Bind 9 i Sofie Sarenbrants Emma Sköld-serie: Læs et kapitel her

sarenbrandt-storytalk-englevagt-uddrag

Kriminalinspektør Emma Sköld er tilbage i Sofie Sarenbrant nyeste krimi Englevagt.

 

Det er 7 måneder siden at Krille, som var mere end en kollega for Sköld, forsvandt sporløst før en retssag. Hun har siden brugt dag og nat på eftersøgningen af Kristoffer. Hun er fast besluttet på at finde ham.

 

Læs første kapitel i Englevagt her.

Mandag den 29. marts

1

“ Det er ved at være på tide,” siger psykologen uden at se væk.

 

Kriminalassistent Emma Sköld har på fornemmelsen, hvad kvinden overfor hentyder til, men vil ikke høre efter.

 

Hun orker ikke at tage det velmente råd til sig.

 

Psykologen med det ordinære udseende ser opfordrende på hende. “Det er på høje tid at forsøge at acceptere, at Krille ikke kommer tilbage.”

 

Emma ser på uret og rejser sig op, selv om tiden ikke er gået endnu. “Jeg er desværre nødt til at smutte.”

 

Det er umuligt at blive siddende. Hun har lovet sin søster Josefin at gå en tur med hende og kan lige så godt tage til Bromma med det samme.

 

“At flygte fra problemerne holder ikke i længden.”

 

Emma stirrer uden at sige et ord på kvinden, som hun nærer blandede følelser for. Hun fatter tydeligvis ingenting. Ikke i praksis.

Så forlader Emma det lokale, som hun ikke rigtig ved, hvordan hun overhovedet havnede i.

Nyhlén tog hende med derhen, så meget husker hun.

 

Efterfølgende har han opmuntret hende til at fortsætte med at gå hos hans elskede Nora.

 

For børnenes skyld.


Hans opfordringer kværner løs i Emmas hoved, da hun skynder sig ned ad den svungne marmortrappe mod gadedøren. Hendes sammenbidte ansigt, der er blevet smalt og har fået skarpere linjer, spejler sig i dørens glasrude. Hun kan ikke helt genkende de trætte øjne og den furede pande. Den dårlige samvittighed er gået ud over arbejde, familie og venner. Hvis bare hun havde fået Krille til at fortælle, hvad der tyngede ham. Så kunne hun måske have forhindret en katastrofe eller i hvert fald haft et spor at gå efter i efterforskningen.

 

Hun træder udenfor og trækker den knitrende forårsluft dybt ned i lungerne.

I syv måneder har hun lagt hele sin sjæl i Krilles forsvinden. Vendt og drejet hver en sten for at finde et nyt spor i eftersøgningen af sin nærmeste kollega, der aldrig dukkede op til en retssag i september. Siden har ingen set skyggen af ham. Det eneste, hun ved, er, at pengeinddriveren Jaroslav Petrenko var en af de sidste, der så Krille, men den mand er gået under jorden. Men fandeme om hun har tænkt sig at give op, uanset hvad psykolog-Nora siger.

 

Hun burde aldrig være gået derhen.


Til Nyhléns nye kæreste, af alle Stockholms psykologer.

 

Så bliver det ikke mere bizart.

 

Gaden gynger under hendes fødder, og Emma er lige ved at støde ind i en habitklædt mand på fortovet. Han med blikket i mobilen, hun med galopperende angst. 

Et øjeblik ser hun Krilles brune øjne i mandens ansigt, men selvfølgelig er det ikke ham. Det er ikke første gang, hun tager fejl.

“Undskyld,” siger hun og skynder sig videre i retning af Hötorgets tunnelbanestation.

 

Eftersom bilen er på værksted, tager hun med det offentlige hen til sin søster.

 

Solen kigger genert frem mellem skyerne, og efterårsvarmen kommer snigende. Eller er det af andre grunde, hun sveder så kolossalt? Hovedstaden ligger for hendes fødder, men hun er bare en af alle de forbipasserende. En af dem, som har for travlt til at tage en pause og konstatere, hvor smukt her er.

 

Der er altid noget. Børn, der skal afleveres, mistænkte gerningsmænd, der skal pågribes, gerningssteder, der skal besøges, vidner, der skal afhøres, børn, der skal hentes, og indkøb til aftensmaden, der skal foretages. Hverdagen i et stort virvar, hvor der ikke findes rum for noget som helst andet, fuld skrue hele dagen. Særligt ikke det seneste halvår, hvor hun har brugt dag og nat på at forsøge at forstå, hvad der er sket med Krille.

En mand, der var mere end en kollega.

 

Noget, hun gjorde alt for at benægte, også over for sig selv.

 

Men kærligheden har en evne til at finde næring uden ilt.

 

Ulmer under jorden via rødder og finder nye kanaler for sin fremfærd. Savnet efter ham har talt sit tydelige sprog. Og det har ikke undgået nogens opmærksomhed, hvor meget han betyder for hende. Emma er måske nødt til at gå med til, at Krille er død, men det er ikke det samme som at acceptere, at hun aldrig skal få svar på, hvad der skete. 

Et menneske kan ikke bare forsvinde sporløst. Og så endda en politimand.

Hun har gravet alle fakta om Krille frem, forsøgt at afdække hans hemmeligheder. Kontaktet de slægtninge og venner, det er lykkedes hende at finde. Men hendes grundige efterforskning har ikke ført til afgørende fremskridt, og det generer hende så meget, at hun ikke kan slippe det i bare et sekund.

 

Måske har Nora ret i, at det er på tide at komme videre. På høje tid at forlige sig med, at deres sidste samtale var kort og kontant. Han lød travl. Der var en skarphed i hans stemme, noget som måske havde en betydning, som hun ikke forstod på det tidspunkt. Hun havde nok opsnappet noget, hvis hun havde været mere lydhør. 

 

Den niende september sidste år var sidste gang, hun hørte hans stemme. Et opkald, der varede i et minut og otteogtredive sekunder.

Sofie Sarenbrant: Englevagt

Kirsebærtræerne står i blomst, men kriminalinspektør Emma Sköld har svært ved at glæde sig over den kommende påske. Der er gået syv måneder, siden en nær kollega forsvandt sporløst lige før en retssag, og hun er fast besluttet på at finde ham – død eller levende.   

 

Samtidig med at det lykkes politiet at finde den pengeafpresser, der som den sidste så kollegaen i live, får Emma et uforklarligt mord på halsen. En ældre mand findes død på et forladt psykiatrisk hospital, og da Emma finder ud af, hvem han er, bliver hun besat af tanken om at opklare sagen.

 

Englevagt er den 9. bog i serien om kriminalinspektør Emma Sköld

Sofie Sarenbrant: mytomanen

“En god krimi skal ikke kun være befolket med nogle interessante personligheder, den skal selvfølgelig også være spændende.

 

Mytomanen er spændende. Når man næsten ikke kan slippe bogen, før man har læst til det sidste punktum, så har forfatteren bestået. Og det har Sofie Sarenbrant, der i øvrigt da også blev kåret som årets krimiforfatter i nabolandet i 2019.”

 

     

 

Kristeligt Dagblad

Du kunne også være interesseret i...