Ny thriller fra Delphine de Vigan – læs første kapitel af “Børnene er Konger” her.

borneneerkonger

En 6-årig internetkendis forsvinder fra en legeplads og kriminalassistent Clara bliver sat på sagen. Claras efterforskning fører hende ind i en verden af børnestjerner og reality-kanaler, hvor alt handler om at blive set. Har den lille piges forsvinden noget at gøre med hendes usædvanlige liv som Youtube-stjerne?

 

Ny tankevækkende og samtidsrelevant thriller fra bestseller-forfatter Delphine De Vigan.

Den 5. juli 2001, dagen for finalen på Loft Story, sad Mélanie Claux, hendes forældre og søster Sandra på deres sædvanlige pladser foran fjernsynet. Siden den 26. april, den dag, hvor programmet var begyndt, var familien Claux ikke gået glip af en eneste af torsdagens udsendelser i primetime.

 

Nogle få minutter før deres frigivelse havde de fire sidste deltagere, efter at have været indespærret halvfjerds dage på et sted omringet af mure – en villa af byggemoduler med en kunstig have og en rigtig hønsegård – fået besked på at samles i den store stue, hvor de to drenge nu sad klemt sammen på den hvide sofa, og de to piger sad adskilt fra hinanden i hver sin læsestol, der passede til sofaen. Studieværten, hvis karriere på det seneste havde taget en drejning, der var lige så sensationel som uventet, gentog begejstret, at afgørelsens øjeblik, som alle ventede på – endelig – var – kommet:

 

“Jeg begynder på ti, og på nul er I ude!” Han spurgte en sidste gang, om publikum også var parate, hvorefter han begyndte nedtællingen, “ti, ni, otte, syv, seks, fem”, bakket op af publikums lydige og kraftige kor. Deltagerne skyndte sig hen mod døren med hver sin kuffert i hånden, “fire, tre, to, en, nul!”

Porten blev åbnet som ved et vindstød, og jublen brød ud.

Nu måtte studieværten brøle af sine lungers fulde kraft for at overdøve larmen fra den store menneskemængde, som stod stimlet sammen udenfor, og de ophidsede råb fra det utålmodige publikum, som i mere end en time havde været lukket inde i tv-studiet. “De er ude nu! Nu kommer de! Efter halvfjerds dage er de vendt tilbage til jorden, Laure, Loana, Christophe og Jean-Édouard!” Flere gange fik man vist hele optrinnet langtfra og kunne se det fyrværkeri, som blev skudt af fra taget på den bygning, hvor de fire deltagere havde boet i de mange uger, mens de sammen gik hen ad den røde løber, der var rullet ud til lejligheden.

Nu var de ude, ja, men det, de kom ud til, havde en underlig lighed med det, de kom ud fra. En overophidset menneskemængde stod klemt sammen bag afspærringen, fotografer prøvede at komme nærmere, personer, de ikke kendte, tiggede om deres autografer, journalister rakte mikrofoner frem mod dem. Nogle stod og viftede med bannere eller plancher med deres navne, andre filmede ved hjælp af små kameraer (mobiltelefonerne var dengang teknisk underudviklede apparater, som kun blev brugt til opkald).

Det, man havde stillet deltagerne i udsigt, var sket. I løbet af nogle få uger var de blevet berømte.

Fulgt af deres livvagter gik de videre frem mellem deres fans, alt imens studieværten blev ved med at gennemanalysere deres vej frem: “Nu er de kun nogle få meter fra studiet, og se, nu går de op ad trinnene.” Det overflødige i sammenfaldet mellem billederne og studieværtens kommentarer spolerede på ingen måde den dramatiske spænding, der i stedet gav indtryk af, at man var vidne til en helt unik og ubegribelig begivenhed. (Denne fremgangsmåde skulle i løbet af de kommende årtier blive anvendt i alle tænkelige former).

Publikums skrig blev højere, og et sort tæppe blev trukket til side for at lade deltagerne komme forbi. Da de kom ind i tv-studiet, hvor deres familier og de ni andre deltagere, som i de foregående uger var blevet stemt ud eller selv var gået, ventede på dem, steg begejstringen til endnu større højder. I den overophedede stemning og det tiltagende kaos begyndte mængden taktfast at råbe et navn: “Loana! Loana!”

