Mød bidske Fanny Fiske, når hun (modvilligt) jagter en gruppe forbrydere, der intet har at miste

Susanne Staun boguddrag

Susanne Staun har skrevet 17 romaner og tre fagbøger. Hun har været indstillet til Weekendavisens Litteraturpris og til Læsernes BogprisDe terminale kvinders klub er 7. bind i den anmelderroste serie om profileringseksperten Fanny Fiske.


Læs første kapitel i Susanne Stauns spændingsroman her.

“Forstyrrer jeg, laleczka?” spurgte kriminalkommissær Berkowic forsigtigt og med den blideste stemme, denne ellers kronisk sure stodder kunne mønstre. Det måtte være år siden, han sidst havde kaldt mig dukkepige, hvilket nok er det mest urammende, man kan kalde en bidsk, besk og bramfri, omend velklædt og velmanicureret glamazone som mig. Et så åbenlyst forsøg på at indynde sig var intet mindre end skamløst. Mit svar var forbilledligt kort:

 

“Ja.”


“Nå.” Han lød skuffet. Da jeg ikke sagde noget, fortsatte han.

 

“Du tror vel ikke, at du på et tidspunkt i løbet af ugen kunne få tid til at kigge på en sag for mig?”

 

“En profilering?”


“Ja. Nej. Jeg ved ikke helt. Jeg ville gerne have dig til at kigge på en sag, der er gået helt død for os.”

 

“Hvad drejer den sig om?” Hvorfor, hvorfor, hvorfor kunne jeg ikke lade være med at være så nysgerrig – efter alle disse år, alle disse tusindvis af sager? Hvorfor blev jeg aldrig mæt? Hvorfor var jeg altid så let at lokke?

“En mand er blevet myrdet i sin lejlighed …”

“En almindelig mordsag? Det er jo ikke min boldgade.”

 

“Jeg ved ikke, hvor almindelig den er, men jeg vil gerne have friske øjne på. Vi har ikke flere efterforskningsmuligheder. Der er ingen efterladenskaber, og alle, der kender ham, arbejder sammen med ham eller er i familie med ham, har stærke alibier for mordaftenen. Intet er, så vidt vi kan se, forsvundet fra lejligheden, og der er bare ikke flere steder, vi kan gå hen.”

 

Jeg sagde stadig ikke noget.


“Jeg kan sende en hasterekvisition, så du kan hæve dobbelt honorar,” lokkede han forgæves. Som om jeg havde brug for penge. Som om jeg ikke var fuldstændig ligeglad med penge. Hvilket jeg – overflødigt, skulle jeg mene – fortalte ham. 

Susanne Staun - De terminale kvinders klub

Han burde vide bedre. For jeg er den legendariske Fanny Fiske, adfærdspsykolog med speciale i profilering af serieforbrydere og forhenværende lektor og emerita ved det Internationale Institut for Kriminologi, og jeg er velhavende, fordi jeg altid har været arbejdsnarkoman og i øvrigt er svævende på aktiemarkedet. I dag er jeg primært en gammel, om end dybsexet nymfe, der indimellem overdrager sit liv til Netflix og indimellem giver sig og hjælper lidt til der, hvor andre ikke kan finde vej.

 

“Men hvis du kan hjælpe mig med at få adgang til Statsarkivet,” fortsatte jeg, “gør jeg hvad som helst.” Jeg fortalte ham, hvad jeg skulle med det skide arkiv.

 

På det tidspunkt var det en uge siden, Europa-Parlamentet havde ringet. De var yderst tilfredse med forebyggelses-planen for partnerdrab – den politisk korrekte betegnelse for de kvinder, der blev slået ihjel af deres partnere – som jeg og professor Camille Paglia havde udfærdiget i oktober, og her halvvejs inde i årets frygteligste måned – december, hvis nogen skulle være i tvivl – var jeg netop blevet færdig med at læse og tænke. De havde nu videresendt planen til økonomisk granskning for at opklare, hvor dyrt det ville være for medlemslandene at implementere den. 

