Østen, 1925: Unge, engelske Gwen flytter til Ceylon for kærligheden. Læs et gratis kapitel fra Tedyrkerens hustru her

Tedyrkerens kone

Året er 1925 og unge Gwen er netop blevet gift med den næsten 20 år ældre Laurence Hooper, der er en rig og charmerende enkemand med en teplantage i Ceylon.

 

Hun slutter sig til Laurence på hans teplantage og er fast besluttet på at blive den perfekte hustru og mor. Men den mand, der tager imod hende ved ankomsten, er ikke den samme mand, som Gwen forelskede sig i hjemme i London..

Med stråhatten i den ene hånd lænede Gwen sig mod den saltbelagte ræling og så atter ned. I en time havde hun betragtet havets skiftende farve og fulgt de papirstumper, de snoede appelsinskræller og de blade, der flød forbi. Nu, hvor vandet havde skiftet farve fra den dybeste turkis til snusket grå, vidste hun, at det ikke kunne vare længe. Hun lænede sig lidt længere ud over rælingen for at betragte et stykke sølvstof flyde ud af syne.

 

Da skibets horn lød – højt, længe og meget tæt på – fór hun sammen og løftede overrasket hånden fra rælingen. Den lille satinpung med den fine perlelukning, en afskedsgave fra hendes mor, gled ud af hånden på hende.

 

Hun gispede og greb ud efter den, men så, at det var for sent, idet pungen faldt i havet, hvirvlede rundt i det beskidte vand og derefter sank. Og sammen med den hendes penge og Laurences sirligt foldede brev med instrukser. Hun så sig omkring og mærkede endnu en gang den uro, hun ikke havde kunnet ryste af sig efter at have forladt England. Man kan ikke komme meget længere væk fra Gloucestershire end Ceylon, havde hendes far sagt. Mens hans stemme gav genlyd i hendes hoved, overraskede det hende at høre endnu en stemme, så absolut mandlig, men usædvanligt sukkersød.

 

”Ny i Østen?”

Hun var vant til, at hendes violette øjne og blege hud altid tiltrak sig opmærksomhed, og da hun vendte sig om, blev hun tvunget til at knibe øjnene sammen i det klare sollys.

”Jeg … Ja. Jeg skal slutte mig til min mand. Vi er blevet gift for nylig.” Hun tog en indånding og stoppede lige akkurat sig selv i at buse ud med hele historien.

 

En bredskuldret, middelhøj mand med en kraftig næse og funklende, karamelfarvede øjne gengældte hendes blik. Hans sorte bryn, krøllede hår og blanke, mørke hud fik hende til at standse op. Hun stirrede, følte sig en lille smule nervøs, indtil han smilede åbenhjertigt. ”De er heldig. I maj måned er havet normalt en hel del vildere. Jeg gætter på en tedyrker,” sagde han. ”Deres mand.”

 

”Hvordan vidste De det?”

 

Han spredte fingrene. ”Der er en særlig type.”

 

Hun kiggede ned ad sin beigefarvede kjole: lavtaljet, men med høj hals og lange ærmer. Hun ønskede ikke at være en ’type’, men indså, at havde det ikke været for chiffontørklædet om hendes hals, kunne hun godt fremstå kedelig.

 

”Jeg så, hvad der skete. Det gør mig ondt med Deres pung.”

 

”Det var dumt af mig,” sagde hun og håbede, at hun ikke rødmede.

 

Havde hun været lidt mere som sin kusine Fran, havde hun måske indledt en samtale med ham, men hun troede, at den lille ordveksling var ovre og vendte sig i stedet om igen for at betragte skibet nærme sig Colombo.

Over den glimtende by strakte en koboltblå himmel sig ind over fjerne, lilla bakker, træer dannede skygger, og luften var fuld af skrigende måger, som dykkede ned over de små både, der samlede sig på vandet. Spændingen ved at foretage sig noget så anderledes boblede i hende. Hun havde savnet Laurence og i et øjeblik tilladt sig selv at drømme om ham. Det var let at drømme, men virkeligheden var så spændende, at den fik sommerfuglene til at svirre i maven på hende. Hun tog en dyb indånding af det, hun havde forventet ville være salt luft, og undrede sig over lugten af noget stærkere end salt.

