”Jeg nedstammer fra en mor, som dagligt lod en mand onanere til synet af sig”: Læs Lisa Taddeos prolog til sit storværk, Tre kvinder, her

1200x628_taddeo-paa-bogens-omslag

Tre kvinder er en sand historie om 3 meget forskellige kvinder. Lisa Taddeo har fulgt de tre kvinders liv i 8 år – læst deres dagbøger, deres SMS’er, breve og e-mails og interviewet deres familie og venner – og giver et medrivende og indfølende indblik i alt, hvad der gør deres liv helt specielt og samtidig helt universelt.

Læs forfatterens introduktion her.

Dengang min mor var en ung kvinde, var der en mand, der fulgte efter hende hver morgen og gik og onanerede omme bag hende.

Min mor havde kun gået fem år i skole, og hendes medgift bestod af hørlærredsviskestykker af mellemgod kvalitet, men hun var smuk. Det er stadig det første ord, der falder mig ind, når jeg skal beskrive hende. Hendes hår havde samme farve som schweizisk flødechokolade, og hun satte det altid i den samme frisure – med de små krøller samlet højt oppe på hovedet. Hendes hud var ikke olivenfarvet ligesom resten af familiens, men havde helt sin egen nuance; en lys, varm rosenfarve som billigt guld. Hendes øjne var sarkastiske, flirtende, brune.

Hun stod ved kassen i en frugt- og grøntbod i Bolognas centrum. Boden lå på Via San Felice; en lang, gennemgående gade i modekvarteret. Der var mange skobutikker, guldsmedeforretninger, parfumerier, tobakshandlere og modebutikker til kvinder, som ikke arbejdede. Min mor kom forbi alle disse forretninger på vej til sit arbejde, kiggede ind ad vinduerne på støvlernes fine læder og de strålende halskæder.

Men inden hun nåede ind til byens handelsstrøg, var der først en mere rolig spadseretur fra lejligheden og ned igennem de små, bilfri gader og smøger, forbi låsesmeden og gedeslagteren, gennem de mennesketomme søjlegange med deres skarpe lugt af urin og den mørke lugt af gammelt vand, som samlede sig i små pytter på stenfliserne. Det var gennem disse gader, manden fulgte efter hende.

Hvor havde han set hende første gang? Jeg forestiller mig, at det var ved frugtboden. Denne smukke kvinde omgivet af en rigdom af friske varer – modne figner, bjerge af kastanjer, solmættede ferskener, lysende hvide fennikler, romanescokål, tomater på deres stilke og stadig støvede af jord, pyramider af dyblilla auberginer, små, men vidunderlige jordbær, skinnende kirsebær, vindruer, dadelblommer – plus et tilfældigt udvalg af korn og brød, taralli, friselle, baguettes, nogle kobberkasseroller, kogechokolade i store barer.

Da deres forhold kulminerede, kom han bag hende to gange om dagen. Min mor er død nu, så jeg kan ikke spørge hende, hvorfor hun lod ham gøre det, dag efter dag.

Han var et sted i tresserne, halvskaldet og med en stor næse og lange, gråsorte skægstubbe. Han gik med sixpence, ligesom alle de andre gamle mænd man mødte på gaden med deres stokke på deres daglige camminata.

En dag må han være fulgt efter hende hjem, for en klar majmorgen da min mor trådte ud gennem den tunge hoveddør i etageejendommen, fra mørket og ud i lyset – i Italien har næsten alle etageejendomme mørke trappeopgange, hvor lyset er dæmpet og slår hurtigt fra for at spare, og hvor solen lukkes ude af tykke, kølige stenvægge – stod en gammel mand, som hun aldrig før havde set, pludselig og ventede på hende.

Han smilede til hende, og hun gengældte smilet. Derefter begyndte hun sin spadseretur til arbejde med sin billige håndtaske på armen og iført en læglang nederdel. Hendes ben var næsten absurd feminine, selv da hun var gammel. Jeg kan forestille mig at være inde i den mands hoved og se min mors ben og følge efter dem. En del af arven forbundet med at have levet underlagt det maskuline blik igennem århundreder er, at heteroseksuelle kvinder ofte ser på andre kvinder med samme blik som mænd.

