Gratis uddrag: Læs her de første 20 sider af spændingsromanen Låst

anne mette kirk låst

I spændingsromanen Låst møder vi Clara, hendes lillebror Theo, hendes bedste veninde Ronja og en række andre personer i og omkring Claras liv. Alle bliver de afgørende for Marc Abildgaards opklaring, da han som betjent efterforsker den forbrydelse der ligger bag, da Clara bliver fundet efterladt i en blodpøl på en natklubs toilet.

Læs her de første sider af Anne Mette Kirks spændingsroman, Låst.

Det sætter sig først i hans ansigt. Som bliver huden strammet hen over kindben og næseryg. Med håndfladerne forsøger han at løsne op for spændingen, han gnider hårdere og hårdere, mærker knoglernes urokkelige hårdhed, men fornemmelsen sidder der fortsat.

En beruset kvinde vælter mod ham i mørket, rammer hans skulder, men han rører sig ikke ud af stedet. Står fast som en mur. Han får lyst til at skubbe kvinden hårdt væk, men hun har ikke fortjent hans opmærksomhed. Det har Clara.

Clara, der vrider sig skabagtigt til musikken. Clara, der har drukket så mange drinks, at han, fra hjørnet i natklubben, har mistet overblikket over hvor mange. Det irriterer ham. Både at hun har indtaget så meget, og at han ikke har styr på antallet.

Det svømmende blik i Claras havblå øjne kastes rundt i lokalet uden at finde hvile. Kroppen er slap som en kludedukkes. Daskende lemmer overalt. Nu sætter spændingen sig i hans arme og stråler længere ned, så glasset i hånden er tæt på at splintre, men han løsner i stedet grebet. En finger ad gangen. Det er nemlig ham, der bestemmer hastigheden. Bestemmer, hvad der skal ske.

Igen kigger han mod Clara, fikserer sit blik på hendes ansigt, men noget er tydeligt forandret. Hun står alene, de andre omkring hende er væk, næsten som om de er splintrede til atomer. Det overstadige smil er tørret af hendes mund, og selvom ansigtshuden er solbrændt, fremstår hun hvid som et nyvasket lagen.

Det ligner, hun er ved at knække sammen på midten. Instinktivt vil han hjælpe hende, samle hende op og samle hende sammen. Men han stopper sig selv og nyder bare øjeblikket. Ikke for sin egen skyld, men på grund af den lektie, som Clara uundgåeligt må tage med sig.

”Undskyld mig,” siger han lavt, holder blikket nede. Han træder forbi et kyssende par ved bardisken, men den høje musik drukner hans ord.

Ingen omkring hende i barens nærhed opdager, hun har det dårligt. Alt for optaget af sig selv. Clara burde være taknemlig over, han iagttager det. At han er den eneste, der ser hende rigtigt.

Hun bøjer sig ned mod gulvet, øjnene farer fra side til side, ligner hun har tabt noget. Det ser kluntet og klodset ud. Skal han træde til? Hjælpe hende på benene og ud herfra? Lade hendes arm hvile i hans og føre hende ud i den friske natteluft? Nej, så lærer Clara jo intet. Så har det hele været nyttesløst. Spændingen sætter sig i hans brystkasse, strammer som en rustning i nummeret for lille.

Clara kommer på benene, med hvad der ligner de sidste kræfter, og vælter i et ukontrolleret tempo væk fra baren. Han skynder sig at følge efter, hun må ikke slippe væk. Fornemmelsen sidder nu i alle kroppens muskler og tynger ham ved hvert skridt.

Han dukker sig, da hun vender sig, og undgår i sidste sekund, at de får øjenkontakt. Med den ene hånd holder hun sig for munden, mens hun småløber mod dametoilettet. Her kan han ikke følge efter, han må vente udenfor. Da hun svinger døren op, kan han se to kvinder, der venter i toiletkøen.

Han trækker hen i mørket i hjørnet af bardisken, herfra er dametoilettets indgang synlig. Grebet om hans brystkasse bliver mere intenst. Han skulle have etableret kontakt med hende, inden hun nåede toilettet. Han har fejlet.

