Perfekt sommerlæsning: Mordgåder i den gotlandske idyl

Hvor hun dog i årevis havde længtes efter at flytte hjemmefra. Det eneste, der ikke føltes godt, var at efterlade lillesøsteren Malin. Frida ville ikke lade hende i stikken. Ikke alene med ham og deres mor, som var så psykisk syg og fysisk nedbrudt af hans behandling i alle årene, at hun aldrig ville klare at forlade ham. Hun kunne ikke engang arbejde længere. Hun havde så meget migræne, at hun måtte tage stærke smertestillende piller. Men en dag fik hele elendigheden en brat ende. Fridas far døde. Pludselig var han væk, og alt blev anderledes, i hvert fald for hende. Da faren ikke mere var i huset, følte hun ikke længere samme ansvar for søsteren. Direkte efter gymnasiet flyttede hun til Visby og fik et arbejde. Hun forbedrede sine karakterer med nogle gymnasiale suppleringskurser og søgte ind på det, som føltes længst væk fra hendes egen familie og de hjemlige forhold: jura. Frida ville arbejde med lov og orden, skabe retfærdighed. Beskæftige sig med familieret, hjælpe udsatte kvinder.

Hendes mor havde først ikke troet hende, da hun fortalte, at hun var blevet optaget. Vel havde hendes mor været stolt, men samtidig var det, som om hun ikke rigtig fattede, at hendes egen datter skulle uddanne sig på så højt et niveau. At det overhovedet var muligt.

De første uger af uddannelsen havde Frida været bange og usikker, men fik hjælp af underviserne på skolen. Hun havde hurtigt lært Annie at kende og bagefter de andre i gruppen. Hun fik ros af lærerne og fik gode karakterer til eksamen, hendes selvtillid var vokset stødt. Hun havde mødt Simon og for første gang i sit liv fået en kæreste, som hun var dybt forelsket i.

Frida lod sine øjne hvile på Simon, der var færdig med at spise og nu sad og drak øl og kastede sten i vandet sammen med Rasmus. Hun følte sig døsig. Nattens forskrækkelse på lokummet havde gjort, at Frida havde haft svært ved at falde i søvn. Hun gabte højt. Annie lå og solede sig lidt væk. Frida skrabede resten af maden i sig på paptallerkenen. Det kørte rundt i hendes hoved. Hvor meget vin havde hun egentlig drukket? Hun burde have tænkt på, at den bagende sol også gjorde sit. Hun lagde sig ned for at hvile sig. Lige før hun faldt i søvn, mærkede hun, at Simon krøb ned ved siden af hende.

Det varede ikke længe, før Frida sov dybt.

(…)

Frida vidste ikke, hvor lang tid der var gået, da hun slog øjnene op. Hun strakte sig, gabte og kiggede mod himlen. Hun lod blikket glide hen over den stejle klippekant på Västerberget, tres mester over dem. Nogle får med de karakteristiske, kraftige horn stod deroppe og kiggede ud over havet. Det specielle ved de gotlandske får var, at hunnerne havde horn.

En måge fløj skrigende hen over himlen. Solen havde bevæget sig lidt nedad på himlen og skinnede rødere end tidligere.

Hun havde formentlig sovet nogle timer. Stenene under den tynde luftmadras kunne tydeligt mærkes, noget af luften var gået ud. Hun famlede efter en sten, den var varm af solen. Hun trak vejret langsomt ind, lukkede øjnene og knugede den varme sten i hånden. Hun følte sig blød, afslappet og harmonisk indeni.

Her lå hun i solen med sin kæreste og sine bedste venner. Måske var lykken også for hende, selv om hun mange gange havde haft svært ved at tro det.

Hun lå stadig på Simons arm. Hun vendte ansigtet mod ham og strøg ham over brystkassen. Ingen reaktion, han lå helt stille. Han må virkelig sove dybt, tænkte hun og rørte ved hans kind. Den føltes blød og slap. Frida satte sig op, skubbede til ham. Kroppen var underligt leddeløs. Nu opdagede hun, at hans brystkasse ikke bevægede sig. En kold rædsel skyllede gennem hendes krop. Rystende bøjede hun sig ned og trykkede øret mod hjertet for at lytte efter slag. Ingenting. Det var helt stille. Hun pressede en finger mod Simons hals. Ingen puls. Mærkede på håndleddet. Det samme.

Hun rystede ham, daskede ham på kinderne, hørte sine egne snøft, højere og højere, de blev til skrig. Rev blikket væk fra ham, så Annie ligge lidt væk. Hun havde bikini på og lå vendt ind mod stranden. Kroppen var vredet i en unaturlig vinkel. Ansigtet vendte op mod himlen, de åbne øjne stirrede stift op i himlen. Den ene hånd lå mod bikinioverdelens snor rundt om halsen, som om hun havde været ved at flå den af.

Omkring tredive meter længere væk i strandkanten lå Rasmus, så lang han var, halvt nede i vandet med ansigtet mod havbunden. Blikket flakkede rundt mellem Simon, Annie og Rasmus’ livløse kroppe.

Hun rejste sig langsomt op på rystende ben, uden at tage øjnene fra sine kammerater. Søgte febrilsk efter de mindste tegn på liv.

Ingenting, bare stilhed. Ikke en bevægelse. Nøgne arme, skuldre, ansigterne vendt mod himlen. Fortvivlet løb hun hen til Annie, men stoppede brat op nogle skridt væk. Venindens blik var stift og tomt, dødt.

Frida stirrede på kroppene, mens panikken voksede. Hun lagde mærke til nogle rødlige pletter, der var begyndt at vise sig på Annies hals og ører. Så trængte den frygtelige sandhed ind.

Fridas skrig rungede mellem klippevæggene og fik en flok måger til at lette fra stranden længere væk og flyve skrigende op mod himlen.