 

”Hvad er det?” spurgte hun, idet hun vendte sig om for at se på manden, som hun ganske rigtigt fornemmede ikke havde rykket sig ud af stedet.

 

Han snusede dybt ind. ”Kanel og formentlig sandeltræ.”

 

”Der er noget sødt.”

 

”Jasminblomster. Der er mange blomster i Ceylon.”

 

”Hvor dejligt,” sagde hun. Men ikke desto mindre vidste hun, at det var mere end det. Neden under den forførende duft strømmede noget surt.

 

”Og dårlig kloakering, er jeg bange for.”

 

Hun nikkede. Måske var det det.

 

”Jeg har ikke præsenteret mig. Mit navn er Savi Ravasinghe.”

 

”Åh.” Hun standsede op. ”De er … Jeg mener, jeg har ikke set Dem til middagen.”

 

Han gjorde en grimasse. ”Ikke førsteklassespassager, mener De vist. Jeg er singaleser.” 

Hun havde ikke tidligere bemærket, at manden stod på den anden side af det reb, der adskilte klasserne.

”Nå, men vældig hyggeligt at møde Dem,” sagde hun og trak en af sine hvide handsker af. ”Jeg hedder Gwendolyn Hooper.”

 

”Så må De være Laurence Hoopers nye hustru.”

 

Hun pillede ved ringens store Ceylon-safir og nikkede overrasket. ”Kender De min mand?”

 

Han nikkede. ”Jeg har mødt Deres mand, ja, men nu er jeg bange for, at jeg må gå.” Hun rakte hånden frem, glad for at have hilst på ham.

 

”Jeg håber, De får det rigtig godt i Ceylon, mrs. Hooper.”

 

Da han ignorerede hendes hånd, lod hun den falde. Han pressede håndfladerne sammen foran brystet med fingrene pegende opad og bukkede ganske let.

 

”Må Deres drømme gå i opfyldelse …” Med lukkede øjne stod han stille et øjeblik og gik så sin vej.

 

Gwen var lidt overrumplet over hans ord og den besynderlige farvelgestus, men hun havde mere presserende ting i hovedet og trak på skuldrene. Hun måtte virkelig forsøge at genkalde sig Laurences bortkomne instrukser.

 

Heldigvis gik første klasse først fra borde, og det inkluderede hende. 

Endnu en gang tænkte hun på manden og kunne ikke lade være med at føle sig fascineret. Hun havde aldrig mødt nogen så eksotisk.

Det ville have været meget sjovere, hvis han var blevet for at holde hende med selskab, selvom han selvfølgelig ikke kunne det.

 

Hun var fuldstændig uforberedt på chokket fra Ceylons brændende hede, de stærke farver og kontrasten mellem det klare, hvide lys og den dybe skygge. Hun blev bombarderet med larm: Klokker, horn, mennesker og summende insekter omgav hende, snurrede og drejede, og hun følte, hun blev hvirvlet rundt, som et af de stykker drivgods, hun havde betragtet tidligere. Da baggrundsstøjen blev overdøvet af en høj trompetlyd, snurrede hun rundt og stirrede på træmolen, tryllebundet af en elefant, der løftede snablen i luften og brølede.

 

Da hun havde vænnet sig til synet af en elefant, vovede hun sig ind på havnekontoret, traf aftale om sin store kuffert og satte sig så på en træbænk i den varme, fugtige luft med kun en hat til at give skygge. Af og til tog hun den af for at klaske til den sværm af fluer, som kravlede langs hårgrænsen. Laurence havde lovet at tage imod hende på kajen, men indtil videre var der ingen spor af ham. Hun forsøgte at huske, hvad han havde sagt, hun skulle gøre i nødstilfælde, og fik igen øje på mr. Ravasinghe, som var på vej ud af andenklassesudgangen på siden af skibet. Ved ikke at kigge på manden håbede hun, at hun kunne skjule sin forlegne rødmen over situationen, og hun vendte sig rundt for at iagttage, hvordan kasser med te vilkårligt blev læsset på en pram i den anden ende af havnen.