Hun kunne mærke hans tilstedeværelse bag sig på sin vej forbi adskillige husblokke, forbi olivenhandleren og portvins- og sherryimportøren. Men han fulgte ikke bare efter hende. Da hun drejede omkring et hjørne et sted, fangede hun en bevægelse ud af øjenkrogen. De brostensbelagte gader var tomme her så tidligt om morgenen kort efter daggry, og da hun vendte sig om, så hun, at han havde trukket sin lange, tynde og erigerede penis ud af bukserne og gik og gned på den med hurtige bevægelser, op og ned, mens han stirrede på hende med et så stift blik, at det næsten var, som om det, der foregik dernede under bæltestedet, blev styret af en helt anden hjerne.

Hun var bange i situationen, men nu mange år efter var angsten fra denne første morgen falmet til en lidt hånlig morskab. I de efterfølgende måneder dukkede han op uden for hendes lejlighed adskillige morgener om ugen, og på et tidspunkt begyndte han også at følge efter hende fra boden og tilbage til hendes hjem. Da deres forhold kulminerede, kom han bag hende to gange om dagen.

Min mor er død nu, så jeg kan ikke spørge hende, hvorfor hun lod ham gøre det, dag efter dag. I stedet spurgte jeg min storebror, hvorfor hun ikke havde gjort noget, fortalt nogen om det.

Det var i 1960’ernes Italien. Politiet ville sikkert have sagt: Ma lascialo perdere, è un povero vecchio. È una meraviglia che ha il cazzo duro a sua età.

“Lad det ligge, han er en stakkels gammel mand. Det er et mirakel, at han kan få den op at stå i sin alder.”

Præsidenter sætter magt og ære på spil for et blowjob. Alt det, som det har taget en mand et helt liv at bygge op, kan han finde på at sætte på spil for et enkelt øjeblik. 

Min mor lod manden onanere til sin krop, sit ansigt, på sin vej til arbejde og på turen tilbage. Hun var ikke umiddelbart typen, der selv fik nogen nydelse ud af det. Men sikker kan jeg ikke være. Min mor talte aldrig om, hvad hun selv kunne lide. Om hvad der tændte hende eller det modsatte. Det kunne af og til virke, som om hun ikke selv havde et begær. At hendes seksualitet var som en sti ind i skoven af den ikkeafmærkede slags, lavet af støvler, som tramper igennem det høje græs. Og at de støvler tilhørte min far.

Min far elskede kvinder på en måde, man før i tiden opfattede som charmerende. Han var en læge af typen, der kaldte sygeplejerskerne for sugar, hvis han godt kunne lide dem, og sweetheart, hvis han ikke kunne. Men først og fremmest elskede han min mor. Han var så åbenlyst tiltrukket af hende, at jeg stadig kan blive helt forlegen over at tænke på det.

Selvom jeg aldrig havde nogen grund til at spørge mig selv, hvad min far mon begærede, var der noget ved selve begærets kraft, ved kraften bag alt mandligt begær, som fascinerede mig. Mænd havde ikke bare lyst. Mænd havde brug for. Manden, som fulgte efter min mor til og fra arbejde hver dag, havde brug for at gøre det.

Præsidenter sætter magt og ære på spil for et blowjob.

Alt det, som det har taget en mand et helt liv at bygge op, kan han finde på at sætte på spil for et enkelt øjeblik. Jeg har aldrig helt troet på teorien om, at mænd med magt har så enorme egoer, at de simpelthen ikke kan forestille sig, de vil blive afsløret; jeg tror snarere, at begæret er så stærkt i øjeblikket, at alt andet – familien, hjemmet, karrieren – kondenseres til en smule væske, som er koldere og tyndere end sæd. Til ingenting.

Da jeg begyndte at skrive på denne bog; en bog om det menneskelige begær, troede jeg, at jeg ville have lyst til at undersøge historier om mænd. Deres længsler. Måden de kan få et helt imperium til at styrte i grus for en pige, der ligger på knæ for dem. Jeg lagde derfor ud med at tale med mænd: en filosof i Los Angeles, en skolelærer i New Jersey, en politiker i Washington, D.C. Og jeg blev ganske rigtigt tiltrukket af deres historier på samme måde, som man kan ende med at bestille den samme forret fra den kinesiske restaurantmenu igen og igen.

