Uddrag: KULT – Ny krimi af Läckberg og Fexeus

KULT

Da en lille dreng forsvinder ved højlys dag, starter en ny nervepirrende sag for Mina og Vincent.

 Sagen bliver hurtigt forbundet til en tidligere kidnapning, der endte grueligt galt, og de forstår, at de er oppe imod livsfarlige modstandere. Alt peger desuden på, at flere børn vil komme til at forsvinde.

 

Mina og Vincents indbyrdes forhold er stadig præget af deres skæve personligheder, men det viser sig, at Vincent også kan hjælpe dem i den nye efterforskning.

Efterforskningen er en kamp mod uret og sætter dem for alvor på prøve.

 

KULT er andet uafhængige bind i trilogien om Vincent og Mina.

Fredrik tjekker for måske hundrede gang, at man ikke kan se gennem plasticposen. Han vil nødig røbe overraskelsen for tidligt. Sommersolen bager mod hans ansigt, der er nok niogtyve grader udenfor. 

Trods varmen vælger han at spadsere fra kontoret ved Skanstull til Ossians børnehave nær Zinkensdamm. 

Det er onsdag, men han kunne alligevel gå lidt før end ellers. Ingen orker at hænge sig i præcise arbejdstider, når det er så varmt, de fleste af hans kolleger sidder allerede med en kold øl i skyggen på en fortovscafé et sted.

 

Spadsereturen tager kun omkring tyve minutter, men han skul le alligevel have taget en flaske vand med, i betragtning af varmen. Habitjakken er røget af, og skjorteærmerne rullet op. Skjorten klæber til ryggen af sved. Men det gør ikke noget. I dag er alt, som det skal være.

Han tjekker posen igen. Æsken med Lego Technic-byggesættet er så stor, at den næsten rager op ved håndtagene. En McLaren Senna GTR. Ossians interesse for biler er stadig et mysterium, både Fredrik og Josefin er nærmest aktivt uengagerede i biler. Men interessen for at bygge med Lego har far og søn tilfælles.

Aldersangivelsen på æsken er 10+, og Ossian er kun fem, men Fredrik ved, at Ossian nok skal klare det uden problemer. Han er vaks. Nogle gange vaksere end sin far, tænker Fredrik og ler højt op mod solen. Jep, den knivskarpe far her, der lige har købt en overraskelse, som kræver timers indendørsaktivitet på en af sommerens smukkeste dage. Nå, pyt. Det er der ikke noget at gøre ved. Vejret er sikkert også fint i morgen.

I øvrigt har Ossian allerede været ude hele dagen. Hvilket han også har brug for.Når han ikke er koncentreret om sit Lego, kravler han rundt på væggene derhjemme. Josefin spekulerer tit på, om deres søn mon kunne få stillet en diagnose. Ikke at de har tænkt sig at få ham udredt. I hvert fald ikke endnu. Indtil videre er Ossians aktivitetsniveau noget positivt, sammenlignet med alle de mobilunger i børnehaven, der allerede som femårige kaster sig over forældrenes iPhone, når de bliver hentet. Tragisk.

 

Fredrik når frem til Bakkens Børnehave og ser på uret. Trods varmen har han gået så stærkt, at han er kommet for tidligt. De er nok stadig oppe i Skinnarviksparken.

”Ey, sexy lady …” nynner han på vej op ad bakken bag børnehaven.

”Gangnam Style” er Ossians yndlingssang i øjeblikket. Man kan lige så godt give op, tænker Fredrik og smiler ved sig selv. De har sågar trænet koreografien sammen.

Oppe på bakken er der en stor legeplads og nogle træer at lege inde mellem. For Ossian er det en hel skov, og han elsker at være i skoven.

”Oppan Gangnam Style!” synger Fredrik, og børn, der ikke er meget højere, end at de går ham til knæene, kigger forvirret op, før de leger videre.