 

Kloaklugten havde for længst overdøvet den krydrede duft af kanel og blandede sig nu med andre påtrængende lugte: olie, gødning og rådne fisk. Som kajen fyldtes med flere misfornøjede passagerer, der blev belejret af handlende og kræmmere, som falbød smykkesten og silke, følte hun sig ilde til mode.

Hvad skulle hun gøre, hvis Laurence ikke kom? Han havde lovet det. Hun var kun nitten, og han vidste, at hun aldrig havde været længere væk fra Owl Tree Manor end en tur eller to til London sammen med Fran.

Hun følte sig meget alene og lettere modløs. Det var ærgerligt, at hendes kusine ikke havde kunnet rejse ud sammen med hende, men Fran var blevet kaldt væk af sin advokat umiddelbart efter brylluppet, og selvom Gwen stolede fuldt og fast på Laurence, kunne hun – alt taget i betragtning – ikke lade være med at være lidt urolig. 

 

En flok halvnøgne, mørklødede børn fór rundt i mængden, hvor de tilbød bundter af hel kanel og, med enorme, bønfaldende øjne, tiggede rupier. Et barn, som ikke kunne være ældre end fem, trak et bundt frem til Gwen. Hun holdt det op til næsen og snusede ind. Barnet sagde noget, men det var volapyk for Gwen, og desværre havde hun ingen rupier at give knægten og heller ikke længere nogen engelske penge.

 

Hun kom på benene og gik rundt. Der kom et let vindstød, og fra et sted i det fjerne hørtes en foruroligende lyd – bum, bum, bum. Trommer, tænkte hun. Højt, men ikke helt højt nok til at man kunne høre en fast rytme. Hun fjernede sig ikke langt væk fra den håndkuffert, hun havde efterladt ved bænken, og da hun hørte mr. Ravasinghe kalde, mærkede hun sveden perle på panden.

 

”Mrs. Hooper. De må ikke lade Deres kuffert stå ubevogtet.” Hun tørrede sig over panden med håndryggen. ”Jeg holdt øje med den.”

 

”Folk her er fattige og opportunistiske. Kom, jeg bærer Deres kuffert og finder Dem et køligere sted at vente.”

 

”Det er meget venligt af Dem.”

 

”Slet ikke.” Han holdt hende om albuen med fingerspidserne og arbejdede sig frem til bygningen, hvor havnekontoret lå. ”Det her er Church Street. Se engang derovre – lige i udkanten af Gordon Gardens står suriya, eller tulipantræet, som det er kendt som.”

Hun kiggede på træet. Dets tykke stamme havde dybe folder som et kvindeskørt, og en krone besat med kraftigt orange, klokkeformede blomster tilbød en sært flammende form for skygge.

 

”Det vil svale lidt, selvom lindringen nok er begrænset med den voldsomme eftermiddagsvarme og den endnu ikke ankomne monsun.”

 

”Hør,” sagde hun. ”Der er ingen grund til, at De skal blive her hos mig.”

 

Han smilede og kneb øjnene sammen. ”Jeg kan ikke efterlade Dem her alene, en pengeløs fremmed i vores by.”

 

Hun var glad for hans selskab og smilede tilbage.

 

De gik hen til det sted, han havde udpeget, og med sveden dryppende under tøjet tilbragte hun den næste time lænet mod træet, mens hun spekulerede på, hvad hun dog havde udsat sig selv for ved at indvillige i at bo i Ceylon. Larmen var taget til, og selvom han stod tæt på, omringet af menneskemængden, var han stadig nødt til at råbe.

 

”Hvis Deres mand ikke er dukket op klokken tre, håber jeg, at De tillader mig foreslå, at De trækker Dem tilbage til Galle Face Hotel for at vente. Det er luftigt, der er ventilatorer og læskedrikke, og De vil have det uendeligt meget køligere.”

 

Hun tøvede, var utilbøjelig til at forlade stedet. ”Men hvordan skal Laurence vide, at jeg er der?” ”Det ved han. Alle englændere uanset status tager på Galle Face.” Hun kastede et blik på Grand Orientals imponerende facade. ”Ikke derhen?”

 

”Så afgjort ikke derhen. Stol på mig.”