Filosoffens historie, der begyndte som historien om den flotte og tiltrækkende mand, hvis mindre flotte og tiltrækkende kone ikke havde lyst til at gå i seng med ham, med al den elendighed og smerte, som er forbundet med svindende lidenskab og kærlighed, blev siden til historien om manden, der havde lyst til at gå i seng med sin tatoverede kvindelige massør, som han gik hos på grund af sine rygproblemer.

Hun siger, at hun gerne vil stikke af til Big Sur sammen med mig, sms’ede han til mig en tidlig, sollys morgen. Næste gang vi mødtes, sad jeg over for ham på en kaffebar, mens han beskrev sin massøses hofter. Hans lidenskab forekom ikke specielt ophøjet set i lyset af det ægteskab, han havde mistet; den forekom snarere overfladisk, som noget mekanisk.

Hvor den higende længsel døde ud hos manden med orgasmens sidste stødvise salver, var det for kvinden snarere begyndelsen på den, opdagede jeg.

Mændenes historier begyndte at flyde sammen. I nogle tilfælde var der en længere periode med kurtisering; nogle gange mindede kurtiseringen næsten mere om grooming, men for det meste endte historierne med orgasmens hakkende rytme. Og hvor den higende længsel døde ud hos manden med orgasmens sidste stødvise salver, var det for kvinden snarere begyndelsen på den, opdagede jeg. Der var en kompleksitet og skønhed og endda noget fysisk voldsomt i den måde, kvinder oplevede den samme begivenhed på. På den måde blev det den kvindelige oplevelse af den slags episoder, som i mine øjne bedst repræsenterede, hvordan længsel kommer til udtryk i dagens USA.

Det kvindelige begær kan selvfølgelig være lige så ensidigt anmassende som mandligt begær, og når begæret var ren drivkraft, når det var på udkig efter et mål, som det kunne styre, begyndte min interesse at aftage. I stedet blev de historier, hvor begæret ikke kunne tøjles, og det derfor blev det begærede objekt, der styrede narrativets udvikling, dem, hvor jeg fandt de mest storslåede fortællinger – og den største smerte.

Det mindede om at træde baglæns på pedalerne på en cykel, alle kvalerne og håbløsheden og, i sidste ende, at træde ind i en helt ny verden.

For at finde disse historier kørte jeg landet tyndt seks gange. Jeg planlagde kun løseligt, hvor jeg ville gøre holdt undervejs. For det meste endte jeg steder som Medora, North Dakota. Jeg gik ind et sted og bestilte toast og kaffe og læste lokalavisen.

Det var sådan, jeg fandt Maggie. En ung kvinde som blev kaldt luder og fede kælling af kvinder, der var endnu yngre end hende selv. Der havde været et påstået forhold mellem hende og en gift highschoollærer.

Det fascinerende i hendes beretning var fraværet af samleje.

Som hun beskrev det, havde han udført oralsex på hende, men havde ikke ladet hende lyne hans jeans ned. Men han havde sat gule Post-it-sedler med noter i hendes yndlingsbog, Twilight, ud for passager om det evige bånd mellem to ulykkelige elskende og havde på den måde draget paralleller til deres eget forhold.

Det, som havde rørt den unge kvinde, som fik hende til at føle sig som noget særligt og ophøjet, var antallet af noter, og hvor detaljerede de var. Hun kunne næsten ikke tro, at den lærer, hun beundrede så meget, havde læst hele bogen, og endda havde taget sig tid til at skrive så indsigtsfulde kommentarer, som om han underviste i et kursus for viderekomne udi vampyrelskere.

Han havde også, fortalte hun, sprøjtet sin eau de cologne på siderne, fordi han vidste, at hun elskede hans lugt. At modtage den slags noter, at opleve sådan et forhold og derefter at se det ende brat fra den ene dag til den anden: Jeg kunne let forestille mig, hvilket enormt hul det måtte efterlade.