Børnene er i gule veste med logoer fra forskellige børnehaver. Parken er populær. Råb og latter fylder luften. Lego Technic må nok vente til en anden gang. Dagen i dag er som skabt til gemmeleg mellem træerne. De skal ikke skynde sig hjem, Josefin har lovet at stå for aftensmaden i dag. Han ser sig om og får øje på Tom, en af pædagogerne i Bakkens Børnehave.

”Hej!” siger han og smiler til Tom, som er i fuld gang med at tørre et tykt lag snot af et af børnene.

”Opp opp opp opp,” svarer Tom muntert på en velkendt melodi. ”Gæt, hvem der fik lov at vælge musik til dagens motion?”

”Jeg har advaret jer. Før ugen er omme, står I med tredive ’Gangnam’-dansende børn. Men har du tjek på, hvor dansegeniet er? Jeg kan ikke se ham”

Tom tørrer færdig og tænker sig om et øjeblik.

”Tjek gyngerne,” siger han så. ”Der bliver han tit siddende lidt.”

Selvfølgelig. Når Ossian ikke er superaktiv, elsker han at gynge. Eller rettere: Han elsker at sidde på gyngen. Den er hans fristed, hvor han kan tænke store tanker uden at blive forstyrret.

Fredrik går over til gyngerne. De er alle optaget, men Ossian sidder ikke på nogen af dem. Felicia, en af Ossians ældre kamme-rater i børnehaven, er på vej væk derfra. Fredrik skynder sig hen til hende.

”Hej, Felicia – har du set Ossian?”
”Næh, kun før.”

Han rynker panden. En svag følelse af, at der er noget galt, kommer snigende. Han ved godt, at følelsen er irrationel og udelukkende et udslag af en overbeskyttende forældreradar. 

Den sætter ind, så snart der kan være noget galt, og bekymrer sig ikke spor om, hvorvidt der er beviser eller ej.

Hvilket utvivlsomt var et godt overlevelsesinstinkt på savannen, men lige nu er det totalt uberettiget. Det ved han godt rent rationelt. Men det hjælper ikke noget, følelsen kribler alligevel ubehageligt i nakken, som et lidt for koldt vindpust.”

Den store legoæske, der før føltes så spændende, er nu bare i vejen, da han skynder sig tilbage til Tom.

”Han var heller ikke ved gyngerne,” siger han.
”Det var da mærkeligt.”
Tom ser på en liste over afkrydsede børn.
”Han burde da være … nej, vent. Jenya gik ind med småbørnsgruppen. Han kan være gået med dem for at komme på toilettet og så være blevet derinde. Det må du undskylde – Jenya burde virkelig have sagt, at hun tog ham med. Men du ved, hvordan det er.”

Ja, han ved, hvordan det er. Følelsen af, at der er noget galt, forsvinder. Han sukker lettet. Både Tom og Jenya er dygtige pædagoger, men børn har også deres egen fri vilje, og en usvigelig evne til ikke at være der, hvor man tror de er. Han føler med Tom, da han ser, hvor flov han er. 

For på den anden side er småbørn jo heller ikke noget, man tager let på. Der er garanteret forældre, der ville have lavet en kæmpe scene over mindre.

 

”Selvfølgelig,” siger han. ”Hav en god weekend, Tom – vi ses på mandag! Oppa oppa!”

 

Fredrik småløber ned ad bakken, tilbage til børnehaven. Døren står åben. Han går ind i gangen, hvor børnenes knager med navne og kasser med ekstratøj er. Ossians knage er tom. Det behøver for så vidt ikke at betyde noget. Hvis Ossian er gået ind for at komme på toilettet, kan hans jakke sagtens ligge smidt på toiletgulvet. El- ler oppe på legepladsen for den sags skyld, med den varme. Fredrik burde slet ikke have givet sin søn jakke på sådan en dag. Tåbeligt. Ossian må have haft det helt vildt varmt.

 

Fredrik undlader at tage skoene af, før han går ind i rummet.

”Ossian?” kalder han og banker på den første af de to toiletdøre. ”Ossian, er du der?”