Hvor meget ville det koste de enkelte medlemslande at forebygge de nitten årlige kvindedrab, som var gennemsnittet for denne drabstype i alle EU-lande?

I mellemtiden ville de gerne have mig til at fremsøge alle journaliserede sager om familiedrab inden for de seneste tyve år i Cornwell-Grafton for at analysere, i hvilket omfang de kunne være undgået – med særligt henblik på politiets rolle. Det samme skulle lokale eksperter i samtlige andre medlemslande gøre. Jeg havde mest lyst til at sige nej tak til opgaven. For det første kunne granskningen skade mit nære og gode forhold til statspolitiet her i landet, et forhold, der var af altafgørende betydning for effektiviteten af mit arbejde. For det andet er sådan noget arbejde kun noget for – hvad er det nu, Berkowic kalder det? – kontorfisser. For det tredje ville opgaven betyde, at jeg skulle i Statsarkivet, og dét er en historie for sig.

 

Kun særlig udholdende ildsjæle magtede at forsøge at få adgang til Statsarkivet. Jeg kunne komme til at vente flere år, før jeg sandsynligvis ikke fik adgang. Ja, selv verdenskendte og uforlignelige mig havde god mulighed for at blive afvist. Statsarkivet var hemmelighedernes hemmeligste kammer. Her blev alle henlagte og opklarede straffesager arkiveret, og der var kun adgang for medlemmer af etaten. Ingen borgere kunne stikke deres irriterende snuder i sager, der lå her, og Statsarkivet og de love, der gjorde dets hemmeligheder mulige, var – i mine øjne – et gigantisk demokratisk problem. At politiet ofte havde ønsket og fået lov til at undersøge sig selv var voldsomt provokerende selv for folk med middelsvær demokratiskepsis. 

Borgere, der stillede kritiske spørgsmål til politiets efterforskning, blev mødt med rungende tavshed eller bare en afvisning – uden konsekvenser.

Lad mig give et eksempel: En mor forsøgte at få aktindsigt i obduktionsbillederne af sin egen datter, som led en mistænkelig død i juni 2006. Politiet brugte tyve minutter på gerningsstedet og lukkede sagen som selvmord, men forældrene var overbeviste om, at hun var blevet dræbt. Moren ville sende billederne til en retsmediciner i USA for at få en second opinion. Men politiet afviste hendes krav om aktindsigt og tilbød moren at se billederne på politigården. Dermed forhindrede man hende i at sende dem til USA og måske finde ud af, hvad der i virkeligheden var overgået hendes datter.

 

Man kunne klage til Statsadvokaturen, hvis politiet havde nægtet en adgang til arkivet, ikke at det hjalp, så vidt min læsning, hvoraf det fremgik, at denne 99 ud af 100 gange støttede politiets beslutning.

 

Lad mig for god ordens skyld give endnu et eksempel: En dømt mand mente sig uskyldigt dømt – ja ja, det mener alle dømte, siger du nu, men det ændrede ikke sagens principielle karakter. Denne dømte søgte om aktindsigt i politiets efterforskningsmateriale, så han kunne se, hvad beviserne mod ham bestod af. Han ønskede at se de faktuelle undersøgelser i sagen: DNA-undersøgelser, undersøgelser for fingeraftryk, undersøgelser for spor i hans bil, undersøgelser af hår taget fra ham selv, undersøgelser af hans hjem. Politi og statsadvokat sagde nej med henvisning til et særligt hensyn til vidner og andre. Men de ting, den dømte ønskede indsigt i, havde intet at gøre med hverken vidner eller andre, så det var svært ikke at få den tanke, at det særlige hensyn i dette tilfælde gjaldt politiet selv. 

Hvorfor måtte denne mand ikke se, hvad efterforskningen mod ham viste?