Jeg stødte på Maggies historie, da hun var på vej fra asken til ilden. Hun slog mig som en kvinde, hvis seksualitet og seksuelle oplevelser blev affærdiget på en ganske horribel måde. Jeg vil fortælle historien set fra hendes synsvinkel, men en anden version af samme hændelsesforløb blev forelagt en jury, som så meget anderledes på det hele. En del af hendes historie konfronterer læseren med de alt for velkendte spørgsmål om, hvornår og hvorfor og af hvem kvinders historier bliver troet – og hvornår og hvorfor og af hvem de ikke gør.

Tit venter kvinder for at sikre sig, at andre kvinder kan acceptere deres handlinger, så de også selv kan acceptere dem.

Op igennem historien har mænd knust kvinders hjerter på en ganske særlig måde.

De elsker dem eller elsker dem næsten, hvorefter de bliver trætte af dem og bruger uger eller måneder på at fjerne sig fra dem igen så lydløst som muligt, trække sig ind i skyggerne, ryste det hele af sig og aldrig mere ringe tilbage.

I mellemtiden sidder kvinderne og venter. Jo mere forelskede de er, og jo færre andre muligheder de har, desto længere venter de i håb om, at han vil dukke op med en smadret telefon, et smadret ansigt, og sige: Det må du undskylde, jeg blev levende begravet, og det eneste, jeg kunne tænke på, var dig, jeg var så bange for, at du ville tro, jeg havde forladt dig, når sandheden bare er den, at jeg havde mistet dit telefonnummer, det blev stjålet fra mig af de mænd, som begravede mig levende, og jeg har tilbragt de sidste tre år med at lede i telefonbøger, og nu har jeg endelig fundet dig. Jeg forsvandt ikke, alt det, jeg følte, forsvandt ikke bare. Du gjorde ret i at tænke, føle, at det ville være ondt, skruppelløst, umuligt. Gift dig med mig.

Maggies liv var, sådan som hun selv så det, fuldkommen ødelagt på grund af lærerens påståede forbrydelse, men hun havde noget, som kvinder, der bliver forladt, kun sjældent har. En vis magt som følge af alder og sin forhenværende elskers profession. Maggies magt, troede hun, var givet hende i hænde af landets love. I sidste ende viste det sig dog ikke at holde stik.

Nogle kvinder venter, for hvis de ikke gør det, er der en risiko for, at alt forsvinder. I det øjeblik tror hun, at han er den eneste, hun nogensinde vil kunne begære. Problemet kan også være økonomisk. Revolutioner er længe om at nå ud til de steder, hvor folk udveksler flere madopskrifter fra glittede boligmagasiner end artikler om, hvordan man sætter en stopper for kvinders underkastelse.

Lina, en husmor i Indiana, som ikke var blevet kysset i årevis, ventede med at forlade sin mand, fordi hun ikke havde penge til at skabe sig et liv uden ham. Lovgivningen om hustrubidrag i Indiana var ikke en realitet, hun kunne trække på som mulighed. Derefter ventede hun på, at en anden mand skulle forlade sin kone. Hvorefter hun ventede længere endnu.

Den måde, folk taler om andre mennesker på i vores land, kan få os til at sætte spørgsmålstegn ved, hvem vi selv er i vores eget liv. Tit venter kvinder for at sikre sig, at andre kvinder kan acceptere deres handlinger, så de også selv kan acceptere dem.

Sloane, en selvsikker restaurantejer, lader sin mand se på, mens hun går i seng med andre mænd. Nogle gange er der to par i sengen, men for det meste er det bare ham, der ser hende være sammen med en anden mand, enten på video, eller mens han selv er til stede.

Sloane er smuk. Mens hendes mand ser hende kneppe med andre mænd, skummer havet ud for den mondæne og eftertragtede kyst uden for deres soveværelsesvindue. Længere nede ad vejen løber Cotsworld-får af samme farve som havregrød frit omkring. En af mine venner, som ellers syntes, at en menage a trois var noget frastødende og nærmest forargeligt, da jeg fortalte om en gruppe swingere, jeg havde mødt i Cleveland, fandt Sloanes historie oplysende, barsk og genkendelig.