 

Ligesom publikum håbede familien Claux også, at hun ville vinde. Mélanie syntes, at hun ganske enkelt var fantastisk (hendes kunstige bryster, hendes flade mave, hendes solbrændte hud), og Sandra, som var to år ældre, var dybt rørt over hendes ensomhed og hendes melankolske ansigtsudtryk (den unge kvinde var først blevet afvist af de andre deltagere på grund af sin påklædning og var derefter, til trods for hendes tilsyneladende optagelse i gruppen, blevet det primære mål for sladder og hvisken i krogene). Skønt hun ganske vist var ked af, at Julie, en sympatisk og munter deltager og den, hun syntes allerbedst om, var blevet stemt ud, var fru Claux også selv blevet påvirket af Loanas historie – hendes svære opvækst og hendes lille datter, der var blevet anbragt i plejefamilie – alt sammen afsløret af sladderpressen. Hvad angik familiens far, Richard, så havde han kun øje for den smukke blonde kvinde.

Billederne af Loana i shorts, miniskørt, med nøgen ryg og i badedragt og med sit opgivende smil plagede ham om natten og indimellem selv næste dag.

 Hele familien var enige om at fravælge Laure, som de syntes var for fin på den, og Jean-Édouard, som bare var en forkælet, forvirret og dum knægt.

Da de to vindere lidt senere var blevet udpeget af tv- seerne, og alle fortsatte videre hen på det hemmelige sted, hvor aftenens festligheder skulle fortsætte, forlod en hel procession af sorte biler fulgt af motorcyklister med kameraer La Plaine Saint-Denis. Der var et opbud af kameraer og teknik, der var Tour de France værdigt. Når bilerne standsede for rødt, blev der rakt mikrofoner ind ad deres vinduer for at få deltagernes kommentarer.

 

“Det minder mig om, da Chirac blev valgt!” betroede studieværten, hvis sminke ikke længere kunne skjule hans udmattelse.

Omkring Triumfbuen var der ved at opstå en trafikprop. På Avenue de la Grande Armée strømmede en stor menneskemængde til fra alle de tilstødende gader, og folk forlod deres biler for at komme nærmere. Ved indgangen til natklubben stod der hundredvis af nysgerrige og ventede på at få les lofteurs at se.

“Alle er vilde med os, det er fantastisk,” sagde Christophe, den ene af de to vindere, til den tv-vært, som stod klar på stedet.

 

Loana steg ud af bilen klædt i en lille hæklet lyserød top og forvaskede jeans. Hun var stablet op på sandaler med kilehæl og rettede sig op med sin spektakulære krop og så sig omkring. Ingen fornemmede noget fjernt i hendes blik. Eller noget forvirret. Eller et forvarsel om en tragisk skæbne.

 

Mélanie Claux var dengang sytten år og lige blevet færdig med 2. g på sproglig linje på Saint-François- d’Assise-gymnasiet i La Roche-sur-Yon. Hun var tilbageholdende af gemyt og havde ikke mange venner.

Selv om hun aldrig rigtig havde set for sig, at hendes fremtid på nogen som helst måde kunne være forbundet med at studere, tog hun sit skolearbejde alvorligt og opnåede pæne resultater.

Nogle hundrede kilometer derfra, i Bagneux, i en af Paris’ forstæder, sad Clara Roussel alene og så finalen til Loft Story i smug. Hun gik dengang i 1. g. Kombinationen af gode evner og det meget middelmådige niveau på hendes gymnasium gjorde det muligt for hende at opnå tilfredsstillende karakterer, til trods for at hun aldrig nogensinde lavede lektier.

Hun var først og fremmest interesseret i drenge og havde en forkærlighed for dem med kort lyst hår. Det var en kategori, som der tilsyneladende ikke var stor rift om, for mørkebrunt var så afgjort mest populært. Hendes måde at udtrykke sig på – hun blev ofte drillet med sit ordforråd og sine lange, velformede sætninger – som ikke var særlig almindelig hos unge på hendes alder – viste sig at gøre hende mere tiltrækkende. Hendes forældre, som begge var undervisere og meget engagerede politiske aktivister i lokalmiljøet, havde siden dens etablering været en del af foreningen Smil, du er på (en aktionsgruppe, der kæmpede imod udviklingen frem mod et højteknologisk, undertrykkende samfund, og som var meget aktiv i kampen mod enhver form for videoovervågning).

Foreningen havde først opfordret alle tv-seere til at boykotte udsendelsen og nogle uger senere til, at de tømte deres skraldespand foran tv-stationen M6’s administrationsbygning. Den dag blev der kastet med æg, yoghurt, tomater og en stor mængde skrald. Claras forældre havde selvfølgelig deltaget i aktionen og derefter sluttet sig til en anden, større protestgruppe, der blev styret af Zalea TV (en alternativ tv-kanal, som i begyndelsen af nullerne helt uhørt forsøgte sig med at lave uafhængigt tv). Det var lykkedes intet mindre end to hundrede halvtreds aktivister at nærme sig stedet, hvor Loft Story blev filmet, for at befri deltagerne.