Et par lyshårede piger kommer fnisende ud fra toilettet i ens korte sorte kjoler, men i det kortvarige sekund, hvor døren står åben, er Clara ikke at se. Kun en enkelt befinder sig i køen nu. En rødhåret i denimshorts.

For det er hans egen skyld. Han kan ikke bebrejde Clara. Han trykker tænderne hårdt sammen. Hvis Clara ikke er kommet ud om to minutter, skal han gå direkte hjem. Sådan er den nye regel. Han kigger på uret. Om præcis 120 sekunder.

Han tripper på stedet og overvejer at købe en drink eller fire. Eller at flå samtlige glas ned fra bardisken. Men intet vil hjælpe.

Han gentænker alt og ingenting.

74 sekunder.

Døren går op, det løsner ham lidt. Men det er ikke Clara, der forlader toilettet. Det er den rødhårede. Clara må være derinde alene.

23 sekunder.

Tiden er snart gået, og han skal forlade klubben. Sådan lød aftalen. Han trækker mod trappen, fødderne er nu endnu tungere. Forbi ham suser kvinder med løbet makeup og unge mænd med hektiske stemmer, enten på vej hjem eller videre i byen. Formentligt det sidste. Ingen af dem er som Clara. Så hvordan skal han slippe af med den altdominerende spænding i kroppen?

Han vender rundt på hælen og ignorerer pagten, han indgik med sig selv. Skubber døren op til dametoilettet og træder ud på flisegulvet. Er her andre toiletbesøgende, kan han altid spille beruset og sige, han tog fejl. At han troede, de befandt sig på herretoilettet.

Men der er stille og meget renere end omkring det pissoir på den anden side af væggen, han benyttede tidligere.

De første to døre ind til toiletbåsene står åbne. Der er komplet tomt. Lidt toiletpapir på gulvet og indpakningen fra en tampon, men ingen Clara. Kan han have overset hende? Har hun allerede forladt toilettet?

Han træder et skridt længere frem, først nu hører han en lyd. En spinkel klynken fra den bagerste bås. Hun er her endnu.

Døren står på klem, så han åbner den med en forsigtig bevægelse. Clara hænger ind over toiletkummen og har endnu ikke opdaget ham. Hendes skulderlange page dækker størsteparten af ansigtet, og kinden hviler på toiletbrættet. Den korte nederdel er kravlet op om hendes smalle talje. Han rømmer sig let, og hun drejer hovedet langsomt. Det er ham, der har sagt en lyd, og Clara følger hans anvisning, som var hun forbundet til ham med en snor eller tynd kæde.

Han knæler foran hende, tilfældigt rammer hans knæ hendes ansigt. Det er et uheld, det er sandheden, gulvpladsen i båsen er minimal, han har taget fejl af afstanden. Han har også drukket. Men synet af hans knæskal, der rammer hendes kind, løsner øjeblikkeligt noget af den strammende fornemmelse.

Døren fra natklubben til dametoilettet går op. Høj musik strømmer ind, lyden af klikkende stilletter nærmer sig.

Forsigtigt lukker han døren bag sig og drejer låsen. Clara er væltet væk fra toiletkummen og støtter nu baghovedet op ad den ene væg. Hun holder sig desorienteret på kinden, der er blevet rød efter hans knæ. Hans dybe aftryk på hende.

Men sådan er han ikke.

Han holder sit blik rettet stift mod hende, mens han strækker den ene hånd op mod toilettets top. Famler sig frem til han finder knappen. Den anden folder han til en knytnæve ud for Claras ansigt. Og da han skyller ud, slår han hende første gang.

Lyden af hans kno mod hendes kindben og den gispende lyd fra hendes mund forsvinder sammen med det hvirvlende vand ned i faldstammen. Ingen har hørt dem.

Nu er den strammende fornemmelse ved at forsvinde. Lige om lidt vil alt være løsnet i hans indre. Knude for knude. Slag efter slag.