Jenya kommer gående hen ad gangen mod ham. Bag hende smider de toårige fingermaling efter hinanden, alt imens de hviner af lige dele latter og forfærdelse.

 

”Hej, Fredrik,” siger hun. ”Har I glemt noget? Ossian er oppe i parken sammen med Tom.”

Følelsen af, at der er noget galt, vender tilbage så hurtigt, at den nær slår ham omkuld. Nu er den ikke længere et lille vindpust i nakken. Nu er den en knytnæve i maven.

”Han er ikke i parken,” siger han. ”Jeg kommer lige deroppefra. Tom sagde, at han nok var sammen med dig.”

”Nej, han er ikke herinde. Har du tjekket gyngerne?”
”Ja. Han er der ikke, siger jeg jo. Shit.”

Han drejer om på hælen og stormer ud igen. Det er før sket, at et barn fra børnehaven er stukket af. Som Felicia. Engang nåede hun hele vejen hjem, før pædagogerne opdagede, at hun var væk. Hendes forældre må have haft konstant ondt i maven lige siden. 

Mon man nogensinde vænner sig til den følelse? Han hader den.

Han løber op ad bakken igen. Den forbandede legoæske slår mod benene. Overalt er der børn i vejen. Han leder desperat blandt dem og forsøger samtidig at tage det roligt. Intet bliver bedre af, at han går i panik. Men ingen af børnene er Ossian. Ingen af dem er hans søn.

 

Tom gør store øjne, da han ser, at Fredrik er tilbage. Han ser ud til straks at forstå.

 

”Han må være her,” siger Fredrik og slipper posen for at kunne bevæge sig hurtigere gennem parken.

Tom spørger de nærmeste børn, om nogen af dem har set Ossian. Legehusene. Ossian kan gemme sig i legehusene. Fredrik løber over mod dem, men kan allerede på afstand se, at de er tomme. Hvor kan han ellers … Han kan vel ikke være inde mellem træerne? Ikke alene? Så burde nogen da vide det?

 

Felicia.

Hun sagde, at hun havde set Ossian før.
Han løber tilbage til Tom og de andre børn. Det svider i halsen af anstrengelse, og sveden driver både fra panden og ned ad ryggen.

Felicia sidder og bygger et sandslot med en spand. Som om intet særligt er hændt. Som om verden slet ikke er ved at gå under.

Felicia,” siger han og gør sig umage for ikke at lyde lige så kaotisk, som han føler sig indeni. ”Du sagde, at du så Ossian før. Hvornår var det?”

”Da han snakkede med hende den dumme dame,” siger hun uden at se op fra sit sandbyggeri.

”Den dumme …” siger han, og med ét bliver hans hals til sandpapir. ”Var det en gammel dame?”

Felicia ryster bestemt på hovedet, mens hun klapper på sandslottet med en skovl.

”Ikke gammel,” siger hun. ”Som min mor. Hun har lige haft fødselsdag, så hun er femogtredive.”

”Han synker en klump. Der har været nogen. Der har været nogen og talt med hans barn. Nogen, der ikke var en pædagog eller forælder. En fremmed. Han sætter sig på hug ved siden af Felicia, modstår trangen til at ruske hende. ”

”Ved du, hvem hun var?” siger han og kæmper for ikke at råbe. ”Og hvorfor var hun dum?”

Felicia ser op fra sandslottet med tårer i øjnene. Han træder et skridt bagud for ikke at miste balancen. Han kan se det i hendes blik; ved kun alt for godt, hvad der er sket. Det, der aldrig må se. Aldrig kan ske.

”Jeg var ligeglad med hendes legetøjsbiler,” siger Felicia. ”Ossian kunne godt lide dem, ikke mig. Men jeg ville også godt klappe hundehvalpene. Hun havde dem i sin bil, sagde hun. Men jeg måtte ikke komme med. Det var kun Ossian, der måtte se dem. Og så gik de.”

Et sort hul åbner sig i Fredriks bryst, og han tumler hovedkulds ned i det.

Du kunne også være interesseret i...