Og hvis denne mand ikke måtte se de faktuelle beviser mod ham i en sag, der havde sat ham bag tremmer, og moren til datteren, der måske ikke havde begået selvmord, ikke kunne få yderligere indsigt i, hvad der egentlig var overgået hendes datter, hvordan skulle jeg så få tilladelse til at granske gamle straffesager om mænd og familier, jeg ikke havde et personligt forhold til – om jeg så var nok så verdenskendt, nok så kendt af politiet på den gode måde og nok så udstyret med kors, bånd og stjerner fra Europa-Parlamentet?

 

Kriminalkommissær Berkowic, som jeg plejer at kalde Sam, fik selvfølgelig en kortere version, men alligevel lavede han lyde, der emmede af kedsomhed. Så blev han stille og sagde omsider: “Nu har jeg jo ikke nøglerne til Statsarkivet, men jeg lægger gerne et ord ind for dig.” Jeg fortalte ham lidt mere, og han pointerede, at jeg kunne få større gavn af min ven gennem hundrede år, P.J., som er den offentlige anklager i Cornwell-Grafton. Det havde jeg naturligvis allerede regnet ud, eftersom hendes kontor – statsadvokaturen – er dem, man klager til. Men han var stadig et kortbærende medlem af etaten, og det smagte af fugl. Hvad P.J. angår? Mere om det senere. Så lige der og da sagde jeg:

 

Du lover at dimse lidt med Statsarkivet?”


“Jeg ved ikke, hvad dimse betyder, men jeg kan lægge et godt ord ind.”

 

“Jeg ved ikke, hvad det betyder at lægge et godt ord ind. Jeg tror umiddelbart ikke, der er nok muskel i det.”

 

“Og nu er det mig, der ikke ved, hvad nok muskel indebærer.”

 

“Okay. Jeg vil gerne have et notat fra dig, som jeg kan bilægge min ansøgning. Du skal skrive, at formålet er ædelt og vigtigt, og at du støtter det.”

 

“I orden. Lover du så at kigge på sagen, så hurtigt du kan?”

 

“Send den til mig.”

Da jeg altid nølede med svære ting i ukendt farvand, herunder ansøgninger til Statsarkivet, kastede jeg mig i stedet over Sams voluminøse sagsmappe, så såre den uniformerede svend havde leveret de tre store kasser til min hoveddør, hvilket skete inden for en time, efter at telefonsamtalen med Sam var overstået.

 

Sagen omhandlede en ortopædisk overlæge. Selvfølgelig!

 

Alle ved jo, at ortopæder som gruppe er præget af betydelige psykopatologier. Jeg glemmer aldrig den ortopæd, der engang havde målt mine ben og ordineret hæleindlæg i den forkerte sko, hvilket resulterede i slidgigt i min ene hofte. Da jeg ankom til slidgigtoperationen, sagde han bare, at jeg var gammel, og at det var derfor. Han afviste helt at have målt mine ben forkert. Desuden fangede jeg ham i en dyb og en-gageret samtale med sig selv, da jeg humpede ud på toilettet. Kun meget belastede personager samtalede med sig selv.

 

Nå, men en ortopædisk overlæge tilknyttet det nye, store hospital på Skoiten, Cornwell-Grafton General, var fundet død i sin dyre herskabslejlighed ved kanalen. Dørmanden havde intet set, hvilket skyldtes, kunne en hårprøve afsløre, at han havde været pumpet fuld af stoffer og havde snorksovet på sin post. Stofferne var blevet leveret i en stor latte, han havde bestilt fra Jim Bean. Det vil sige: Han havde ikke bestilt den, men det havde en anden. På Jim Bean kunne man oplyse, at deres kaffebud havde fået et gok i nødden i smøgen mellem kaffebaren og hovedgaden og var kommet vaklende tilbage to timer senere og kunne oplyse alt om gokket og koppen og ikke noget som helst andet. Dørmanden kunne efterfølgende huske, at en “køn, lidt tyk pige” havde givet ham kaffen med besked om, at den var fra en ven, og udtalte, at kaffe lige havde været det, han stod og manglede. Men han var ude af stand til at beskrive hende. “Vistnok mørkhåret,” havde han sagt og set forvildet ud. 