De var ovenikøbet sluppet forbi den første beskyttelsesmur. Philippe, Claras far, kunne ses i et kort klip, som blev vist i nyhederne på France 2.

“Røde Kors har adgang til fangelejre, og vi forlanger samme ret! De er underernærede, udmattede, bliver konstant udsat for projektørlys, de græder hele tiden, slip gidslerne fri!” havde han råbt ned i en journalists mikrofon.

“Slip hønsene fri!” begyndte de alle sammen at råbe i kor, mens en mur af mænd fra politiets specialstyrker forhindrede dem i at komme længere frem.

Det er vist ikke nødvendigt at nævne, at Claras forældre, som på finaleaftenen var taget til et møde i foreningen med temaet “Hvilket samfund er det, vi ønsker at leve i?”, ikke ville have brudt sig om, at deres datter, som knap var femten år, benyttede sig af, at de ikke var hjemme, til at svælge i det djævelske program, et tydeligt bevis på en verden, hvor alt kunne købes og sælges, og som var styret af tilbedelsen af egoet.

Den aften fulgte elleve millioner seere finalen på Loft Story. Aldrig før havde et tv-program vakt så mange menneskers følelser. Den skrevne presse havde op til premieren kommenteret og debatteret programformatets ankomst til Frankrig i en uendelighed og var i takt med afsløringerne og den megen virak, de skabte, slået om og havde taget del i spøgen og ryddet forsider, kronik- og debatsider til diskussion af fænomenet. I ugevis havde sociologer, antropologer, psykologer, psykiatere, psykoanalytikere, journalister, lederskribenter, forfat- tere og debattører gennemanalyseret programmet og dets succes.

 

“Der er et før og et efter,” blev der sagt rundtomkring.

 

De ville i fjernsynet for at blive kendte. Nu var de kendte, fordi de havde været i fjernsynet. De ville for altid være de første. Pionererne.

 

Tyve år senere ville alle kultscenerne fra første sæson – den berømte såkaldte “swimmingpoolscene” med Loana og Jean-Édouard, deltagernes ankomst til villaen og hele finalen – være tilgængelige på YouTube.

Den allerførste kommentar skrevet af en bruger under en af videoerne lyder, som kunne den være sagt af et orakel: “Dengang man åbnede porten til helvede.”

Måske var det netop i løbet af disse få uger, at alting begyndte. Den adgang til at blive udstillet på fjernsynet. Den måde, det nu var muligt at gå fra at være den, der kigger, til at være den, der bliver kigget på. Dette ønske om at blive set, at blive genkendt, at blive beundret. Den forestilling om, at det var muligt for alle, for hvem som helst. Det var ikke længere nødvendigt at producere, skabe eller finde på noget nyt for at kunne få sine “femten minutters berømmelse”. Man behøvede bare at vise sig frem og blive stående foran linsen.

 

Fremkomsten af nye medier fik inden længe dette fænomen til at accelerere. Fremover ville enhver kun eksistere takket være den eksponentielle forøgelse af vedkommendes egne spor, som man snart fandt ud af ikke kunne slettes igen. Internettet og de sociale medier, som var tilgængelige for alle, tog inden længe over efter fjernsynet og forøgede mulighedernes verden. Man kunne vise sig frem udenfor, indenfor, i alle tænkelige situationer. Leve for at blive set eller leve gennem andre. Reality-tv med de forskellige måder, deltagerne betroede sig til seerne på, bredte sig snart til utallige andre formater og dikterede i lang tid fremover disses koder, ordforråd og narrativer.

 

Ja, det var dengang, det hele begyndte.

Anmelderne om: Det Danmark du kender

★★★★★★

“Helt igennem fabelagtigt thriller, der giver tidsånden en mavepuster”
– Berlingske

 

★★★★★★

“Fascinerende indsigt ind i faren ved internetafhængighed og incluencernes verden. Den burde være obligatorisk læsning, for alle under tredive”
– Goodreads bruger

 

★★★★★★

“George Orwell, Aldous Huxley, Ray Bradbury, Ben Elton og nu Delphine de Vigan.
Drager vi nytte af eller er vi ofre for den teknologiske udvikling?”
– Goodreads bruger

Du kunne også være interesseret i...