Smuglæs i husmoderen BBs hemmelige dagbog: 44 (saftige) kapitler om 4 mænd

44 kapitler om 4 mænd BB easton

Efter en vild ungdom med en masse utilregnelige kærester og en punkerperiode slår BB sig ned og gifter sig med den artige Ken. Ken giver BB tryghed og omsorg, men BB savner lidenskaben og spændingen fra sine tidligere bekendtskaber og vilde perioder. Hun begynder at skrive dagbog om sin ungdoms heftige sex-kapader.

Læs her det første kapitel i BB’s hemmelige dagbog. 

 

44 kapitler om 4 mænd er en sjov og ærlig fortælling om seksualitet, forhold og kompromis. Bogen er inspirationen bag Netflix-serien Sex/life.

1

Husbotten

BB’s hemmelige dagbog

 

16. august

 

Kære dagbog

 

Stodderen driver mig til vanvid.

 

Han er lige stået ud af badet. Han står så tæt på mig, at jeg kan dufte sæben på hans hud. Hans hår er fugtigt og åh så sexet, og hans skæg har lige den rette længde – lige præcis langt nok til at være blødt at røre ved, men ikke så langt, at det dækker hans helt perfekte og virkelig maskuline knoglebygning. Og hans undertrøje, der klæber til hans biceps og strammer over hans brystkasses hårde vidder … Jeg kunne se på ham hele natten. Faktisk er det lige præcis det, jeg har gjort: Jeg har luret på ham ud af min ene øjenkrog. Men det er jo slet ikke nok.

 

Jeg vil røre ved ham.

 

I løbet af den halve time, der er gået, siden han satte sig ved siden af mig og tændte for Braves-kampen, har jeg tænkt på, hvordan jeg kunne række hånden ud og kærtegne ham. Jeg kunne tage hans hånd, flette fingre med ham eller lade mine knoer glide hen over hans mandhaftige kæbe. Jeg kunne også lade mine fingre med de mintgrønne negle marchere legesygt op og ned ad hans tonede overarme, og når jeg så endelig havde fået hans opmærksomhed, kunne jeg sætte mig overskrævs på ham, mærke hans fugtige, rene og hårde krop og lade mine fingre løbe gennem hans våde hår. 

Min mand er en klippe. Ikke på han er så stærk, han er der altid for mig, og jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden ham-måden. Det er mere på han er så fucking kold, gad vidst om han overhovedet har en puls-måden.

Ken har aldrig holdt mig i hånden, kære dagbog. I hvert fald aldrig med vilje. Jeg har engang holdt ham i hånden, mens han var bevidstløs, men hver gang vi begge har været vågne, har Ken høfligt udholdt denne ubehagelige menneskelige kontakt i … ja, hvad skal vi sige, måske fem et halvt sekund, inden han har lirket sin bløde, slappe hånd ud af min.

 

Det er nogenlunde det samme, hvad angår sex. Ken er en gentleman, så han lægger sig på ryggen og lader mig gøre, lige hvad jeg har lyst til, mens han gør sin pligt og klapper og aer mig lidt. (Sådan var det også, da jeg prøvede at rekonstruere is-scenen fra Fifty Shades Darker. Til hans forsvar skal det siges, at jeg naturligvis er Christian, for Ken kan selvfølgelig ikke hans replikker. Og jeg medgiver, at en knitrende babyalarm ikke lyder som Al Green. Og af en eller anden grund har vi aldrig vaniljeis i fryse-en. Vi har kun Ben & Jerry’s, altså deres Cherry Garcia-is, og det er altså noget gris at slikke af, når man også skal nå at tygge kirsebærrene. Men, come on. Han kunne da godt engagere sig bare en lille smule).

 

Under alle omstændigheder slutter jeg altid af med at kysse og nusse Kens tonede, smukke krop, mens jeg prøver at klemme en smule varme ud af den klippe, jeg er gift med. Imens kan jeg næsten høre, at han ligger og tæller for sig selv – tusind og en, tusind og to, tusind og tre – før han dasker til min numse. Det betyder, at nu kan jeg for helvede godt hoppe af ham.

 

Det er i hvert fald sådan, det virker.

