Perfekt sommerlæsning: Mordgåder i den gotlandske idyl

Mari Jungstedt sommerfoto

Det er sensommer på Gotland, og turistsæsonen lakker mod enden. Fire unge er lykkelige taget på tur til en lille ø i nærheden, hvor de skal bade, drikke øl, holde i hånden og spise god mad. Men alt er ikke så idyllisk, som det umiddelbart ser ud, og paradiset udvikler sig snart til et helvede. Læs et uddrag af Mari Jungstedts nye krimi Jeg kan se dig.

Lørdag morgen bød på smukt vejr, solen skinnede over de fire unge mennesker, da de trådte ud af hytten. Havet var roligt, og der var helt stille.

De spiste morgenmad udenfor med Gotlands vestkyst i synsfeltet langt borte. Og her var de, omgivet af et stort, blåtskinnende hav. De pakkede badetøj og frokost, en kasse med vin og nogle øl.

Dagens mål var Veite Auren, den hvide strand, som opsynsmanden havde anbefalet.

De gik over klipperne og de våde, blanke sten og fik igen øje på sæler, der svømmede lidt ude i vandet. Langs de stejle bjergsider, som de passerede, stod får i lange rækker på klippekanterne og så ned på dem, som indianere i en gammel westernfilm. Frida smilede lidt ved sig selv, da hun kom i tanke om nattens oplevelse. Det var i den grad lykkedes fårene at skræmme hende.

Visse steder var det svært at komme frem. De gik med bare fødder og med skoene i hånden, vadede gennem vand, holdt fast i klippevæggen, når de klatrede langs bjerget på vej om mod øens vestside, men til sidst åbnede stranden, som var deres mål, sig foran dem. Det var ikke en sandstrand, den var dækket af småsten, der var slebet glatte af havet. Stranden var omgivet af høje kalkstensklipper.

”Åh, hvor smukt,” udbrød Annie. ”Det her er det rene paradis!”

”Sikke en vild natur,” sagde Rasmus og så sig forbavset omkring.

Han tog trøjen af og blottede en hvid brystkasse. Før nogen nåede at lufte deres spydige kommentarer, sagde han:

”Jeg ved det, jeg er nok den eneste person i Sverige, det ikke lykkedes at blive solbrændt i sommers.”

”Måske optaget af andre ting?” sagde Simon og grinede.

Rasmus smilede og bredte den tynde luftmadras ud, som var stor nok til, at alle kunne være der. Frida var glad for, at Mårten havde ladet dem låne den, ellers var det nok blevet hårdt at ligge på stenene.

”Den sidste i er en kylling,” råbte Simon, flåede T-shirten af og for ud i vandet.

De andre var ikke længe om at følge efter. Vandet var klart og stadig varmt, og de badede i lang tid. Bagefter slog de sig ned på stranden og spiste den medbragte frokost.

Frida betragtede de andre, mens hun spiste sin grøntsagsrisotto og drak vin til. Det var den dejligste dag, hun havde haft hele den sommer. Hun var så langt borte fra alle problemerne derhjemme. Det var lykkedes hende at slippe af sted. Væk fra alt lortet.

Hun havde levet i frygt under hele sin opvækst. For at hendes far skulle begynde at drikke og bagefter slå. Truslen lå som en mørk skygge over tilværelsen. Han druknede sin ulykke med sprutten. Det var jo så synd for ham. Misforståelserne på arbejdet, uretfærdigt behandlet af venner, konflikter med naboerne. Der var altid noget at jamre sig over. Det underlige var, at han aldrig spurgte til, hvordan andre havde det. Det var altid ham, det var synd for. Alt i verden drejede sig om ham, hvordan han havde det, og hvordan han blev påvirket af omstændighederne omkring sig. Hun havde aldrig hørt sin far undskylde noget.

En kold rædsel skyllede gennem hendes krop. Rystende bøjede hun sig ned og trykkede øret mod hjertet for at lytte efter slag. Ingenting. Det var helt stille. 

Hvor hun dog i årevis havde længtes efter at flytte hjemmefra. Det eneste, der ikke føltes godt, var at efterlade lillesøsteren Malin. Frida ville ikke lade hende i stikken. Ikke alene med ham og deres mor, som var så psykisk syg og fysisk nedbrudt af hans behandling i alle årene, at hun aldrig ville klare at forlade ham. Hun kunne ikke engang arbejde længere. Hun havde så meget migræne, at hun måtte tage stærke smertestillende piller. Men en dag fik hele elendigheden en brat ende. Fridas far døde. Pludselig var han væk, og alt blev anderledes, i hvert fald for hende. Da faren ikke mere var i huset, følte hun ikke længere samme ansvar for søsteren. Direkte efter gymnasiet flyttede hun til Visby og fik et arbejde. Hun forbedrede sine karakterer med nogle gymnasiale suppleringskurser og søgte ind på det, som føltes længst væk fra hendes egen familie og de hjemlige forhold: jura. Frida ville arbejde med lov og orden, skabe retfærdighed. Beskæftige sig med familieret, hjælpe udsatte kvinder.

Hendes mor havde først ikke troet hende, da hun fortalte, at hun var blevet optaget. Vel havde hendes mor været stolt, men samtidig var det, som om hun ikke rigtig fattede, at hendes egen datter skulle uddanne sig på så højt et niveau. At det overhovedet var muligt.