Og det er i genkendeligheden, at vi kan begynde at føle empati.

I mange af de historier, jeg har hørt, har kvinderne en større magt over andre kvinder end mænd. Vi kan få hinanden til at føle os håbløst gammeldags, billige, urene, uelskede og uskønne.

Jeg tænker over, at jeg nedstammer fra en mor, som dagligt lod en mand onanere til synet af sig, og jeg tænker på alle de ting, som jeg har tilladt nogen at gøre ved mig, måske knap så mærkværdige ting, men dog ikke så væsensforskellige set i et større perspektiv.

Derefter tænker jeg over, hvor meget jeg har ønsket mig at få fra mænd. Og at en stor del af det begær var noget, jeg ønskede at få fra mig selv, eller endda fra andre kvinder; en stor del af det, jeg troede, jeg ønskede at få fra en elsker, kom sig i virkeligheden af noget, jeg havde brug for at få fra min egen mor.

For i mange af de historier, jeg har hørt, har kvinderne en større magt over andre kvinder end mænd. Vi kan få hinanden til at føle os håbløst gammeldags, billige, urene, uelskede og uskønne.

Når det kommer til stykket, handler det om frygt. Mænd kan skræmme os, andre kvinder kan skræmme os, og nogle gange bekymrer vi os så meget om det, der skræmmer os, at vi venter med at få orgasme, til vi er alene.

Vi lader, som om vi gerne vil ting, vi slet ikke har lyst til, så ingen kan se, når vi ikke får det, vi har brug for.

Mænd skræmte ikke min mor. Men det gjorde fattigdom.

Hun fortalte mig en anden historie; selvom jeg ikke kan huske de nøjagtige omstændigheder, ved jeg, at hun ikke bad mig om at sætte mig ned. Historien blev ikke fortalt til saltkiks og rosevin. Snarere til en cigaret ude ved køkkenbordet uden så meget som et vindue på klem, og mens hunden blinkede af røgen nede ved vores knæ. Formentlig har hun samtidig været i gang med at polere glasbordet op med spejlrens.

Historien handlede om en frygtelig mand, hun kom sammen med, kort før hun mødte min far. Min mor havde en række ord, som fascinerede og skræmte mig. Frygtelig var et af dem.

Hun voksede op i en meget fattig familie, tissede i gryder og duppede sine fregner med urinen, fordi det efter sigende skulle kunne blege dem. Der var kun ét værelse til hende, to søstre og deres forældre. Regnvandet sivede gennem loftet og dryppede ned i ansigtet på hende, når hun sov.

Hun tilbragte næsten to år på et sanatorium på grund af tuberkulose. Ingen besøgte hende, fordi der ikke var nogen, der havde råd til at tage turen derhen. Hendes far var alkoholiker og arbejdede på vingårdene. En lillebror døde, før han fyldte et.

Til sidst kom hun ud, klarede turen ind til storbyen, men lige før hun gjorde det, midt i februars kolde greb, blev hendes mor syg af mavekræft. Hun blev indlagt på det lokale hospital, som ingen slap ud fra igen. En aften var det snestorm, tøsneen piskede mod brostenene, og min mor var sammen med den frygtelige mand, da hun fik besked om, at hendes mor var døende og ville være borte inden næste morgen.

Den frygtelige mand var ved at køre min mor til hospitalet igennem snestormen, da de kom gevaldigt op at skændes. Min mor gav mig ikke de nærmere detaljer, men sagde, at det endte med, at hun stod i vejkanten i den tætte sne midt i den stadig mørkere nat.

Hun så baglygterne forsvinde, og der var ikke andre biler i sigte på den frosne vej.

I mine øjne virkede seksualiteten altid som en styrke eller en svaghed, men aldrig som sit eget, bankende hjerte.

Hun nåede ikke at være sammen med sin mor, da hun lå på sit dødsleje.