Problemet er ikke Kens kulde, det, at der hverken er noget, han gerne vil have, eller noget han ikke kan leve uden, eller at han ikke aner, hvordan man har en intim relation. De personlighedstræk er faktisk med til at holde vores ægteskab forholdsvist stabilt og udramatisk. Det hjælper selvfølgelig også, at manden aldrig gør noget forkert. 

 

Kenneth Easton slår græsset. Kenneth Easton betaler regningerne. Kenneth Easton overholder loven. Kenneth Easton kører forsigtigt. Kenneth Easton går ud med skraldet. Kenneth Easton er en robot. En husbot. En specialbygget cyborg, skabt til at overleve 70-80 års ægteskab i stiv kuling. Jeg har aldrig nogensinde taget ham i så meget som at se på en anden kvinde. Og jeg har for helvede aldrig taget ham i at lyve. Ikke én eneste gang.

 

Nej, Kens problem er, at han er gift med mig.

 

Kære dagbog, inden jeg mødte Ken, havde jeg viklet mig ind og ud af 73 procent af stillingerne i Kamasutra. 

Jeg havde barberet håret af og ladet mig pierce de allermest intime steder på kroppen. Og det var, inden jeg var gammel nok til at se en film, der var uegnet for børn under 17.

Jeg tilbragte en hel del af min fritid sammen med drenge, der tilsammen havde flere tatoveringer end publikummet til en Guns N’ Roses-reunionkoncert, og som i øvrigt godt kunne lide at lænke mig til senge, borde, stole, eller hvad der nu var i nærheden. Det kan Ken bare ikke konkurrere med.

 

Ja, nu tænker du sikkert, hvorfor sådan en lille punkertøjte giftede sig med helt almindelig, lige ud af landevejen-mand.

 

Det var deres skyld. Det var, fordi jeg kun skal have færten af Calvin Kleins klæbrigt-søde Obsession for Men, før adrenalinen pumper derudaf, mine pupiller udvider sig, og det så gælder om enten at kæmpe imod, kravle i sikkerhed … eller kneppe. For jeg får virkelig lyst til at ryge igen, når jeg ser en piercet underlæbe.

 

Jeg får lyst til at stige på den første og bedste tourbus, når jeg ser en tatoveret mand. Jeg får lyst til bare at skride fra alt det, jeg har Det var deres skyld. Det var, fordi jeg kun skal have færten af Calvin Kleins klæbrigt-søde Obsession for Men, før adrenalinen pumper derudaf, mine pupiller udvider sig, og det så gælder om enten at kæmpe imod, kravle i sikkerhed … eller kneppe. For jeg får virkelig lyst til at ryge igen, når jeg ser en piercet underlæbe. Jeg får lyst til at stige på den første og bedste tourbus, når jeg ser en tatoveret mand. Jeg får lyst til bare at skride fra alt det, jeg har arbejdet så hårdt for at opnå. Fordi jeg var et fucking nervevrag, da jeg mødte Ken. Mit hjerte var ved at brænde helt sammen, og jeg længtes efter den stabilitet og tryghed, som Ken, fornuften selv, kunne give mig. 

Han var balsam for min stakkels brændte sjæl.

De tatoverede voksenbabyer fra min fortid var virkelig gode i sengen, ingen tvivl om det, men de var også helt utrolig gode til at knalde med alle mulige andre end mig, til at ende i detentionen og til at skylde penge i banken. Men Ken … Ken var bare så tryg, så ansvarlig. Med ham var det bare nemt. Han bar Nike-sko og Gap-T-shirts. Han var husejer. Han løbetrænede. Hans straffeattest var lige så ren som hans fregnede hud. Og så var han … og her kommer trommehvirvlen … revisor.

 

Måske kom jeg til at gå lidt for meget over i den modsatte grøft.

 

Tag ikke fejl. Jeg elsker Kenneth Easton. Han er min bedste ven, mine børns far, og vi er faktisk lykkelige. Eller det vil sige, jeg er i hvert fald lykkelig. Det er jeg. Jeg sværger. For man kan da godt både være lykkelig og have lyst til at tude af ren og skær kedsomhed, ikke? Er det ikke det, man kalder lykkelige tårer? Jeg græder af glæde, fordi jeg keder mig helt forfærdeligt. Ken er temmelig flegmatisk, han har ikke verdens mest udtryksfulde ansigt, så det er vanskeligt at gennemskue, hvordan han egentlig har det. Men jeg vælger at tro, at han også er lykkelig. Desværre er der også bare en vis sandsynlighed for, at han faktisk ikke kan føle noget som helst. Måske er han i virkeligheden en mand uden følelser. 