 

I eftermiddagens stærke sol blæste vinden en sky af grus ind i hendes ansigt og sendte en strøm af tårer ned ad hendes kinder. 

Hun blinkede hurtigt, gned så øjnene og håbede virkelig, at hun kunne stole på ham. Måske havde han ret. Man kunne dø i denne varme.

Lidt væk fra, hvor hun stod, var en tæt menneskemængde stimlet sammen neden under flere rækker af flagrende hvide bånd, som var spændt ud over gaden, og en mand i brun kåbe stod midt i en flok farverige kvinder og lavede en høj lyd igen og igen. Mr. Ravasinghe så Gwen stirre.

 

”Munken pirith-messer,” sagde han. ”Det bruges ofte på dødslejet for at sikre en god bortgang. Her tror jeg, det er, fordi noget meget modbydeligt har fundet sted eller i det mindste et dødsfald. Munken forsøger at rense stedet for tilbageværende ondskab ved at påkalde gudernes velsignelse. I Ceylon tror vi på ånder.”

 

”Er alle buddhister?”

 

”Jeg er, men her er også hinduer og muslimer.”

 

”Og kristne?”

 

Han nikkede.

 

Da Laurence fortsat ikke var at se klokken tre, rakte manden en hånd frem og tog et skridt væk. ”Skal vi?”

 

Hun nikkede, og han kaldte på en af rickshawmændene, som ikke var iført meget andet end turban og et fedtet udseende lændeklæde.

 

Hun gyste over, hvor tynd mandens brune, nøgne ryg var. ”Den skal jeg vel ikke med?” ”Foretrækker De en oksekærre?”

Hun mærkede, hvordan hun rødmede, idet hun betragtede bunken af ovale, orange frugter, som lå stablet i en kærre med enorme træhjul og en mat kaleche.

”Tilgiv mig, mrs. Hooper. Jeg burde ikke drille. Deres mand bruger kærrer til at transportere tekasserne. De ville rent faktisk køre i en lille vogn med en skyggende kaleche af palmeblade.”

 

Hun pegede på de orange frugter. ”Hvad er det for nogle?”

 

”Kongekokosnødder. Bruges kun til at drikke. Er De tørstig?” Selvom hun var, rystede hun på hovedet. På muren lige bag ved mr. Ravasinghe viste en stor plakat en mørkhudet kvinde, der iført gul og rød sari balancerede en fletkurv på hovedet. Hun var barfodet, havde gyldne ringe om anklerne og et gult tørklæde om hovedet. MAZZAWATTEE TE stod der på plakaten. Gwens hænder blev klamme, og en strøm af kvalmende panik løb igennem hende. Hun var meget langt hjemmefra. 

 

”Som De kan se,” sagde mr. Ravasinghe, ”er der langt mellem bilerne, og en rickshaw er så afgjort hurtigere. Hvis De ikke bryder Dem om det, kan vi vente, mens jeg prøver at få fat på en hest og vogn. Eller, hvis det hjælper, kan jeg ledsage Dem i rickshawen.”

 

I det øjeblik kom en stor, sort bil dyttende gennem mængden af fodgængere, cyklister, kærrer og vogne og undgik med nød og næppe adskillige sovende hunde. Laurence, tænkte hun lettet, men da hun kiggede ind ad vinduet i det forbipasserende køretøj, så hun, at det kun indeholdt to store, midaldrende europæiske kvinder. Den ene vendte sig om for at se på Gwen med et misbilligende ansigtsudtryk.

 

Godt, tænkte Gwen, nu vakt til dåd, så bliver det rickshaw.

 

En gruppe slanke palmetræer stod og vajede i brisen uden for Galle Face Hotel, og selve bygningen flankerede havet på en meget britisk måde.

Mr. Ravasinghe havde taget afsked med hende på den orientalske måde og sendt hende et meget varmt smil, og hun var ked af at se ham forsvinde, men gik forbi de to svungne trapper og satte sig til at vente i den relativt kølige Palmelounge.

