Michelle Hviid: Tak for alt det, du har givet os, hr. Disney – men ikke for dén linje

Jeg har ikke opfundet noget genialt, jeg har ikke læst de lærdes kloge skrifter, og jeg har ikke udtænkt en revolutionerende ny model med værktøjer, som nogen måske vil mene er forudsætningen for at kræve din opmærksomhed i en hel bog.

Men jeg har givet mig selv den ultimative frihed, det er at hæve sig over den største stopklods i verden, nemlig frygten for, hvad de andre tænker.

Jeg mærker dagligt på egen krop, hvor meget ro det giver mig, at jeg ikke skal tænke over, hvordan andre ser mig, hvad de synes om min intelligens, vægt eller fremtoning, og mit højlydte grin og min måde at være i verden på.

Jeg er simpelthen (mest) ligeglad. Jeg er selvfølgelig ikke immun over for konstruktiv kritik fra dem, jeg holder af og respekterer, eller et venligt menneske i det hele taget, men den store masse af mennesker, jeg alligevel ikke kender, får mig ikke til at vige fra det, jeg har lyst til eller tror på. Jeg omgiver mig med de mennesker, jeg selv har valgt i mit liv, og det er typisk, fordi de bidrager til de værdier, jeg ønsker omkring mig. Mod, livsglæde, humor og eventyr.

Dét giver mig min uforfærdethed, og den vil jeg gerne drysse ned over dig, kære læser. Men du kan sagtens bare læse bogen for at lade dig underholde. Sandsynligheden for, at jeg har brudt alle uskrevne regler for, hvor mange man må kysse, hvordan man skal gebærde sig, og hvad man må sige højt, er mere end stor.

Jeg ser mig selv i øjnene, og jeg er stolt af, at jeg på trods af alle de slag, livet har givet mig, og især alle dem, jeg har givet mig selv, har formået at stå ved, hvem jeg er.

Jeg har set det meste af verden, og jeg har vist mine børn store dele af den. Jeg er blevet slået hjem af flere og tungere sygdomsforløb, end de højere magter kunne være bekendt, men jeg har rejst mig op igen hver gang. Jeg insisterer på, at jeg er elskelig, og at jeg ikke behøver at lade mig tynge yderligere af hverken plejer, skyld eller skam.

Bogen her består af øjeblikke og perioder i mit liv, hvor jeg har levet uforfærdet og vovet det meste, men også af de historier, hvor jeg har været bange. Det er de historier, jeg har valgt at dele, fordi jeg tror, at de fleste vil nikke genkendende, uanset om de genkender sig selv i mig eller ej.

Når vi alle sammen deler billeder af perfekte avocadomadder, er vi med til at skabe en hverdag, hvor det bliver så svært at være menneske, at vi kollektivt går rundt og dukker os for hinanden. Så værsgo, her får du et indblik i dage, hvor avocadomadderne har set helt, helt forkerte ud. Men også i, hvordan jeg landede i mig selv og i et kærlighedsforhold, jeg aldrig havde turdet drømme om.

Bogen her er udelukkende baseret på mine subjektive erindringer og snakke med mine nære. Det er min historie. Jeg har gjort mig umage med at huske rigtigt, men ikke to øjne ser jo noget ens. Jeg fortæller ikke mit liv kronologisk, men giver dig de historier, jeg holder mest af, og som har formet mig. Jeg beklager på forhånd over for dem, jeg kommer til at træde over tæerne. Det var aldrig meningen, men det kan være svært at fortælle noget som helst, hvis man ikke må involvere de mennesker, som er en vigtig del af ens fortælling. Det her er min sandhed, og den er selvfølgelig kun en del af et større billede.

Husk på, at alle, der synes, at du er for meget, skal overveje, om de selv er for lidt.