 

Til gengæld har han et kæbeparti, der ville gøre Captain America misundelig. Han har en lille kløft i hagen og permanente skægstubbe. Og havblå øjne og espressofarvede øjenvipper og sandfarvet hår, der er lige akkurat langt nok til, at det falder ned i panden på den mest nuttede måde. Han er slank af bygning, tonet og stærk. Han har en supertør sans for humor. Han er begavet og ydmyg, og så tolererer han alt mit pis.

Manden er i hvert fald 90 procent rigtig for mig, men på det seneste har jeg ikke været i stand til at tænke på meget andet end de ti procent, som mangler: lidenskab og tatoveringer.

To ting, som jeg måske nok sørger over, men som jeg simpelthen må lære at leve uden, så jeg kan redde mit dejlige, monotone ægteskab. Men jeg kan ikke finde ud af det.

 

Slemme drenge med slemme tatoveringer er min narko, og jeg har et afhængighedsproblem. Jeg æder mig igennem kiosklitteratur om antihelte, som udgjorde de bøger hele bunden i min behovspyramide. Min iPhones hukommelse er konstant truet af alle de sange, jeg har liggende med angste, tatoverede rocktyper, som sukker og stønner mig lige ind i øret, hver gang jeg har brug for at flygte fra mit virkelige liv. Jeg har adskillige serier med vampyrer, outsidertyper på motorcykler, hedonistiske rock-stjerner og zombieapokalypse-overlevere liggende i kø på Netflix. Alfahanner, hvis tatoverede arme jeg kan forsvinde ind i, når alt bliver lige lovlig … leverpostejsfarvet.

 

Og ved du, hvad jeg fandt ud af, da jeg forsvandt ind i de dystopiske fantasiverdener og mærkelige undergrundsbokseklubber? Jeg kender de mænd. Jeg har været kærester med de mænd – den intense skinhead, som meldte sig til flåden, kom hjem og blev biker på kanten af loven. Manden, der havde en fængselsdom bag sig, som nu kørte ræs og var ligeglad med alt og alle. Og også metalbassisten med den sorte eyeliner …

Åh jo, kære dagbog, jeg har kendt dem alle. 

Tænk, at jeg ikke havde set ligheden mellem mine fiktive kærester og mine ægte ekskærester. Og jeg kalder mig selv for psykolog!

 

Faktisk er Knight, som jeg var highschoolkærester med, nok grunden til, at jeg overhovedet blev psykolog. Total psykopat. Ham fortæller jeg dig alt om i morgen. Ken er på vej i seng, hvilket betyder, at jeg kun har et lillebitte vindue – fem minutter, vil jeg tro – hvor jeg kan springe på ham, inden The History Channel får lullet ham i søvn. 

 

Ønsk mig held og lykke!

BB Easton: 44 kapitler om 4 mænd

”Skolepsykologer bør ikke skrive bøger om sex. Det ville blive regnet for ’uetisk’ og som ’fyringsgrundlag’. Men heldigvis for jer har etik aldrig været min stærke side.”

 

Efter en vild ungdom med en række af højst upassende og utilpassede kærester, har BB endelig slået sig ned med den retlinede revisor, Ken, der på visse punkter minder om Barbie-figuren af samme navn: utroligsmuk, men umeddelsom. BB og Ken er for så vidt lykkelige sammen, men deres sexliv er omtrent lige så spændende som et kosteskab, og BB savner den uhæmmede lidenskab, hun før har oplevet.

 

I et anfald af frustration begynder hun at beskrive sin ungdoms heftige sex-kapader  i sin hemmelige dagbog, og da Ken pludselig reagerer på det, der står i den, går det op for BB, at han læser med. Og at hun måske kan bruge dagbogen som et snedigt værktøj til at dirigere Ken i en langt mere tilfredsstillende retning …

 

 

Du kunne også være interesseret i...