De første uger af uddannelsen havde Frida været bange og usikker, men fik hjælp af underviserne på skolen. Hun havde hurtigt lært Annie at kende og bagefter de andre i gruppen. Hun fik ros af lærerne og fik gode karakterer til eksamen, hendes selvtillid var vokset stødt. Hun havde mødt Simon og for første gang i sit liv fået en kæreste, som hun var dybt forelsket i.

Frida lod sine øjne hvile på Simon, der var færdig med at spise og nu sad og drak øl og kastede sten i vandet sammen med Rasmus. Hun følte sig døsig. Nattens forskrækkelse på lokummet havde gjort, at Frida havde haft svært ved at falde i søvn. Hun gabte højt. Annie lå og solede sig lidt væk. Frida skrabede resten af maden i sig på paptallerkenen. Det kørte rundt i hendes hoved. Hvor meget vin havde hun egentlig drukket? Hun burde have tænkt på, at den bagende sol også gjorde sit. Hun lagde sig ned for at hvile sig. Lige før hun faldt i søvn, mærkede hun, at Simon krøb ned ved siden af hende.

Det varede ikke længe, før Frida sov dybt.

(…)

Frida vidste ikke, hvor lang tid der var gået, da hun slog øjnene op. Hun strakte sig, gabte og kiggede mod himlen. Hun lod blikket glide hen over den stejle klippekant på Västerberget, tres mester over dem. Nogle får med de karakteristiske, kraftige horn stod deroppe og kiggede ud over havet. Det specielle ved de gotlandske får var, at hunnerne havde horn.

En måge fløj skrigende hen over himlen. Solen havde bevæget sig lidt nedad på himlen og skinnede rødere end tidligere.

Hun havde formentlig sovet nogle timer. Stenene under den tynde luftmadras kunne tydeligt mærkes, noget af luften var gået ud. Hun famlede efter en sten, den var varm af solen. Hun trak vejret langsomt ind, lukkede øjnene og knugede den varme sten i hånden. Hun følte sig blød, afslappet og harmonisk indeni.

Her lå hun i solen med sin kæreste og sine bedste venner. Måske var lykken også for hende, selv om hun mange gange havde haft svært ved at tro det.

Hun lå stadig på Simons arm. Hun vendte ansigtet mod ham og strøg ham over brystkassen. Ingen reaktion, han lå helt stille. Han må virkelig sove dybt, tænkte hun og rørte ved hans kind. Den føltes blød og slap. Frida satte sig op, skubbede til ham. Kroppen var underligt leddeløs. Nu opdagede hun, at hans brystkasse ikke bevægede sig. En kold rædsel skyllede gennem hendes krop. Rystende bøjede hun sig ned og trykkede øret mod hjertet for at lytte efter slag. Ingenting. Det var helt stille. Hun pressede en finger mod Simons hals. Ingen puls. Mærkede på håndleddet. Det samme.

Hun rystede ham, daskede ham på kinderne, hørte sine egne snøft, højere og højere, de blev til skrig. Rev blikket væk fra ham, så Annie ligge lidt væk. Hun havde bikini på og lå vendt ind mod stranden. Kroppen var vredet i en unaturlig vinkel. Ansigtet vendte op mod himlen, de åbne øjne stirrede stift op i himlen. Den ene hånd lå mod bikinioverdelens snor rundt om halsen, som om hun havde været ved at flå den af.

Omkring tredive meter længere væk i strandkanten lå Rasmus, så lang han var, halvt nede i vandet med ansigtet mod havbunden. Blikket flakkede rundt mellem Simon, Annie og Rasmus’ livløse kroppe.

Hun rejste sig langsomt op på rystende ben, uden at tage øjnene fra sine kammerater. Søgte febrilsk efter de mindste tegn på liv.

Ingenting, bare stilhed. Ikke en bevægelse. Nøgne arme, skuldre, ansigterne vendt mod himlen. Fortvivlet løb hun hen til Annie, men stoppede brat op nogle skridt væk. Venindens blik var stift og tomt, dødt.

Frida stirrede på kroppene, mens panikken voksede. Hun lagde mærke til nogle rødlige pletter, der var begyndt at vise sig på Annies hals og ører. Så trængte den frygtelige sandhed ind.

Fridas skrig rungede mellem klippevæggene og fik en flok måger til at lette fra stranden længere væk og flyve skrigende op mod himlen.

Læs resten af historien

Roen har lagt sig på Gotland efter turistsæsonen, men septembervejret er smukt, og havet er stadig varmt efter den lange, hede sommer. Frida Vallskog og tre studiekammerater tilbringer weekenden på den golde og isolerede ø Lilla Karlsö, inden de atter skal i gang med jurastudierne. Efter en kort lur på en afsidesliggende strand vågner Frida op i kærestens arm og gør en frygtindgydende opdagelse. Både han og de to andre studiekammerater er døde. Hun er den eneste overlevende. Hvem ville de unge mennesker til livs? Er nogen ude efter at myrde studerende eller befandt de sig bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt? Og hvorfor undslap Frida? 
 
Politikommissær Anders Knutas bliver trukket ind i en skræmmende sag, der trækker tråde langt tilbage i fortiden.   
 
En nervepirrende page-turner om udsathed, besættelse og forfølgelse.

Du kunne også være interesseret i...