Torsdag den 16. august

4 dage tidligere

“Træd indenfor”. Jannick lagde kortvarigt en hånd på Claras skulder og puffede døren op med spidsen af sin sorte lædersko. ”Så håber jeg, den lever op til jeres forventninger.” Aftenlyset bragede mod dem fra et sæt gigantiske ovenlysvinduer.

”Det er vist ikke en mulighed at blive skuffet.” Clara smilede og kiggede rundt, som var hun trådt ind i Amalienborgs storslåede festsale. Det var hun næsten også. Fulgte man havnefronten for enden af gaden mod venstre, ville man først nå Nyhavn og derefter Dronningens residens i København. Det blev ikke mere København end dette.

”Er du sikker på, vi er det rigtige sted? Her er jo for vildt.” Ronja tittede op over Claras skulder. Lige ved at lette af ren begejstring. I raketfart skød hun forbi dem i entreen og forsvandt videre ind i lejligheden. Ingen tålmodighed til at deltage i udlejningschefens fremvisning.

Jannick rullede ærmerne op på sin hvide skjorte og løsnede slipset en anelse. Den tunge augustvarme måtte være ulidelig, når man var tvunget i den slags uniform.

Clara trådte ud af sine sandaler, mens hun endnu stod på entreens kokosmåtte. Sikrede sig, at selv ikke en millimeter af de slidte lædersandaler, der havde tilbragt måneder på de støvede gader i Costa Ricas små byer, rørte gulvbrædderne. Hendes sandalers usselhed stod lysende klar i kontrasten til herskabslejlighedens plankegulve.

”Behold dem endelig på, og bare rolig, jeg har ikke nogen af de hæslige blå plastikfutter med,” smågrinte Jannick. ”Ikke i denne her hede.”

Clara smilede anstrengt og trådte tilbage i sandalerne, det ragede ikke ham, at hun aldrig havde sko på indenfor. Men det var en regel, én blandt mange. Hun fulgte hurtigt med ind i opholdsstuen, mens hun fik kontrol over ubehaget.

Rummet var, som resten af lejemålet, tømt for møbler, hvilket gjorde de brede gulvplanker endnu mere prangende. Højt til loftet og med en diskret stuk hele vejen rundt. Kun et sæt næsten transparente hvide gardiner bevægede sig som dovne skyer foran de åbne dobbeltvinduer. Hun sendte en tanke til det mikroskopiske fremlejede kollegieværelse, hvor hun havde boet, siden Ronja og hun var vendt hjem fra Mellemamerika.

”Vi kunne fremleje i et år, ikke? Altså fra nu af?”

Hun mærkede sandalernes såler under sine fødder ved hvert skridt. Mishaget steg langsomt op ad den velkendte skala, men hun bevarede roen.

Jannick bladrede i den lille stak papirer. Formentligt alle fyldt med informationer om lejligheden i Tordenskjoldsgade.

Jannick bladrede i den lille stak papirer. Formentligt alle fyldt med informationer om lejligheden i Tordenskjoldsgade.

”Yes, skønheden her er klar til overtagelse øjeblikkeligt. Den tidligere lejer fraflyttede for en måned siden. Jeg kan tilbyde jer en kontrakt, der løber frem til september næste år.” Hans

ord rungede i det tomme rum. Stemmen var mørkere, end hun havde forventet. Den passede ikke til ham. Han var spinkel og ikke meget højere end hende selv. Måske i slutningen af 30’erne, men med en stemme så dyb, at hun i telefonen, da de lavede fremvisningsaftalen, havde forestillet sig, han var dobbelt så gammel.

”Her er et fucking badekar! Et rigtigt fucking badekar med plads til to,” råbte Ronja.

Clara slugte et fnis og fortsatte med de sætninger, som Theo havde instrueret hende i, selvom hun mest havde lyst til storhvinende at løbe efter Ronja. Rundt i cirkler i den gigantiske bolig, som muligvis kunne blive deres.

