”Hun kigger ned – fjerner dynen. Barnevognen er tom”: 2 spædbørn forsvinder, det ene for altid

1200x628_tina-og-basse

Journalist Peer Kaae kulegraver i bogen Tina & Basse to kriminalsager om bortførte børn, der rystede Danmark i vinteren 1965-66. Han kortlægger minutiøst de to forsvindinger, politiets desperate kamp mod uret og forældrenes afmagt. Og kampen for at redde de to børn fra glemslen.

Han holder de to sager op mod hinanden – den ene opklaret, den anden opgivet. Læs et uddrag af bogen her.

I en lille lejlighed i Helsingør sidder en 24-årig kvinde – fanget af sine egne løgne.

Hun hedder Conny. Hun er psykisk mast op i et hjørne af babytøjet i kommoden, barnesengen i soveværelset, og ude på køkkenbordet står de renvaskede sutteflasker. Det er den 14. december, og udløbsdatoen er nået for det væv af løgne, Conny igennem måneder har spundet mellem alle i sin omgangskreds.

Den mand, hun elsker og har giftet sig med, knokler på byens skibsværft i den tro, at han snart skal være far. Faktisk forstår han ikke, hvorfor der ikke allerede ligger et spædbarn hjemme i vuggen.

Conny er alene hjemme. Og hun er ikke gravid. Løgnen om babyen, der er på vej, er gået halvanden måned over tid. Conny aner ikke sine levende råd.

Telefonen ringer. Det er svigerinden, der atter spørger ind til graviditeten.

Conny lyver igen: Hun hører sig selv fortælle, at hun her til morgen har været på hospitalet. Lægerne har røntgenfotograferet hende endnu en gang, og alt ser fint ud.

Hun lægger røret. Kigger på bordet.

Der ligger et eksemplar af ugebladet »Hjemmet«. Det er ikke den seneste udgave, men et to måneder gammelt nummer, og det er ikke en tilfældighed, at bladet ikke allerede er røget i skraldespanden. For her har hun på de glittede sider læst en historie, som på forbavsende vis er identisk med den, hun selv er havnet i – og vigtigst af alt byder spalterne også på en løsning på alle hendes problemer.

I »Hjemmet« er der en reportage fra England, der handler om 34-årige Mary Elizabeth Draper, der er fanget af akkurat de samme løgne som Conny. Hun fortæller også sin mand, at hun er gravid, og holder fast i historien for at holde fast i ham efter en ufrivillig abort. I stedet for at gå til bekendelse, stjæler Draper et spædbarn fra en barnevogn foran stormagasinet Marks & Spencer, og derefter påstår hun over for mand og omgivelser, at det er hendes egen datter.

Historien gør indtryk på Conny, der mens hun læser ordene fra England, skæver til uret. Hendes mand, Leif, er nemlig på vej fra drejebænken på værftet og hjem til frokost i privaten – hun må af sted.

Hun tager nogle penge og det blomstrede net fra knagerækken, før hun på vej ud af opgangen passerer barnevognen, der med sin glinsende grønne lak på siderne og en nyvasket dyne i bunden er klar til køreture, så snart hun har født.

Conny spadserer mod Helsingør Station, hvor hun når toget klokken 10.20 mod København. Hun er ikke fra området, der iklædt sne og vinterfarver stryger forbi de frostramte ruder i togvognen, som trækkes mod Klampenborg af et damplokomotiv.

Conny er født i Fodby nordvest for Næstved den 21. august 1941, som datter af en mejerimedhjælper og hans kone. Familien flytter, og Conny begynder derfor i skole i Vordingborg, som hun allerede forlader som 14-årig, fordi hun kommer i huset hos pastor Jørgen Vilhelm Jensen, der også står for hendes konfirmation. Hun drager til Sverige, får forskellige jobs i huset hos forskellige familier, og en overgang arbejder hun på radiofabrikken Prahn i Nærum. Men Conny har svært ved at komme op om morgenen. Hun flytter til Helsingør, bor hos en moster, får job på Øresundshospitalet, på Helsingør-Helsingborg-overfarten, på gummifabrikken Tretorn og i supermarkedet Quickly, der ligger for enden af Stjernegade, hvor hun nu slår sig ned med sin Leif.