Hun følte sig straks hjemme og lukkede øjnene, idet hun var glad for at få en pause fra den nærmest totale sanseinvasion. Hendes pause varede ikke længe. Skulle Laurence dukke op nu, var hun kun alt for bevidst om den sørgelige tilstand, hun befandt sig i, og det var ikke det indtryk, hun havde lyst til at give. Hun nippede til sin Ceylon-te og kiggede så hen over de borde og stole, der stod spredt rundtomkring på det bonede teaktræsgulv. I et hjørne viste et lille skilt diskret hen til dametoiletterne.

 

I det sødligt lugtende, spejlbeklædte rum plaskede hun spejlbilledet af sit ansigt til med vand og duppede sig med den Après L’Ondée, som heldigvis havde ligget trygt i hendes håndkuffert og ikke i hendes druknede pung. Hun følte sig klistret og havde sved løbende ned ad armene, men satte atter håret op, så det snoede sig nydeligt i nakken. Håret var det flotteste ved hende, sagde Laurence. Det var mørkt og langt og krøllede, når det ikke var sat op. Da hun havde nævnt, at hun overvejede at klippe det kort ligesom Frans, flapper style, havde han set forfærdet ud, trukket en af hendes krøller løs i nakken og bøjet sig ned og hvilet hagen mod hendes hoved. Derefter havde han med håndfladerne placeret på hver side af hendes hoved samlet hendes hår mellem fingrene og stirret på hende. 

 

”Du må aldrig klippe dit hår. Lov mig det.”

 

Hun havde nikket, ude af stand til at tale, og hans hænder havde kildet så herligt, at alle mulige slags hidtil ukendte følelser opstod inden i hende.

 

Deres bryllupsnat havde været perfekt, og den efterfølgende uge ligeså. Deres sidste nat sammen havde ingen af dem sovet, og han skulle op før solopgang for at nå til Southampton i tide til at kunne gå om bord på skibet til Ceylon. Han var ærgerlig over, at hun ikke skulle med, men han havde forretninger i Ceylon, og de var enige om, at tiden ville gå hurtigt. Han havde ikke haft noget imod, at hun var blevet for at vente på Fran, men hun havde fortrudt beslutningen, i samme øjeblik han var væk, og hun vidste dårligt, hvordan hun skulle klare at være væk fra ham. Da Fran så var blevet yderligere forsinket i London på grund af en ejendom, hun udlejede, besluttede Gwen sig for at rejse af sted alene.

 

Med sit bedårende udseende havde Gwen aldrig manglet beundrere, men hun var faldet for Laurence, straks hun fik øje på ham til en musikaften i London, som Fran havde taget hende med til. Og da han smilede bredt til hende og stormede over for at præsentere sig, var hun solgt.

Derefter havde de set hinanden hver dag, og da han friede til hende, havde hun løftet sit brændende ansigt og uden tøven sagt ja. 

Hendes forældre havde ikke været for begejstrede for, at en syvogtrediveårig enkemand ønskede at gifte sig med hende, og hendes far havde krævet lidt overtalelse, men var imponeret, da Laurence tilbød at lade en manager overtage ledelsen af plantagen, så han kunne vende hjem og bo i England. Gwen ville ikke høre tale om det. Hvis hans hjerte tilhørte Ceylon, ville hendes hjerte gøre det samme.

 

Idet hun lukkede døren til toilettet bag sig, så hun ham stå i den store vestibule med ryggen til, og hun tabte vejret. Hun rørte ved perlerne om halsen, rettede på den blå dråbe, så den sad i midten, og standsede – skræmt af sine følelsers intensitet – for at indsuge synet af ham. Han var høj, havde en god, bred ryg og kort, lysebrunt hår med tidlige grå stænk i tindingerne. Et produkt af kostskolen Winchester – han så ud, som om han havde selvtillid i årerne: En mand, som kvinder tilbad, og mænd respekterede. Alligevel læste han Robert Frost og William Butler Yeats. Det elskede hun ham for og for allerede at vide, at hun langtfra var den artige pige, folk forventede, hun var.

 

Som havde han mærket hendes blik på sig, drejede han rundt. Hun noterede sig lettelsen i hans intense, brune øjne, og det store smil bredte sig, mens han med lange skridt nærmede sig hende. Han havde en firkantet kæbe og en kløftet hage, som – sammen med den måde, hvorpå hans hår bølgede fortil, og de to uregerlige hvirvler på issen – hun fandt fuldstændig uimodståelig. Eftersom han bar shorts, kunne hun se, at hans ben var solbrændte, og han så så meget mere støvet og rå ud her, end han havde gjort i det kølige engelske landskab.