”Det er naturligvis vigtigt, at vi får en rigtig lejekontrakt,” sagde Clara med en påtaget alvorlig mine. ”Depositum er vel maksimalt på tre måneders leje, og vi betaler altså ikke noget under bordet.”

Jannick gned sig i de næsten hvide skægstubbe og kiggede direkte mod hende. Blikket virkede kortvarigt hårdt, derefter blot insisterende:

”Blauenfeldt Ejendomme er Københavns ældste boligselskab, alt kører selvfølgelig efter gældende lovgivning. Som virksomhedens udlejningschef kan jeg garantere …”

”Er du klar over, hvor mange fester vi kommer til at holde her?” Ronja var som en hvirvelvind tilbage. Svedig og lettere forpustet med det sorte kruskrøllede hår ud til alle sider, ligesom hendes korte sommerkjole. Hvis Clara kendte sin bedste veninde ret, havde Ronja lige befundet sig i badekarret. Bare for at afprøve det.

”Ja, altså sådan nogle helt vildt stille og rolige fester, nok bedst kendt som middage, som ingen i opgangen nogensinde vil klage over,” smilede Clara undskyldende til Jannick. ”Vi begynder begge to at læse psykologi på Københavns Universitet i næste uge. Og vi skal studere en hel masse og være i studiegrupper. Den slags, hvor man drikker en masse te og har læsebriller på.”

”Vi skal praktisk talt leve som nonner,” indskød Ronja storgrinende, mens hun hev ud i det blomstrede stof, der var klistret fast til det øverste af hendes lår.

”De fleste beboere i opgangen er alligevel mellem 90 og 100 år. Hvis I er heldige, vil de slet ikke kunne høre, når I holder fester. Eller var det middage, I kaldte dem?” Jannick blinkede, eller også var det et tic. ”I skal også se køkkenet, piger. Det er kun to år gammelt. Alle hårde hvidevarer er fra Siemens.”

Clara fulgte lydigt efter ham, mens Ronja endnu en gang drog på opdagelse alene. Så længe der var en stikkontakt til Ronjas toastjern og en stegepande, hun kunne brænde kulsort i bunden, var det rigeligt.

Køkkenet var strålende hvidt. Clara førte sine fingerspidser hen over de kølige bordplader i marmor. Alt havde spejlblanke overflader, med garanti selv indersiden af ovnen. Her var så rent, at hun endelig sænkede skuldrene og glemte fornemmelsen af sandalerne på sine fødder.

Jannick åbnede køleskabet og demonstrerede med tydelig begejstring en indviklet isterningefunktion. Clara trådte frem og trak ud i en tilfældig køkkenskuffe. Det virkede måske i situationen som en voksen måde at tjekke køkkenets kvalitet på. Lidt som at undersøge en bil ved at sparke til dækket.

De havde selvfølgelig kun lejligheden til deres rådighed i et år, men prisen virkede alligevel besynderlig lav.

Samme husleje, som Ronja lige nu betalte for 34 m² lige ved hashhandlernesfavoritsted i Nordvest. Her i Indre By fik de dobbelt så meget plads, men det rejste også dobbelt så mange spørgsmål.

”Hvorfor tilbyder du den til os?” Clara kiggede ned i den tomme skuffe. På noget gråt linoleum med små cirkler på. Skåret sirligt ud, så det passede perfekt. Synet var beroligende, som et varmt tæppe ved sengetid.

”Nu er det altså ikke mig, der har valgt jer to madammer,” Jannick smilede og lagde papirerne fra sig på køkkenbordet. Han satte hænderne i siden. To svedskjolder blev tydelige under armhulerne, kæmpestore cirkler, som var de tegnet med passer. ”Jeg står bare for al det kontraktmæssige i forbindelse med en udlejning. Som jeg har forstået det, er du søster til Christoffer Blauenfeldts ven. Og at kende direktørens søn plejer at hjælpe.”