Leif er ikke den første mand i Connys liv. Som purung forelsker hun sig i en flot mand på hjemegnen. Hun elsker ham, bare elsker ham, og er så lykkelig – han giver hende nemlig sit ja til forlovelse. Til gengæld falder hun i fortvivlelsens dal, da han kort efter bryder sit løfte. Hun er så ulykkelig, at hun flytter fra sin hjemstavn i græmmelse.

Conny havner i Helsingør, hvor hun om aftenen fester på det folkelige værtshus Maritza. Både her og til en privat fest i Espergærde møder hun den kun 20-årige maskinarbejder Leif og finder lykken igen. Det er i 1963 – han er soldat.

I februar 1965 er Leif hjemsendt. Conny opdager, at hun er gravid, men fortæller det først til sin mand i maj, og de beslutter sig derfor for at gifte sig, inden hun skal føde i november. Men så slår skæbnen til.

Den 25. august besøger Conny sin moster i Helsingør og rammes af akut sygdom. Hun har store smerter i underlivet og går hjem til lejligheden, hvor hun aborterer.

Men hun siger ikke et ord til nogen. Over for manden spiller hun komedien som den gravide hustru, fortsætter med at gå i svangerskabskjoler og digter den ene historie efter den anden.

Den 22. oktober gifter Conny og Leif sig ved et rigtigt landbryllup på hjemegnen ved Vordingborg, hvor der også er andendagsgilde. Alle gæsterne spørger til Connys graviditet, som de kun aner som en lille bule dækket af den mørke brudekjole.

Både Leif, veninder og familiemedlemmer undrer sig over, at maven ikke vokser. Men Conny fortæller en besynderlig historie om, at det skyldes hendes vanskelige graviditet: Barnet sidder forkert – det står op i maven, og derfor kan graviditeten ikke rigtig ses.

Svigermor er nysgerrig og spørger flere gange til denne usædvanlige graviditet – hvortil Conny uddyber, at lægen også har fortalt, at hun godt kan forberede sig på en vanskelig fødsel på hospitalet.

Til sin bedste veninde betror Conny i november, at nu mærker hun liv, og at lægen har sagt, det er lige op over. Hun skal bare vente. I december åbenbarer hun så over for Leif og familien, at lægen nu har meddelt, at hvis hun ikke føder inden en uge, så skal hun indlægges.

Hele denne hale af løgne og fortielser presser Conny, mens hun sidder i toget, der trækker et hvidt spor efter sig. Den lette puddersne fyger fra skinnerne. Tankerne svæver som fnuggene om toget, også omkring såret i sjælen, som stadig er åbent efter den unge mands svigt.

Det vil hun ikke opleve igen – koste, hvad det vil.

Leif har talt om at stikke til søs. Tænk, hvis han nu gør alvor af sin drøm, når han opdager, at hun ikke er gravid. Tænk, hvis han også svigter!

Conny står af på Klampenborg Station, skifter til det brune S-tog, der buldrer gennem banegraven til det underjordiske menneskemylder på Nørreport, hvor Conny står af og gør som flere og flere på den tid. Hun går ned ad Fiolstræde og på juleindkøb i Daells Varehus.

I lejligheden i Helsingør spiser Leif sin frokost færdig. Han undrer sig over, hvorfor hans kone ikke er hjemme. Så går han tilbage til værftet.

Conny er lynhurtig. Hun snupper vognen og kører til Fiolstræde 9, ind gennem en port, der normalt er låst af to jernlåger. I ly af nogle øde lagerlokaler tager hun Tina op

I en lejlighed på Willemoesgade 10 på Østerbro sidder 23-årige Hanne Wiegels og giver lille Tina bryst. Pigen, der er født den 27. september på Sankt Josephs Hospital, har aldrig spist andet her to en halv måned inde i livet.

Bagefter iklæder Hanne Wiegels datteren en hvid, filintrikket sparkedragt over den lyse stofble og til sidst en lyseblå flyverdragt med en hvid kanin broderet på brystet. Hun finder dynen frem, og ned i den grønne barnevogn lægger hun sin datter, der er blevet døbt ni dage tidligere i Sankt Jakobs Kirke på Østerbrogade.

Hanne Wiegels er en smuk, slank mor med mellemlangt, moderigtigt mørkt hår. Hun er iklædt tidens højhalsede sweatre og en mørk frakke med hætte.