Selv den dag i dag er jeg ikke sikker på, hvad frygtelig betød i den kontekst. Jeg ved ikke, om manden slog min mor, eller om han forgreb sig på hende seksuelt. Jeg er altid gået ud fra, at det at være frygtelig i hendes verden indebar en eller anden form for seksuel trussel. I mine mest mørke og gotiske fantasier forestiller jeg mig, at han forsøgte at tvinge hende til sex, den aften hendes mor lå for døden. Jeg forestiller mig, at han forsøgte at bide en luns ud af siden på hende.

Men det var angsten for fattigdom og ikke angsten for den frygtelige mand, som blev hængende hos hende. At hun ikke kunne ringe efter en taxa til at køre sig hen på hospitalet. At hun manglede handlekraften til det. Ikke havde sine egne midler.

Et års tid efter min fars død, da vi omsider kunne klare os igennem en dag uden at begynde at græde, bad hun mig om at lære sig at gå på nettet. Hun havde aldrig før prøvet at bruge en computer. At skrive bare en enkelt sætning tog hende flere, smertelige minutter.

Bare fortæl mig, hvad det er, du vil skrive, sagde jeg efter en lang dag foran skærmen. Vi var begge to godt frustrerede.

Det kan jeg ikke, sagde hun. Det er noget, jeg er nødt til at gøre alene.

Hvorfor? spurgte jeg.

Jeg havde set alt, hvad hun ejede og havde; alle hendes regninger, hendes noter, selv det håndskrevne brev hun havde skrevet i tilfælde af, at hun pludselig gik bort.

Jeg vil gerne undersøge noget med en mand, sagde hun stille. En mand jeg kendte før din far.

Jeg var lamslået, endda ked af det. Jeg ville have, at min mor skulle være min fars enke til tid og evighed. Jeg ville have idéen om mine forældre til at forblive intakt, selv efter døden, selv på bekostning af min mors lykke. Jeg ønskede ikke at kende noget til min mors begær og lyster.

Denne tredje mand, indehaveren af et stort juvelimperium, elskede hende så højt, at han var kommet hen til kirken for at forsøge at stoppe mine forældres bryllup under selve ceremonien.

Engang for længe siden havde hun givet mig en halskæde med rubiner og diamanter, et smykke hun tilsyneladende forærede væk for at nedtone, hvor meget det betød for hende. Jeg sagde til hende, at hun selv kunne forsøge at regne ud, hvordan man brugte computeren, men før det lykkedes hende, blev hun syg.

Jeg tænker på min mors seksualitet og på, hvordan hun til tider brugte den. De små ting, måden hun lagde sin makeup på, før hun forlod huset om morgenen eller lukkede døren op. I mine øjne virkede seksualiteten altid som en styrke eller en svaghed, men aldrig som sit eget, bankende hjerte.

Hvor tog jeg dog fejl.

Ikke desto mindre spekulerer jeg på, hvordan en kvinde kunne finde på at lade en mand gå og onanere bag sig så mange gange. Jeg gad vide, om hun græd om aftenen. Måske græd hun endda for den ensomme, gamle mand.

Det er begærets nuancer, der rummer sandheden om, hvem vi er i vores mest hudløse øjeblikke.

Jeg gik i gang med denne bog med den ambition at registrere det kvindelige begærs stikkende hede, i håb om at mænd og andre kvinder bedre kan forstå, før de begynder at fordømme andre.

For det er disse gentagne stunder i vores liv, dem der er flest af, der fortæller os, hvem vi er, og hvem vores naboer og mødre er, når vi er for opsatte på at forestille os, at de på ingen måde kan være som os selv.

Dette er historien om tre kvinder.

Læs resten af historien

“Fængslende, foruroligende og voyeuristisk … Du vil have lyst til at give dit eksemplar til en ven, så snart du har læst den – det er en bog, man har brug for at diskutere”
– Vanity Fair

“Hvis det ikke er den bedste bog om kvinder og begær, der nogensinde er blevet skrevet, så er det i hvert fald den bedste bog om emnet, som jeg nogensinde har læst.”
– The Guardian

“Et indfølende, gribende mesterværk. Tre kvinder vil indskrive sig både i den mest fremragende journalistiske kanon og den feministiske litteratur”
– Esquire

Du kunne også være interesseret i...