 

Hun løb ham energisk i møde. Han holdt hende ud i strakt arm et øjeblik, før han svøbte hende i et stort knus så fast, at hun dårligt kunne trække vejret. Da han var færdig med at svinge hende rundt og endelig gav slip, hamrede hendes hjerte stadig vildt.

 

”Du aner ikke, hvor meget jeg har savnet dig,” sagde han med dyb og lidt ru stemme.

 

”Hvordan vidste du, at jeg var her?”

 

”Jeg spurgte havnefogeden, hvor Ceylons smukkeste kvinde var gået hen.”

 

Hun smilede. ”Hvor sødt, men det er jeg selvfølgelig ikke.”

 

”En af de mest henrivende ting ved dig er, at du slet ikke ved, hvor dejlig du er.” Han holdt begge hendes hænder i sine. ”Jeg er virkelig ked af, at jeg kom for sent.”

 

”Det gør ingenting. Der var en, der tog sig af mig. Han sagde, han kendte dig. Mr. Ravasinghe, tror jeg, han hed.”

 

”Savi Ravasinghe?”

 

”Ja.” Hun mærkede det prikke i nakken.

Han rynkede panden og kneb øjnene sammen, hvilket understregede den vifte af fine rynker, der præmaturt prægede hans hud. Hun længtes efter at røre ved dem. Han var en mand, der havde levet, og det gjorde ham i hendes øjne endnu mere tiltrækkende.

”Skidt med det,” sagde han og genvandt hurtigt sit gode humør. ”

 

Nu er jeg her. Der var et problem med den pokkers bil. Heldigvis kunne Nick McGregor løse det. Det er for sent at køre tilbage, så jeg bestiller et værelse til os.”

 

De gik hen til skranken. Da de var færdige med portieren, greb han ud efter hende, og idet hans læber strejfede hendes kind, gav hun et lille suk fra sig.

 

”Din store kuffert bliver bragt op med tog,” sagde han. ”I hvert fald til Hatton.”

 

”Det ved jeg, jeg talte med manden på havnekontoret.”

 

”Godt. McGregor får en af kulierne til at hente den på stationen med oksekærre. Har du nok i håndkufferten der til i morgen?”

 

”Lige akkurat.”

 

”Har du lyst til te?” spurgte han.

 

”Har du?”

 

”Hvad tror du?”

 

Hun smilede stort og undertrykte trangen til at le højt, da han bad portieren om at sende bagagen op ekstra hurtigt.

 

De gik arm i arm hen til trappen, men da de nåede toppen, følte hun sig overraskende forlegen. Han slap hende og gik hen for at låse op, hvorefter han åbnede døren på vid gab.

 

Hun tog de sidste par skridt og kastede et blik rundt i rummet.

 

Sen eftermiddagssol vældede ind gennem høje vinduer og farvede væggene i en sart lyserød nuance; de bemalede lamper på hver side af sengen var allerede tændt, og værelset duftede af appelsiner. Synet af en scene, der så åbenlyst lagde op til intimitet, fik hende til at føle sig varm i nakken, og hun kløede sig på huden der. 

Det øjeblik, hun havde forestillet sig igen og igen, var endelig kommet, og alligevel stod hun tøvende i døråbningen.

 

”Bryder du dig ikke om det?” spurgte han med klare og skinnende øjne.

 

Hun mærkede pulsen dunke i halsen.

 

”Elskede?”

 

”Jeg er vild med det,” lykkedes det hende at sige.

 

Han kom hen til hende og slap det opsatte hår fri. ”Sådan. Det er bedre.”

 

Hun nikkede. ”De er på vej op med bagagen.”

 

”Jeg tror, vi har lidt tid,” sagde han og rørte hendes underlæbe med fingerspidsen. Men så, som efter aftale, lød der en banken på døren.

 

”Jeg åbner lige vinduet,” sagde hun og trådte væk, glad for en undskyldning for ikke at lade piccoloen bevidne sin tåbelige nervøsitet.