Hun triller mod byen med et smil på læben, fordi hun vil foretage årets juleindkøb. De skal færdiggøres tidligt, fordi hun sammen med sin mand Peter, der studerer til arkitekt, om blot et par dage drager til Norge for at holde jul sammen med nogle fælles venner. Undervejs gør hun et par indkøb og beslutter sig for at foretage resten i stormagasinet Daells Varehus.

Ved 12.30-tiden går hun ned gennem Fiolstræde, der endnu ikke er gågade. Hun passerer den berømte kobberbutik med skinnende gryder og pander i et væld ud mod gaden, Blochs antikvariat med stabler af støvede bøger og frugtvognen på hjørnet med appelsiner, klar til at få presset tørrede nelliker ind i skrællen, så duften af jul kan spredes.

Hanne drejer af, ind mellem søjlerne, og stiller barnevognen under halvtaget foran hovedindgangen – med den sovende, seks kilo tunge og mætte Tina under kalechen. Ved siden af står yderligere fire barnevogne, der alle er af ældre dato, med sovende børn. Det er sådan, mødre gør, når barnet sover, og som Hanne Wiegels vurderer, at indkøbene kun varer en halv times tid.

Det er skæbnens ironi, at Conny og Hanne Wiegels går rundt mellem de samme juleudstillinger, under guirlanderne og med den søde musik i ørerne. Måske ser de endda hinanden?

Conny forlader stormagasinet ad udgangen til Fiolstræde og ser barnevognene linet op – præcis som i historien i »Hjemmet«. En af barnevognene er ovenikøbet magen til den, som står hjemme i opgangen – endda samme grønne farve. Om det er derfor, Conny tiltrækkes af den, er uvist. Men det er den eneste, hun kigger ned i, og her ligger lille Tina og snorksover.

Conny er lynhurtig.

Hun snupper vognen og kører til Fiolstræde 9, ind gennem en port, der normalt er låst af to jernlåger. I ly af nogle øde lagerlokaler tager hun Tina op og lægger hende i den blomstrede stofpose, hun har med hjemmefra. I det samme går 15-årige Hanne Olsen, der arbejder i Daells Varehus, over gården. Conny gribes af panik og løber med Tina i armene op ad en jerntrappe, hvor hun gemmer sig i fem minutter, før hun får modet til at titte frem.

Hun går ubemærket ud gennem porten og op ad Fiolstræde. I næsten en halv time venter Conny på Nørreport, uden at nogen tager særlig notits af kvinden med barnet i den blomstrede stofpose.

Klokken 12.57 returnerer Conny med S-toget til Klampenborg.

Tre minutter senere kommer Hanne Wiegels med sine pakker under armen ud fra Daells Varehus.

Her står barnevognene på en række tæt op ad butiksruden, der er pyntet med gran og lyskæder.

Men den letgenkendelige grønne er væk.

I panik løber Hanne Wiegels op og ned ad gaden og opdager den stå for sig selv i gården til nummer 9. Hun nærmer sig og får så et chok.

Et chok, som hun i utallige artikler og interview ikke kan beskrive, men aldrig glemmer.

Hun kigger ned – fjerner dynen.

Barnevognen er tom – Tina er væk.

Kidnappet.

Den desperate mor slår alarm – og Danmarkshistoriens største eftersøgning sættes i gang.

Få hele historien om Tina & Basse af Peer Kaae

57 døgn efter Tinas forsvinden, gentager historien sig.

En ung mor passer i Odense sin tre måneder gamle søn ned i en blå barnevogn og går ind mod centrum. Hun sætter vognen ved en børnetøjsforretning i Kongensgade, men da hun kommer ud på gaden efter ti minutter og kigger ned i barnevognen, er Basse væk.

Er han blevet kidnappet?

I bogen Tina & Basse holder journalist Peer Kaae de to kriminalsager fra 1960’erne op mod hinanden – den ene opklaret, den anden opgivet.

Du kunne også være interesseret i...

Få læseinspiration i din indbakke

I vores nyhedsbrev får du masser af inspiration til din næste store læseoplevelse. Fortæl os, hvad du er interesseret i – så sender vi det helt rigtige indhold til dig. Du kan selvfølgelig altid afmelde nyhedsbrevet igen.