Så var det altså Theo, der havde trykket på nogle knapper. På nogle ret så virkningsfulde knapper, selvom han ikke ville indrømme det. ”Mange tak, det var bare for at høre.” Hun holdt blikket nede.

”Du skal ikke takke mig. Om et år flytter Christoffers storesøster Ellinor hjem fra London, indtil da passer det firmaet udemærket, at lejligheden er udlejet. Det giver ingen mening, hvis den skulle stå tom frem til næste sommer. Helt uden middage og den slags.”

”Nej, det er klart,” Clara lukkede forsigtigt skuffen, og de begav sig videre ad en smal gang mod lejlighedens to soveværelser. Et højlydt hvin kom dem i møde. Efterfulgt af Ronjas signaturlatter, der lød skrattende, længe og formentligt væltede ud fra næsen.

”Jeg tror, din veninde har fundet altanen.” Jannick lo. ”Kom, så skal jeg vise dig den.”

Clara stoppede op bag ham, på hendes højre hånd var en dør halvt åben, hun trådte forsigtigt ind på det lille værelse. Lejlighedens mindste rum, hvis hun huskede plantegningen korrekt, men også det hyggeligste. Der var ikke plads til meget mere end et skrivebord og en dobbeltseng, men hun havde heller ikke brug for mere. Hun havde forsvindende få ting, der betød noget. Flere genstande betød flere regler, så simpelt var det.

Ronja og Jannicks stemmer flettede sammen i rummet ved siden af. Formentlig i en samtale om, hvor mange gæster man præcis kunne klemme ud på altanen. Clara lyttede ikke længere efter.

Hun åbnede værelsets eneste vindue og strakte hovedet ud i den lune sommeraften. Duftene fra gården bølgede mod hende: grillkul, sved og solcreme, ledsaget af latter og klirrende bestik fra beboerne, der spiste aftensmad. Alle samlet, som ved magnetiskkraft, i den halvdel af gården, hvor aftensolen stadig faldt ned. Clara sugede alle indtrykkene ind, lukkede øjnene og tømte igen lungerne for luft.

Ronja måtte gerne råde over lejlighedens master bedroom, som var langt større end dette, og som fortsatte ud i et walkin-closet med direkte adgang til altanen. Dette værelse passede bedst til Clara.

”Ronja har allerede skrevet under, det tog under et nanosekund.” Jannick var tilbage, lænede sig op ad dørkammen. ”Så mangler jeg bare din underskrift på lejekontrakten. Men kun, hvis du fortsat er interesseret?”

”Det er jeg helt bestemt.” Clara kiggede rundt i det lille værelse.

Jannick rakte hende en tung kuglepen i blankt metal samt to kopier af en kontrakt. ”Du skal bare skrive under her.” Han pegede på den stiplede linje.

Clara skrev sit fulde navn begge steder og afleverede papirernetilbage til Jannick. ”Værsgo.”

”Så er lejligheden officielt jeres. Stort tillykke!” Han trådte tæt på hende og lagde sin ene hånd tungt på hendes skulder. Ganske kort.

Læs resten af historien

Låst er Anne Mette Kirks gribende spændingsroman om et brutalt, hadefuldt overfald på en ung kvinde og den efterfølgende efterforskning, som afslører hendes nærmestes mørke hemmeligheder. En opslugende roman, der med sine levende skildringer af fortællingens karakterer og miljøer er en medrivende fortælling om venskab og sandhedens pris.

Læs Knust, Anne Mette Kirks debutroman

“Vil sin historie med stor og næsten kærlighedsfuld omhu” ♥︎ ♥︎ ♥︎ ♥︎ Politiken

En regnfuld nat efter en gymnasiefest brager en stjålet bil ind i et træ. Bag rattet sidder 19-årige Jonathan, der brutalt mister livet i ulykken. De tre andre passagerer Tanja, Phillip og Nikoline overlever. Tilbage på gymnasiet begynder Jonathans lillesøster, Mathilde, at kigge nærmere på ulykken og de fire unge, som var med.

Du kunne også være interesseret i...