 

Deres værelse vendte ud mod havet, og da hun åbnede vinduet på klem, så hun solen fange de gyldne, sølvskinnende bølgetoppe. Det var det her, hun ønskede sig, og ganske vist havde de tilbragt en uge sammen i England, men tanken om hjem føltes meget fjern og bragte tårerne frem hos hende. Hun lukkede øjnene og lyttede, mens piccoloen bar deres bagage ind, og da manden var gået, vendte hun sig om og så på Laurence.

 

Han sendte hende et skævt smil. ”Er der noget galt?”

 

Hun bøjede hovedet og stirrede ned i gulvet.

 

”Gwen, se på mig.”

 

Hun blinkede hurtigt; værelset virkede stille.

Tankerne fór gennem hovedet på hende, og hun spekulerede på, hvordan hun skulle forklare følelsen af at blive kastet ind i en verden, hun ikke forstod, selvom det ikke kun var det.

Fornemmelsen af at være nøgen, når han så på hende, gjorde hende også nervøs. Hun ønskede ikke at lade sig overvælde af forlegenheden, så hun kiggede op og tog, ganske langsomt, et par skridt hen imod ham.

 

Han så lettet ud. ”Der blev jeg bekymret et øjeblik.”

 

Hendes ben begyndte at ryste. ”Jeg er fjollet. Det hele er så nyt … Du er så ny.”

 

Han smilede og kom hen til hende. ”Hvis det bare er det, kan der let rådes bod på det.”

 

Hun lænede sig ind mod ham og følte sig ør, mens han fumlede med knappen bag på hendes kjole.

 

”Her, lad mig,” sagde hun, idet hun rakte bagud og listede knappen gennem hullet. ”Det kræver det rette håndelag.”

 

Han lo. ”Det må jeg få lært.”

 

En time senere sov Laurence. Den lange ventetid havde gjort elskoven intens, endnu mere end på bryllupsnatten. Hun tænkte tilbage på sine første øjeblikke i landet; det havde føltes, som om den varme Colombo-sol drænede hendes krop for energi. Hun havde taget fejl. Der havde været rigeligt med energi tilovers, selvom arme og ben føltes tunge nu, hvor hun lå og lyttede til lydene fra verden udenfor og var ved at falde i søvn. Det gik op for hende, hvor fuldstændig naturligt det begyndte at føles at ligge ved siden af Laurence, og hun smilede ad sin tidligere nervøsitet og drejede sig lidt, så hun kunne se på ham og stadig mærke hans krops styrke på de steder, hvor han lå som klæbet ind til hende. Alle andre følelser blegnede; hendes kærlighed kunne koges ned til dette perfekte øjeblik. Det skulle nok gå. I endnu et minut eller to indåndede hun hans moskusduft, mens hun iagttog rummets skygger blive lange og hurtigt formørkes. Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene.

Dinah jefferies: tedyrkerens hustru

19-årige Gwen er netop blevet gift med en rig og charmerende enkemand. Hun glæder sig til at slutte sig til ham på hans teplantage og er fast besluttet på at blive den perfekte hustru og mor. Men den mand, der tager imod hende ved ankomsten, er ikke den samme, som hun forelskede sig i og livet i Ceylon er på ingen måder, som Gwen forventede.

 

Hendes mand er evigt optaget af sit arbejde, så Gwen har masser af tid til at udforske plantagen alene, og hun støder på spor fra fortiden –låste døre, en støvet kiste med en brudekjole og en afsides, tilgroet grav – som hendes mand nægter at tale med hende om.

 

Alting begynder at se lysere ud, da Gwen bliver gravid. Men hun når ikke at nyde det ret længe, for på fødestuen bliver den nybagte mor stillet overfor et forfærdeligt valg, og hun beslutter sig for at skjulesandheden efter bedste evne. Men en hemmelighed af den her størrelse, kan ikke holdes skjult for evigt.

 

Dinah Jefferies blev født i Malaysia og flyttede til England som niårig. Hun elsker stadig Sydøstasien og Fjernøsten og benytter enhver given lejlighed til at rejse dertil.

Du kunne også være interesseret i...