Overvågningsbåndet for den pågældende aften var slettet, og ingen i opgangen havde set eller hørt noget.

Der var afhøringsjournaler på hele personalet på ortopædisk, afhøringer, som afslørede, at ortopæden ikke var vanvittig populær: Han havde et temperament, han ikke kunne styre; skældte personalet ud i ét væk og gav dem gerne skylden for egne fejl; havde en kedelig fejldiagnosticeringsliste, som flere af de ansatte kunne gengive ordret. Tre sygeplejersker og en reservelæge havde klaget over ham, og kun én sygeplejerske syntes, han var “sød”.

 

Det viste sig, at hun i en længere periode forud for mordet dyrkede hed, jævnlig og uforpligtende sex med ham. Hun græd under afhøringen, kunne jeg læse mig til. “Opløst i tårer” stod der. Men alle som én havde personalet stærke alibier – de var til møde i ornitologisk forening, i AA, i grundejerforeningen; de var til yoga, receptioner og i biografen – vedkommende, der havde været i biffen, gav et meget detaljeret referat af filmen, hvilket gjorde mig misundelig, eftersom jeg kunne se den samme Netflix-film med en uges mellemrum uden at kunne huske, at jeg allerede havde set den, før jeg var halvvejs igennem anden omgang. Men alt i alt: Personalet på ortopædkirurgisk havde et yderst aktivt liv, når kitlerne kom af, og deres alibier for mordnatten var vandtætte. Det samme gjorde sig gælden-de for alle de patienter, han havde fejlopereret, og som måtte antages at have et motiv. 

Hans familie var heller ikke hans største fans. Igen blev hans temperament nævnt.

Hans gamle mor og far boede i Dresden og havde ikke været i Cornwell-Grafton i et helt årti. En lillesøster boede på en bjergtop i Wales, var alene med tre børn og en flok alpakaer og anede dårlig nok, hvem han var, eftersom hun ikke havde set ham, siden hun for tre årtier siden udvandrede til bjergtoppen. Og så havde hun haft besøg af den stedlige katolske præst på mordnatten, ikke for at tilstå noget pikant, men for at holde hyrdetime med denne kirkens mand, indrømmede hun, hårdt presset, hvad han, lige så hårdt presset, bekræftede. Ortopæden havde ingen venner, så vidt det overhovedet havde været muligt at fastslå. Jeg kunne godt se, hvorfor Sam var så opgivende, men så kom jeg til den interessante del.

Susanne Staun: De terminale kvinders klub

Den verdenskendte profileringsekspert dr. Fanny Fiske har længe modvilligt forsøgt at gå på pension. Fanny siger da også ja, da hendes gamle samarbejdspartner, kriminalkommissær Berkowic, igen skal bruge hendes assistance i en drabssag.

Det besværlige mord efterfølges af flere mærkværdige mord. Fanny ser snart et mønster, der har de karakteristika, hun kender fra De terminale kvinders klub – klubben af kvinder med en terminal kræftdiagnose, som ikke har noget at miste og derfor uden videre kan sendes i byen for at genoprette lov og orden, hvor politi og domstole har svigtet.Klubben må efter aftale ikke operere på Fannys territorium. Men da hun opdager, at de hærger på hendes område og har udviklet sig til en hær af raske, morderiske og højtorganiserede amazoner, får hun problemer. 

Pludselig modtager hun en opringning om, at hun er i fare og skal tage det første fly ud af landet. Langsomt går intrigens omfang op for hende: Hun er blevet lokkedue for et morderisk foretagende.

 

 

Du kunne også være interesseret i...